Musikpædagogiske problemer i Danmark

Henning Bro Rasmussen:

MUSIKPÆDAGOGISKE PROBLEMER l DANMARK

Orienterende bemærkning til VIII NMPU-kongres's deltagere

Det er en inspirerende oplevelse at diskutere musikopdragelsesproblemer med udlændinge. Men hvor er alting dog forskelligartet udformet i de forskellige lande i Norden, for ikke at tale om, hvor forskelligt mangt og meget inden for musikpædagogikken har udviklet sig i landene uden for Norden! NMPU-kongresser ved at berette om det første. ISME-kongresser om det sidste.

Det vil dog sige: når man først er kommet lidt i gang og er begyndt at forstå, hvilket faktisk indhold, der ligger bag diskussionsdeltagernes meninger, når man begynder at forstå, hvad ordene dækker, opdager man, at der overalt er problemer, der er fælles, problemer som alle efter bedste evne søger at løse hver på sin måde.

Blandt disse fællesproblemer er følgende seks:

1. behovet for en både virkelighedsnær og vidsynet målsætning for musikopdragelsen,

2. behovet for flere veluddannede lærere til alle musikopdragelsesprogrammets grene,

3. behovet for en form for fællesskab mellem dem der professionelt har med musik at gøre - og dette uden hensyn til specialiseringens grad,

4. behovet for økonomisk støtte fra det offentlige til gennemførelse af et bredt musikopdragelsesprogram,

5. behovet for et virkelig genemarbejdet, praktisk og progressivt musikopdragelsesprogram og

6. behovet for forskning inden for den musikpædagogiske sfære.

Dansk musikpædagogik kender også disse problemer, nogle mere smerteligt end andre, og er i vid udstrækning i gang med at prøve at løse dem. Lad os se lidt på, hvad der i disse år foregår i Danmark på disse punkter.

1. Målsætning

I vore undervisningsvejledninger for folkeskoleundervisning og gymnasieundervisning er der givet målsætninger for i hvert fald dele af skolens musikopdragelse. Hvad vi måtte savne er et alment musikkulturprogram, der også includerer såvel virkelighedsnære som vidsynede målsætninger for den musikalske beskæftigelse, der går ud over skolen, og som dækker den musikudøvelse, der går parallelt med skolen. For eksempel har vi et stærkt behov for en klart defineret målsætning for det frivillige musikarbejde i tilknytning til skolerne. På hvilke områder kan vi hjælpe den ungdom, der efter at have forladt skolerne, søger en kvalificeret musikbeskæftigelse, som i bedste fald er grundlagt i skolen? Og med hensyn til de før nævnte undervisningsvejledninger må det siges, at de, da de handler om levende organismer, ikke tåler at blive gamle. De bør med jævne mellemrum revideres og nyformuleres for ikke at virke reaktionære eller som snærende bånd. Folkeskolens undervisningsvejledning er fra 1960, men trænger allerede nu til en nyformulering, der tager den skolemusikpædagogiske udvikling siden da i betragtning. Gymnasiets er ligeledes fra 1960. Den er bredere formuleret og giver derfor muligheder for et mere nuanceret udblik over musikkens rolle i gymnasiet. Hvad man savner i gymnasiemusikundervisningsvejledningen er en snævrere kontakt med det, der er givet børnene i folkeskolen, en byggen videre på den musik, som børnene kender fra skoleårene 1-9. Gymnasiet kan ikke gøre det endnu, fordi der ingen fællesforudsætninger er for børn, der har forladt folkeskolen; vi er dermed inde på de problemer, der skal diskuteres under punkt 5.

2. Lærere

Danske musikpædagoger uddannes på tre typer læreanstalter. Hvis der skal generaliseres, og det er nødvendigt i en kortfattet sammenhæng, må det siges, at de universitetsuddannede (cand. mag.'er med skoleembedseksamen, der omfatter to fag, f. eks. engelsk og musik) ansættes ved gymnasierne, de seminarieuddannede ansættes i folkeskolen og de konservatorieuddannede (statsprøvede musikpædagoger) virker enten privat som musikpædagoger, har timer ved den frivillige musikundervisning eller fungerer som lærere ved en række undervisningsformer uden for gymnasium og folkeskole, hvortil de normalt ikke har adgang, jvf. det før sagte.

Der er lærermangel på det musikpædagogiske område i de forskellige skoleformer. For få seminarieuddannede får musikundervisning nok, gymnasierne har også svært ved at skaffe lærere nok til deres musikundervisning og den frivillige musikundervisning har ofte meget svært ved at skaffe tilstrækkeligt med kvalificerede lærerkræfter til en række fag. Det sidste problem er nok det sværeste at løse, da vi i Danmark endnu er novicer på den organiserede frivillige musiks områder.

I denne situation er der alvorlige bestræbelser i gang for at uddanne flere lærere på konservatorierne til alle grene inden for den frivillige skolemusik. Planer for nye uddannelsestyper er på arbejdsbordet.

