Folkemusik og musikpædagogik

Ejnar Kampp:

Folkemusik og musikpædagogik

EN BRED DEFINITION

Ordet folkemusik bruges i så mange betydninger, at det vil være på sin plads med en slags definition. Jeg går i denne sammenhæng ind for en meget bred definition, d. v. s. at jeg ikke mener der nødvendigvis skal være tale om ældgammel anonym musik overleveret gennem generationer efter »mund-til-mund-metoden« og spillet på autentiske instrumenter eller sunget efter hukommelsen af en 85-årig dame i en afsides landsby - men at jeg med folkemusik i bred sammenhæng mener musik som på en eller anden måde har bevist sin folkelige levedygtighed.

Det kan være en ballade fra middelalderen, en gammel spillemandsmelodi, et hyrderåb eller en shanty, men det kan også være en revyvise, en nyere børnesang, en stump fra en operette, en fædrelandssang, en »evergreen« - eller ligefrem en pop-melodi. For ordet »pop« er ligesom mange andre etiketter man klistrer på flaskerne ikke noget der oplyser om indholdet eller kvaliteten, det kan være meget dårlig og ligegyldig musik, men undertiden dækker betegnelsen over musik af virkelig skønhed, poesi og rytmisk djærvhed. Ofte er der en hårfin afstand mellem det enkle, naive, sødmefyldte - og det banalt udtrådte, og vi må undertiden turde løbe risikoen for at træde forkert.

STOFVALGET

Pædagogens opgave indebærer indlæring af tekniske færdigheder som giver mulighed for at musicere. Men den virkelige musiceren behøver ikke at vente til eleven har opnået et højt teknisk niveau - den kan begynde på de allertidligste stadier og bringe meget ægte og smukke musikalske oplevelser indenfor rækkevidde.

Som bekendt har kvalitet og lødighed intet med graden af komplicerthed at gøre. Det gælder derfor blot på de tidligste stadier om at kunne finde det stof, de melodier, de sange, som har de rette kvaliteter og kan magtes med de pågældende forudsætninger. Frit skabende fantasi, improvisation og det at man selv digter og komponerer er i almindelighed positive træk, som bør roses og opmuntres. Men alligevel træder mange pædagoger og pædagogiske systemer helt afgørende fejl ved at gå over åen efter vand. I stedet for at bruge levende, iørefaldende, ægte naive folkesange og danseviser, som har bevist deres kvalitet og levedygtighed og ofte næsten magiske kraft, i stedet for at musicere på grundlag af dem, konstruerer nogle pædagoger »pædagogiske melodier« med ofte lidt klodsede tekster af meget tvivlsom poetisk kraft, kort sagt: det lugter af pædagogik.

Jeg kan ikke lide at bruge udtrykket »rigtige melodier«, fordi vel alle melodier kan være lige rigtige, og de aller rigtigste melodier er dem som vore elever selv laver. Men med det forbehold, at man dels kan nå meget gode og smukke resultater med sprogmusik og remsemelodier og enkel pentatonik o. s. v. à la Orff-Schulwerk, og at man dels altid bør opmuntre leg og improvisation, så vil jeg alligevel stærkt gå ind for at bruge »rigtige« folkemelodier i udstrakt grad fremfor de ovennævnte pædagogisk lugtende.

Jeg vil afstå fra at vise eksempler på den uheldige type af pædagogisk musik, dels fordi jeg ikke ønsker at genere de velmenende kolleger der lancerer den, og dels fordi vel alle nemt selv kan finde eksempler på dette fænomen. Langt hellere vil jeg slå et slag for at musikpædagoger i almindelighed udvikler kendskab til og fortrolighed med et stort internationalt repertoire af folkemusik og samtidig gør sig fortrolig både med nogle af de mest anvendelige og udbredte »folkemusikinstrumenter« og også med de praktiske principper for folkemusikalsk musiceren.

»FOLKEINSTRUMENTER«

Guitaren bør nævnes først - man må ikke tro at dens kolossale popularitet og udbredelse blot er et modefænomen. Den er kommet for at blive, og både med og uden elektrisk forstærkning vil den hævde sig som vor tids centrale og internationale folkeinstrument. Når man ser bort fra den mere forfinede klassiske guitarkunst der på grund af sværhedsgraden dyrkes af et fåtal, så dyrkes guitaren mest som akkordinstrument og ledsageinstrument til sang. Det er et særdeles positivt træk, at guitaren med sig har bragt en voksende interesse for og glæde ved det sanglige. Selv i den mere enkle funktion som akkompagnementsinstrument kan man ikke sige, at guitaren er meget lettilgængelig. Der skal slides og øves meget for at nå tilfredsstillende resultater - men lysten og interessen overvinder som bekendt mange hindringer og gør at det ikke er afskrækkende at skulle øve sig meget. Endelig er der jo heller ikke noget forkert i at lette problemerne lidt i de indledende faser enten ved at nøjes med meget enkle akkorder eller ved at foretage omstemning: (se fig. 1).

