Musikpædagogik i DMT

LEDERE

MUSIKPÆDAGOGIK I DMT

Dette nummer af dmt er domineret af musikpædagogiske bidrag og glider således ind i den række af musikpædagogiske særnumre, som regelmæssigt er blevet udsendt af fire nordiske musiktidsskrifter i samarbejde med NMPU.

Samtidig kan det meddeles, at denne samarbejdsaftale — og den deraf følgende forpligtelse for dmt til at udgive et årligt musikpædagogisk særnummer — udløber. Vi er Musikpædagogisk Forenings formand, Henning Bro Rasmussen, megen tak skyldig for kyndig bistand ved redigeringen af disse numre. Det skal betones, at samarbejdsaftalens ophør ikke er ensbetydende med, at de vigtige musikpædagogiske emnekredse forsvinder fra dmt's spalter. Tværtimod — en integrering af det musikpædagogiske stof som en vital del af dmt's løbende orientering inden for forskellige musikalske områder er et af redaktionens programpunkter. Det vil blive søgt virkeliggjort i de kommende årgange. Betingelsen for overvindelse af de ydre kulturkløfter er ophævelsen af de interne faglige skranker. Forudsætningen herfor er den faglige debat på tværs. Denne må vedligeholdes og udbygges.

KUNSTFOND OG KULTURPOLITIK

Det er klart, at reglerne og vilkårene for Statens Kunstfond må blive underkastet diverse kommentarer og ændringsforslag nu, hvor de første tremandsudvalg afløses af nye. l dette nummer af dmt er aftrykt en af disse kommentarer i fuld længde; det er sket, fordi den på en tempereret og overbevisende måde gør det klart, hvorfor loven om Statens Kunstfond i princippet bør opretholdes som den er, uden forplumring af det centrale sigte bag loven.

En fare herfor ser denne kommentator, Berlingske Tidendes Henning Fonsmark, i de tanker, som er fremsat om at lade kunstfonden omfatte også udøvende, skuespillere, essayister o. l. Den skabende kunst yder værdier, som vanskelig lader sig kapitalisere umiddelbart, men som ikke desto mindre tilhører samfundet nu og i fremtiden, hedder det. l modsætning hertil giver den udøvendes indsats en afkastning på stedet som gør, at man ikke kan henføre støtte til de udøvende under kunstfondlovens ideelle sigte: en afbetaling, samfundet yder for værdier, de skabende kunstnere bevisligt har tilført samfundet og sandsynligvis vil tilføre samfundet.

Ingen udøvende musiker, der tænker sig blot en smule om, vil kunne benægte rigtigheden i dette ræsonnement. For den unge komponist står ingen muligheder åbne for gode tjenestemandsstillinger med pension, dersom han blot gør sit bedste. At disse muligheder for at tjene sit brød ved det han kan og vil, nemlig spille, gives musikeren af det offentlige ved millionbeløb til teater- og orkesterinstitutioner, sætter kun sagen yderligere i relief. Disse statsbevillinger er også en del af samfundets kulturpolitik — de kommer bare ikke kunstfonden ved.

Men hermed er ikke benægtet, at de bevillinger, staten yder de udøvende, har mangler. F. eks. må der givetvis gøres mere for den kammermusikalske aktivitet på højt plan, end der bliver gjort. Dette spørgsmål må blot holdes uden for debatten omkring kunstfonden.