Strukturalisme og fænomenologi

Niels Egebak:

Strukturalisme og fænomenologi

STRUKTURALISME - at henføre til STRUKTUR = den måde enkeltdele er arrangeret i forhold til hinanden - i psykologien den organiske sammenhæng af former, som i følge visse psykologer perciperes før de enkelte isolerede detaljer« (Larousse).

Strukturalismen er en doktrin efter hvilken ingen helhed kan reduceres til summen af de enkeltdele, der indgår i den. Den betegnes derfor også af og til som »holisme«. I følge strukturalismen er ethvert kulturelt fænomen en helhed af elementer, der i denne helhed har modtaget ny betydning (nye betydninger) i overensstemmelse med helheden, som de er med til at bygge op. De enkelte elementer i en struktur er indbyrdes solidariske. Man kan derfor ikke forandre et af dem eller fjerne det, eller for den sags skyld substituere dem alle minus ét, uden at helheden bryder sammen. Til gengæld kan en analog forandring af alle elementerne udmærket foregå, uden at strukturen af den grund forandres. (Sml. transponeringen af en melodi fra én tonehøjde til en anden). De enkelte strukturer kan på deres side indgå som elementer i højere og mere omfattende strukturer og underlægges dermed samme betingelser som elementerne î de mindre komplicerede strukturer: de bliver indbyrdes solidariske med de andre strukturelementer og forandrer betydning i overensstemmelse med den globale strukturs betydning og retning, f. eks. forårsaget af en forandring i strukturen af et af enkeltelementerne. Herved indtræffer den begivenhed, der forandrer en givet struktur, bestemt af tendenser i strukturen selv, men som hidtil er faldet uden for den (eller de) strukturalistiske videnskab(ers) mulige domæne.

Den strukturalistiske doktrin har givet anledning til en lang række ny-orienteringer inden for de humanistiske videnskaber: i psykologien f. eks. til Gestaltpsykologien, i sprogvidenskaben til glossematiken, i litteraturforskningen til den amerikanske ny-kritik og »la nouvelle critique« i Frankrig, inden for filosofien bl. a. til fænomenologien fra Edmund Husserl frem til Maurice Merleau-Ponty. Imidlertid har det vist sig, at den forholdsvis klare definition af begrebet strukturalisme har skjulte muligheder for forskellige fortolkninger, hvilket bl. a. har medført den åbenlyse forskel mellem »new criticism« og »nouvelle critique«, og mellem den hjelmslevske glossematik (»Københavnerskolen«) og Viggo Brønsdals særlige udformning af en logisk lingvistik. For en nøjere betragtning er disse fortolkningsmuligheder afhængige af det filosofiske grundlag, den enkelte forsker eller den enkelte skole explicit eller implicit antager som sit. Det sidste synes at antyde, at filosofien - strukturelt set og forstået fundamentalt som en stillingtagen til Værens problematik (deraf det så ofte med rette eller urette mistænkeliggjorte begreb »metafysik«) — er overordnet de andre åndsvidenskabelige discipliner. Dette stemmer udmærket med den fænomenologiske opfattelse af forholdet mellem filosofi og andre humanistiske videnskaber, som f. eks. var Viggo Brøndals, mens det bestrides af den logiske positivisme, hvortil f. eks. Louis Hjelmslev explicit knyttede sin strukturelle lingvistik, glossematiken, og således alligevel, men fortiet eller uafvidende, anerkendte filosofien som en overordnet åndsvidenskabelig disciplin! Ikke mindst denne sidste uklarhed har nu bidraget til at svække glossematikens indflydelse, om ikke dens anseelse, betydeligt, og det synes især at være på dette område, diskussionen stadigt mere vil komme til at foregå. Og man må konstatere, at begrebet »strukturalisme« i åndsvidenskaberne ikke er meget mere tilbundsgående og tilfredsstillende defineret end da Ferdinand de Saussure, som en af de første, indførte det i lingvistiken og dermed var med til at give det en åndsvidenskabelig status.

