Strukturalismen - brikker til en mosaik

Strukturalismen - brikker til en mosaik

... citat 1

STRUKTUREL ANTROPOLOGI

Claude Lévi-Strauss

... Af alle sociale fænomener forekommer i dag kun sproget at være tilgængelig før en virkelig videnskabelig undersøgelse, som forklarer dets opståen og forudsiger bestemte modaliteter for dets videre udvikling. Disse resultater er opnået gennem fonologien, nærmere betegnet i det omfang denne har formået at nå til de objektive realiteter henover sprogets bevidste og historiske uftryksformer, som altid er overflade. Disse objektive realiteter består af relations-systemer, som er resultatet af åndens ubevidste virksomhed. Deraf problemstillingen: er en sådan reduktion også mulig i forbindelse med andre sociale fænomener?

(...)

I første omgang kan man henlede opmærksomheden på nogle arbejder af Kroeber, som har en vis metodologisk betydning for vor drøftelse. Kroeber beskæftiger sig i sin undersøgelse over stiludviklingen i den kvindelige klædedragt med moden, d. v. s. et med åndens ubevidste virksomhed meget tæt forbundet socialt fænomen. Kun sjældent véd vi nøje, hvorfor en bestemt stil behager os eller grunden til, at den pludselig ikke mere behager os, går af mode. Nu har Kroeber eftervist, at denne tilsyneladende vilkårlige udvikling er underlagt lovmæssigheder. Disse er ikke tilgængelige for den empiriske iagttagelse, endnu mindre for den intuitive indføling med det, som sker i moden. De viser sig først, når man udfinder et bestemt antal relationer mellem de forskellige elementer i klædedragten. Disse relationer kan udtrykkes som matematiske funktioner, hvis beregnede værdier, i et givet moment, kan danne basis for en prognose.

(...)

Jeg har ved undersøgelsen af den sociale organisation, især reglerne for giftemål og slægtskabssystemer, anvendt en lignende metode ...

... citat 2

BEGREBET »STRUKTUR« OG ÅNDSVIDENSKAB

Michel Foucault

... Den [lingustikken som grundvidenskab] er ikke en teoretisk gentagelse af erkendelser opnået ad anden vej, interpretation af en aflæsning af fænomenerne, som allerede er gjort; den er ikke en »linguistisk version« af fakta observeret i de humanistiske videnskaber, den er i princippet en førstehånds dechiffrering; under dens synspunkt når tingene kun til eksistens for så vidt som de er elementer i et tegnsystem. Den linguistiske analyse er mere en perception end en forklaring: det vil sige, at den konstitueres i og med sit objekt selv. Ydermere medfører denne focusering på strukturen (som invariant rapport i et ensemble af elementer), at rapporten mellem de humanistiske videnskaber og matematikken genåbnes og med helt ny dimension; sagen drejer sig ikke så meget om, hvorvidt man kan kvantifiere resultaterne, eller om det menneskelige er skikket til at komme ind på et område, hvor det opereres med målelig sandsynlighed; nej, spørgsmålet drejer sig om at få klarhed over, om man - uden at lege med ordene - kan benytte sig af begrebet struktur, eller i det mindste: om det er den samme struktur man taler om i matematikken som i de humanistiske videnskaber: et spørgsmål som er centralt, dersom man vil kende mulighederne og berettigelsen af, betingelserne og grænserne for en forsvarlig formalisation ...

. .. citat 3

BEGREBERNE DIAKRONI - SYNKRONI

Jurij Tynjanow og Roman Jakobson

... Den skarpe grænsedragning mellem det synkrone (statiske) og diakrone snit var indtil fornylig en frugtbar hypotese for linguistikken såvel som for litteraturhistorien (...) I dag tvinger resultaterne af den synkrone konception os til også påny at gennemtænke diakroniens principper. Forestillingen om et mekanisk agglomerat af fænomenerne, som i den synkrone forskning blev afløst af begrebet »system«, »struktur«, skulle også på tilsvarende måde afløses inden for den diakrone forskning. Systemets historie er selv udtryk for et system. Den rene synkroni viser sig nu som illusorisk: hvert synkront system har sin fortid og sin fremtid som u-udskillige struktur-elementer af dette system.

