Grammofon

Af
| Årgang 42 (1967) nr. 06 - side 135-139

GRAMMOFON

PENDERECKIS LUKASPASSION

Krzysztof Penderecki: Passio et mors Domini nostri Jesu Christi secundum Lucam. Stefania Woy-towicz (sopr.), Andrzej Hiolski (baryt), Bernard Ladysz (bas), Leszek Herdegen (récit), Krakow filharm, ork., drengekor og bl. kor; dir.: Henry Czyz. - Philips stereo 8002 771/72 AY.

Pendereckis Lukas-passion hører til de få værker, der straks ved deres fremkomst har opnået noget nær berømmelsens status. En lignende skæbne blev hans strygerstykke Tren til del. Det kan i dette tilfælde skyldes flere samvirkende årsager. Værket blev bestilt til og uropført ved en celeber lejlighed, Münster domkirkens 700 års jubilæum i 1965. Det viste sig straks ved sin uropførelse på trods af sin

længde at besidde den samme stærkt appellerende kraft som det korte Tren; det viste sig i stand til med de midler, der er Pendereckis og den nye musiks, at holde sine tilhørere fangen i næsten åndeløs agtpågivenhed om den hellige lidelses historie.

Ligeså rimeligt det er, at et værk af denne status udsendes på plade, ligeså afgørende er den mulighed for hyppig aflytning, som kun indspilningen giver, for værkets status i fremtiden: vil det kunne holde sig på berømmelsens tinde? Det er det efter tre overhøringer endnu for tidligt at spå om. Lad mig blot anføre, at jeg tredje gang lyttede mere koncentreret og med større udbytte end første.

»Min musik kan uden forbehold betragtes som udtalt bekendelses-musik, l denne henseende er jeg romantiker.« Denne udtalelse af komponisten får stå til troende; og man tror den gerne. Man kunne tilføje: det er udtalt udtryksmusik. Den emotionelle bevægelse, som beretningen fremkalder i komponistens sind, finder umiddelbart udtryk i musikken. Samtidig genspejles hans tolkning af begivenhederne i de mange tekstindskud i evan-gelieberetningen. l disse henseender ligner værket de store passioner af Bach, som det jo ikke skal sammenlignes med, men som man alligevel ikke kan lade være at tænke på.

Pendereckis værk er en katolskpassion. Teksten er på latin, og de fleste af indskuddene er taget fra den katolske langfredagsliturgi. Det drejer sig om udsnit af Davids salmer, antifoner, hymner og im-properierne og tre citater fra Johannes' passionsberetning. Udenfor den liturgiske sammenhæng står sekvensen Stabat mater, et tidligere a cappella værk, som han ikke har kunnet nære sig for at indlægge. Lukas' evangelieberetning - med en del overspringninger -reciteres af en talestemme med korindslag, Jesu ord synges af en baryton, de øvrige personers af sopran, bas eller kor. De indskudte dele udføres af de således medvirkende i forskellige kombinationer. På trods af den stærkt følel-sesbårne musik og de mange fortolkende og kommenterende indskud, og trods det at det altså ikke er liturgisk musik i streng forstand, ligger værket dog som fri komposition betragtet nær op ad det liturgiske. Koncentrationen om bibelordet og de gennem århundre-

der anvendte liturgiske tekster lader konfessionelle særstandpunkter træde i baggrunden. Det er mere et kristent værk end et specifikt katolsk.

Udførelsen er lagt i hænderne på den samme dirigent og de samme solister, som bragte værket til uropførelse. Den må formodes at være autentisk. Ud fra de mere almindelige kriterier, man må anlægge overfor et iøvrigt ukendt værk, lader udførelseskvaliteten intet tilbage at ønske. Rytmisk og klangligt fremtræder musikken med stor præcision og en medrivende intensitet. At teksttydeligheden nogle steder, især i korsatser, fordunkles eller helt bortvejres, ligger i komponistens intention og den anvendte satsteknik og skyldes ikke nogen mangel hos de udøvende, som netop har en forbilledlig tekstudtale.

Jan Maegaard

JOH. NEP. DAVID-ELEVER

Helmut Eder: Sinfonie Nr. 3,

op. 29.

Hans Stadlmayr: Konzert für

Violine und Streicher.

Lukas David (viol.), Münchener

Kammerorchester; dir.: Hans

Stadlmayr. - Amadeo stereo

AVRS 5050.

