Otto Erich Deutsch 1883-1967

Jens Peter Larsen:

OTTO ERICH DEUTSCH 1883-1967

Den 23. november 1967 døde i Wien den verdenskendte Schubertforsker Otto Erich Deutsch. Uden at være uddannet som musiker eller musikforsker har Deutsch gjort sig fortjent af musikvidenskaben i sjælden grad. Uden nogen sinde at have været knyttet til noget universitet eller nogen musikhøjskole, alene som »Privatgelehrter« øvede han en vidtrækkende indflydelse på den nyere musikforskning, især den, der havde tilknytning til det klassiske Wien, dets almene kultur og dets musikliv. To komponister har han særlig viet sin interesse: Mozart og Schubert, l den liste på 382 numre over hans arbejder (anmeldelser og kortere notitser ikke medregnet), som er optaget i »Festschrift Otto Erich Deutsch zum achtzigsten Geburtstag« (1963), er der 29 om Beethoven, 25 om Haydn, men 80 om Mozart og 154 om Schubert. Det er vel som Schubertforsker og som Mozartforsker Deuts'ch blev mest kendt. Hans tematiske fortegnelse over Schuberts værker citeres jo nu i koncertprogrammer verden over på linie med Köchels Mozart-fortegnelse. Men på to områder til har han været banebryder. Den »dokumentariske biografi« voksede tidligt ud af hans Schubertforskning. Og hans lille piece om »Music Publishers' Numbers« var et af de arbejder, der har haft størst igangsættende betydning for den udvikling, som har præget den nyere musikforskning så stærkt, den målbevidste stræben efter at komme bort fra en ældre tids verdensfjerne tro på, ad rent musikalsk vej at kunne klarlægge den musikhistoriske udvikling, uden først at støbe fundamentet for undersøgelsen gennem en omfattende historiskkritisk vurdering af kildegrundlaget.

Otto Erich Deutsch blev født 5. september 1883 i Wien. Han studerede i sine unge år kunsthistorie og litteraturhistorie, var en tid kunstanmelder, og et par år assistent ved Wiener universitetets kunsthistoriske institut. Efter at have deltaget i den første verdenskrig som officer i den østrigske hær, var han fra 1920 til 1926 boghandler i Wien, og derefter til 1935 bibliotekar for Anthony van Hoboken, hvis enestående samling af musik-førstetryk han hjalp med til at opbygge, l 1939 emigrerede han til England, hvor han fandt en stilfærdig virkeplads i Cambridge. 1952 vendte han tilbage til Wien. Fra denne tid tog han levende del i det af Zentralinstitut für Mozartforschung i Salz-

burg organiserede arbejde, l 1960 tildelte universitetet i Tübingen ham æresdoktorgraden.

Deutsch's allerførste arbejde er en lille bog i lommeformat. »Schubert-brevier«, udarbejdet til en serie af lignende publikationer (»Brevier-Bibliothek«) i 1905, endnu da han kun var 22 år. l denne i sit sigte populært anlagte bog ligger allerede i kim den »dokumentariske biografi«, som skulle blive en af Deutschs mest betydningsfulde indsatser: kombinationen af godt valgte originaldokumenter — her mest breve - med korte kommentarer, der sætter dem ind i sammenhængen, det hele ledsaget af gode og fyldige registre af forskellig art. l kommenteringen viser Deutsch allerede en forbløffende omfattende fortrolighed med materialet, l 1913-14 fulgte det første fuldmodne udtryk for hans beherskelse af dette område, de to af fire planlagte bind af et storværk: »Franz Schubert. Die Dokumente seines Lebens und Schaffens«, det ene med »Die Dokumente seines Lebens« (1914), det andet »Sein Leben in Bildern« (1913). Over for de i deres art fremragende store biografier fra tiden efter 1850 (Jahns Mozart-biografi, Pohls Haydn-biografi, Spittas Bach-biografi osv.) stod her en ydre set fattigere præsentation af den pågældende komponists levnedsløb, men til gengæld en fremlæggelse af lutter sikre fakta, egnet både til at tjene som grundlag for efterfølgende biografiske fremstillinger af forskellig art og omfang, og som udgangspunkt for en nøgtern bedømmelse af, hvor meget i foreliggende biografier, der var grundet på virkelig viden, og hvor meget der skyldtes rent fabulerende udfyldning. - Efter afslutningen af første verdenskrig fulgte en række mindre arbejder og artikler, for en stor del om Schubert, men inden emigrationen kom to betydningsfulde Mozart-publikationer: udgaven af »Leopold Mozarts Briefe an seine Tochter« (sammen med Bernh. Paumgartner (1936)) og facsimile-udgaven af Mozarts egen værkfortegnelse fra årene 1784-1791 (1938).

