Bøger

BØGER

EN KLASSIKER GENOPTRYKT Curt Sachs:

Handbuch der Musikinstrumentenkunde VEB Breitkopf & Här-tel, Leipzig 1966.

Den 28. april d. å. forsvaredes på Uppsalas universitet for den filosofiske doktorgrad en på mange måder epokegørende afhandling, der vil sætte skel i musikinstrumentforskningens metoder: Jan Lings monografi om nyckelharpen (1967). l indledningen bekender forfatteren sig til Curt Sachs' arbejde og nævner specielt hans »Reallexi-kon« (1913), »Systematik der Musikinstrumente« (1914) og »Handbuch der Musikinstrumentenkunde«

(1920) som værende af afgørende betydning for Lings egne studier. Blandt de mange genudgivelser indenfor musikvidenskabelig litteratur, som i disse år ser dagens lys, finder man da også de tre nævnte værker af Curt Sachs. Systematikken er oversat til engelsk i »The Galpin Society Journal« no. XIV 1961. Reallexikon er kommet som fotografisk optryk på Georg Olms Verlag 1962 og blev af Dover Publications 1964 udsendt i form af en fototeknisk gengivelse med indføjede ændringer og udvidelser. Sidstnævnte publikation fik en ret hård medfart i DMT nr. 8 1966, hvor nyudgavens uvederhæftighed dokumenteredes på overbevisende måde. Endelig har Breitkopf & H ärtel, Leipzig, i 1966 udsendt Handbuch der Musikinstrumentenkunde som et fotografisk optryk af den reviderede udgave fra 1930 uden forsøg på at føre værket à jour, og der kan ikke herske tvivl om berettigelsen af en sådan genoptrykning.

Som Curt Sachs præciserer det i sit forord, er grundlaget for håndbogens redaktion at finde i den »Systematik der Musikinstrumente«, han i fællesskab med Erich v. Hornborstel udsendte i 1914 (Zeitschr. f. Ethnologie, Heft 4/5). Her rubriceres instrumenter efter akustiske og organologiske principper i et decimalsystem, som kan afstemmes efter vekslende behov for udspecificering. Det var magtpåliggende for de to forskere at inkorporere såvel europæiske som ikke europæiske og primitive instrumenter i én universel klassificering, hvilket lykkedes i forbløffende grad. Systematikken er dog ikke uantastelig, og set ud fra et strengt videnskabeligt synspunkt holder den ikke. Heinrich Husmann påpeger dette i sin »Einführung in die Musikwissenschaft« (Quelle & Meyer, Heidelberg 1958), hvor han opstiller et inddelingsskema ud fra rent akustiske kriterier (s. 64 f). Det er meget logisk gennemført og totalt uanvendeligt i praksis ved registrering af instrumenter, af billeder og lignende jordbundne sager. Man må sige, at Sachs-Hornborstel har stået sig, og det måske allermest på grund af, hvad man kan bebrejde systemet, nemlig manglende overensstemmelse i opdelingskri-terierne fra gruppe til gruppe. Forfatterne har valgt at gå ud fra det karakteristiske - og derfor praktisk anvendelige.

Handbuch der Musikinstrumen-tenkunde kan passende opfattes som et eksempel på, hvorledes systematikken anvendes på et bestemt stof: det europæiske instrumentarium, belyst teoretisk og historisk. De fire overordnede grupper: idiophoner - membranophoner - chordophoner og aerophoner behandles i hver sit hovedafsnit, som indledes med en art sagsforklaring,

der rummer noget af det bedste, som overhovedet er skrevet om det pågældende afsnits problematik. For eks. ved man af bitter erfaring, hvor megen forvirring manglende enighed om definitioner kan forvolde, og det er derfor ikke nogen indlysende banalitet at fastslå orienteringen af et instrument: hvad er op og ned, hvad er højre og venstre på en violin? Sachs bruger, hvad han kaldes den anthropomor-fe opfattelse af instrumentet: ».. .die Einfühlung des Menschen in den Instrumentenkörper, die Vorstellung, als sei man selbst das Instrument«. Dette er naturligvis subjektiv tale, men har ført ham til mange brugbare løsninger, som foretrækkes den dag i dag.