»Das Münchener Kammerorchester« er et af de sparsomt besatte, men intenst spillende strygeensembler, der - måske med Boyd Neels orkester som forbillede - er

kommet til at spille en ganske fremtrædende rolle i nutidens musikliv. Det kendteste er nok det italienske »l musici«. Initiativet til sådanne ensembler udspringer gerne af ønsket om at spille italiensk barokmusik. Nogle bliver stående herved og specialiserer sig på dette felt; andre er interesserede i repertoireudvidelse og stiller gerne deres indvundne færdigheder i denne specielle ensemblekunst til rådighed for samtidige komponister. Münchener ensemblet hører til den sidste kategori. Den sympati, man alene derfor vil være tilbøjelig til at nære for dem, bestyrkes kun af den høje spillemæs-sige kvalitet, disse 15 strygere lægger for dagen. De spiller mægtig godt. Det samme kan uden indskrænkning siges om violinsolisten Lukas David, søn af Johann Nepomuk David.

Blot kunne man ønske, at det nutidige repertoire, som de enten vælger eller - som her - lader skrive til sig, var af mere spændende art end disse stykker af to Joh. Nep. David-elever. Dog, det er måske for meget at forvente, når den ene samtidig er leder af ensemblet? - Begge værker folder sig ud på en noget tør og akademisk facon, l Stadlmayrs meget virtuose koncert kan man dog finde nogen lytterglæde i dens instrumentale raffinement. Eders symfoni er - meget David'sk.

Jan Maegaard

CARL NIELSEN FREMSTØD l UDLANDET

Car! Nielsen: Maškaráde Ouverture. Symfoni nr. 4 op. 29. Cincinnati Symphony Orchestra, dir.: Max Rudolf. Brunswick (stereo/mono SXA/AXA4541). Carl Nielsen: Symfoni nr. 6 »Sinfonia Semplice«; Maškaráde: Forspil til 2. akt, Ouverture. The Philadelphia Orchestra, dir.: Eugene Ormandy. CBS (stereo/mono: SBRG/BRG 72456).

Et vældigt fremstød for Carl Nielsens symfoniske musik foregår i øjeblikket i udlandet, navnlig i USA, hvor pladeselskaberne formelig konkurrerer med parallelle indspilninger. Af de her nævnte plader, begge fra 1966, bærer CBS-publi-kationen så afgjort prisen. Presningen af begge plader er god, men i forhold til Brunswick-pladens noget rodede klangbillede i tutti-sek-tioner udmærker CBS-indspilnin-gen sig ved stor klarhed overalt. Begge orkestre rangerer teknisk og kunstnerisk højt, og især Phi-ladelphia-ensemblet yder en overbevisende og til tider virtuos præstation, f. eks. beundrer man den klanglige homogenitet i træblæsergruppen og strygernes elegante udførelse af de ofte halsbrækkende passager. Derimod skæmmes begge orkestre af en uskøn, ofte rå brillians hos messinggruppen i kraftige passager, noget som synes at være et amerikansk særkende. Begge dirigenter leverer en blæserdomineret Maskarade-ouver-ture, der ligesom de fleste af de otte allerede kendte indspilninger ligger tempomæssigt i underkanten af komponistens intentioner; hos Ormandy markeres dette yderligere ved en tungt udført midterdel, mens Rudolf får større helhed over værket. Det kan man derimod ikke sige om hans udførelse af 4. symfoni. Den motiviske og tempo-mæssige sammenhæng og balance, som udmærker dette værk, og som

navnlig er markant i forholdet mellem ydersatserne, fornemmes ikke tydeligt hos Rudolf. Hos den ud-jævnes tempoforskellene, således at ydersatserne - åbenbart til gavn for klarheden og nogle smukke detaljer - spilles langsommere end krævet, mens de to midterste satser spilles tilsvarende hurtigere med en let rytmisk nervøsitet til følge. Lærerig er en sammenligning mellem de to symfoniers tredie sats, der i begge tilfælde er præget af fornemt strygerkontrapunkt. Ormandy opnår netop ved et langsomt (måske for langsomt) tempo den ro og klarhed, som man savner hos Rudolf, og han viser alene herved sit større overblik, som i øvrigt også kommer resten af 6. symfoni til gode. Nogle skønhedspletter som f. eks. et dårligt motiveret temposkift ved takt 129 i 1. sats, den noget stampende, ucharmerende vals og den grimme og upræcise fanfare i 4. sats, opvejes her af den beherskelse, virtuositet og klarhed, hvormed dette værk udføres; tilmed hører man det codale strygerunisono uden den sædvanlige bortskæring af 7 vanskelige takter.

