Beat-musikken .. Et spørgsmål om orgasme

Carsten Grolin:

BEAT-MUSIKKEN ... ET SPØRGSMÅL OM ORGASME

Carsten Grolin er popmedarbejder ved »Ekstrabladet« og har ofte markant søgt at fastslå popmusikkens og popkulturens egenværdi som kultur, dmt har bedt ham uddybe sine synspunkter.

Jeg ville gerne, for at tilfredsstille visse nostalgiske behov, have skrevet en saglig, citatspækket, med eksempler veldokumenteret afhandling om det fra redaktør, mag. art. Poul Nielsen opgivne emne: Hvorfor er popkulturen en kultur, hvori består dens egenværdi over for det, man plejer at kalde kultur, hvori består den nutidige popmusiks egenværdi, på lige fod med den »seriøse« musik og jazzen??? (de ironiske svævende kommaer omkring seriøse er for egen regning).

Det ville imidlertid sige, at jeg gik ind på at benytte mig af den sædvanlige omgangsform, teoretisere, tale om det nye i det gamle sprog for at få det akcepteret og i sidste ende kanoniseret af de romantisk-idealistisk orienterede bærere af det, »man plejer at kalde kultur«, og fik megen tid til at gå med at koncentrere mig om på teoretisk plan at behandle muligheden for at udtrykke sig og i så tilfælde hvordan. Hvilket selvfølgelig er en meget naturlig, omend i al væsentlighed temmelig ligegyldig beskæftigelse for et kulturhierarki, som i al væsentlighed forsøger at videreføre den store vestlige individualistdrøm i en kollektiv verden og derfor med de benovede politikeres og skolelæreres hellige afguderi i ryggen forsøger at opdrage en befolkning, som de foregiver at solidarisere sig med, men i virkeligheden foragter, til at overtage deres egen forældede kulturopfattelse, mens de ikke kunne drømme om selv at overtage noget af eller beskæftige sig med den folkelige (rædsomt udtryk, men hvad) kultur.

Jeg er naturligvis udmærket klar over, at der i den »seriøse« kulturs rækker er folk, som er klare over dette dilemma og forsøger at trække kunsten ned fra piedestalen, væk fra netop at være noget kunstigt. I hovedsagen - og det er altså argumentet - henvender de sig imidlertid på teoretisk plan til piedestalen for at overbevise den i stedet for blot at skabe det, de ønsker, som et alternativ. Jeg tænker f. eks. på Ta'-gruppens groteske og for mig komplet uforståelige for ikke at sige overflødige ordgyderi omkring upopulærkulturen. For de er jo egentlig meget skægge, når de glemmer teorien og underholder, selv om oplevelsen stadig er nogenting for akademisk.

Eller de laver, for at være rigtig folkelige, værre pop end den værste pop, når de allernådigst stiger ned. Jeg mener bare Rifbjergs »Jeg er sgu min egen«. Eller Niels Jørgen Kaiser som sådan. Foragten afsløres klart i »nedstigningen«.

Det, der interesserer mig, er primært oplevelsen af det, jeg vil foretrække at kalde meddelelse frem for kunst, idet jeg betragter det, man kalder kunstner, som en person, der særligt har udviklet denne meddelelsesevne eller muligvis blot har et stort meddelelsesbehov. Men hvor grænsen mellem almindelig dagligdags meddelelse og det, man kalder kunstnerisk meddelelse går, er jeg ikke så sikker på. Hvis der overhovedet er nogen.

