Ledere

LEDERE

INVITATION TIL OPERA-DEBAT

Begrebet »dansk opera« har med Per Nørgaards »Labyrinten« fået en ny, mildest talt sær gevækst. At hovedparten af de københavnske musikkritikere nægtede at tage dette værk alvorligt som eksperiment med operaformen var klart nok. Værket blev som bekendt massivt sablet ned. Hvilket på den anden side bliver sat i tænksomt relief af den gode modtagelse, værket har fået i svenske og norske aviser — samt måske af Knud Schønbergs diskussion af værket, som kan læses på de følgende sider.

Entydig var fiaskoen altså ikke. Måske bliver Per Nørgaards »Labyrinten« derfor alligevel en invitation til en fornyet debat om opera, musikteater og totalt teater. Tiden vil vise dette. I nærværende nummer kan læserne finde stof til gennemtænkning af disse problemstillinger også i den introduktion, som Ib Nørholm/Poul Borum/Søren Melson giver til deres TV-opera »Invitation til skafottet«.

Fiasko eller ej, mislykkede forsøg eller ikke — for vore offentlige operainstitutioner kan konklusionen kun blive den entydige: nye invitationer til danske komponister og tekstforfattere til nye forsøg i opera-genren.

FESTIVALENS LÆRE

Lad os bare være retfærdige og fastslå, at dette års festival har været betydelig mere vellykket end de tidligere års festival-arrangementer. Ikke mindst må man konstatere det gode besøg ved koncerter og forestillinger — også af udlændinge.

I dagbladskommentarer er dette allerede blevet påpeget som noget bemærkelsesværdigt, især i betragtning af programmets sene fremkomst. Man har heraf sluttet, at festivalen også i de kommende år bør lægges på et tidspunkt, som i forvejen er præget af godt turistbesøg. Kort sagt: placeringen af festivalen i august i stedet for i den turistfattige forsommer er blevet fastslået som en væsentlig årsag til fetivalens sukces i år.

Vi kan kun tilslutte os dette. Der er ingen tvivl om, at placeringen i august også for de herboende er mere velkommen end placeringen i maj, hvor hovederne og sanserne er trætte og overfodrede efter en nylig overstået vintersæson.

At placeringen i august så giver anledning til andre problemer — for de udøvende, problemer med Det kgl. Teaters sæson etc. — er der ingen grund til at være blind for. Men disse problemer kan løses. Årets festival må lære os, at det er nødvendigt at løse dem. En festival-placering i eftersommeren har svenskerne for længst indset er det heldigste. Vi må følge trop.

Knud Schønberg:

Invitation til totalt teater

Redaktionen har bedt mig se på Labyrinten som teater. Det gør jeg med glæde. Jeg tror vi skal have mere musik ind i teatret, og jeg tror vi skal have ophævet grænserne mellem opera, musical, revy og taleteater. Den gamle drøm om det totale teater trænger sig på. Jeg synes de eksperimenter er meget spændende. Jeg går tit med ulyst til premieren på et stykke jeg har set til generalprøven. Det gjorde jeg ikke her. Der er mere stimulans i dette musikteater end i det meste jeg ser mellem år og dag. Det kan godt være det snarere er teater for et filmpublikum og for folk der hører moderne pop. De to områder tillader sig mere end teatret.

Der arbejdes meget på at få publikum til at spille med. Per Nørgård nåede ret lagt med Babel, hvor man befandt sig gyngende på et hav af hændelser, l Babel spillede rummet med. Det kgl. har kun stereofonien. Vi er stadig i kukkasseteatret.

Jeg er enig med dagbladsanmelderne i mange ting, men ikke i ulykkens omfang. Jeg hæftede mig ved, at flere anmeldere skrev, at de følte sig frastødt, fik kvalme og fandt det ækelt og ubehageligt. På det punkt er Labyrinten altså lykkedes! Chocket er jo et helt legitimt dramatisk virkemiddel. Efter min mening er der en masse teater i Labyrinten, og Per Nørgård er stadigvæk vores mest oplagt dramatiske komponist. Nu skal han bare have en anden tekstforfatter end sin bror. Jeg kunne tænke mig at koble ham sammen med Jess Ørnsbo.

