Forholdet lærer/elev

Teddy Teirup

Forholdet lærer/elev

(Om den musiske undervisning)

Pianisten Teddy Teirup meddeler i nedenstående betragtninger et yderst subjektivt og stærkt engageret syn på lærer-elevforholdet, sådan som det tager sig ud fra den meget selvstændige og meget viderekomne elevs stade. Hvordan ser mon forholdet et fra den stærkt engagerede og meget erfarner lærers side?

Uden elev er der ingen lærer! Eleven er altså kort sagt lærerens eneste udvej for, hvad man med et skrækkeligt udtryk kalder: Selv-realisation! Eleven vandrer jo så at sige omkring som en frugt af lærerens gerning, ja eleven er i sidste ende selve lærerens kunstværk: Skaber-værket i kød og blod - eller rettere i ånd og materie! Intet under, at eleven alt ialt udgør den sjælelige parasit-føde, foruden hvilken læreren ville sygne hen.

Og dér står så eleven: Ung og uprøvet, »fattig udi ånden« - skrøbelig i selverkendelse og selvtillid. Nu er det vel et særkende for den tidligste ungdom, at den ikke kan stå på egne ben, men må have nogen at støtte sig til, nogen at se op til - nogen at identificere sig med. Den unge er endnu intet i sig selv, og da han ikke modtager tilstrækkelig hjælp til at finde sig selv, må han nøjes med at efterligne idolet - endskønt han netop derved fjerner sig fra sig selv! Det er værd at bemærke, at den unge godtager sit idol på både godt og ondt, ja at han så at sige ikke skelner mellem godt og ondt hos idolet, men nøjes med at skelne mellem idolet og sig selv. Hvad der er idolet, tager han til sig - og hvad der er ham selv, kaster han fra sig; alt dette ubeset godt og ondt!

På denne baggrund er det læreren en smal sag at dominere og afhængig-gøre eleven - og hertil har han endvidere sin alder, faglige kunnen og autoritet (evt. understøttet af navn og berømmelse) i ryggen: Vær så god at hænge på! - undervisningen er begyndt; vi har forlængst ladt de første betænkeligheder bag os. Nu gives der kun een vej frem, nemlig gennem undervisningens værste hænge-dynd: Afhængighedsforholdet mellem lærer og elev!

At undervise i kunst-udøvelse er måske om muligt endnu vanskeligere end at udøve kunst, thi her støder vi så at sige på uhåndgribeligheden i 2. potens:

Kunstneren udtrykker det immaterielle via materien - hvilket kunst-stykke!

Kunst-pædagogen (læreren i et musisk fag) forløser det mirakuløse i mennesket (eleven) - hvilket mirakel!

Dette lykkes dog også kun alt for sjældent (som ovenfor antydet), thi som oftest forgriber pædagogen sig på både elev og kunstværk. Pædagogen forsøger herunder at håndgribeliggøre det uhåndgribelige, at definere det udefinerlige, ja kort sagt at konkretisere det abstrakte. Intet under, at han kommer til kort og i stedet stirrer sig blind på kunstens ydre attributter: Dens form, dens påviselighed eller med andre ord det man kan tage og føle på. I reglen »udvider« pædagogen sin undervisning med at demonstrere sine færdigheder og intentioner for eleven, hvorpå denne forsøger at imitere det foreviste efter bedste evne. I jo højere grad denne imitations-proces lykkes, i jo højere grad siges læreren at være en god lærer og eleven at være en god elev. Denne metode - som stort set må siges at være den almindeligste - forbigår dog undervisningens fornemste opgave: Frigørelsen af elevens selvstændighed og egenart. Bemærk, at Sokrates ikke fremsatte nogen visdom selv - men i stedet hjalp andre til at søge den ad deres veje! Hvad man kunne ønske sig af vore pædagoger, er altså en øget forståelse af elevens egenart og egenværdi. Den docerende bedreviden må opgives til fordel for en eksperimental forskning, i hvilken både lærer og elev tager del.

Elever! - vid, at aldrig var I mine elever; og aldrig var jeg jeres lærer.

I er jeres egen lærer - og jeg er min egen elev!

Hvis I hos mig syntes at finde, hvad I ikke før havde fundet - da vid, at dét, I fandt, ikke var mig - men jer!

Enhver mestrer sin metode - hvorfor vil du forresten bytte?

Når den orientalske læremester øver eleven i at male, at arrangere blomster, at fægte eller lign., øver han i virkeligheden ikke eleven i nogen af delene, men han fører eleven ind i sig selv, ind i sit dybeste indre - helt ind i »Himmeriges rige«! Omend vesten vil få svært ved at adoptere« en sådan holdning, kan den dog lære et og andet af østens »pædagogik«. Om nogen egentlig pædagogik kan man dog imidlertid ikke tale, idet den orientalske læremester virker i kraft af det, han er, og ikke i kraft det han siger og gør. Ved sin blotte tilstedeværelse bringer han eleven til selverkendelse, ja endog når han ikke er til stede - thi han har een gang for alle bragt eleven til at studere på sit eget og ikke på sin lærers initiativ!

Kunstnerens opgave er at skabe kunst-værket - han er kunst-værkets fader.

Kunst-pædagogens opgave er at føde kunstneren - han er kunstnerens moder; - og dog er dette kun den halve sandhed, thi den sande kunstner er den, der føder sig selv!

Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde, Rønnegade 1, 2100 København Ø, vil gerne i forbindelse med organister eller musikpædagoger med nogle timer til rådighed, der kunne tænke sig at lære at overføre noder til blindskrift. Betaling efter aftale.

Henvendelse til trykkerileder Adolf Andersen, telf. (01)294822.