Med andre ord kan de foreliggende spørgsmål egentlig ikke besvares. Eller det er skide ligegyldigt at besvare dem. Beatmusikken eller hvad man nu skal kalde den, eksisterer. Der bliver indspillet plader, skrevet sange, afholdt koncerter, skrevet anmeldelser, udgivet blade og tidsskrifter om den, snakket om den, elsket, hadet, grædt og leet til den, danset til den, siddet stille til den. Der foregår altså konstante meddelelser. En del mennesker oplever en hel masse, muligvis fordi de via hash og LSD har udviklet oplevelsesevnen så meget, at de kan absorbere eksperimenter, ord, meninger, holdninger, toner og alt sådan noget, som man ikke tidligere har forbundet med populærmusikken og som det ikke er lykkedes finkulturen at kommunikere. Uden tvivl har hash-kulten, som jo ikke er de 200 psykiske tilfælde, man læser om i dagspressen, haft enorm betydning for miljøets formulering, for den vej beatmusikken og menneskene omkring den har taget. Hash er primært en oplevelsesintensivator, fører, brugt på rette måde, tilbage til den åbenhed, man besad, før man kom i voksen-gørelsesmøllen, uden som spiritussen at barnagtiggøre. Man bevarer sin viden, sin erfaring, men får den sædvanligvis stillet i hidtil ukendte sammenhænge, hvilket medfører nye perspektiver. I stedet for at lukke folks oplevelsesevner af med teori og velmenende propaganda om kunstens nødvendighed, burde man sætte ind på at rendyrke og rense oplevelsesevnen, for min skyld, sådan som situationen er i sådan som spændingen mellem vore elementære behov og samfundets effektivitetskrav er, gerne ved terapeutisk gruppebehandling med hash. Det ville ganske vist medføre, at flertallet af lærerstanden måtte søge andet arbejde, fordi den ikke ville slå menneskeligt til, men det ville givet være et skridt på vejen til et lykkeligere samfund.

Man kan tale om sine egne oplevelser. Det er relevant. Man kan tale om tusind orgasmer sammen med Cream, Hendrix, Stones. Man kan tale om teater sammen med Procol Harum, man kan tale om den voldsomme, frie styrke i Doors' klart formulerede revolution, om Dylans troldspejle, om Jefferson Airplanes, Buffalo Springfields og Country Joes ufatteligt nøgne poesi. Alt det og meget mere kan man tale om. Hvad det fortæller?

Selvfølgelig er det muligt at sige, at det meste beatmusik er blues-baseret. Også at den henter elementer fra såkaldt seriøs musik, fra ældre underhold-ningsmusik, fra folkemusik, fra orientalsk musik og gør dem til sine egne, til en egen stil. Man kan også tælle takterne eller analysere harmonierne. Det siger blot ikke så meget. Thi man skal ikke begynde at gå ud fra som givet, at fordi visse tonesammensætninger, harmonier og taktarter er vedtaget vanskeligere og finere end andre, er de også til enhver tid bedre i stand til at udtrykke noget. En normal musikæstetisk vurdering vil altså ikke givet kunne overføres på beatmusikken. De fleste tilhørere kender den i øvrigt ikke, og er også ligeglade. I de tilfælde, hvor den vedtagne æstetik er brugt, er musikken ofte blevet accepteret på helt forkerte præmisser, eller væsentlig musik er blevet afvist, mens uvæsentlig er blevet hyldet. Beatles er næppe så væsentlige som f. eks. Rolling Stones. Grunden er den samme, som har ført til deres accept hos kultur-hierarkiet: de holder sig hovedsagelig inden for det vedtagne, vesteuropæiske skønhedsideal, mens Rolling Stones og Who, f. eks., klart bryder med dette, f. eks. i den orgiastiske, destruktive koncertform, hvor musikkens skønhed, harmoni eller sådan noget er komplet ligegyldig for kommunikationen. Hør Live-LP'en med Rolling Stones, og jeg behøver ikke forklare mere.

Det er altså udefinerlige størrelser som puls, kommunikationsevne, følelsesintensitet, chockvirkning, visuel virkning, atmosfære, nutidighed og fremtidighed, anarkisme, barbari, der betyder noget. Det er samspillet mellem gruppe og publikum, der er hovedsagen. Kommunikationen på alle planer, rytmen, der er stærk, enkel og pågående, sådan som jazzens var det, før den blev intellektualiseret og mistede sammenhængen med pulsen og maven. Mit eget rytmiske bræk, siger Dylan.