På hvilke punkter lykkedes forestillingen? Og af hvilke grunde mislykkedes den på andre? Blandingen af tale og sang og vekselvirkningen mellem bånd og skuespillere lykkedes så vidt at jeg aldrig har set det gjort bedre. Det er rigtigt at bruge tale - rytmisk tale og tale i forskellige tonehøjder - i musikteatret fordi det først og sidst er vigtigt at teksten kommer ud over rampen. Her er Nørgård inde på en fornuftig vej. I 1. akt-finalen kommer han op på et lydniveau som pigtråden er næsten ene om og teatret sjældent når; det skal man kunne og turde. Til gengæld er 2. akt-finalen - en katastrofe hvor alle medvirkende omkommer! -både teatermæssigt og musikalsk mat. Det fremgår af partituret at det er meningen den skal være sådan. Det er en fejlvurdering.

Der er noget i vejen med historien i Labyrinten, Lad mig se om jeg kan referere den: Vi ser Eliassen, i tretten år kontrollør ved forlystelsen Labyrinten (Det mystiske hus) på Bakken, gå i stykker af et indre psykisk pres og stikke ild på Labyrinten. Og vi ser Eliassens tvangstanker og hører de indre stemmer han hører. Og vi ser personerne omkring Eliassen med egne øjne og i hans forvrængning. I et enkelt tilfælde ser vi en biperson som han ser sig selv i et mareridt. I nogle tilfælde oplever vi bipersonernes ydre virkelighed og Eliassens indre virkelighed på samme tid. I det hele taget foretager vi hyppige elevatorture mellem den ydre og den indre virkelighed. Det er teaterteknisk meget dygtigt lavet, men brdr. Nørgård modarbejder ufrivilligt virkningen ved at beskrive alle personerne omkring Eliassen med en satirisk forvrængning. Nogle personer er rene klovner, andre er idealiseret, og atter andre optræder med forskellige grader af realisme. Det er ikke noget skuespillere og instruktører har kunnet gøre så meget ved: personerne er skrevet sådan og forvrængningen, ironien, fortsætter i musikken. Men lad os først se på hovedpersonen, Eliassen, som er forestillingens eneste hele figur:

Han er en indskrænket person som er kommet til at lide af den tvangstanke at han skal forbedre menneskene og han er parat til at begynde med de andre. Han ser Labyrinten lavet om til en moralsk forlystelse, et sjælerenseri, hvor kun de rene finder frem til udgangen, de urene går til bunds i et papmachierhelvede. Det er hvad han har fået ud af at læse om Dante i Frem. Figuren er godt tegnet og bliver godt spillet af Alf Andersen, storartet made up, et billede af mislykkethed, småborgerlighed og snæversyn; - den vældige fantasiflugts utrolige banalitet, mandens irriterende jehovavidnefrelsthed, det er der alt sammen, i skikkelsen, i stemmen, fad og belagt.

For vore øjne og rører hjemsøges nu Eliassen af skyldfølelse: Hvor var hans menneskekærlighed da hans lille datter brændte ihjel efter at have leget med tændstikker? Barnet kunne være konens med en tysk soldat. Men han tilgav hende dog. Og prækede for hende til hun tog sit liv. Nu ækles han ved sig selv. Han omkommer i flammerne, da han vælter en benzindunk og Labyrinten brænder.

Branden opstår på denne måde: Eliassen går ud og henter en dunk benzin som han stiller på gulvet mens Labyrinten er fuld af mennesker. I et anfald af sindsforvirring kommer han til at vælte dunken. I panik slår han cigaren ud af hånden på en mand så benzinen eksploderer. Ville han have sat ild på alligevel? Handlede underbevidstheden for ham? Eller er han på alle ledder et skvat som ødelægger alt hvad han får mellem hænderne? Alle omkommer. Ved et tilfælde? En sindssyg forbrydelse? Sådan ender Labyrinten - not with a bang but a whimper.

Man kan godt lade et stykke ende med et spørgsmålstegn - hvis man er sikker på at publikum er interesseret i svaret. Man kan godt have et skrog som tragisk hovedperson - tag Woyzeck - hvis man kan skaffe ham publikums medfølelse. Man kan godt bruge en melodramatisk historie med stærk virkning - hvis man sætter publikum i stemning.

Det lykkedes ikke rigtig her fordi forfatter-komponist hele tiden kommer til at modarbejde deres egne hensigter. På mig virker de meget ungdommeligt aggressive i flere retninger på én gang. Stykket indbyder til mange fortolkninger, (dets voldsomme anti-religiøsitet f. eks.), men jeg vil fraråde dem. Jeg har for øvrigt ikke noget imod flertydighed, skønt jeg ikke anser den for mere værdifuld end klarhed. Og jeg har ikke noget imod at historien om det brændte barn er banal som en bloddryppende skillingsvise for det er en god, folkelig tradition. At man kan komme langt ad den vej viser Lise Ringheims stemme i hørespilsekvensen. Selv den forhærdede får en klump i halsen. Men det bekræfter kun at hun er en stor kunstnerinde.

