Music is fun

Music is fun

af Ejnar Kampp

»Udviklingen lader sig ikke standse — men den lader sig forme, hvis man tør gå med i den. Den elektriske spillefrøken er på vej«, slutter Ejnar Kampp sit indlæg om de elektroniske klaverapparater, som NMPUs VIII kongres blev stillet overfor i Helsingfors.

Artiklen er klippet fra POLITIKEN 19. 8. 67 og må ses som et indlæg i forbindelse med artiklen i Musikpædagogen nr. 6.

Et amerikansk firma demonstrerede for nylig i Helsingfors strømlinjet musikundervisning: 24 elever ved hver sit klaver undervises effektivt og koncentreret samtidigt af én lærer. Efter at en smart og sympatisk salesman sagligt og populært forståeligt havde redegjort for instrumenternes vigtigste tekniske data og funktioner, dæmpedes lyset i det moderne amfiteatralske auditorium ned til fuldstændigt mørke - og på et dertil indrettet lærred afspilledes en amerikansk farvefilm med underlagt seriøs klassisk symfonisk musik. Først tonede en pæn og kultiveret herre ved et lyst skrivebord frem. At han var kultiveret fremgik af, at der lå bøger, rigtige gammeldags bøger i gedigen indbinding, pænt stablet på skrivebordet. Samtidig med, at musikken trådte tilbørligt i baggrunden, blev han trukket nærmere og nærmere, indtil hans ansigt til sidst fyldte hele lærredet (det kaldes vistnok at zoome ind), og han talte indtrængende til os: - I vor materialistiske tid trues vi med at drukne i maskiner, teknik og mekanisering, derfor må vi sætte ind på at give menneskene mere kultur, mere ånd. Hvordan gør vi det? - Ved hjælp af elektronisk klaverundervisning med op til 24 elever ad gangen.

Music is fun

Vi så på filmen en ung, men ikke distraherende smart klaverlærerinde praktisere systemet. Hun havde en klasse på 24 passende blandede børnetyper - der var såmænd en enkelt med mongolske træk imellem (men ingen negerbørn) - raske piger og drenge, hver ved sit elektriske klaver og med øreklapper på. De sad og øvede sig, og ikke en lyd hørtes. Frøkenen havde også øreklapper på, og hun kunne fra sit klavers instrumentpanel vælge at høre en elev ad gangen, eller to elever ad gangen, eller en sektion på seks elever, eller to sektioner - eller alle 24 på en gang. I en mikrofon, der ved hjælp af en bøjle fra øreklapperne var ophængt foran hendes mund, kunne hun tale til de elever, hun stillede ind på, og på sit klaver kunne hun spille og demonstrere for en eller flere eller alle elever. Eller hun kunne starte en båndoptager eller en grammofon og ligeledes bestemme, hvem der skulle høre det. Selvfølgelig kunne hun også sætte lyd på og forstærke et eller flere eller alle klaverer, så man kunne høre via højttalere i stedet for øreklapper.

Og hvad spillede de 24 elektriske elever? - De spillede små skalaer og etuder og en menuet i G-dur af Johann Sebastian Bach fra hans »Notenbüchlein für Anna Magdalena Bach«, altså ægte, gammel, europæisk kultur. For øvrigt forklarede hun dem også noget ved på gammeldags skolemanér at skrive med kridt på en sort tavle, og på det tidspunkt tog både hun og alle eleverne med synlig befrielse øreklapperne af. På tavlen stod forresten skrevet »MUSIC IS FUN«, og man fik den tanke, at sætningen ligeså godt kunne indspilles på et bånd, som børnene kunne ligge og lytte til gennem deres øreklapper, når de var kommet hjem i seng - music is fun, music is fun, music is fun.

Frugtbar provokation

Vi slap ikke for at se den indledende kultiverede skrivebordsherre engang til henimod slutningen, og mens der blev zoomet ud, og den symfoniske musik brusede kraftigere frem, følte vi os gennem hans indtrængende blik sikre på, at de elektriske klaverer nok skulle frelse menneskeheden fra at kvæles i teknik og materialisme.

En stor skare af musikpædagoger fra Norge, Sverige, Finland og Danmark samlet til kongres midt under denne sommers hedebølge var det vågne, men meget kritiske publikum, der overværede dette agitatoriske salgsfremstød i det supermoderne »Dipoli«-kongreshus i teknologernes nye by i Otaniemi uden for Helsingfors - for øvrigt et spændende stykke moderne finsk arkitektur, gennemført asymetrisk og fuldt af dristige indfald med frit svungne loftskonstruktioner af beton, nogle steder beklædt med kobber, andre steder med råt træ og med klippeblokke henkastet og stablet op udendørs og indendørs.

En gruppe af disse musikpædagoger forsøgte også at lege på scenen med de til formålet opstillede elektriske klaverer og at gengive en undervisningssituation. Men dels mestrede de forståeligt nok ikke rigtig teknikken endnu, dels dominerede det umiddelbart komiske ved tanken så meget, at det kneb med at tage det blot nogenlunde alvorligt. Kongressens finske leder, komponisten Matt i Rautio, afsluttede klogt med at opfordre til en fordomsfri vurdering og til at stille sig positivt over for tanken om at lade musik og moderne teknik arbejde hånd i hånd.