Skulle man nævne et område, som kan forekomme mindre klart fremstillet, og hvor muligvis også afstanden i tid gør sig gældende, måtte det blive afsnittet om blæseinstrumenterne. Sachs har reserveret orglet et selvstændigt kapitel, hvilket er helt naturligt, men samtidig fordeles de akustiske problemer vedrørende forholdet mellem tonegenerator og resonnansbæger på mange spredte afsnit, l dag ville man nok indledningsvis have givet en sammenhængende fremstilling af netop dette komplicerede og vanskeligt tilgængelige emne, som bedst forstås taget under eet. Dat er desuden mit indtryk, at grænsen mellem frie aerophoner og det, Sachs kalder egentlige blæseinstrumenter, ikke er så skarp, som den fremstilles i Handbuch (s. 388). Et nyttigt supplement for den studerende uden specielle forkundskaber kan findes bl. a. i Poul-Gerh. Andersens »Orgelbogen« (1955, s. 48), hvor dette forhold er meget klart anskueliggjort.

Men som sagt - det er en klassiker, der her er genopstået. Den er skrevet af instrumentforskningens nestor, som vil give denne videnskab glans langt ud over sin egen tid.

Mette Müller.

SVENSK BACH-FORSKNING

Hans Eppstein: Studien über J. S. Bachs Sonaten für ein Melodieinstrument und obligates Cembalo. Uppsala 1966. Acta Universi-tatis Upsaliensis. Studia musico-logia Upsaliensia. Nova series 2. Bachs fløjte-, gambe- og violinsonater med obligat cembalo hører til pionerværkerne i Kothen-kapelme-sterens produktion ligesom sonaterne og suiterne for violin eller cello uden akkompagnement, men genrerne har i tidens løb ikke været genstand for den samme interesse, hverken blandt musikere eller musikvidenskabsmænd. Solo-sonaterne, eller mere korrekt: værkerne for violin eller cello solo, kendes bedre, spilles mere og er langt fyldigere beskrevet end værkerne for duo-besætning. Svenskeren Hans Eppstein har med sin afhandling bidraget til at råde bod på denne skævhed i forskningen, og man tør måske håbe at bogen også vil blive læst af udøvende musikere.

Det drejer sig om 11 værker, l en oversigt i indledningen og et fyldigere afsnit i slutningen af bogen vurderes kildegrundlaget, og de tvivlsomme og de utvivlsomt uægte værker sorteres fra. Tilbage bliver 6 sonater for violin og cembalo BWV 1014-1019 (med et par varianter), 3 sonater for viola da gamba og cembalo BWV 1027-1029 og 2 sonater for fløjte og cembalo BWV 1030 og 1032. Mod disse værker retter forfatteren sit skarpe blik, og han når til betydelige resultater.

Den musikhistoriske placering af sonaterne volder ikke større vanskeligheder. Vel er de ikke uden forgængere, men disse er få og spredte og ikke særlig betydelige, og det er temmelig tvivlsomt, om Bach kan have kendt dem. Bach har vandret sin egen vej til denne besætningstype, og hans personlige interesse for klaveret virker som tilstrækkelig begrundelse for, at han når frem til kammermusiktype rned en mere selvstændig klaverstemme end den sædvanlige generalbassats. Man plejer at betragte sonaterne som triosonater med den ene overstemme ført over til cembaloet. Hans Eppstein bestrider ikke, at sonaterne overvejende forløber i en triomæssig sats, men viser, at det ikke gælder overalt, og han gør i et stort afsnit rede for forholdet imellem stemmerne i de episoder eller de satser, som har en anden karakter. Herefter følger en gennemgang af sonaternes formale opbygning, hvori forfatteren ikke blot benytter sig af de sædvanlige begreber form og struktur, men tilføjer et tredie: das Prinzip der Integration. Begrebet indkredses, men defineres ikke. l stedet demonstreres i et par analyser, hvad forfatteren forbinder dermed. Så langt som det drejer sig om melodiske og rytmiske ana-

