Schönberg-noviteter

Af
| DMT Årgang 43 (1968) nr. 02 - side 45-46

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

GRAMMOFON

SCHÖNBERG-NOVITETER

The music of Arnold Schoen-berg. Vol V; CBS M2S 752. Vol. VI; CBS M2S 762.

Det femte album indeholder: Suite for strygeorkester, G dur; Seks sange med orkester, op. 8; »Friede auf Erden« for bl. kor, op. 13; Brahms: klaverkvartet op. 25, g moll, instrumenteret for symfoniorkester.

Af de fire værker er de to novi-teter på plade. Sangene op. 8, Schönbergs senromantiske tribut til orkesterliedens genre, havde fortjent en mere adækvat udførelse. Solisten Irene Jordans stemme udmærker sig mest ved klanglig egalitet og et stort dynamisk register. Til trods herfor er valget af hende til denne opgave næppe lykkeligt. Klangen er grødet, intonationen upræcis, hendes evne til at forme en melodisk frase lidet udviklet og den tyske tekstudtale under al kritik. Heller ikke lever Ro-

bert Craft med Columbia Symphony Orchestra op til det ideal af en senromantisk orkesterklang, han selv har sat med »Pelleas und Me-lisande« i 2. album. Ganske anderledes vellykket er udførelse af Brahms-transkriptionen med Chicago Symphony Orchestra. Det var Schönbergs mening, at denne musik bedre forløses af symfoniorkestret end af det noget overbelastede kammerensemble. Ligesom oversættelser i sjældne tilfælde ikke står tilbage for originalteksten, således må man også levne plads for tilsvarende undtagelsestilfælde for transkriptioners vedkommende. Denne fine gengivelse plæderer vægtigt for Schönbergs synspunkt.

Korsangen »Friede auf Erden« haves i flere gode indspilninger, både i originalversion (Le Chant du Monde LDX S 8264; Argo ZRG 523) og med de instrumentale støttestemmer, Schönberg siden tilføjede for at lette intonationen (RCA Victor LM 2676). Denne udførelse af a capella versionen med The Ithaca College Concert Choir er meget dygtig og præcis i rytme og intonation, men ud-

tryksmæssigt forfejlet. Man kan ikke på denne vel eksercerede marchkolonne (kaptajn: Robert Craft) høre, at det er en bøn om fred på jord, der frembæres. Større glæde har man af suiten i G dur for strygere fra 1934. Den eksisterende indspilning med Norman del Mar (HMV ALP 2064) suppleres her af Craft med en noget anderledes, men ikke mindre dækkende opfattelse. The Columbia Symphony Strings har ikke det engelske ensembles klassisk skolede strygerklang, de tenderer snarere mod en præcision, der synes at have blæserklangen som ideal. Hvad herved tages af lyrisk nuanceret udtryk, vindes ind i en sjældent klar redegørelse for partiturets mange kontrapunktiske finesser.

Det sjette album rummer: Serenade op. 24, blæserkvintet op. 26, de to hefter kormusik op. 27 og 28 og suiten for 3 klarinetter, 3 strygere og klaver op. 29 (på pladen kaldt »Septet«, hvad den jo nok er, men altså ikke hedder).

Det er en sammenhængende række af værker fra begyndelsen og midten af 1920'erne (kun fattes Suite for klaver op. 25, der findes i 4. album), strækkende sig fra lige før til kort efter Schönbergs overgang til strengt reguleret tolvtone-teknik. Alle - med undtagelse af et par satser fra op. 28 - har været indspillet før, op. 24 og 26 endda adskillige gange. Om denne omstændighed er ansvarlig for det usædvanlig høje kvalitetsniveau på disse plader, skal jeg ikke kunne sige.

De to kor-opus, de 4 alvorligt do-cerende stykker op. 27 og de tre bedske satirer op. 28, stiller ekstraordinære krav til både udøvende og tilhørere. Teksterne stammer fra Schönberg selv - alle undtagen to kinesiske digte i op. 27 - og er udpræget komponistpoesi: ikke selvstændige litterære værker, men snarere udgangspunkt for og kommentar til musikken. Det er moralske anliggender, der er til debat, udsprunget af Schönbergs kunstneriske situation i midten af 20'erne. Chancen for den nutidige lytter ligger i at forstå dem på et højere plan, som udtryk for alment menneskelige vilkår. Udførelsen med de fremragende Gregg Smith Singers ikke blot honorerer de store tekniske krav, men formidler i den samvittighedsfulde gengivelse også noget af den etos, der rummes i disse værker. Det er en stor præstation.

Blæserkvintetten bliver spillet af The Westwood Quintett, velsagtens et Los Angeles ensemble. Det foregår altsammen med en stor og tilsyneladende ubekymret lethed, der ligesom danser hen over partitursiderne. Det er umådeligt virtuost og giver også de hurtige partier en vældig spiritualitet; men hvor tempoet er langsomt, bliver udførelsen konturløs, fordi fraserne ikke får den tydelige artikule-

ring, der alene kan få musikken til at leve i et langsomt tempo.

For udførelsen af serenaden og suiten står The Columbia Chamber ensemble, der dog kun er delvis identificeret. De medvirkendes navne i serenaden røbes ikke, udover Donald Gramm, der synger basstemmen i 4. sats, Petrarca-so-netten. Man formoder, at det er de udøvende fra suiten, der her går igen på tilsvarende instrumenter, d.v.t. Israel Baker, Milton Thomas og Laurence Lesser på violin, bratsch og cello og klarinettisterne Michèle Bloch og John Neufeld. Mandolin- og gitarstemmerne bliver også spillet - men af hvem? Dette udgiversjuskeri er så meget mere ærgerligt, som begge værker bliver fremført på højeste plan. Den eksisterende indspilning af suiten med Yvonne Loriod ved klaveret (Vega C 30 A 271) stilles vel ikke i skygge, men suppleres dog

på væsentlig måde af denne med Pearl Kaufman på klaverstemmen og de ovenfor nævnte på de øvrige stemmer samt Richard Loesser, der spiller es-klarinet. Schönbergs klanglige og rytmiske udfordring til sine tilhørere er vel intetsteds større end i dette værk, som da også almindeligvis anses for grimt og utilgængeligt. Disse mennesker har forstået, at denne tilsyneladende hårde og strenge musik ikke blot er smuk, men også munter. -Højdepunktet af perfektion nås dog nok i serenaden. Selv Måder-nas med rette beundrede indspilning (L'Oiseau Lyre SOL 250) kan ikke holde mål med den overlegne elegance og den dybe udtryksfyl-de, der præsteres her.

De fornemt udstyrede ledsagehefter, som man er blevet forkælet med i forbindelse med de andre albums, er nu tilsyneladende brat forsvundet. Jan Maegaard.

Årgang 43/1968, nr. 02