Med Nørholm på skafottet

Erik Thygesen:

Med Nørholm på skafottet

Bevidst uforberedt mødte jeg op til presseforevis-ningen af »Invitation til skafottet«. En hel del skuffet gik jeg hjem og forberedte mig på den egentlige forevisning. Jeg læste romanen, librettoen, ophavsmændenes selvforklaringer i DMT nr. 6. Gensynet blev endog meget glædeligt. Det er en stor forestilling, men den er ikke uden endog meget alvorlige produk-tionsfejl.

Fjernsyn er underholdning. For at en TV-under-holdning kan fungere, må den være all-inclusive. Spørgsmålet er derfor: er opera fjernsynsstof? Ja, så længe der tages tilstrækkeligt hensyn til publikum. Invitation til skafottet står og falder med dette hensyn. Mange detaljer afslører, at man i hvert fald har tænkt på dette. Men det er som om man ikke i tilstrækkelig grad har gennemtænkt det.

Selv om Nabokovs roman er udsendt her i landet i billigudgave er der talmæssigt intet forhold mellem TV- og billigbogs-publikummet. For de fleste seere er det en ny historie, der fortælles. Det er ikke i første række en opera af en komponist, der hedder Nørholm, baseret på en roman af en forfatter, der hedder Nabokov. Det er en historie om en livsfange med det besynderlige navn Cincinnatus. l første række »tilhører« historien en hr. - hvor fanden er radioprogrammet?? - Ole Jensen, der har det fortrin, at han kan se melankolsk ud og synge.

Det gælder for dette publikum - og det er mig selv ved første forevisning, jeg taler om - i første række om at orientere sig. Der er ikke tid til at spekulere over musikkens udtryksfuidhed eller billedkom-position eller - Men har fuldt ud nok at gøre med at finde ud af, hvad der foregår: få fat i handlingsgangen, i replikkerne. Forestillingens succes hænger på det helt banale: kan ham dér synge, så man kan forstå det? Og lad mig slippe af med roserne og det modsatte med det samme. Roserne til Christen Blanke (M'sieur Pierre) og Poul Karlskov (forsvareren). En hel buket af det modsatte til Frans Andersson (fængselsdirektøren) og en halv til Ole Jensen.

Enhver aflevering må være præcis. Ikke kun i fodbold. Invitation til skafottet var p. gr. af denne helt banale utydelighed fyldt med tomrum. F. eks. faldt Cincinnatus' lange sang om livets manglende mening (efter M'sieur Pierres første visit) helt til jorden.

Denne passage viser sig i librettoen - bortset fra at den er både smuk og udtryksfuld - at være temmelig central for forståelsen af denne person. Farcescenen, hvor Cincinnatus' læser fængslets afsindige ordensreglement, reddes kun i land, fordi også reglementet fotograferes. Knud Schønberg var i sin anmeldelse i Ekstra Bladet inde på noget, der har interesse her: »Trods al tydelighed opnået med en flersporet opta-gelsesteknik er der brug for tekst på billederne. Kravet er nemt at opfylde med TVs' teknik. Opmærksomhedens forudsætning er klarhed, klarhed med alle midler.« Jeg er ikke sikker på, at dette er løsningen -det kan i forvejen være svært nok at få den æstetiske side af sagen i orden m. h. t. TV-billedet - men måske er der ikke andre løsninger?

Under alle omstændigheder: afleveringen virkede slap, uoplagt, morskaben virkede anstrengt (privat?), fordi man ikke fik fat på den. På det rent tekniske plan manifesterede dette sig endvidere ved en umådelig ringe synkronisering (igen en buket ikke-roser til Frans Andersson), der i pinlighed kun kan sammenlignes med Palle Holgersens pop-programmer.

Her slutter egentlig anmeldelsen, men jeg skal tillade mig at vedlægge nogle notater fra andet gennemsyn:

Musikken: Om dens evt. selvstændige, kunstneriske kvaliteter skal jeg lade andre tale. Men med hensyn til dens litterære, illustrerende kraft - hatten helt af. Den præcision, hvormed Nørholm formulerer sig, den suverænitet, den dristighed, det lune, hvormed han behersker så forskelligartede udtryksmuligheder som Sousa-march, tyrolerhopsa og psykedelisk åndemanermusik (som vel egentlig ikke kan have været opfundet, da han skrev sit partitur?) skulle - hvis der er nogen rimelighed til i verden - betyde, at han de næste mange år kan vælge og vrage mellem tilbud om musik til film, radio, TV og teater. Librettoen: Poul Borums Nabokov-udvalg må siges at være meget begavet. Såvel det lyriske, det patetiske og det skingrende hysteriske er kommet med hjem. To indvendinger: 1) Den manglende spænding i historien. Hansgeorg Lenz: »Man føres i kredse, hvor man burde bevæge sig i en spiral.« Robert Naur: »Stigningsmomentet i historien må være timernes' march mod det øjeblik, da øksen hæves over hans hals. Dette moment føltes ikke, og det kan ikke nægtes, at man undertiden fortabte sin interesse i rækken af sælsomme hændelser.« 2) Forestillingen bevægede