logier i et melodisk forløb (som de første 20 takter af fløjtesonaten i h-mol, der gennemgås s. 50 ff) eller lignende analogier mellem to samtidigt førte melodier (som i violinstemmen i 3. sats af sonaten i f-mol, sml. s. 57 f) kan jeg med glæde følge med. Det kan diskuteres, om betegnelsen »integration« er nødvendig, men de påviste analogier er relevante, og analysen er hensigtsmæssig og givende. Men når det samme princip skal anvendes til belysning af Bachs kombination af enkelte formled i et formforløb, da savner man en definition af, hvad »integration« egentlig er. Som forfatteren bruger det, er det ikke ét begreb, men mindst to, og de burde næppe betegnes ens. Men dette er en mindre indvending.

Afhandlingens tyngdepunkt ligger 5 det store kapitel om sonater-

nes tilblivelseshistorie. Med udgangspunkt i tidligere offentliggjorte undersøgelser af forholdet mellem gambesonaten i G-dur BWV 1027 og triosonaten i samme tonart BWV 1039 samt af violinsonaten i G-dur BWV 1019 fremsætter Hans Eppstein nu velmotiverede teorier for alle sonaternes tilblivelse. Dette store og skarpsindige detektivarbejde er baseret på iagttagelser af oktavomlægninger og små melodiske ændringer i stemmernes forløb sammenholdt med eksisterende - og somme tider også tænkte - varianter og set på baggrund af, hvad man ved om instrumenternes omfang. Resultatet af denne meget grundige undersøgelse bliver bl. a., at fløjte- og gam-be-sonaterne for en stor del består af transskriberede triosatser (muligvis ligger i enkelte tilfælde koncertsatser bag triosatserne), og at ingen af de resterende satser fra disse sonater klart fremstår som originalsatser, l violinsonaterne træffes derimod blandt de langsomme satser en del, der antagelig er komponeret i den foreliggende skikkelse; i de hurtige satser kan der kun hentes få indicier. Forsigtigt og med flere forbehold slutter forfatteren heraf, at violin-sonaterne er de yngste, fløjtesonaterne de ældste. Denne opfattelse støttes af forekomsten af visse motiviske analogier imellem satserne.

Denne monografi foregiver ikke at have udfyldt lakunen i Bach-lit-teraturen. Hans Eppstein udtrykker sig i afslutningen særdeles beskedent og selvkritisk herom. Men den er en både inspirerende og ind-holdsmættet bog, og den er uomgængelig for enhver, der vi! beskæftige sig med Bachs sonater -i skrift, tale eller musik.

Carsten E. Hatting

INTERNATIONAL HAYDN-FORSKNING

The Haydn Yearbook Vol. Ill/Das Haydn Jahrbuch Band III 1965. Theodore Presser Company, Bryn Mawr, Pennsylvania in association with Universal Edition, Wien. Editorial Staff: Karl Heinz Füssl, Stefan Harpner, H. C. Robbins Landon.

l lighed med Bach-, Mozart- og Handel-forskningen har Haydn-forskningen nylig fået sin egen årbog. Indholdet af de udsendte tre bind vidner tydeligt om behovet for en sådan publikation. Tiden er moden, Haydn-forskningen har rigtig fået vind i sejlene. Noget andet er, at det måske var på tide at træffe bestemmelse om, hvordan årbogen skal tage sig ud med hensyn til typografi og papirkvalitet, for indtil nu har ikke to af bøgerne været ens i disse henseender.