Debatterne i musikvidenskaben om den samme problematik må formentlig ses i denne sammenhæng. I hvert fald synes komponisten og musikteoretikeren Pierre Schaeffers refleksioner over det samme forhold i »Traité des objets musicaux« at pege i denne retning. Det er naturligvis ikke muligt i en kort notits som denne at komme ind på hele det kompleks af problemer, som Schaeffers over 600 sider store bog rejser - de må behandles i en særskilt artikel af en fagmand. Her kan kun yderst kort skitseres en enkelt hovedlinje og dens forbindelse med Problematiken i de andre humanistiske videnskaber.

Pierre Schaeffer er som bekendt den konkrete musiks skaber og teoretiker. Et af hovedformålene med hans bog er at forklare, hvorfor han bragtes til den konkrete musik, og hvad denne musikform betyder for ham i musikæstetisk sammenhæng, samt - endnu vigtigere - hvilke implikationer dens resultater efter hans mening må få for de andre humanistiske videnskaber. Det er her interessant at bemærke, at han knytter sine refleksioner nøje sammen med den filosofiske refleksion hos en Edmund Husserl og en Merleau-Ponty. Hans grundsynspunkt er, at intet andet menneskeligt tegnsystem end musiken frembyder en så radikal mulighed for iagttagelse af den stadige konfluks mellem natur og kultur, der måske er den menneskelige virkeligheds mest fundamentale kendetegn - og vel at mærke en iagttagelse, der i kraft af musikens særlige (høje?) grad af strukturering på én gang fastholder denne konfluks i en menneske-og kulturskabt helhed, der samtidig på sin side, mere end sproget, synes at være opbygget af uartikulerede naturlyde. Her er måske et af udspringene for den særlige musikalske struktur, der nok tåler en global transponering af alle sine elementer fra én tonehøjde til en anden, men til gengæld er afhængig af klangkvalitet-instrumentering eller udvælgelse af bestemte klangvalører. Som Schaeffer skriver et sted: »de musikalske tegn er skabt for at høres og høres på en anden måde end de lingvistiske tegn« (p. 305). Derfor også Schaeffers eksperimenter med den konkrete musik, der for ham kun synes at være den naturlige og yderste konsekvens af den klassiske musikalske strukturs sammenbrud forårsaget af det tonale system destruktion, opfindelsen af nye instrumenter og nye maskinelle muligheder for at frembringe musik, og endelig opdagelsen af den såkaldt primitive musik, altså konfrontationen med den kendsgerning, at europæisk opfattelse af musik, musikalske objekter og musikalsk struktur ikke er den eneste, endsige den eneste gyldige. Det betyder, at han ser musikkens krise i forbindelse med krisen i europæisk kultur i det hele taget (smi. Edmund Husserl), hvorved han synes at være ved at bidrage til en omfortolkning eller i hvert fald en uddybning af vor forståelse af selve strukturbegrebet.

Det er interessant at se, hvordan han, der iøvrigt bevidst underkaster sine undersøgelser en filosofisk disciplin - fænomenologien altså - samtidig i realiteten fornægter lingvistikens hegemoni som vejledende videnskab i de humanistiske videnskabers strukturalistiske orientering. I stedet synes han at ville tildele musiken og musikvidenskaben denne plads, netop p. gr. af begges særlige objekt: »det mest ulegemlige, det mest abstrakte objekt, det er givet for perceptionen at opfatte og samtidig på én gang det mest matematiske og det mest sanselige« (p. 661).

Dette er en egenskab, musiken til en vis grad har til fælles med poesien, der kan betragtes som det højest udviklede fænomen af sprogkunsten, på grænsen, måske allerede over grænsen til musiken, også i dens konkrete aspekt. Under alle omstændigheder synes det at være den skabende brug af strukturerne i sproget og i musiken der nu vil tvinge til en revision af den hidtidige strukturalisme. Hvor dette så måtte føre os hen.