Bøger

BØGER

Egon Wellesz-festskrift

Essays Presented to Egon Wellesz. Ed. by Jack Westrup. Oxford University Press 1966. Koster 90 s.

Dette festskrift er udgivet i anledning af professor Egon Wellesz' 80-årsdag. Wellesz er født i Wien, hvor han virkede ved universitetet som professor i musikvidenskab, indtil han i 30'erne blev fordrevet af nazisterne. Et nyt udgangspunkt for sin virksomhed fandt han senere i Oxford. Wellesz' videnskabelige speciale er den middelalderlige kirkesang, især byzantinsk kirkemusik, og han er en af de tre grundlæggere af den vigtige serie, Monumenta Musicae Byzantinae. Uden for dette specielle felt er han især kendt for sine studier over forholdet imellem den vestlige og østlige kirkes musik. Foruden ved videnskabeligt arbejde har Egon Wellesz gjort sig markant gældende som komponist. Der foreligger både kammermusik, symfonier og operaer fra hans hånd. Han er på dette område præget af den wienske tolvtonemusik.

Der er således et vældigt perspektiv over Wellesz' virksomhed. Og svarende hertil er festskriftet opdelt i to afsnit, Christian Chant og Opera. I det sidste afsnit fremdrager Albi Rosenthai, Oxford, et hidtil uudgivet brev fra Monteverdi. Dragotin Cvetko, Ljubljana, redegør for baggrunden for Bonomis opera, Tamerlanen. F. W. Sternfeld, Oxford, skriver om forholdet imellem Wien- og Parisversionerne af Glucks reformoperaer, Orfeo og Alceste. Hellmuth Federhofer, Mainz, bidrager med en artikel om den næsten glemte opera, Alcide al Bivio, af Vincenzo Righini. Hans F. Redlich, Manchester, belyser Aubers, Spohrs og Marschners indflydelse på Wagners operaer. Udgiveren, Jack Westrup, Oxford, skriver om Bizet La jolie fille de Perth og Gerald Abraham, London, om A. N. Serofs operaer.

Wellesz har allerede fået sit særlige »byzantinske« festskrift, der foruden til ham blev stilet til den anden store forsker på feltet, H. J. W. Tillyard, Cambridge. Tillyard indleder det nærværende festskrifts første afsnit, Christian Chant, med en smuk hyldest til Wellesz, hvori han bl. a. skildrer sit indtryk af græsk kirkemusik i 1905 og 1950! En kendt specialist i slavisk kirkesang, Milos Velimi-rovic, New Haven, gengiver en særdeles nyttig oversigt over byzantinske komponister i håndskriftet Athen 2406 (fra året 1453). Eric Werner, New York, en elev af Wel-

lesz, der især har beskæftiget sig med forholdet imellem jødisk og tidlig kristen liturgi og musik, skriver udfra sine særlige forudsætninger om det liturgiske led, Sanctus. Higini Angles, Rom, søger igennem en række analyser af Gregor den Stores skrifter at rehabilitere traditionen om denne paves musikalske virksomhed. Peter Peacock, Oxford, giver en lidt tynd oversigt over problemerne i forbindelse med gammelromersk eller nyromersk sang. Det vægtigste bidrag om den gammelromerske sang og måske i festskriftet overhovedet stammer fra J. Smits van Waesberghe, Amsterdam: 'De glorioso officio ... dignitate apostolica ...' (Amala-rius): Zum Aufbau der Gross-Alleluia in den päpstlichen Osterves-pern. Her hævder Waesberghe sin allerede kendte teori, at den gammelromerske og den gregorianske sang er to stilarter, der har levet side om side i Rom. Det er ikke muligt at sige, hvilken der er den ældste. Det synes at være to udgaver af det samme oprindelige melodimateriale. Dette synspunkt argumenterer Waesberghe her for på grundlag af det gammelromerske påskevesper-ceremoniel med de ejendommelige Alleluia-vers. Det er ikke muligt her at gå ind på en nærmere diskussion, men for nærværende anmelder taler overensstemmelsen imellem Alleluiavers-melodierne i det klassiske byzantinske repertoire (som Waesberghe ikke kender) og den gammelromerske sang for, at den gammelromerske sangform er ældre end den tilsvarende gregorianske. Michel Huglo, Paris, giver os omsider besked om den mystiske Missa greca i St. Denisklosteret. Jacques Chail-ley, Paris, skriver om den latinske oktoekos' tilblivelse, og endelig giver John D. Bergsagel, Oxford, en rapport om en hidtil upåagtet særlig engelsk neumeform.

Christian Thodberg