Carl Nielsen: Blæserkvintet Op. 43. Francis Poulenc: Sextet. The Philadelphia Woodwind Quintet; Francis Poulenc (piano). CBS (stereo/mono: SBRG/BRG 72133). Sven-Erik Back: »Favola«. Thore Janson (klarinet), B. Lilje-quist, R. Johansson, S. Arnorp og B. Arsenius (slagtøj), W. Lan-zky-Otto (piano), dir.: komponisten. - Carl Nielsen: Blæserkvintet Op. 43. Stockholms filharmo-nikers blåsarkvintett. EXPO NORR (Statens försöks-verksamhet med rikskonserter; mono: Riks LP 3 N.C.B.).

Begge de foreliggende plader befinder sig på et usædvanligt højt niveau, både pladeteknisk og musikalsk. Det er interessant at notere, at den klarhed i optagelsen, som CBS-pladen opnår i kraft af

stereofonien den karakteristiske amerikanske hvislende klang ufortalt), besidder den svenske monoindspilning i måske endnu højere grad og tilmed kombineret med en mere direkte, naturlig klang; teknisk ansvarlig for denne svenske mester-indspilning er den lydtekniske ekspert Stig Carlsson. Endnu en gang må man beundre Phila-delphia-musikerne for deres virtuositet og fornemme sammenspil, navnlig hornisten Mason Jones er med sine pianissimo-passager i topklasse; i kraft af forholdsvis hurtige tempi, der måske enkelte steder kan medføre en let stakåndet frasering, opnås som helhed en sjældent hørt sammenhæng i de musikalske perioder. Heroverfor står svenskerne med deres mindre virtuose og mere rolige spillestil, der til gengæld har bedre fat i musikkens grundkarakter og ago-gik. Tilmed er den svenske indspilning den eneste mig bekendte, der udfører den af komponisten foreskrevne repetition med prima og seconda volta i første sats, en konvention, om hvis kompositoriske nødvendighed i dette værk man nok kan komme i tvivl. Det spille-glade Poulenc-værk fra 1932 på den amerikaaske B-side påkalder sig ved komponistens medvirken en vis interesse, men er dog som helhed af den mere lette skuffe med sin salon-prægede, collageagtige stil. Nokså spændende virker Back's »Favola«, en klarinet-koncert »en miniature« i ofte barok-præget post-Webernsk stil. Torben Schousboe

Carl Nielsen, Koncert for klarinet og orkester, op. 57. - Symfoni nr. 2, op. 16 »De fire temperamenter«.

Benny Goodman, klarinet, Chicago Symphony Orchestra, dir. Morton Gould.

Den her foreliggende optagelse af Carl Nielsens 2. symfoni er en forbier, men udførelsen af klarinetkoncerten er en bedrift, skønt den nu og da udfordrer til modsigelse. Symfonien spilles med forkerte tempi. Første, anden og fjerde sats tages hver især alt for hurtig, og den langsomme sats, hvis gengivelse synes mig at være mere i overensstemmelse med Carl Nielsens intentioner, mangler en del tyngde. Men man holdes skadesløs for den skuffelse, som optagelsen af symfonien bereder en, ved udførelsen af klarinetkoncerten. Tonen af Benny Goodmans klarinet er en nydelse i sig selv, så rigt facetteret den er, spændende fra det blidest henåndede pp til et grelt bidende, skalmejeagtigt ff. Dertil kommer en meget omhyggelig, følsom frasering, der røber Goodmans dybe fortrolighed med værket. Goulds akkompagnement virker nu og da lidt tyngende og firkantet, som om det ikke var gået helt op for dirigenten, hvor megen gratie og humor der rummes i dette værk ved siden af dets ekspressionistiske gester. Allerede selve begyndelsen kunne have gavn af mere ynde og et en anelse hurtigere tempo, og i det hele taget tenderer tempovalget henimod det adstadige, bortset fra finalen, der til gengæld spilles lidt vel hurtigt. Benny Goodman har nogle Tå sjove afvigelser fra nodeteksten. Orkestret er fremragende, optagelsen er klangfuld og gennemsigtig, og den en smule tunge bas kan tonekontrollen kompensere for.