(...)

Modsætningen synkroni/diakroni var oprindelig lig modsætningen systembegreb/evolutionsbegreb; den mister fundamentalt sin mening når vi anerkender, at hvert system nødvendigvis optræder som evolution, og at evolutionen på sin side nødvendigvis bærer system-karakter ...

... citat 4

AKUSTIK - AKULOGI - MUSIK

Pierre Schaeffer

... Man må således overfor musikken tillempe de klassiske distinktioner som gælder inden for den almene linguistik: et fonetisk niveau - de stavelsesobjekter som frembringes af den menneskelige stemme (logatomer); et fonologisk niveau - de for et sprog karakteristisk træk (fonemer), et semantisk niveau - de betydninger som er sammenknyttede med disse (ordforrådet).

På det akustiske niveau må man altså afstå fra at søge musikalsk meningsindhold, dette med tanke på den dybe kløft som eksisterer mellem den fysiske beskrivelse af det akustiske lydobjekt og de musikalske værdienheder, som det er knyttet til (akulogi).

(...)

Hvis man skal have nytte af sådanne objektive fysiske beskrivelser [a la akustiske målinger. Red. anm.], så må det givetvis være på grundlag af muligheden for siden at indsætte dem i overordnede kode-systemer. Ved hvert nyt system bygges der bro over en kløft; når det gælder sproget er der først kløften mellem fonetik og fonologi, derefter kløften mellem det fonologiske og det leksikale niveau.

Vi er overbevist om at det samme forhold gør sig gældende for den musikalske lyd, og at vore arbejder har givet uomgængelige oplysninger om den første af disse kløfter (kløften mellem akustik og akulogi).

Når det gælder det næste stadium er vi derimod meget forsigtige. I arbejdet Traité des Objets Musicaux (Editions du Seuil, 1966) angriber vi godt nok problemet om musikkens reference-struktur og ud-sagnsværdi, men endnu kun ved kunstnerisk refleksion ...

... citat 5

DET STRUKTURELLE MENNESKE

Roland Barthes

... kunstværket er det, som mennesket fravrister tilfældigheden. Og det gør det måske forståeligt, hvorfor de såkaldt genstandsløse kunstværker i højeste grad er værker: fordi den menneskelige tanke ikke udtrykker sig i kopiens eller modellens analogi, men i præcisionen i anordningen af elementerne; og det gør det måske også forståeligt, hvorfor disse værker forekommer tilfældige og netop derfor meningsforladte for dem, der ingen sådan præcision opdager i dem.

Et på denne måde etableret spejlbillede gengiver ikke verden sådan som det har optaget verden i sig. Og heri ligger strukturalismens betydning. Først og fremmest åbenbarer den en ny kategori for objektet, som hverken er det reale eller det rationelle, men det funktionelle; den støder her ind i hele det videnskabs-kompleks, som i øjeblikket udvikles omkring informationsteorien. Dernæst, og især, belyser strukturalismen den specifikt menneskelige proces, hvorigennem mennesket giver tingene betydning. Er dette noget nyt? Til en vis grad. For nok har verden altid utrættelig søgt efter betydningen af det, som gives den og som den selv frembringer; men det nye er en tænkning (eller en »poetik«), der er mindre interesseret i at tilvise de objekter, den finder, bestemte betydninger, - end snarere at erkende, hvorigennem betydningerne er mulige, for hvilken pris, og på hvilken måde. Man kan godt sige at strukturalismens objekt ikke er mennesket fyldt med bestemte betydninger, men mennesket som frembringer af betydninger. Det vil sige: de semantiske endemål - menneskehedens endemål - bliver ikke nået ved selve betydningernes indhold, men alene med den akt, som frembringer betydningerne - historiske og kontingente variabler. Homo significans: dette ville være den strukturale forsknings nye menneske .. .

KILDER: Claude Lévi-Strauss: Anthropologie Structurale, 1958. Michel Foucault: Les mots et les choses. Une archéologie des sciences humanies, 1966. Kursbuch 5, 1966 (Suhrkamp Verlag, Frankfurt). Fylkingen bulletin 2, 1967. Roland Barthes: Essays critiques, 1964.