Kontrabas er i udpræget grad et sammenspilsinstrument, som giver både vokal og instrumental musiceren uvurderlig støtte. Også i det helt elementære sammenspil f. eks. på Orff-instrumenter er bassen et pragtfuldt supplement - den kan evt. erstatte pauker i den sammenhæng. For mange elever er det en ganske særlig oplevelse at få lov at være den der lægger det musikalske fundament ved at frembringe de herlige dybe bastoner. Hos enkelte af dem kan det ligefrem udvikle sig til en art »bassomani«. Bassen er stemt ligsom guitarens fire dybe strenge, altså i kvarter med tonerne e-a-d-g (modsat en violin), så det er let at lade den arbejde med grundtonerne i en række tonearters tonika, subdominant og dominant, ligesom man i mange tilfælde kan stemme den om, når man til helt elementært sammenspil f. eks. ønsker at kunne nøjes med løse strenge i C-dur eller F-dur. I andre tilfælde kan man hjælpe eleven ved at markere grebene med kridtmærker el. lign.

Harmonikaen har en række indlysende kvaliteter både i folkemusikalsk musiceren og i det rent pædagogiske, hvorfor det er beklageligt at den trods alt er så lidt udbredt. Behandlet med god smag og nænsom registrering kan der musiceres meget kønt på instrumentet, og til den elementære harmonilære og teori er den et uovertruffent medium, idet dens basknapper simpelthen er ordnet efter kvintcirklen (se fig. 2).

DE PÆDAGOGISKE MULIGHEDER

Vi er nu ovre i spørgsmålet om den pædagogiske udnyttelse af det folkemusikalske. Værdien ligger ikke blot i sammenspillets glæder og lettilgængelige muligheder for at dyrke dette sammenspil. Den ligger også i den selvfølgelige og naturlige måde man herigennem kan indføre eleverne i de musikalske grundbegreber og de elementære musikalske funktioner. I folkemusikalsk sammenspil er naturligvis selve melodien en afgørende og væsentlig ting - og ofte har man en ganske enkel og nem melodi med gode variationsmuligheder. Dernæst er bas- og harmonifunktionen vigtig - den vender vi tilbage til. I tilknytning til melodien arbejdes ofte med en enkel 2. stemme, ofte en tertsgang, som undertiden med held kan improvi-seres - i sig selv en glimrende øvelse. Desuden er der muligheden for at krydre sammenspillet med en mere kontrapunktisk modstemme, der slynger sig om melodien med brug af forsiringer eller akkordbrydninger. Endelig er der ofte mulighed for et særdeles spændende rytmeakkompagnement, der især tit arbejder med komplementærrytmik eller ostinato-principper.

Ikke mindst denne sidste funktion, det rytmiske, giver særdeles gode muligheder for at udvikle elevernes færdigheder, både den rent fysiske fornemmelse af forskellige typer rytme og også forståelsen af nodebilledet. Efter min mening burde man i hørelæren i mindre grad arbejde med abstrakte og isolerede rytmeøvelser og i højere grad forbinde det nodelæsnings-mæssige med et bevidst kendskab til typiske danserytme-figurer, f. eks. som vist i fig. 3:

Skalalære, tonearter, dur og moll, modalitet o. s.v. er begreber som man kan hente masser af spillevende eksempelstof til i folkemelodier - se nodeeksemplerne nedenfor. Et særligt vigtigt arbejdsprincip som mange klassisk skolede musikpædagoger desværre ikke er fortrolige med - men som de hurtigt kunne og bestemt burde sætte sig ind i - er begrebet moderne becifring. I modsætning til den klassiske generalbasbecifring, som er et relativt system, hvis talangivelser viser den enkelte akkords opbygning i forhold til bastonen og ofte fortæller noget om en bunden stemmeføring, så er den moderne becifring en absolut angivelse af hvilken akkord der ønskes, f. eks. C-dur, g-moll, A7 el. lign., men med meget frie rammer for, hvordan akkorden placeres, hvilken omvending man skal vælge og hvilke fordoblinger. Hvad enten der er tale om ganske enkle og simple harmonifølger eller der er raffinerede nuancer og modulationer i massevis, så er becifringssystemet særdeles nyttigt og effektivt - det fremmer forståelsen af musikkens opbygning, og det giver ofte en genvej til netop den frie musiceren, som må være et af musikpædagogikkens fornemste mål.