NMPU-kongres i Finland

Af
| Årgang 42 (1967) nr. 08 - side 187-189

Tage Forsman:

NMPU-kongres i Finland

Som bekendt samles Nordens musikpædagoger hvert tredje år for at udveksle erfaringer, og sommeren 1967 var det Finlands tur til at være vært for MPU's kongres. I 32 graders varme mødtes deltagerne den 31. juli i Helsingfors og fik straks anledning til at prise deres værter, der havde henlagt kongressen til forstaden Otnäs (Otaniemi), hvor det granitbyggede, luftkonditionerede kongrescentrum Dipoli i seks solstegte dage gjorde det muligt at sidde timevis og høre på foredrag og koncerter, ja tilmed gjorde det behageligt at sidde med jakke på ved en 3 timers festmiddag. Måske syntes de godt og vel 100 skandinaviske gæster (17 fra Danmark), der ved denne lejlighed mødtes med et lignende antal finske kolleger, at de 300 m til sommerhotellet var lidt langt at vandre i heden, for ikke at tale om den 7. dag, hvor en rask og regnfuld storm var begyndt at knække fyrrestammer rundt om i de vestnylandske skove, men det almindelige indtryk var ellers, at der herskede stor tilfredshed med arrangementet.

Kongressen havde ikke uden dristighed som hovedtema valgt at behandle emnet »Musikken og de andre kunstarter«. Hvor let kunne det ikke være blevet til en masse æstetisk snak, men det må siges: i det store og hele fortabte man sig ikke i ordgyderier, man holdt sig opgaven for øje.

Og hvad er opgaven i dag, hvor vi f. eks. i Danmark oplever, at skolerne nok knytter flere og flere musikpædagoger til sig i den frivillige musikundervisning, men hvor man trods alle principproklamationer dog på så mange hold mærker utilbøjeligheden til at komme ud af den gamle plovfure, hvor enhver hypper sine egne små eller store private kartofler?

Opgaven er samarbejdet. Samarbejdet, som skal praktiseres mellem skolernes almindelige lærere og musikpædagogerne. Det var især Sverige, der havde koncentreret sig om denne opgave, og som synes at være nået langt i bestræbelserne på at løse dens problemer.

Således pegede Ingemar Gabrielsson, der gjorde rede for den nye svenske gymnasieorganisation, på kurser i kunsthistorisk orientering for musiklærere og musikhistorisk orientering for tegnelærere. Tanken om forening af musik og kunst i en sammenlignende disciplin har manifesteret sig klart i Gerd og Lennart Reimers bog »Från grottkonst till popkonst, från benflöjt till tonband«, hvor man læser om musik på alle venstre sider i bogen og om bildende kunst på alle højre sider.

Fra den komite, der er ved at fuldføre planerne for svensk skolemusik overhovedet, gjorde Bengt Olof Engström gældende, at der må etableres et effektivt rapportsystem mellem musiklæreren i den frivillige og klasselæreren i den obligatoriske undervisning, så elever, der spiller et eller andet instrument, også kunne udnyttes inden for klasseundervisningens rammer. Det må bemærkes, at allerede nu er fagene i den svenske grundskole og i det ny gymnasium ligestillede. En god karakter i musik tæller lige så meget som en god karakter i svensk eller matematik. Men Engström så med dyb bekymring på, at musikken fra det 7. skoleår bliver valgbar, og nævnte, at kun 12 % af de elever, der kunne vælge mellem musik og sløjd, havde valgt musik. Der må altså stadig være noget galt med vor musikundervisning. Den voksne tror at vide, hvad børn kan lide at høre og spille, sagde Olavi Pesonen i sit foredrag »At lytte til musik«. Også denne finske stemme slog til lyd for, at musikpædagogerne kulegraver et uudforsket område: et psykologisk studium af menneskets reaktion over for musik.

I et meget positivt og humørfyldt indlæg (med udgangspunkt i planen om en stats-opera-skole i Stockholm) talte Folke Abenius om mulighederne for at udnytte operaen i skoleundervisningen. Den dramatiske form har jo alle dage udgjort en.genvej for mange til litterære, musikalske og andre kunstneriske værdier, mens forelæsningsformen er en møjsommelig omvej. Der er næppe heller tvivl om, at en lærer med sans og evne for det dramatiske må kunne nå milevidt med elever i alle aldre ved at indstudere egnede operaer, selv om man naturligvis ikke kan forvente at finde ret mange lærere, der som Abenius med nogle få håndbevægelser kunne bibringe et helt auditorium fornemmelsen af, at man på stedet kunne springe ind på en scene og spille rollen som Mozarts Figaro.