At snakke om denne kommunikation: beatmusikken adskiller sig sandsynligvis fra det meste af den øvrige kultur ved at være en ganske bestemt klasses ungdommens, helt private, internationale, totale teater. Den er en livsstil, en stat i staten, på tværs af landegrænser og national kultur. En barskere, grovere livsstil end vor vestlige kulturtradition kender. Bortset naturligvis fra jazzen. Der er tale om orgasme. Jeg taler om orgasme. Beatmusikken går ud på at genopdage orgasmen i alle dens facetter. Mens finkulturen må nøjes med at onanere eller når det går aller højest i visse eksperimentelle teaterstykker f. eks. (som jo i øvrigt også er skrevet af unge) snakke om orgasme. Vor kulturtradition går kort sagt ud på en forfinelse af selvet, mens beatkulturen, også når den kun benyttes som ren og skær underholdning, går ud på en realisation af selvet.

Det ligner jo alt sammen temmelig meget Antoine Artauds allerede for mange år siden nedskrevne visioner om det fysiske teater, det grænseløse teater. Skabt af folk, som sandsynligvis ikke aner hvem Artaud er, og hvis de gør det uden benovelse vil sige: Hip fyr, ham Antoine.

Sådan oplever jeg det. Der har været forskellige faser. Der er stadig forskellige faser, virkemidlerne, klangene har ændret sig i takt med både musikernes, publikums, og dermed miljøets, bevidsthedsgørelse. Men ret beset er der ikke nogen egentlig forskel på de tidlige beatteaterforestillinger, hvor det, som Mick Jagger synger, var »the singer, not the song«, der betød noget, samværet, det kultiske samvær, orgiet, lydorgiet, stolesmadringsorgiet, spillet mellem musikere og publikum om hvem der kunne drive hvem længst ud, og de nuværende koncertformer, hvor man med andre midler, f. eks. lysshow, rollespil (Hendrix taler om at udføre rene teaterforestillinger ved sine koncerter), påklædning, bevægelse (Arthur Brown bruger japansk og indisk påvirket dans i sit s'ceneshow, andre på mere primitivt plan bruger go-go-danserinder, som i øvrigt kan være meget lidt primitive), mimik, image, lydstyrke, forsøger at skabe en total fysisk oplevelse.

Fysisk oplevelse ja. Alle sanser, sandsynligvis også lugtesansen tages i brug i koncertsalen. Man oplever ikke med ørerne, man involveres med hele kroppen. Jeg lytter med maven eller benene. Der er tale om en form for ophævelse af det køligt vurderende selv, af den tilbagelænede nydelse til fordel for en times intenst samvær, som efterlader alle medvirkende rensede, udtømte, salige. En rus, kan man kalde det.

Vigtigt her at understrege, at beatmusikerne, miljøet forholder sig afslappet, naturligt, helt selvfølgeligt til de kollektive udtryksmåder. Plader, film, TV, som filmkulturen i al væsentlighed blot bruger som PR, til at promovere det bestående i det beståendes egen form, i større format. Altså uden fornemmelse for mediernes væsen. Beatmusikerne er de eneste, for hvem det er lykkedes at rendyrke (stadig på vej) grammofonpladen som en selvstændig udtryksform. Hvori de ligner filminstruktørerne, hvem de i øvrigt også er i klar samklang med. Beatmusik-pladen (eksempelvis Hendrix nye LP, Stones, Sgt. Peppers, Doors osv.) er lige så total som koncerten. Når den er bedst, kan den tilmed være visuel, fysisk til stede. Eksperimenterne med formen har givet tredimensionalt resultat.

Beatkoncerten, beatmusikken, beatpladen er jo nemlig en fusion af alle de ingredienser, som normalt arbejder alene. Musikken, ordene, det visuelle. Jeg tvivler på, der bliver skrevet mange romaner, digtsamlinger eller skuespil i denne generation. Alt det talent som tidligere ville have kastet sig over disse former, tiltrækkes af beatmusikken, hvor muligheden for at udtrykke sig så meget stærkere, så meget større, så meget mere i samklang med den fysiske fornemmelse af vor egen tid er enorm. En hel roman, et helt skuespil kan rummes i en sang. En hel filosofisk afhandling ligeså. (Dylan, Doors, Stones m. v.) Og skabelsen er kollektiv, væk med billedet af den ensomt skabende kunstner, der kaster sin manna for de isolerede nyderes fødder. I samværet mellem kunstner og publikum i den øjeblikkeligt skabende akt, findes den største tilfredsstillelse.