Samtidig med udsendelsen af bind III har Haydn-instituttet i Köln begyndt udgivelsen af et tidsskrift,

Haydn-Studien. Tilsyneladende forhindrer konkurrencen mellem forlagene i Köln og Wien et fornuftigt samarbejde mellem de to redaktioner. Ellers ville man nok have kunnet undgå den ærgerlige situation, at Edward Olleson (i HJ) og Günter Thomas (i HSt) så at sige samtidig præsenterer Griesin-gers korrespondance med Breit-kopf &, Härtel. Selv om G. A. Grie-singer nok er bedst kendt som forfatter til en af de første Haydn-biografier, var hans opgave i de 10 år, han havde forbindelse med Haydn, først og fremmest at formidle kontakten mellem komponisten og forlaget Breitkopf & Härtel - en opgave, han løste med megen diplomati. Hans breve til forlaget indeholder imidlertid ikke blot forretningsmeddelelser, men også beretninger om hans møder med Haydn. De belyser mange væsentlige træk af Haydns tilværelse i årene 1799 til hans død og udgør et værdifuldt tillæg til de tidlige biografier. Forskerne har da også flittigt søgt oplysninger i denne korrespondance, som er citeret bl. a. i værker af H. v. Hase, H. Botstiber og C. M. Brand. Men Brand afskrev desuden i forbindelse med sine studier en del af materialet. Da originalerne gik tabt under krigen, fik Brands kopier værdi som primære kilder, og just dette forhold har været de to forskeres anledning til at udgive materialet. Begge har de suppleret Brands kopier med de citater af brevene, der forekommer andetsteds i litteraturen, og tilføjet forklarende noter. Der er ikke stor forskel på de to artikler, men Günter Thomas har citeret fyldigere af litteraturen end Edward Olleson, og hans noter er også mere omfattende.

Tilbage til Haydn-Jahrbuch. Wolfgang Matthäus har skrevet om Haydn-udgaverne fra forlaget Jean André i Frankfurt, der har haft stor betydning for udbredelsen af Haydns musik specielt i det sydvesttyske område. Artikler bringer en omhyggeligt kommenteret liste,

kronologisk ordnet, over alle forlagets Haydn-udgaver, begyndende med eftertryk mest af Pariser-udgaver i årene 1775 og 1785-89, men siden - navnlig efter 1794 - rummer fortegnelsen adskillige originaludgaver, l øvrigt bekræfter ar-tilklen tanken om, at der mellem Haydns forlæggere kan have bestået forretningsmæssige aftaler om eftertryk og markedsfordeling.

Betty Matthews har finkæmmet sydengelske kilder for at finde oplysninger om Haydns rejse til Portsmouth, The Isle of Wight og Southampton i 1794, men - som forfatterinden selv konkluderer - uden held. Artiklen giver dog et meget levende indtryk af forholdene omkring rejsen, som et kildemateriale kunne have bekræftet eller afkræftet, så at læseren har mulighed for enten at tilslutte sig forfatterindens teorier eller danne sig sine egne. Den resignerede konklusion følges af en imponerende bibliografi.

De efterfølgende Haydn-doku-menter, der er udgivet af Jánoš Harich, udgør en fortsættelse af forfatterens bidrag til de første Haydn-Jahrbücher. De startede med en gennemgang af Haydns operarepertoire i Esterháza mellem 1780 og 1790 (et værdifuldt supplement til Bartha's og Somfai's »Haydn als Opernkapellmeister«) på grundlag af studier af Ester-házy-arkiverne og fortsattes i bind II med kommentarer til de her i bd. Ill udgivne Haydn-dokumenter, som ikke tidligere har været offentliggjort. Det drejer sig for det meste om regnskabsbilag, der belyser udgifterne i forbindelse med bygningen og indretningen af det nye teater, lønninger til musikerne og indkøb af nodepapir, instrumenter og strenge.