Arene i England førte Deutsch stærkere ind på to områder, der ikke var bestemt af hans forkærlighed for det klassiske Wien, men dog fortsatte linier i hans tidligere arbejde: den omfattende fordybelse i musikbibliografiske problemer og Handelforskningen. Blandt hans musikbibliografiske arbejder fra disse år er det nok den allerede nævnte publikation »Music Publishers' Numbers« (1946), der har øvet stærkest indflydelse. Den fortsætter studier over disse spørgsmål fra omkring 1930, deriblandt fortegnelsen over Haydn-førstetryk i »Katalog der Haydn-Ausstellung« fra 1932 og artiklerne om Mozart-tryk (sammen med C. B. Old-man, 1931-1932). Men en stor indsats ydede han også ved forberedelsen og det grundlæggende arbejde med »British Union Catalogue of Early Music« (1-2, 1957), som på grundlag af hans forarbejder blev ført ud i livet af Edith Schnapper. Måske dog det klareste vidnesbyrd om Deutsch's usædvanlige evne til at bore sig ind i et stof og samle de mange tråde i et rigt forgrenet mønster er hans store Handel-bog, der blev det mest markante udbytte af hans Englands-ophold. Her møder vi i selve titlen den betegnelse, der så at sige er blevet normgivende for en særlig type af bøger: »Handel. A documentary Biography« (1955). Selve den metodiske gennemarbejdning og anlægget var ikke nye for Deutsch; der havde han sin Schubertbog fra 1914 at gå ud fra. Men stoffet var ham helt fremmed. Før sin Englandstid havde han aldrig publiceret noget om Händel, og havde næppe meget kend-

skab til Handel-litteraturen og det rige engelske materiale. At han omkring 60 års alderen formåede at tage et nyt felt af diss'e dimensioner op, og at forelægge et stort set så forbløffende godt og omfattende værk, nu et standardværk for enhver Handelforsker, var en usædvanlig bedrift. - Inden Handel-bogen blev færdig, udkom hans »Schubert. A documentary Biography« (1946), bygget på den tyske Schubertbog fra 1914, og den af hans Schubert-publikationer, der for den almindelige musikdyrker mere end noget andet er blevet udtrykket for hans indsats: »Schubert. Thematic Catalogue of all his works« (i samarbejde med Don. R. Wakeling, 1951).

Da Deutsch vendte hjem til Wien, kort før han blev 70, var det ikke til et fredeligt otium, men til ny aktivitet, denne gang først og fremmest som Mozart-forsker. Frugten af hans arbejde i disse år er de tre omfattende og centrale Mozartpublikationer: »Mozart. Die Dokumente seines Lebens« og »Mozart und seine Welt in zeitgenössischen Bildern« (begge 1961 som supplementbind til »Neue Mozart-Ausgabe«), samt »Mozart. Briefe und Aufzeichnungen. Gesamtausgabe. Herausgeg v. d. Internat. Stiftung Mozarteum Salzburg, gesammelt und erläutert von Wilhelm A. Bauer und O. E. Deutsch« (I-IV, 1962-63). - Af andre arbejder fra disse år kan nævnes udgivelsen af Haydns kanons (i samarbejde med K. H. Füssl) i Joseph Haydn-instituttets udgave af Haydns værker (1959), foruden talrige artikler i österreichische Musikzeit-s'chrift, Mozart-Jahrbuch og andre periodica og festskrifter. Denne flittige arbejdsperiode rakte helt op til omkring hans 80 år. Først i de sidste 2-3 år begyndte hans fysiske kræfter at svigte, men til det sidste var han åndeligt forbløffende usvækket.

Når »O. E. D.« fik så stor betydning, ikke mindst for en række yngre kolleger, og når hans indflydelse spores i mange musikhistoriske arbejder fra de sidste 20-30 år, skyldes det, foruden den rent selvfølgelige direkte virkning af hans værker, ikke mindst et bestemt træk i hans karakter: hans helt uforbeholdne åbenhed over for andre, der kunne drage nytte af hans fabelagtige, encyklopædiske viden om de områder, som han i så usædvanlig grad beherskede. Den mærkelige rugen over stof og resultater, s'om man kan møde hos mere indsnævrede forskerpersonligheder, var ham aldeles fremmed. Mange er ham tak skyldig for stor hjælpsomhed. Han nøjedes ikke med at svare, hvis han blev spurgt om bestemte ting, men fandt han under sit arbejde stof af interesse for venner og kolleger, sendte han på stedet en kort meddelelse til den interesserede, inden sagen blev glemt.

En venlig skæbne ville, at min vej krydsede O. E. D.s mange gange igennem de sidste 35 år. Jeg lærte ham at kende endnu i den fredelige tid i Wien før Hitler; jeg var sammen med ham på en af de dage, hvor skyerne for alvor trak sammen, den dag i 1934, hvor det første mislykkede nazi-kup i Wien førte til

mordet på Østrigs kansler, Dollfuss; jeg mødte ham igen flere gange i Cambridge efter krigen, og havde senere den glæde at se ham tilbage igen 5 Wien, hvis fortid han var fortrolig med i så usædvanlig grad, og endnu en månedstid før hans død kunne jeg beundre hans usvækkede, åndelige friskhed. Hans' hjælp med fremskaffelse af materiale og henvisninger har også for mig været uvurderlig. Men når han vil huskes som noget helt for sig, er det ikke blot som forskeren og som den utroligt hjælpsomme og inspirerende kollega, men også som den fuldendte kavaler fra det gamle Østrig, som fik en til at fornemme betydningen af tradition i dette ords bedste betydning. Han var altid udsøgt høflig og taktfuld, men bag det stilfærdige, blide udtryk kunne der for den indviede godt skjule sig en meget kritisk holdning, som en enkelt let sarkastisk bemærkning var nok til at afsløre, l en tid, hvor EDB-vidunderet er i stand til at hypnotisere så mange, er det et privilegium at være blevet mindet så stærkt om personlighedens betydning og værdi.