Jeg tror brdr. Nørgård har haft et for teoretisk forhold til deres hovedperson, de er kommet til at se lidt ned på ham synes jeg, og de har indlagt så meget Verfremdung eller hvad vi skal kalde det omkring ham at vi hverken får lov til at gyse over ham eller dele hans smerte, han giver os bare lidt ubehag. Det er en fejlberegning som ikke er til at komme udenom.

Der er noget fint over den vege direktør som Frans Lasson spiller gråt og godt. De andre bipersoner er klicheer. Der skal revyskuspillere til at spille logebrødrene. Lotte Horne har noget mere skud som bakkeservitricen, men det er en skuffelse af gense hele denne velmenende antiborgerlige samfundssatire som man bliver så træt af hos Bruun Olsen. Denne humorforladte, risikofri forældede dristighed: At fremstille en præst som en hykler, en lærer som smalsporet, en embedsmand som idiot og en kapitalist som et dumt svin savner i dag det ene fornødne: overraskelsesmomentet! Vi kan dem forfra og bagfra, skolebørnene får dem ind med deres Brecht og Scherfig. Jeg tvivler såmænd ikke på at disse museumsstykker findes i det virkelige liv. Det er den venstreorienterede dramatikers opgave at overbevise os om deres farlighed. Brdr. Nørgårds musketerer er tamme og derfor er det ikke længere morsomt at gøre dem til grin.

Når Nørgårdene spiller op til Horst Wessel-sangen bliver jeg mismodig. Der var også en ansats i Babel hvor jeg knurrede. Dannebrog og nazihilsen i en pærevælling, bvadr. Det nemme lighedstegn mellem præstlærer-embedsmand og nazismen er til at blive gal i knolden over.

Restauratørens mareridt, som ligner resultatet af en forspisning, er morsomt lavet, men det forvirrer lidt fordi det ligger udenfor Eliassen-tragedien. Det unge par som oplever sypigens — eller Eliassens - idealiserede drømmekærlighed i en kedelig skønsang er heller ikke rigtig med i stykket. Når man sidder i teatret er det en svaghed at man kun opfatter et enkelt pip af hvad de to sangere synger. Er det nu fordi sangerne er skrevet så de ligger galt? Her er vi ved det evige opera-problem som Nørgård ellers er kommet godt over.

Det er Per Nørgårds styrke at han ikke er bange for at bruge alle virkemidler. Hans største svaghed for øjeblikket er tilsyneladende en frygt for at der skal skal indtræffe et dødt øjeblik. I Labyrinten falder indskydelserne over hinanden. Det er altsammen gjort før, men ikke på én gang. Jeg synes mange af de musikalske associationer er morsomme, i Labyrinten er de nok for morsomme, og det ville have været af større virkning hvis der havde været færre vittigheder. (Det gælder også i Bent Nørgårds tekst, men han har ikke en fremtid for sig som digter som hans bror Per har det som komponist).

Definitionen af en filmmusical er at den er en syntese af halvgod musik, halvgod ballet, halvgodt drama, - halvgod kunst som bliver god kunst. Nørgård arbejder tæt på den samme recept, en almanakhistorie, folkeligt melodiskum, et vulgært miljø - men han går ikke helt naturligt til det vulgære, fordi han ikke er vulgær selv.

Jeg har set partituret (der står 1963 på det) og jeg kan se det kæmpearbejde teatret har haft. Jeg er ikke særlig imponeret af den måde instruktøren Lars Runsten får forestillingen til at flytte sig på, der er for mange stive opstillinger. Emborgs amatører var meget mere bevægelige i Babel; det havde jeg også ventet. Den amerikanske scenograf Harvey Cooper har haft sin egen morskab med skiltet GOD MAD i værtshusets vindue. Dekorationen forekommer mig i øvrigt armodig i forhold til Bakkens rigdom. Bakken med dens stilblanding har meget mere stil. Det er mærkeligt at en udlænding får så lidt ud af det. Det brechtske lysbilledlærred er brugt til en fattig effekt. Men kostumerne er gode.

Labyrinten er ikke noget helstøbt drama. Derfor fungerer mange ting ikke som i en anden situation ville fungere godt. Alligevel har dette teater en betydelig underholdningsværdi. Jeg har ikke tabt troen på Per Nørgård og teatret!