Hvorfor jeg afskyr folkemusik

Robert Reisner:

HVORFOR JEG AFSKYR FOLKEMUSIK

Jazz-kritikeren Robert Reisners artikel har oprindelig været publiceret i Folk Music, senere i »The American Folk Scene: Dimensions of the Folksong Revival«, ed. by David A. De Turk and A. Poulin, Jr., Dell Publishing Co., New York 1967.

Synet af en guitar-kasse (hvis den ikke er i hånden på en jazz-musiker eller en klassisk musiker) virker efterhånden provokerende på mig. Ved et selskab er det særligt irriterende. Det betyder, at folk vil holde op med at opfatte, holde op med at prøve at kommunikere og i stedet slå kreds om en eller anden amatør og føjeligt bede om de gamle travere, som f. eks.: »Scarlet Ribbons«, »Black is the Colour of My True Love's Hair« eller »The Riddle Song«. De vil til sidst nå frem til folkemusikkens nationalsang »Greens-leeves«. »Greensleeves« er en af de store kanoner, der bliver kørt i stilling, når man fortæller folkemusikerne, at deres musik er at ligne ved skummet mælk. Javel, melodien er dejlig, men desværre er den blevet spillet så mange gange, at den ikke kan kompensere for talløse »Foggy, Foggy Dews« og »On Top of Old Smokies«.

Hemmeligheden ved store mestre afslører sig ikke altid let. I mange tilfælde må man høre den samme koncert eller strygekvartet et par gange, før den får fuld virkning. Finesser af den art eksisterer ikke i folkemusikken. Det er i orden, når det gælder underskolen og måske mellemskolen. Den er så forarmet musikalsk kost, så idiotisk simpel, at reklameindustrien har grebet til den som middel til at sælge sine produkter.

Jeg har intet imod folkemusik med måde. Visse russiske og israelske stykker er charmerende. Den er meget interessant, når den er ægte primitiv, når den fremføres af Furry Lewis, Slick-Horse Hammond, eller Willie Nix. Folkemusik kan have litterær interesse. Den kan udtrykke ærlige følelser på en ligefrem og poetisk måde. Der er intet i vejen, når den er inkorporeret i Bach-kantater eller symfonier af Beethoven og Sibelius. Bartók bruger den i sin musik, og iklædt Tjajkovskijs geniale instrumentation er den strålende. Jeg er bare led og ked af de opblæste proportioner, det blotte omfang af folkemusikbevægelsen. Jeg er træt af folk, som prøver at lægge ansigt til folkesangs-repertoirets gamle travere med de obligate tre akkorder.

Jeg frygter for ungdommen og en forkvakling af dens smag. Denne musik er en værre trussel end rock 'n' roll. I det sidste er der en masse uhæmmet sex appeal. Det kan forstås som en periode, alle energiske unge har, hvor de twister og vrikker og simulerer kærlighedens bevægelser. Mange af dem går videre til den mere sofistikerede sensualitet i rigtig jazz. Rock 'n' roll tjener som afløb for noget seksuelt. Den har energi og fart, skønt den mangler god musiks mangfoldighed. Folkemusikken er så let en udvej for den hykleriske musikanalfabet, at han hele sit liv aldrig behøver komme videre. Jeg anklager dette blad (Folk Music) for at fremhjælpe fordærvet ved at godkende denne musik. Ved denne stadige gøren stads af folkemusikken, ved de mange bøger, doktorafhandlinger og tidsskrifter, gives et alibi til de mennesker, som ikke ønsker at lære værdierne i seriøs musik, jazz såvel som klassisk, at kende. Det giver dem en følelse af at være midt i hovedstrømmen af samtidens kultur, af at høre til, af at ha' fingeren på pulsen. De har fingeren på pulsen omtrent i samme grad som »Det Bedste«. Følgende er et glimrende eksempel på den litterære svindel, jeg var vidne til nogle år tidligere, da folkemusikken begyndte at dukke frem i horisonten. Det var en meget varm dag, 30 grader, en tætpakket tilhørerskare i et udendørs teater - galskab fra starten. Frem træder en elegant klædt herre med en cithar eller sådan noget lignende. Han introducerede det først valgte nummer. »Jeg vil nu fremføre en sang, som blev skrevet i det 12. årh. af Cappadocianermunkene på pergament; det blev så transcriberet til gl. fransk af nogle vandrende gøglere. Senere er det oversat af den engelske musikvidenskabsmand J. Cuthbert Twilly.«

Så begyndte den elegant klædte herre at synge: »I met a lovely young maid, tra la, tra la - Would you like to sit in the shade, tra la, tra la...« Bragende bifald fra de fjolser, som var blevet bogstaveligt forført.

