Nielsen på orgel

NIELSEN PA ORGEL

César Franck: Choral No. 1. Saint-Saëns: Fantaisie Op. 101. Carl Nielsen: Commotio Op. 58.

Christopher Hugh Dearnley ved orglet i Salisbury Cathedral.

HMV (stereo/mono CDS/CLP 3595)

Great Cathedral Organ Series 11. Umiddelbart skulle man tro, at det store elektro-pneumatiske Willisorgel fra 1877 (ombygget 1934) med sine 65 stemmer og 37 koblinger skulle yde Nielsens symfonisk anlagte orgelværk retfærdighed; og Salisbury-domorganisten udnytter da også instrumentets muligheder til på én gang at skabe sammenhæng ved anvendelse af samme grundklang i de to fugaer og samtidig ved sit nuancerige spil at skabe fine overgange og fremhæve mange detaljer i den ofte komplicerede sats. Stor klarhed er opnået i introduktionen, ganske vist ved negligering af ff-angivelsen og anvendelse af moderat tempo og mf-klang; herved kommer den følgende Andantino med en problematisk lys registrering overraskende nok til at virke både kraftigere og mere urolig og fremadstræbende end normalt Som helhed kan resultatet, på trods af Dearley's tekniske beherskelse af stykket, imidlertid ikke kaldes tilfredsstillende; den væsentligste årsag er, at orglets klangkarakter simpelthen ikke formår at indfri de krav, som værkets polyfone struktur stiller, især ikke i de kraftige passager, hvor anvendelsen af orglets ofte uskønne rørstemmer næsten umuliggør opfattelsen af liniespil og klangstruktur. Bedre står i så henseende de to andre, mere homofont anlagte stykker: Franck's harmonisk righoldige E-dur koral, og den mindre betydelige og mere usammenhængende fantasi af Saint-Saëns.

Torben Schousboe