Musikalier

Af
| DMT Årgang 43 (1968) nr. 02 - side 47-49

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

MUSIKALIER

DANSK MONUMENT-SERIE

DANIA SONANS II. Udgivet af Jens Peter Jacobsen for Dansk selskab for Musikforskning. Musikhøjskolens Forlag. 1966. XXIX + 161 pp.

For mange år siden udgav Knud Jeppesen for »Samfundet til Udgivelse af Dansk Musik« under titlen »Dania Sonans« værker af Chr. IV's vicekapelmester, Mogens Petersen. Man anførte den meget lovende undertitel: »Kilder til Musikkens Historie i Danmark« og længere nede: »Serie 4, nr. 1«. Det var i 1933, og så skete der ikke mere indenfor serie 4.

Dansk Selskab for Musikforskning stiftedes i 1954 og har bl. a. publikation af ældre dansk musik på sit program. Man kan undre sig en smule over, at der først nu foreligger et resultat af denne side af selskabets virksomhed i form af en videreførelse: Dania Sonans II, men der er dog så meget mere grund til at hilse udgivelsen velkommen, som Dania Sonans III allerede er trykt (indeholdende værker af Melchior Borchgrewinck og Mogens Pedersøn), og Dania Sonans IV efter planen indenfor en overskuelig fremtid vil bringe de danske satser fra det første sæt af Cantoriets stemmebøger fra midten af det 16. årh. Hermed skulle de sparsomme rester, som tidens tand, brand og skødesløs omgang med kilderne har levnet os fra denne så rige periode i dansk musikliv, være gjort tilgængelige; i lige høj grad til glæde for forskere som for udøvende musikere og sangere.

Der står gode og initiativrige navne bag den nye Sonans-serie: prof. Nils Schiørring, prof. Søren Sørensen og prof. Henrik Glahn. Hertil må føjes det ikke uvæsentlige, at Carlsberg-fondet har ydet et

stort bidrag til udgiverarbejdet, hvilket har medført, at prisen kan holdes på et for danske forhold rimeligt niveau. Det direkte videnskabelige arbejde med og ansvar for D.S. II og III er overdraget mag. art. Jens Peter Jacobsen, som gennem flere års studier i det pågældende stof har gjort sig fortrolig med værkerne og problemerne omkring deres realisering i såvel partitur-opsætning som i vokal praksis, l D.S. II har han fremlagt tre samlinger: a) Hans Nielsen (Giovanni Fonteiio): II primo libro di madrigali a cinque voci (1606); b) Truid Aagesen (Theodoricus Sistinus: Cantiones trium vocum (1608); c) Hans Brachrogge (Giovanni Brachrogge): Madrigaletti (1619).

l indledningen (på dansk, men med sidestillet engelsk oversættelse) gør udgiveren udmærket kort og klart rede for den kulturhistoriske og musikalske baggrund. Vi får oplysninger om kapellets størrelse og sammensætning, om kontakterne med Italien og England, og om de danske musikere, der sendes på studieophold til disse lande. Især fremhæves venetianeren Giovanni Gabrielis store betydning som læremester for disse unge talenter. Det er et imidlertid et spørgsmål, om ikke dette første afsnit af indledningen trods alt er blevet en smule for kort. Man kunne f. eks. have ønsket en orientering om formålet med disse italiensk-sprogede madrigalsatser, ikke blot i bredt genrehistorisk perspektiv, men også ganske enkelt, om de overhovedet har været beregnet til opførelse af Chr. IV's hof. Udgiveren benytter selv et par steder betegnelsen »svendestykker« om samlingerne. Man kunne meget vel følge denne tankegang et stykke videre og opstille den hypotese, at de er blevet til som en slags paradeudgivelser, der i lige høj grad har været en kongelig gestus som led i en bevidst udadrettet kulturpolitik, som de måske også har været en fremlæggelse af elevarbej-

der som en smuk afslutning på de danske musikeres læretid i det fremmede. Vi ved, at madrigalen så godt som overalt i Europa omkr. 1620 var blevet fortrængt af de nye monodiske udtryksmåder, og det kan derfor være fristende at antage, at de danske musikere ved hjemkomsten mere har fulgt de nye strømninger, og at de nu genud-sendte madrigaler kun i ringe grad har repræsenteret det faktisk sungne repertoire ved hoffet. Vi er som nævnt i den kedelige situation, at mangel på kildemateriale umuliggør en klar stillingtagen til dette spørgsmål, men det havde været godt at se problemet berørt, når nu udgiveren alligevel næsten er inde på det. Yderligere to små anker må anføres: Når J. P. J. på p. IX nævner det mindre hof på Nykøbing F. slot, havde det vel også været rimeligt at anføre, at det var den udvalgte Prins Christians hof og ikke kong Chr. IV's. På p. X omtales madrigalen som form (2 gange) og som genre (2 gange). Efter almindelig opfattelse kan disse ord ikke benyttes i flæng: madrigalen er først og fremmest en genre.

