Musikalsk hasch .. . omkring fænomenet Terry Riley

Af
| Årgang 42 (1967) nr. 06 - side 133-134

Sven Erik Werner:

Musikalsk hasch .. .

omkring fænomenet Terry Riley

»... jeg vil ikke plagiere nogens forestillinger om en effektiv melodi. Jeg vil ikke angribes af hæmmede personers flove tilråb. Jeg er ligeglad med musikalsk gymnastik baseret på fejlagtige præmisser. Jeg har ikke brug for en dirigents nedslidte emotioner ...,« skriver Terry Riley i Nutida Musik, hefte 6-7, 1967. Den 32-årige amerikanske komponist og pianist var i foråret i Stockholm til opførelsen af sit værk, Olson III, og tilbagerejsen lagde han om ad København for at indspille sine Keyboard Studies i radioen. Riley's musik hører uden diskussion til det mest radikale og enøjede, der produceres idag. Den har lidt, meget lidt med den nye - eller gamle - enkelhed at gøre, men ligner ellers ikke noget andet vestligt musikalsk fænomen. Selv siger han: »Jeg vil præsentere musik, så tilhørerne kan opleve den uden alle de trættende symboler, der minder dem om hvordan de bør reagere - uden de spændinger, de fleste kunstneriske manifestationer i vesten lider under. De sociale omstændigheder ved de fleste koncerter giver så godt som ingen muligheder for at komme i kontakt med de psykiske kræfter, der betinger den virkelige oplevelse.«

Altså endnu et »tilbage til naturen«, væk med konventionerne - d.v.s. alle de andres musik - væk med fernis'en, lad os komme ned til de rå brædder, få kontakt med tingene selv - da åbner sig paradishaven.

Nu er naivitet jo ikke det værste, en komponist kan være udstyret med, og selvom man nok kan have sine tvivl om ægtheden i Riley's primitivisme, så må man lade ham, at han er nået ned i lag, hvor der er noget at hente. Han komponerer ikke i traditionel forstand, hans musik fremtræder ikke i form af færdige værker, men som oplæg, løse koncepter til musikalske forløb af variabel varighed. I Stockholm spillede han således Keyboard Studies i flere timer, her indskrænkede han sig til 22 minutter. Han giver storsindet afkald på enhver statistisk behandling af materiale og medium. Det harmoniske grundlag er en klar F-tonalitet, der sammen med den valgte registerbeliggenhed - venstre hånd i store, højre i lille oktav - fastholdes under hele forløbet. Det jævnt hurtige tempo, den todelte takt underdelt i to og tre ligger ligeledes urokkeligt fast. Styrkegraden er uforanderligt mf fra begyndelsen til enden. Kun på to punkter tillader Riley sig en smule afveksling: 2-stemmighed afløses momentant af enstemmighed og omvendt, og i det melodiske sker der fra tid til anden forskydninger, dog alle holdt inden for kvinten F-C.

Et sådant signalement er ikke meget bevendt, for det drejer sig i virkeligheden om musik på helt andre præmisser end de sædvanlige. Det første møde mellem en uforberedt tilhører og Riley's bevidst monomane og asketiske musik vil givetvis kun efterlade indtrykket af en helt utålelig ensformighed, som selv ikke en tibetansk bedemølle vil kunne hamle op med. Alligevel viger man tilbage for uden videre at henvise Riley til psykiatrisk behandling. Prøver man nemlig at lytte til hans musik på dens egne betingelser, d.v.s. uden at mobilisere hele det sædvanlige monstrøse apparat af tidligere musikalske erfaringer og deraf affødte fordomme, vil man kunne opdage, at det tilsyneladende begivenhedsløse forløb er spækket med småhændelser, der hver for sig er ingenting, men sammen skaber en besættende, næsten ekstatisk atmosfære. F. eks. opnår Riley en enormt suggererende virkning ved blot at øge tempoet en anelse i den ene stemme, således at den efterhånden.

Overhovedet arbejder han med virkemidler af en størrelsesorden, som vi forlængst har vænnet os af med at reagere på, som netmaskerne i vor bevidsthed er blevet for grove til at opfange, men det lønner sig alligevel at forsøge. Slægtskabet med den indiske raga er tydeligt, og oplevelsesbetingelserne stort set de samme. Riley vedgår selv sin gæld til inderne, og ganske logisk nævner han pop-musikken i samme åndedrag: »Det er netop nu moderne blandt seriøse musikere at lovprise pop'en, men de fleste har ikke forstået det væsentlige: at pop'en med sine gentagelser og faste former er i stand til at engagere tilhøreren langt stærkere end musik sædvanligvis er det.« Det, der har fængslet Riley, er pop'ens rent fysiske påvirkning af tilhøreren, men hans sigte er videre: »Jeg tror, vi kan gøre engagementet endnu stærkere ved at bryde musikken ned til en vibrerende mosaik, som ikke er afhængig af et enkelt element, medmindre dette virker intensiverende på lydoplevelsen og skaber sammenhæng. Jeg stræber mod et musikalsk univers, der på én gang er enkelt og sammensat, hvor alle betydningselementer munder ud i ét, og ét schatteres i mange; derfor anvender jeg strukturer og kombinationer af strukturer med enkle tonehøjderelationer. (...) Hvis strukturerne er stationære, således at organismen får lejlighed til at fordybe sig i dem uden modvilje, uden at blive forstyrret og uden at kede sig, vil de kunne føre den helt frem til det punkt, hvor bevidstheden begynder at flyde«.

Riley prøver med andre ord at skabe en narkotisk musik, en slags klingende hash, og at det er lykkedes for ham, viste sig bl. a. under koncerten i Stockholm, hvor publikum hylede, vred sig og svedte efter bedste pop-mønster. Prøv og døm - et skud Keyboard Studies er billigt, det er uden bivirkninger og det er ikke vanedannende.