Musikpædagogikken på konservatoriet

Af
| DMT Årgang 43 (1968) nr. 01 - side 25-25

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Concerto Copenhagen

Musikpædagogikken på konservatoriet

Ved årsfesten på Det kgl. danske Musikkonservatorium den 4. december 1967 udtalte rektor, professor Svend Westergaard:

På visse punkter er konservatoriets ny studie- og eksamensordning udtryk for, at man har haft opmærksomheden henvendt ikke blot på de stigende tekniske og kunstneriske krav, der stilles til de professionelle musikere, men også på de problemer, der findes på publikumssiden, altså på den almene musikkulturs område. Den ændring, der er sket i den musikpædagogiske uddannelses placering i studiet, tager jo nemlig sigte på det store behov for en effektiv og kvalificeret musikopdragelse. Man har bestræbt sig på at indrette det således, at det for den studerende bliver mere tillokkende og praktisk bekvemmere at inkorporere den to-årige pædagogiske uddannelse på et relativt tidligere stadium af det samlede konservatoriestudium, og således, at aflæggelse af musikpædagogisk eksamen vel kan være en fuldt normal og højt kvalificerende afslutning på studiet, men tillige således, at de to års pædagogiske studium videreudvikler de kvalifikationer, der specielt kræves af studerende, som sigter mod fortsat studium inden for de musikermæssigt mest krævende af konservatoriets studielinier. Det er konservatoriets opfattelse, at den godt og alsidigt uddannede musiker, som tillige er udrustet med pædagogisk tænkemåde og træning, har forudsætninger for at hjælpe andre mennesker frem til - enten som aktivt musicerende eller som virkeligt lyttende tilhørere - at tilegne sig musikkens værdier og ikke blot modtage dem, som gåsen modtager den spand vand, man smider over den.

Lignende overvejelser, som ligger til grund for den netop skitserede ramme for den pædagogiske uddannelse, har naturligvis sat deres præg på indholdet, således som det er udarbejdet i studieordning og eksamenskrav, og det er nærliggende at antage, at erkendelsen af de almene problemer vil fortsætte i stigende takt og gradvis afstedkomme udbygninger, ændringer og forsøg med hensyn til undervisningens form og dens sigte.

Samtidig er det klart, at løsningen af store musikkulturelle opgaver beror på mange andre instanser end konservatorierne. Det vil forhåbentlig lykkes os at stille musikpædagoger i stigende antal og med en stedse mere adækvat uddannelse til rådighed for musikkulturen i Danmark, men hvis de skal komme til at fungere efter hensigten og udnyttes tilfredsstillende, så kræver det samarbejde mellem en række forskellige institutioner og myndighedsområder med det formål, at de placeres på de rigtige arbejdsmarker og under tilstrækkeligt betryggende materielle vilkår.