Indledningens andet afsnit giver på forbilledlig måde en beskrivelse af de tre komponisters levnedsløb (den smule vi ved), og de udgivne kilders nuværende opholdssted, trykkeår- og sted, format, vandmærke etc. Derimod savner man oplysninger om notationen, især hvad de rytmiske forhold angår. Det kunne have bødet på denne mangel, hvis udgiveren i facsimile havde anført en nodeside fra hver af de benyttede kilder. Det gør han desværre ikke, han nøjes med iøvrigt smukke aftryk af frontispi-cer og forord. De italienske tekster er i et separat afsnit oversat til engelsk (ikke til dansk!); en kortfattet orientering om baggrunden for disse tekster (digtere, versemål etc.) havde vel ikke skadet, men er altså udeladt.

Hvad angår de redaktionelle bemærkninger (kun på engelsk!) til udgivelsesmetoden og de dermed forbundne problemer (partituropsætning, nøgler, taktstreger, taktskift m. m.) skønnes alt i den bedste orden. Kun på eet punkt synes der at herske usikkerhed, nemlig i forholdet til de løse fortegn (acci-dentalierne). Det er for mig at se ulogisk, at der herom anføres: »Accidentals suggested by the editor have been placed above the notes they belong to« og et par linier længere nede: »In front of the notes are added accidentals which were self-evident at the time of the composition«. Man må jo gå ud fra, at udgiveren har foretaget sine »suggestions« ud fra datidens praksis, så hvorfor skelne og placere nogle fortegn over, andre ved siden af noderne som de originale fortegn? Problemet omkring ac-cidentalierne er unægteligt vanskeligt at håndtere, især når det drejer sig om satser fra den pågældende periode, hvor tværstan-de og kromatiske forbindelser begynder at blive legaliserede; men havde det ikke været fornuftigere i så høj grad som muligt at lade den originale sats stå urørt og så anføre de forskellige typer af »suggestions« over de pågældende noder? Som et eksempel på hvor vanskeligt problemet kan være, meddeles her et afsnit af en trestemmig sats af Sistinus (nr. XXII »Lucretia mia«) (se eksemplet). Fortegn i parentes samt fortegn over noderne er anført af udgiveren. Det samme gælder iflg. de redaktionelle bemærkninger de fortegn, der her er mærket med asterisk. Især den trinvis opadgående figur volder vanskeligheder flere steder. F. eks. forlanger originalen i takt 25, basstemmen, udtrykkeligt c-d-e-fis-g, hvilket klinger stærkt dissonerende mod overstemmernes akkord: c-es. Situationen er parallel i takt 31. Originalen er dog ikke konsekvent: bassen har i den pågældende figur her udskiftet fis med f, mens det dissonerende e fastholdes. Hvad skal ensemblelederen gøre ved en opførelse i

dag- Han har faktisk tre muligheder: han kan mene, at datidens sangere analogt med takt 25 har sunget c-d-e-fis-g, eller han kan være teksttro og forlange c-d-e-f-g, eller han kan følge udgiverens forslag: c-d-es-f-f. Satserne vrimler med problemer af tilsvarende art; ofte ses melodiske forbindelser som fis-b eller gis-b, som må fastholdes af harmoniske hensyn, mens andre steder harmoniske mærkværdigheder vil kunne passere af melodiske hensyn. Det har givetvis ikke været nemt at sidde som udgiver og finde frem til konsekvente løsninger.

Jens Peter Jacobsen kan i øvrigt høste megen ære af sit gode og solide udgiverarbejde. Der har væ-

ret mange hensyn at tage, og problemerne synes at være løste fra hans side på fortræffelig måde. Ros må også tildeles bogtrykkeriet Fr. Martin i Christiansfeld og Musikhøjskolens Forlag i Egtved, der har haft ansvaret for henholdsvis tekstsider og nodesider. Alt står plastisk smukt og let læseligt. Tilrettelæggelse og udførelse af bindet (Linson-pergament) har været i de bedste hænder hos henholdsvis Ellegaard Frederiksen og Carl Nielsen. Denne fine kvalitet i alle håndværksmæssige detaljer kaster glans over værket og lover godt for serien som helhed. Man må håbe, at udgivelsen kan virke inspirerende på musikforskerne. Der er nok af opgaver i kølvandet af den nye Sonans-serie: vurdering af musikken 5 lyset af den europæiske tradition, repertoire-spørgsmålet, tonalitets- og accidentalieproblemer, satstekniske undersøgelser m. m. Men først og fremmest kan madri-galerne synges, og Musikhøjskolens Forlag har med vanlig praktisk sans sørget for, at alle satser nu kan fås som løsblade. Lad dem blive flittigt brugt!

Mogens Helmer Petersen.

Årgang 43/1968, nr. 02