Til sidst skriver László Somfai om strygekvartetterne »op. 3«, hvis ægthed siden »Die Haydn-Uberlie-ferung« udkom har været anset for tvivlsom. I artiklen gennemgås kildegrundlaget påny - det er ikke blevet sikrere siden 1939 - men Somfai tilføjer en grundig stilanalyse af værkerne. Nu er en stilanalyse et ret usikkert fundament for en ægthedsbedømmelse, hvad forfatteren selv gør grundigt opmærksom på, men det må indrømmes, at analysens resultater gør det meget vanskeligt at tro, at Haydn er disse kvartetters komponist. På dette grundlag - og muligvis for at invitere til en diskussion - skærper Somfai konklusionen til: »Das »Op. 3« ist mit voller Sicherheit kein Werk von Joseph Haydn.« Han mener, at det drejer sig om værker ' fra 1770'erne - den periode, da Haydn ikke skrev kvartetter - og at de ved en fejltagelse eller med vilje er udgivet i Haydns navn hos Bailleux i Paris og optaget i Pleyels fortegnelse. Efter at denne artikel var skrevet, opdagede imidlertid Alan Tyson og H. C. Robbins Lån-don, at de originale Bailleux-stik-plader ikke - som antaget - oprindelig har båret komponistnavnet »Hayden«, men »Signor Hofstet-ter«! De nærmere omstændigheder er beskrevet i The Musical Times, her i Haydn-Jahrbuch er blot tilføjet en lille fodnote. Det kunne László Somfai altså ikke vide, men det virker temmelig afsvalende.

Carsten E. Hatting

MOZART IGEN

Paul Nettl: W. A. Mozart 1756-1791. Hasselbalhs Fagbøger. 1967. 253 sider.

Der spores i disse tider på vore hjemlige forlag en glædelig tendens til at få udgivet en del udmærkede udenlandske bøger om musikalske emner i dansk oversættelse. Det er glædeligt, fordi det åbenbart nu indses, at det kan betale sig at få disse ting frem, og at der med andre ord er mange, der gennem beskæftigelse med musik både som tilhørere og som udøvende har fået behov for udvidet kendskab til musikkens baggrund.

Hvad specielt Mozart angår, har vi allerede fået Dent's bog om operaerne og Einstein's monografi i glimrende dansk oversættelse ved Gerh. Schepelern. Den foreliggende bog er udmærket oversat af lektor Niels Gabe efter den tyske Fischer Bücherei-udgave fra 1955. Af de 14 kapitler har Paul Nettl leveret de 11, medens Alfred Orel, Roland Tenschert og Hans Engel har bidraget med hver et.

For en dansk Mozart-fan er det interessante ved bogen, at den næsten overbetoner nogle af de genrer, som vi idag som koncertlyttere næppe ville tillægge større betydning hos Mozart, nemlig kirkemusikken, frimurermusikken, dansemusikken og sangene. Men man erfarer under læsningen, at Mozart gennem sin musik indenfor disse særlige områder havde en nært sluttet kontakt med det kulturelle livsmønster i sin samtid, og der bliver derfor netop i disse kapitler trukket mange interessante og morsomme ting frem, som i høj grad kommer en ikke-østriger til gode. Det gælder i det hele taget for beskrivelsen af værkerne, at der tages mere hensyn til deres tilblivelseshistorie, det miljø og de mennesker, der er implicerut, snarere end til værkernes musikalske opbygning.

Der bydes overalt på forfriskende og nyttig læsning bortset fra et enkelt kapitel, desværre med central placering: Hans Engels gennemgang af orkesterværkerne. Den er i værste koncertførerstil. l stedet for Engels overfladiske beskrivelser side op og side ned af smertefulde, vuggende, jublende, blide og tragiske satser havde det været nyttigt med et overblik over Mozarts behandling af de symfoniske muligheder ud fra få, men centrale problemstillinger og med tilsvarende få, men velvalgte eksempler.

En anden indvending mod bogen er, at den på grund af sin lidenhed i forhold til det store emne kan

virke en smule tilfældigt disponeret. F. eks. omtales strygekvartetterne overhovedet ikke, medens man til gengæld får en del biografiske oplysninger op til flere gange, fordi de fire forfattere åbenbart ikke har villet indordne sig hinanden på dette punkt.

Bortset herfra må bogen betegnes som velskrevet, veloversat og velplaceret på det danske marked, og der er god grund til at hilse den velkommen.

Mogens Helmer Petersen