Der er lang vej igen, før end disse forhold er ordnede. I periferien af de nævnte problemer ligger problemer af organisatorisk og kompetencemæssig art. Der er allerede et bredt samarbejde mellem de interesserede parter, og en reorganisering af de konservatorieuddannede pædagogers faglige forening (Mp F) med det mål af den at skabe et handlekraftigt instrument, er langt fremme.

3. Fællesskab

Kontakt mellem de forskellige grupper musikpædagoger er stærkt ønskværdig. Der kan aldrig skabes et ordentligt progressivt musikundervisningssystem i Danmark, så længe de forskellige parter ikke arbejder snævert sammen. Fra folkeskolemusiklæreren til universitetetsprofessoren i musikvidenskab. Det var en inspirerende oplevelse at opdage, at amerikanske universiteter dækker, hvad vi i Danmark kender som universitetsundervisning, konservatorieundervisning og seminarieundervisning. Det vil sige, at der her er basis for et udstrakt samarbejde mellem alle parter, fordi de kender hinanden fra studieårene, de har en baggrund, som har mange fælles punkter. Og dette samarbejde fungerer ekcellent i den store forening Music Educators National Conference, som samler alle, der har med musikundervisning at gøre.

På vore breddegrader har vel kun NMPU de samme muligheder!

4. Økonomisk støtte

I borgerlige lande er velfærdet så vidt fremskreden, at det selv af mange meget konservativt indstillede mennesker forekommer at være en naturlig ting, at det offentlige i vid udstrækning tager sig af musikopdragelsen af børn og unge, i det omfang denne undervisning kan formidles gennem skoler, almindelige eller specielle, offentlige eller private. Udviklingen går den vej, ubønhørligt, og det offentlige må i stigende grad erkende sit ansvar for denne del af kulturlivet. Den ordinære musikundervisning i skolerne må have lokaler og materialer til en fri udvikling af skolemusikken. Den frivillige musikundervisning i tilknytning til skolerne må have støtte til et musiktilbudsprogram, der omfatter såvel gruppemæssig undervisning som mere individuelt prægede undervisningsformer, dersom kor og orkestre under disse undervisningsformer skal nå en standard, som kan sprede glæde omkring sig.

Koncertvirksomhed for børn og unge kan bruge mange penge, ikke mindst penge til at foranstalte koncerter for børn og unge uden for storbyerne.

God musik kræver mange penge for at kunne trives i det lange løb, og mange kommunalbestyrelser, sogneråd, ministerialkontorer har sandet dette i de senere år, og mange vil formentlig i de følgende komme til at sande det. Musikpædagoger fra mange lejre med idealisme og aktivitet har sat mangt og meget i gang i Danmark, men kun gode arbejdsvilkår formår at holde dem fast ved arbejdet. Det talte og sungne ord har sat mange i gang med at dyrke og holde af musik, men instrumenter, nodemateriale og meget andet er nu ikke at kimse ad, når en vakt interesse skal fastholdes og videreudvikles.

5. Musikopdragelsesprogram

Dersom der kunne skabes en snæver, arbejdsdygtig kontakt med mellem de forskellige uddannelsesformer, dersom alle gode kræfter kunne arbejde sammen om løsningen af det påtrængende problem, som uensartetheden, manglen ofte på progression skaber for musikundervisningen i vore skoler, ville den musikpædagogiske situation være gunstigere i vort land. Når dette siges, skal det samtidig siges, at der hermed naturligvis ikke er fremsat ønske om étsystemvælde, uniformering af musikundervisningen, som man så smukt kan opleve det i Ungarn, men om opstillingen af et rammemæssigt udviklingsprogram, som man kan regne med bliver opfyldt. Børn der skifter skole, børn der i skolen får ny sanglærer, børn der i skolen ingen sanglærer får overhovedet er velkendte fænomener, som bevirker, at man kun sjældent regner med, at der er en egentlig progression i skolens musikundervisning.

Studiekredsen for blokfløjtelærere

indbyder påny til kursus i efterårsferien 15.-21. okt. på Danebod højskole, Fynshav, Als. Kursusledere er professor Ferd. Conrad: Blokfløjtespil for viderekomne, Heinrich Haferland: Gambespil for begyndere og viderekomne og konservatorielærer Karin Dupont: Improvisation, sammenspil, grundlæggende blokfløjte-og guitarspil.

Yderligere oplysninger og indmeldelsesblanket ved henvendelse til Karin Dupont, Bellisbakken 27, Birkerød. Tlf. (01) 81 21 06. For enhver pris ma vi bevare metodefriheden, men et grundigt tilrettelæggelsesarbejde fandt vel en bro mellem metodefriheden og ønsket om realisable normer for musikundervisning.