Ikke engang Allen Shermans parodier har kunnet gøre noget. Folk ler af ordene og hjernevaskes endnu en gang af de gamle melodier.

Da mine første ytringer mod folkemusikken var kommet på tryk i »Village Voice« (3. april 1957 og 24. februar 1960), var jeg nødt til at undlade at gå i Washington Square Park i adskillige uger, indtil det værste var drevet over. En berømt jazz-kritiker slog fast, at mine betragtninger over folkemusik var tåbelige. Muligvis, men det følgende år var jazzen slået helt ud i koncertbureauerne. I Town Hall og Carnegie var der med undtagelse af Dave Brubeck og the Modern Jazz Quartet næsten ingen jazzprogrammer. Ingen bureauer turde satse på jazz, når de for meget færre penge kunne få The Nudnicks', The Larynxes, eller Mac Dugal Street Mountaineers og så få fuldt hus. Det er det, der piner mig mest. Truslen ligger i Creshams lov, som siger, at dårlige penge fordriver gode. Den simple monotone folkesang er i færd med at skubbe jazzplader og klassiske plader ud af hjemmene ved sin blotte fysiske eksistens. Grammofonpladeforretningernes kasser er fulde af folkesangere, som højst er gode nok til at underholde familien. Hver gang jeg angriber disse barnlige viser, bliver jeg spurgt: »Hvorfor ikke kunne lide det hele og være fordomsfri i sin smag?« Det kan man ikke. Man har kun så og så meget tid at bruge på at lytte til musik. Og i den tid må man vælge det bedste eller snyde sig selv. Hvis man skal høre bare hovedværkerne af Mozart, Bird, Bach, Lester Young, Beethoven, Wagner og hundredvis af kunstnere, som har dybde, hvori helvede finder man så tid til den kling-klang musik og det calypsobras, jeg ser på hylderne i hvert eneste hus, jeg kommer ind i? For at demonstrere bredden i deres smag, har de ved siden af de mange Belafonte-plader en med titlen »Fifty Great Moments in Music«, et album omfattende glimt fra »Carmen«, »Flight of the Bumble Bee« og »Svanesøen«. Resten af samlingen udgøres så af albums med musical-showets forsimplede formler.

»Folk«-folkene gik forud for Beatnik'erne. Det var dem, der opfandt uniformen: jeans, sorte strømper, langt hår etc. Hvis det så bare var begrænset til dette retningsløse lavere society - ok. De laver deres larm, turisterne glor, til solen går ned, og så går de og kunstnerne tilbage til the Bronx. Men nej, truslen har bredt sig til hele landet.

Folkemusik en genvejen til at blive 'entertainer' nu om stunder. Udtryk dig selv! Skaf nogle piger! Skaf dig en indspilningskontrakt. Køb en guitar, lær tre akkorder, og du er etableret. Dette society er det nemmeste i verden at komme ind i. Der er ingen standard for vid, intelligens' eller indkomst. Alt hvad der behøves er noget snavset tøj. For at være individualistisk kan man tage en ring i øret eller i næsen. Det er også udmærket, hvis man får sig en kælenavn, noget i retning af 'Bowtie Bennie' eller 'Beetle'.

Den oprindelige folkemusik var legitim nok. Den havde umiddelbarhed, den var politisk. Den fortalte om uretfærdigheder. Den var aktuel, ligesom aviser. Den var spontan, kreativ. Det synes en smule anakronistisk med disse oprørske elementer i jeans fra Bronx, Brooklyn og forstæderne, som er inde i en proletar-fase og brøler op om minearbejdernes og fagforeningernes forhold, de som selv lever midt i rumalderen.

For folkemusikkens lyttere kan vi stille diagnosen, en te!l-me-about-the-rabbits«-psykose. En trang til at høre det gammelkendte refrain. Det er sikkerhed, svarer til sutten. Man ser for sig denne bebrillede type 'lonely hearter' ti! folkemusik-kor og folkedans, ude efter sex på en sund (?) måde uden at finde det.

Det sandeste udtryk for amerikansk musik er for mig den populære sang. Den er både sentimental og sofistikeret. Den udspringer af de romantiske og agressive kvaliteter i den amerikanske scenekunst. Hvor mange »Body and Souls«, »Night and Days'« og »Dancing in the Darks« er mon gået tabt, mens 'Børnetimen' fortsætter inden for music-business? (På dansk ved Pia Borgwardt).