Det er klart, at med musikpædagogernes indtog i folkeskolen, er gruppeundervisningens problemer kommet dem tæt ind på livet. På kongressens Danmarks-dag ventilerede Kaj Otto Andersen tanken, at blot det at lytte til musik, hvor der er flere sammen, kan skabe vanskeligheder. Der findes psykologer, der hævder, at det tidsrum, man kan byde en elevflok at lytte koncentreret i, kun beløber sig til ca. 50-60 sekunder. Selv om det nok er at stille sagen på spidsen, er det værd at spekulere over, hvis man står over for at skulle anskaffe dyre anlæg til magnetofonbåndsgengivelse. Naturligvis kan plader og bånd bruges med omtanke i forbindelse med børnenes selvvirksomhed, f. eks. i arbejdsbøger, hvori egne indtryk af musik nedfældes, eller små foredrag om et eller andet musisk emne, som de selv holder for kammeraterne. Kaj Otto Andersen omtalte nogle forsøg i Katrinedal skoles 10. klasse, der havde givet værdifulde fingerpeg, men luftede i øvrigt vedrørende tilvalgsskolen de samme bekymringer som Engström fra Sverige.

Gruppens aktivisering er og bliver det vigtige, og her kom Ejnar Kampp med et forsvar for folkemusikken i bred almindelighed, et indlæg så fuldt af gode ideer og humør, at man uvilkårlig måtte lægge øre til. For mange musikpædagoger er guitaren, kontrabassen og harmonikaen instrumenter, som ikke tages rigtig alvorligt, ja mange kender ikke engang deres indretning. Meget enkelt og lige til viste Kampp deres konstruktion og anvendelsesmuligheder og redegjorde for den moderne becifring, der spiller en så stor rolle i den musik, der i dag har tag i de unge. Han lagde ikke skjul på, at der i pop, jazz og folkemusik lå uhyre muligheder, som alt for mange lærere simpelt hen lader hånt om.

Også Bent Lorentzen, der talte om kormusik i skolerne, pegede på forsømte områder. Hvorfor bliver man ved med at kværne videre på den firstemmige korlitteratur, når det fra psykologisk side er klarlagt, at børnene i de første klassetrin overhovedet ikke giver sig af med at opfatte harmonier? Færre stemmer og enklere musik finder man bade før og efter den evindelige dur-mol-tonale litteratur. Og hvorfor ikke lade de nyere former for korsats: talesang, hviskelyde, glissando og aleatorisk præget musik, glide ind i repertoiret, når blot det bruges i en eller anden for alderstrinnet passende, f. eks. dramatisk sammenhæng. Her var man for alvor inde på et sårbart punkt: tilrettelæggelsen. I vor pædagogik søger vi med lys og lygte efter et praktisk anvendeligt, progressivt musikopdragelsesprogram. Bag Lorentzens tanker lå et arbejde, der uden tvivl kunne bidrage til at formulere et sådant program.

Endnu en dansk indsats må nævnes. Det var Povl Fledelius' foredrag om forholdet tekst: musik, hvortil han medførte en meget omsorgsfuldt udvalgt samling af båndoptagelser, der omfattede eksempler fra enkel folkevise over lieden (Schulz, Reichardt, Zelter) og visen (Laub, Nielsen) til fragmenter af Alban Bergs »Wozzeck«, der på fremragende måde belyste hans emne. Det var skade, at disse fine eksempler blev forstyrret af mangler ved gengivelsesanlægget, men trods dette fængsledes man så meget af stoffet, at s'amtlige tilstedeværende valgte at afstå en del af middagstimen for at høre ham til ende.

På kongressens Norges-dag var det især Trond Bruun-Hansens betragtninger over emnet »Nervøsitet og præstation«, der havde krav på musikpædagogens interesse. Det er nødvendigvis en lærers opgave at kunne bedømme om en elevs dårlige præstation skyldes sjusk eller nervøsitet. Der er ikke mulighed for nogen frugtbar undervisning, hvis han i et sådant forhold fælder en urigtig dom, og her må det vel i et vist omfang være muligt for musiklæreren at indhente hjælp gennem studier i psykologi, selv om en nok så omfattende psykologisk lærdom aldrig vil kunne erstatte et medfødt psykologisk skarpsyn.

Lidt specielle, men absolut interessante var også Hampus Huldt-Nystrøms undersøgelser af taktslagsmotiver i nordisk folkemusik med det formål at udfinde, hvori »dialektforskellene« mellem svensk og norsk folketone består helt konkret. Smagsprøver blev serveret af det finske musikforlag Fazer, hvis lille publikation »Kongressen sjunger« med henimod en snes folkeviser fra hvert land var uddelt til alle, så man hver morgen under vejledning af en kender fra et af landene selv kunne tage nogle stykker af dem i munden. Ellers fik man fra Norge klavermusik at høre, idet pianistinden Hanne Marie Salvesen-Weydahl efter en Grieg-indledning (bl. a. den store g-mol ballade, op. 24) spillede værker af Valen, Arnestad, Mortensen og Sommerfeldt, præsenteret med megen indlevelse og en lille orientering om baggrunden for værkernes tilblivelse. Også et kor, Sandefjord Jentekor ledet af Sverre Valen viste resultater fra Norge. Det var dog en lidt tung, med rigelig luft belastet stemmeklang, der her blev demonstreret i et blandet program med enkelte solosange, der viste store, gode stemmer, som imidlertid alligevel blev noget forceret. På denne måde, d. v. s. ved præsentationen af hovedsagelig færdige musikprogrammer viste Norge mindre tilbøjelighed end de øvrige lande til at gå ind i den værkstedssnak, som vel må være hovedsagen, når musiklærere mødes.