Under alle omstændigheder virkede denne demonstration ligesom en udstilling i forhallen af andre elektroniske hjælpemidler samt en senere demonstration af elektriske orgler fra et andet firma altsammen som en frugtbar provokation. Vi var ganske få, der, uden at være særlig stærke i troen, turde vove ligefrem en slags forsvar for de elektriske klaverer - og vi endte med at opgive forsvaret, fordi vi bøjede os for det vigtige argument: lyden, der kom ud af dem, var grim, ubehagelig og stødende for et musikerøre.

Men for de elektriske orglers vedkommende kunne man ikke ubetinget sige det samme. Det var her ikke rimeligt at afvise musikalske muligheder. Og hvem kan i øvrigt sige, om ikke det er os med vor specielle baggrund, der har låset os fast på bestemte klassiske klangidealer?

Vinde nyt land

Mon ikke i det hele taget sagen er den, at mange pæne og kultiverede mennesker skal passe på ikke at blive hængende i den fordom, at kultur og kunst ikke kan forenes med moderne teknik og moderne materialer? Lad være, at meget af det moderne lanceres med storslået smagløshed eller måske ubehjælpsomhed. Smagløshed og flad banalitet er jo ikke kun et nutidigt fænomen. Og de kunstnere og kulturarbejdere, der vil være med til at vinde nyt land, må ikke være bange for at kaste sig ud i eksperimenter med moderne teknik. Især gælder det for dem, der ikke mener, at kunsten skal være eksklusiv og forbeholdt de få.

Måske ligger der ikke blot glimrende pædagogiske muligheder for hurtig og effektiv indlæring, men også helt uanede nye skønhedsværdier og venter på at blive opdyrket og fremelsket. I stedet for, at teknikken skal kvæle menneskene, kan den måske hjælpe dem, give dem bedre udtryksmidler og udviklingsmuligheder.

Men det kræver af dem, der vil være med til at præge udviklingen, at de er kritisk vågne, opmærksomme på de nye muligheder og parate til at studere dem, fulde af fantasi og initiativ.

For det, der var galt med den elektriske spillefrøken på den amerikanske farvefilm var ikke, at hun brugte elektriske klaverer og øreklapper og mikrofon og båndoptager. Det var snarere, at hun absolut skulle presse en svunden tids kultur og en respektabel, uangribelig musikform ind i et moderne mønster. Og her er vi ved noget meget vigtigt: det er ikke nok, at man går ind på at tage moderne teknik i brug. Hvis alle vi spillefrøkener af begge køn og alle aldre skal have en chance for at yde en indsats udover det naturligvis særdeles værdifulde i at hæge om klassiske kulturværdier, så må vi orientere os i nutidens musik. Ikke blot de spændende avantgardistiske eksperimenter, men nok så meget nutidens »brugsmusik«, det, man danser til, pop, moderne rytmer, »folkemusik«, jazz -og hvad man ellers finder på at kalde det.

Mange vil reagere kraftigt mod et sådant krav og forsvare deres ret til at beskæftige sig med og undervise i den slags musik, som de nu engang føler sig hjemme i - Bach, Beethoven, Schubert, Chopin. Og det er virkelig deres ubestridelige ret, bortset fra, at det bestemt er vigtigt og betydningsfuldt at blive ved med at dyrke den gamle musik. Men hvis det forholder sig sådan, at af 1000 konservatorieuddannede klaverpædagoger kører de 950 i traditionelle spor - er det så ikke lidt skævt?

Musik vil komme til at spille en stadig større rolle for mennesker, der vil blive flere og flere, som vil dyrke den aktivt. Til at vejlede dem kræves pædagoger med en ny indstilling og uden fordomme, men med respekt for det gamle og mod på det nye. Læg mærke til, at antipop-diskussionen (som var iblandet en ikke ringe dosis snobber) er forstummet, at »Teenagerlove« har mistet meget af sin slagkraft som aktuelt indlæg, at »The Beatles« og andre begavede elektriske musikere har ændret tilstandene i verden.

Der vil blive brug for mange, mange gode musikere og dygtige musiklærere, hvis udviklingen skal formes positivt. Det haster med at få dem uddannet - vi er allerede langt bagefter. Man kunne ønske, at mange af de eksisterende pædagoger ville underkaste sig en radikal omskoling - og man må håbe, at den fremtidige uddannelse bliver meget anderledes end den hidtidige. De bevilgende myndigheder, der som bekendt altid har lim i lommen, vil nok gøre deres til at forsinke det yderligere - og det bliver ikke let at overbevise dem om nødvendigheden af elektriske klaverer og orgler, selvlysende nodetavler, der spiller de noder, man peger på, båndmaskiner, højttalere, tonegeneratorer, mixerpulte o. s. v. i dyre domme.

Udviklingen lader sig ikke standse - men den lader sig forme, hvis man tør gå med i den. Den elektriske spillefrøken er på vej.