sig alt for pænt af sted, den sprang sjældent. Ib Nørholm: »... skærmens løsen (er) koncentration, nuance og knaphed ...« Dette ideelle ønske blev ikke opfyldt. Klipningen burde have været dristigere, og det er et spørgsmål, om ikke historien havde vundet betydeligt ved yderligere en koncentration. Måske helt ned til 60 minutter. Forslag til forkortelser: modtagelsen hos byens vise fædre, den trættende vandring frem og tilbage, et enkelt af flugtforsøgene, scenen med Sonja Oppenhagens ben i nichen o. s. v. Billedet: Fremragende. (Hvem skal have roserne? Instruktøren, scenografen, fotograferne?) Meget længe siden man har set så gennemtænkte, gennemkompo-nerede billeder i en dansk TV-produktion. De stiliserede gange, celledøren (når den en enkelt gang var lukket), edderkoppemotivet, øjet i gluggen, Cincinna-tus' øre (både alene og skarpt, og når det uskarpt, f. eks. ved bankelydene, benyttedes som dét amerikanske fotografer kalder foreground-framing), stofligheden i de ru vægge - fremfor alt, balancen, de mange usynlige parallelle og perspektiviske linier, der løb på kryds og tværs af billedet. Forestillingen fremstod som en lang serie live stills, hvilket (selv om man godt en gang imellem kunne føle sig som juleaften efter at børnene er blevet lagt i seng og der så bliver båret en flødeskumslagkage ind) forekom rimeligt, korrekt. Også historien var stiliseret, det var ikke fotograferet teater, det var ikke reportage.

Skuespillerne: Også ageringen var til en vis grad sti-liseret, mest gennemført i moderens entre (mandolinen!), der i den grad var kliché (parodi?), at forestillingen måske havde vundet ved at også den var udgået. Men det var ikke moderen, Birgit Bastians, skyld. Helt igennem som skuespiller faldt vel egentlig kun Frans Andersson (en gang til!) og hans forældede folkekomedievrikken. Som den fjogetvenlige medfange og skarpretter var Christen Blanke så uhyggeligt og led, at det gjorde ondt. Samme uhyggelige effektivitet havde Sonja Oppenhagen som den nederdrægtige Lolita. Også Ole Jensen var tilstrækkelig overbevisende til, at man er ved at kunne tro på ham som »tåle-skuespiller«, hvis han ellers skulle have ambitioner i den retning.

Kostumerne, maskeringerne: Som med billedet: fremragende. Cincinnatus' pjuskede moustache klippet lige fra Fyrtårnet, fængselsdirektørens diabolske hår og skæg klippet fra ungdomsbilleder af Georg Brandes, M'sieur Pierre i det hele taget og ikke blot på skafottet, hvor han havde lagt sig tæt ap ad Jim Dine i happeningen Car Crash. Måske byens vise fædre var lidt for overdrevne. Det var som om deres ufølsomhed og glathed og uforståenhed og tåbelighed blev gnedet lidt for groft ind med de fiskeøjne. Grafikken: Problematisk. TV-grafik må være helt klar, umiddelbart effektiv. Den skal ikke være kunst med stor K. Den er beslægtet med reklamedesign. Først ved nærmere eftertanke er det gået op for mig, at mikroskop-kigget i indledningssekvensen, hvor Cin-

cinnatus bliver ført fra domhuset til fængslet, må være en tegning af en borg på et bjerg, altså det fængsel han er på vej til. Klodset var også ansigtet og væggen, der revnede i en sort tusch-tegning. Lidt af et chok var det til sidst, hvor Cincinnatus bliver ført fra fængslet til skafottet, igen at få stukket lidt grafik ud. Det første indfald: Dér slap TV-musikafdelingens 1967-budget op. Næste indfald: Hvad siger Nabokov? »Bag disse første rækker fulgte der andre rækker, hvor øjne og munde ikke stod så klart tegnet; og bag ved dem var der række efter række af meget tågede ansigter, der i al deres tågethed var fuldstændig ens, og - så var der de allerbageste, der faktisk var temmelig dårligt smurt op på bagtæppet.« Selv om Nabokov altså i og for sig selv lægger op til en malet kulisse, forekom det urimeligt her at følge ham så slavisk. Måske fordi dette specielle virkemiddel ikke havde været benyttet særlig meget tidligere i udsendelsen, fordi det i denne scene ikke var benyttet særlig fantasifuldt. En række musikanmeldere har brokket sig over, at Tatjanas brevarie fra Tjajkovskijs Eugen Onegin faldt ved siden af i den musikalske collage. Jeg kan ikke sige, det rørte mig voldsomt meget. Men jeg vil gerne brokke mig over grafikken og hævde, at den faldt ved siden af på billedsiden. Konklusion: en god kamp, skæmmet af en lidt usikker boldbehandling. En hurtig genudsendelse ville ikke være nogen dårlig ide.