Man havde også det indtryk, at man i Finland forholdt sig ret tavs i den standende diskussion, bortset fra den finske magister Ellen Urhos kæmpearbejde gående ud på at skaffe overblik over den musikalske uddannelse af lærere i hele Norden. Og der, hvor man endelig gav sig til at tale om et af problemerne i centrum, ofredes der ildhu og glødende reformatorvilje på en sag, som af mange musikpædagoger blev påhørt med undren og skepsis.

Liisa Karhilos præsentation af gruppeundervisning i klaverspil efter den amerikanske pædagog Robert Pace's metode viste udformningen af en række ideer, som allerede kunne være hentet i Mellemeuropa for en 30-40 år siden. Det kan man kalde at gå over åen efter vand. Desværre krævede gennemgangen af Pace-metoden så meget tid, at man fik hørt alt for lidt til to svenske stemmer, Margit Andersson, hvis tanker om spænding og afspænding ved klaveret, og Gunnar Hallhagen, hvis skarpsindige viden om klaverpædagogisk-psykologiske problemer, man gerne havde taget langt mere del i.

På den anden side er der en forståelig forklaring på, at Finland netop for en menneskealder siden ikke kunne samle sig om nye ideer på det pædagogiske område. I tyverne var det den nyvundne selvstændighed, der beslaglagde nationens åndelige og materielle kræfter. Dette fik man begreb om ved kongressens indledende foredrag, hvor Eino Suolahti gav en oversigt over Finlands kulturhistorie i de godt 100 år under russisk overherredømme, hvorunder kampen for selvstændighed vågnede og voksede sig stærkt i det skjulte. Den særlig bevægede tid omkring århundredskiftet blev belyst ved gennemgang af litteraturhistorie ved Rafael Koskimies og malerkunst ved Salme Sarajas-Korte og suppleredes naturnødvendigt af betragtninger over den rolle Finlands komponist-gigant Sibelius spillede i den tid. Man fulgte her Sibelius-kenderen Erik Tawaststjernas glimrende gennemgang af nogle vigtige værker fra disse år.

Men Finland er åbenbart nået langt på et område, der betragtedes med voksende bekymring i det øvrige Norden og ganske særligt i Danmark. Landet har strygere, tilsyneladende en hel hær af børn og unge med violiner, celloer og kontrabasser. Og at de er i stand til at bruge disse instrumenter konstateredes allerede på kongressens første dag, hvor Helsingfors Finska Samskolas orkester under dirigenten Roy Asplunds ledelse spillede en Haydn-symfoni med spillemandslyst og en disciplin, der tillod fint afvejede forhold i klang og dynamik. Dette bekræftedes ved flere koncerter de følgende dage, og et kig ind i værkstedet fik man i Tapiolas Samskola, der viste sig at have 2 kor og 5 instrumentalensembler (2 med blæsere og 3 med strygere), der alle arbejdede på frivillig basis. Den opvisning af samspil mellem en bevægelses-, en sang- og en Orff-gruppe, der syntes at være resultatet af et forbilledligt samarbejde mellem de 3 lærere, Inkeri Simola, Erkki Pohjola og Egil Cederlöf (blokfløjtespillets pioner i Finland), gav både danske, svenske og norske musikpædagoger adskilligt at tænke på.

Måske havde man fået forklaring på den gunstige finske strygersituation ved at følge arbejdet i Paavo Rautios og Leena Siukonen-Penttiläs violingruppe på selve kongressen, men dette såvelsom parallelprogrammerne, den norske Anders Faksvågs blæsergruppe og Henning Bro-Rasmussens sang-gruppe, fik jeg ikke lejlighed til at følge.

En fællesoptræden af disse grupper viste imidlertid at de havde haft udbytte og morskab ud af arbejdet. Ved den afsluttende middag på Fiskartorpet i Munksnas foreslog Gunnar Hallhagen, at NMPU skulle have flere møder, både arbejdslejre for specialister og almindelige kongresser, hvilket yderligere bekræftede udbyttet af og tilfredsheden med den kongres, som Finland var vært for. Fra dansk side vil vi gerne sige tak til den utrættelige kongresleder Matti Rautio og hans mange medarbejdere for deres hjertelige omhu, der fik deres nordiske kolleger til at føle sig blandt venner.