H. R.

DANSKE SANGE

Egil Harder, Den blå anemone. -Knud Vad Thomsen, Til glæden.

- J.P.E. Hartmann, Lær mig, nattens stjerne. - Carl Nielsen, Min pige er så lys som rav; Sænk kun dit hoved, du blomst. - C. E. F. Weyse, Skøn jomfru, luk dit vindue op. - Leo Estvad, Den lyse nat. - Peter Heise, Du gav mig den røde rose; Husker du i høst.

- Jens Bjerre, Til en ung moder. RCA Camden CAS-10135, stereo.

Tonny Nuppenau er en habil sanger med en smuk tenor, som han imidlertid vanrøgter. Stemmen er utæt,

såsnart styrkegraden går under forte, og dette formindsker ikke blot vellyden, men truer på længere sigt også røstens fortsatte beståen.

Ovennævnte repertoire viser, at sangeren ikke tager det så tungt med lødigheden. Bevares, Aksel Schiøtz gjorde sig heller ikke kostbar, når der skulle tages hensyn til »den brede smag«, men med sin benådede musikalitet og fløjls-bløde stemme kunne han synge banaliteterne så man blev grebet trods melodiernes fladhed. Det magter Tonny Uuppenau ikke. Noget bedre lykkes for ham den lødige del af programmet, men rigtig overbevisende er hans foredrag heller ikke der. Hans omhyggelige deklamation, frasering og dynami-sering virker udvendig - det bliver ikke til andet end skønsang hele vejen igennem.

Han har dokumenteret talent som operasanger, men endnu synes han ikke at have »fundet melodien« når det gælder romancens kleinkunst.

H. R.

PLADEFORTEGNELSE:

Bartók, Béla

Klaverkoncert nr. 1.

Dagmar Baloghova og Prags Radiosymfoniker, dir. Martin Turnovsky. Supraphon SUA ST 50602, stereo.

Klaverkoncert nr. 3.

Eva Bernathova og Tjek Filharmonikerne,

dir. Karel Ancerl.

Supraphon SUA ST 50439, stereo.

Koncert for 2 klaverer og ork.

Gold og Fizdale, klaverer, med orkester,

dir. Leonard Bernstein.

CBS MS 6956, stereo.

Koncert for viola, op. posth.

Jaroslav Karlovsky, viola, og Tjek Filharmo-

nikerne, dir. Karel Ancerl.

Supraphon SUA ST 50439, stereo.

Berg, Alban

Kammerkoncert for klaver, violin og

13 blæseinstrumenter.

Ivan Strauss, violin, Zdenek Kozina, klaver,

og The Chamber Harmony, Prag,

dir. Libor Pešek.

Supraphon SUA ST 50679, stereo.

Berwald, Franz

Strygekvartet nr. 2 i a-mol. Københavns Strygekvartet. Fona LPK 544, mono-stereo.

Birtwistle

Refrains and Choruses, for blæserkvintet.

Danzi Kvintetten.

Philips LY 802740, mono-stereo.

Britten, Benjamin

Simple Symphony.

Musici Pragenses, dir. Libor Hlavacek.

Supraphon SUA ST 50609, stereo.

Skærsommernatsdrøm, En Alfred Deller, Elizabeth Harwood, Peter Pears, Thomas Hemsley etc., London Symphony Orch. etc., dir. komponisten. Decca SET 338/40, stereo.

Copland, Aaron

Symfoni nr. 3.

London Symphony Orch., dir. komponisten.

CBS SBRG 72559, stereo.

Francaix, Jean

Quartet.

Tjekkisk filharmonisk blæserkvintet.

Supraphon SUA ST 50582, stereo.

Hindemith, Paul

Ludus tonalis.

Käbi Laretei, klaver.

Philips LY 835931, mono-stereo.

5 Stücke für Streichorchester, op. 44. Musici Pragenses, dir. Libor Hlavacek. Supraphon SUA ST 50609, stereo.

Honegger, Arthur

Præludium, Arioso og Fugetta over BACH. Musici Pragenses, dir. Libor Hlavacek. Supraphon SUA ST 50609, stereo.

Kabalevsky, Dmitri

Klaverkoncert nr. 3 i D-dur, op. 50. Pavel Stepán og Prags Radiosymfonikere, dir. Alois Klima. Supraphon SUA ST 50488, stereo.

