Forplumring og klarhed om poppen

KOMMENTAR

FORPLUMRING OG KLARHED OM POPPEN

De tre hovedbidrag i dette nummer af dmt er vidt forskellige. Men de har dog fælles grundtema: spørgsmålet om værdikriterier i forbindelse med fænomenerne »trivialkultur«/»finkultur«.

Dette tema er ikke nyt i dmt's spalter. I to special-numre her i 60'erne har det stået på dagsordenen. Dels var der anti-pop-nummeret i forbindelse med musikradioens oprettelse i 1963. Dels var der »poppen-popper-op«-nummeret i 1966, der bl. a. indeholdt Per Nørgårds senere så omtalte seriøse Beatles-analys'er.

Kontrasten mellem disse to numre aftegner en ændring i holdningen over for trivial-kulturens produkter, som må siges at være yderst signifikant. Fra den romantiske og modernistiske meget dømmende, moralis'erende, næsten puritanske attitude over for poppen til åbenhed, accept, interesse, ikke sjældent værdsættelse. Dette motiveredes i dmt's Beatles-nummer først og fremmest med, at der er sket en decideret kvalitetsforbedring af poppen. Men det er næppe hele forklaringen. Meget tyder på, at pointen i dette skifte just er selve skiftet, selve holdningsændringen, som igen er baseret på en radikal ændring af synet på forholdet mellem kunst og samfund, mellem kunst og værdi-opfattelse i det hele taget.

Det lange perspektiv i dette står klart i Carl Dahl-haus's historiske artikel om trivialmusikkens opståen i det forrige århundrede. Eller måske er det forkert at tale om trivialmusikkens opståen. Som Dahlhaus fremhæver, har der altid været musik af forskelligt niveau.

Nyt i romantikken var, at disse niveau-forskelle føltes som problem. Og hvorfor? Fordi romantikkens kunstsyn var præget af en værdiabsolutisme, der var baseret på idealistiske forestillinger om kunstnerens repræsentative funktion for mennesket (menneskeheden).

Denne idealistiske værdi-absolutisme har fortsat præget kunstsynet langt op i dette århundrede. Klart artikuleret er den hos Th. W. Adorno, når han erklærer, at hvis de store værker fra den store musik er sandhedsvidnesbyrdj så tåler de objektivt ikke trivialmusikken, den musik, der ikke hører hjemme i Hölderlins »Land des' hohen, ernsteren Genius«. Det er præcis dette syn, der ligger bag den anti-pop-puritanisme, som via Hermann Broch's opfattelse af Kitsch som »das Böse im Wertsystem der Kunst« herhjemme stærkest blev hævdet af Villy Sørensen og Johann Fjord Jensen.

Og det er præcis dette syn, som man i disse år så afgørende drejer sig bort fra. Det er en drejning, der ikke foregår i et ryk, men snarere som en proces. Det ser man bl. a. deraf, at problemstillingen ofte er udsat for stærk forplumring. Når Per Nørgård f. eks. værdsætter visse Beatles-melodier på højde med den store musiks fuldt artikulerede vidnesbyrd, sammenblandes værdisystemer, der overhovedet ikke har noget med hinanden at gøre. En tilsvarende forplumring foretages af mange pop-skribenter, naturligvis med modsat fortegn. En kronik af Kaare Per Johannesen i »Politiken« for nogen tid siden med proklamation af beat-musikken som den egentlige »vor tids musik« er et eksempel herpå.

Ufarlig er denne forplumring næppe. Glorificeringen af popkulturen kan i mange tilfælde blive falsk legitimation af den musikalske horisont-forsnævring, som i mange år har kendetegnet danske intellektuelle. Robert Reisners artikel i dette nummer af dmt er et temperamentsfuldt opgør med denne tendens; skønt artiklen mere specielt tager sigtet på folkemusikbevægelsen, kan dens ræsonnement meget vel overføres på situationen i almindelighed.

Fundamentalt anderledes er indfaldsvinklen for Carsten Grolins betragtninger. Men for så vidt angår den i denne kommentar omhandlede rent æstetiske problematik er Grolin ganske klar i sin standpunkttagen: den normale æstetiske vurdering kan næppe med rimelighed overføres på et fænomen som beatmusikken. Denne er del af et eget værdisystem. Nu bruger Grolin dette som led i en generel, ungdomsbevægelses-bestemt polemisk holdning over for finkulturen. Det er ikke langt fra, at Grolin ligefrem har en moraliserende og fordømmende holdning over for denne finkultur. Hans artikel virker passagevis som Fjord-Jensen stillet på hovedet. Og herved afsløres, at Grolins betragtninger alligevel ikke er baseret på nogen sammentænkning af den værdi-problematik, som anerkendelsen af uafhængige værdisystemer uvægerlig medfører.

Det bedste forsøg på en sådan sammentænkning er uden tvivl stadig væk Hans-Jørgen Nielsens artikel »What's happening baby« i tidsskriftet »ta'« nr. 1. Her er tingene sat på plads med afløsningen af værdi-absolutismen ved en værdirelativisme, som netop ikke er værdi-nihilisme derved, at alt bliver lige gyldigt og alle værdisynspunkter derfor ligegyldige. Relativismen er her deklareret som åben accept af den samtidige eksistens af forskellige niveauer, eller forskellige værdipunkter. Hermed er klart sagt farvel til en epoke, der følte niveau-forskellene som problem. Der er sagt farvel til en kunst-idealisme af til syvende og sidst metafysisk karakter - uden at niveau-forskellene af den grund benægtes.

Poul Nielsen.