Og efter som det er mit synspunkt, eller hvad man skal kalde det, at kunst hedder meddelelse og altså dybest set er et kommunikationsbehov, både hos den formulerende og de medformulerende (det man plejer at kalde publikum), er en af de ting, som i hvert fald tiltrækker mig, samhørsfølelsen, fornemmelsen af at have noget sammen, at opleve noget sammen, være aktiv deltager i et skabende miljø, hvor mistillid ikke først skal overvindes, hvor andægtigheden, benovelsen er fraværende, hvor meddelelsesfrustrationen er fraværende, fordi alle solidariserer sig med alle. Jack Bruce fra The Cream siger f. eks. ikke: Og så kom vi der og sendte dem helt ud i verdensrummet. Han siger: Pludselig den aften kunne vi ligesom mærke, at publikum bar os på en stor bølge. Alle muligheder stod åbne, og vor musik løsnede sig og begyndte at svæve. Jeg synes, det er en fattig fornemmelse at stå der og vise sin blændende teknik, hvis der ikke er nogen genklang. Så er det jo kun sig selv, man har meddelt sig til.

Jeg mener bare. Publikum rejser sig op og svarer igen, man kan mærke bruset, også når Donovan, den stilfærdige Donovan står på scenen og er stilfærdig og inderlig. Man kan mærke tilliden, kærligheden. Folk klapper sgu også af det tøj, den bombe i øjnene, musikerne kan berede. En dag klapper de nok også af deres eget tøj. Fantasien er på spil alle steder. Der bliver skabt alle steder. Gå til koncert engang og se, hvordan der er lagt kærlighed, kunst, kultur eller hvad, i hvordan man ser ud. Gå til en klassisk koncert eller en jazzkoncert og oplev den sort-hvide forfinelse.

Alle sidespringene, det samlede miljø. Måden folk klæder sig på, lever på, er sammen på, betyder lige så meget som musikken. Butiksvinduesudsmykning det hele. Virkeligt at forstå, hvad det drejer sig om, kræver derfor, at man går ind i det, der altså er en kultur, og oplever. Thi det er en kultur, som til og med i øjeblikket arbejder intenst på helt at skabe sit eget kommunikationsnet, hvor den voksne generation (jeg tænker her ikke på alder, men på den tilstand af nedkulet, frustreret fantasi, man kalder at være voksen) er uden indflydelse. Egne produktionsselskaber er allerede en realitet for de fleste grupper, og den kunstneriske kontrol dermed borttaget den »kommercielle verden«, som trods alt har den fordel frem for den »kulturelle verden«, som blot foregiver ikke at have kommercielle motiver (kommerciel ligestilles' her med magt), at den er uden moralske fordomme, og derfor lige så gerne promoverer kvalitet som juks, såfremt der blot er penge i det. Derfor kan der i dag på beatplader og i koncertsale siges ting til et millionpublikum, som næppe tør hviskes i vor hjemlige massekulturformidler TV og radio, og ellers kun fås i oplag på 750 eksemplarer, som aldrig bliver solgt. Til dette billede hører med, at vore hjemlige kulturformidlere, stadig TV og radio, som har befolkningens åndelige vækst så stærkt på sinde, at selv underholdningsafdelingen er blevet en underafdeling af de kulturradikale, med næsten enestående konsekvens holder den beatmusik, jeg her snakker om, ude, mens den skamløst giver plads til dusinvarerne. I en situation, hvor det kulturbillede, disse institutioner er sat til at forsvare, trues af en ny vital kulturstrømning, er de før så foragtede familiepopudøvere åbenbart ligegodt at foretrække.

I øvrigt er dette et statement, en opfordring til at opleve. Ønsker man ikke at opleve på den måde, kan man blot lade være. Min sandhed er kun min sandhed, og den eneste objektive sandhed, jeg kender, er at vi fødes, elsker, dør. Og det er ikke engang sikkert. Med andre ord: Dette er ikke fra min side et diskussionsoplæg.