6. Forskning

Af fundamental betydning for udvikling af det musikpædagogiske område er den musikpædagogiske forskning, l Dansk Musiktidsskrifts sidste nordiske nummer stod en artikel med betragtninger på dette område. Hertil henvises den interesserede læser for videre information. Det er af yderste vigtighed at få muligheder for efterprøvning af musikalitetens anede bestanddele, de musikalske indlæringsmetoders værdi i forskellige situationer, indlæringsveje og indlæringskapacitet og meget andet.

Vi råder i Danmark over et pædagogisk institut, der arbejder på områder, der tangerer de skitserede. Da man imidlertid ikke har uddannet mandskab til at tage sig af det musikalske felt, må vi nok regne med at skulle stå længe i kø foran dets kontorer og laboratorier for at få vor sag for. Vi må arbejde videre på at skaffe danske pædagogiske forskere med musikalsk sans en uddannelse på vort område. Det er vel her Sverige, man i første omgang skal søge?

Iøvrigt kan resultater, der indvindes i et land, meget vel nyttiggøres i andre lande. Her er vi inde på et område, hvor et bredt anlagt nordisk samarbejde vil kunne høste de rigeste frugter.

Kort og godt: vi har nok at se til i gamle Danmark. Vi har stærkt brug for NMPUs hjælp til løsning af en række af vore problemer, vi har stærkt behov for personlig og faglig kontakt med vore egne hjemlige musikpædagogkolleger, og vi har behov for kontakt med nordiske kolleger. Vi har masser af planer og ideer. Forskellige institutioner og foreninger har ihærdigt arbejdende grupper i gang med at forme vor musikpædagogiske fremtid. Det er en lang vej, vi har foran os.

Brev til Mp F

Musik - Dansk Musiktidsskrift

I sin årsberetning (trykt april 1967) skriver Musikpædagogisk Forenings formand følgende:

»I anledning af en påtænkt udgivelse af et nyt musiktidsskrift Musik havde H. B. Emborg og jeg i sommer en samtale med Asger Lund Christiansen og Ebbe Knudsen, som formede sig som en orientering om det nye tidsskrift og dets linje. Fra vor side lagdes der vægt på at undgå fremkomsten af et nyt musiktidsskrift i konkurrence med DMt. Vi opfordrede til samarbejde ... Da det på grund af sommerferie ikke lykkedes at bringe parterne sammen personligt, strandede mæglingsforslaget, og Musik udkom med sit nr. 1 i september.«

Hertil vil vi blot gerne bemærke, at selv om vi var klare over, at foreningen ønskede at bruge os til at lægge pres på Dansk Musiktidsskrift, levnede vi ikke nogen tvivl om, at »Musik« ville udkomme som selvstændigt blad til efteråret. Hvis foreningen ønskede at være med i det nye initiativ, kunne der forhandles om det, men fremkomsten af Musik var ikke noget, man kunne forhindre. Og hvorfor skulle man også det? Skulle det virkelig være idealet, at der kun fandtes ét større musiktidsskrift her i landet? Måtte man ikke ønske, at der var mange? For en normal demokratisk tankegang er »bladdøden« et ubehageligt fænomen. Ensretning er af det onde, det gælder også for kulturlivet. Hvis man ikke er mindst to, er der alvorlig fare for, at der slet ingen ting sker. Dermed være ikke sagt, at vi ønsker at stille læserne overfor et valg mellem to parter - og det er vel så forskellen mellem kulturlivet og det politiske liv. Vi anerkender ikke, at man kan reducere kunstværker til blot at være argumenter i en debat, og deres eventuelle anvendelsesmuligheder med rent polemisk sigte er desværre egnede til at aflede opmærksomheden fra det væsentligste - hvis der da virkelig er tale om kunst.

Formandens ord om at »fra vor side lagdes der vægt på at undgå fremkomsten af et nyt musiktidsskrift i konkurrence med DMt« må forstås på baggrund af, at det var Bro Rasmussens og Emborgs opfattelse, at der oplagsmæssigt kun var plads til ét musikfagligt tidsskrift i Danmark. Ingen kunne vide, om denne pessimistiske opfattelse var rigtig. Men kan Bro Rasmussen mene det samme idag? Vi har ikke »konkurreret« med DMt, det vil enhver kunne se, som lægger de to blade ved siden af hinanden, og vi har ingen ønsker om at få indflydelse på bladets linje. Men musikpædagogerne synes at mene, at de nu omsider har opnået mulighed for den indflydelse, de naturligt ønsker sig. Man tør tro, at fremkomsten af »Musik« ikke har svækket foreningens forhandlingsposition.

Asger Lund Christiansen, Ebbe Knudsen.

Musikpædagogisk Forening

Kontor: kl. 9-13 (undtagen lørdag), Puggårdsgade 13, København V. Telf. (01) 11 4021. Musikpædagogen udgives af Mp Fs bestyrelse. Ansvarshavende redaktør: Henning Bro Rasmussen.