Mahler, Gustav

Lieder aus »Des Knaben Wunderhorn«: Revelge. Das irdische Leben, Lob des hohen Verstandes, Rheinlegendchen, Der Schildwache Nachtlied, o.s.v. Maureen Forrester, alt., Heinz Rehfuss, bas Dg Wiener Festwochenorch., dir. Felix Prohaska. madeo AVRS 6317, stereo.

Symfoni nr. 1 i D-dur.

Tjek Filharmonikerne, dir. Karel Ancerl.

Supraphon SUA ST 50675, stereo.

Symfoni nr. 3 i d-mol.

Maureen Forrester, Concertgebouw-ork.

m. fl., dir. Bernard Haitink.

Philips AY 802711/12, stereo.

Martinu, Bohuslav

Incantation (klaverkoncert nr. 4).

Josef Palenicek, klaver, og Brno Statsfilhar-

monikerne, dir. Jiri Pinkas.

Supraphon SUA ST 58591, stereo. Sinfonietta giocosa. Prags Symfoniske Ork., dir. Vaclav Smetácek. Supraphon SUA ST 58591, stereo.

Nielsen, Carl

Symfoni nr. 1.

London Symphony Orch., dir. André Previn. RCA LM/LSC 2961, mono-stereo. Philadelphia Orch., dir. Eugene Ormandy, CBS ML 6404/MS 7004, mono-stereo.

Symfoni nr. 4.

Chicago Symphony Orch.,

dir. Jean Martinon.

RCA LM/LSC 2958, mono-stereo.

Helios ouverture.

Chicago Symphony Orch.,

dir. Jean Martinon.

RCA LM/LSC 2958, mono-stereo.

Philadelphia Orch., dir. Eugene Ormandy.

CBS ML 6404/MS 70D4, mono-stereo.

Pan og Syrinx.

Philadelphia Orch., dir. Eugene Ormandy.

CBS ML 6404/MS 7004, mono-stereo.

En fantasi rejse til Færøerne. Philadelphia Orch., dir. Eugene Ormandy. CBS ML 6404/MS 7004, mono-stereo.

Saul og David: Forspil til 2. akt.

London Symphony Orch., dir. André Previn.

RCA LM/LSC 2961, mono-stereo.

Prokofiev, Sergej

Klaverkoncerter nr. 1 og nr. 3. — Klaversonate nr. 3 i a-mol, op. 28. Gary Graffman og Cleveland ork., dir. George Szell. CBS SBRG 72506, stereo. Chout, ballet suite. — Romeo og Julie, uddrag.

London Symphony Orch., dir. Claudio Abbado. Decca SXL 6386, stereo.

Ravel, Maurice

Klaverkoncert nr. 1 i G-dur. Eva Bernathova og Prags Symfoniske Orkester, dir. Vaclav Smetácek. Supraphon SUA ST 50602, stereo.

Valses nobles et sentimentales. Alexis Weissenberg, klaver. HMV ASDF 902, stereo.

Roussel, Albert

Sinfonietta op. 52.

Musici Pragenses, dir. Libor Hlavacek.

Supraphon SUA ST 50609, stereo.

Schönberg, Arnold

Blæserkvintet op. 26.

Danzi kvintetten.

Philips LY 802740, mono-stereo.

Tjekkisk filharmonisk Blæserkvintet.

Supraphon SUA ST 50692, stereo.

The Music of Arnold Schönberg, Vol. 5. CBS SBRG 72546/47, stereo.

Sibelius, Jean

Strygekvartet op. 56 »Voces intimae«. Københavns Strygekvartet. Fona LPK 544, mono-stereo.

Sirawinsky, Igor

Petrusjka: 3 stykker. Alexis Weissenberg, klaver. HMV ASDF 902, stereo.

Le Sacre du Printemps. — 4 Etuder for

orkester.

Orch. National de la R.T.F.,

dir. Pierre Boulez.

Nonesuch H 71093.

Symfonier for blæseinstrumenter. Chamber Harmony, Prag, dir. Libor Pešek. Supraphon SUA ST 50679, stereo.

Rettelse til grammofonplade-liste i DM nr. 5, 1967, side 114:

En ombrydningsfejl har placeret »Les Animaux Modèles«, »Aubade pour piano et 18 instruments« og »Concerto pour piano et orchestre« under Panufnik i stedet for Poulenc, hvor de rettelîgt hører hjemme.