Strøtanker om elemmentær musikopdragelse

Af
| DMT Årgang 43 (1968) nr. 02 - side 51-55

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Karin Dupont:

STRØTANKER OM ELEMENTÆR MUSIKOPDRAGELSE

Den store stigning i interessen for at fremme sang- og spilleglæden i et bredt arbejde blandt børn er i stadig stigning, og er nok også på vej til at tage ungdom og ældre med sig. Når der nu er behov for en ny gruppe pædagoger, som skal have uddannelse til at klare dette arbejde, må man nok spørge, om de erfaringer, der er gjort de sidste år, er klarlagt og gennemarbejdet, så man kan danne sig et skøn over, om fundamentet er så stærkt, at vi kan forvente en stabil opadgående kurve, eller manglerne er så store, at kurven de næste generationer bliver meget takket på grund af vores eventuelle uvidenhed i dag?

Man ser sig omkring i landet og gør sig sine tanker. Ud af virvarret er der noget, der trænger sig på. Nogle taler om store resultater, hvor andre kun ser små eller negative, og andre steder ser den sidste gruppe store resultater, hvor andre ingen ser. Man kniber sig selv i armen, drejer sig et par gange rundt - men nej, der er virkelige virvar i begreberne. Nogle retter børnene, hvor andre mener, at det netop var helt rigtigt, og sådan kan man blive ved. Man begynder at grunde over, om det at høre, se og føle slet ikke er så absolut endda. Det kunne måske være at nogen hørte med ørerne alene og andre måske med hele kroppen. Det kunne måske være, at nogen hørte ud fra en i forvejen given absolut bestemmelse af rytme og intervaller, klangsans og skønhedssans og opfatter afvigelser herfra som forkert og falskt. Og at andre i alt begynderarbejde hørte ud fra tone og rytme i forhold til barnets krop og sind, og derfor aldrig har en forudfattet mening om resultatet. Så begynder man at tænke over, om det måske var på sin plads at gøre sig klart, hvad der er væsentligt og hvilket mål hele det begyndermusikalske arbejde kunne have i fremtiden.

Ønsker vi primært, at børnene lærer at spille rigtigt på deres instrument, det være sig xylofon, tromme, blokfløjte, sangstemme osv., så de kan komme i skoleorkester, nogle få videre uddannelse som pædagoger og lærere og musikere? Med rigtigt mener jeg, at man fra begyndelsen opdrager dem i det gængse, vedtagne hel- og halvtonesystem, det gængse rytmesystem for vesteuropæisk klassisk musik efter 1600-tallet og et på forhånd vedtaget klangideal og skønhedssans?

Eller - ønsker vi primært at pleje den lille kunstneriske kerne som ethvert menneske ejer. At pleje barnets hvalpede motorik, at høre alle musikalske elementer i forhold til barnets krop og sind og derved give det tid til at koordinere krop og lemmer eller krop og luftrør i forhold til instrumenterne. At være lydhør over for en sund balance mellem krop og intellekt? Altså fysisk og psykisk ikke at »træne« men lade vokse selv. Forære børnene og begyndere alle de musikalske elementer, de har brug for, hverken mere eller mindre, uden at stille krav.

De vil måske svare, at det ene følger af det andet - javel, men faktorernes orden er ikke ligegyldig, når det er mennesker, der er tale om. Det er en stor omvej at gå gennem tingen (= instrumentet og lærerens i mange tilfælde afgrænsede og kultiverede udtryksmåde) til barnet. En stor procentdel hopper af, og en del af dem, der holder ved, er ofte frustrerede, blokerede eller for uselvstændige, fordi de er vænnet til at have læreren som »lærer« og ikke sig selv som vejleder. Den korte vej er den, der går ud fra barnets egen fornemmelse. Børn ejer oftest en betydelig større intuitiv helhedsfornemmelse end voksne, og får de tid og ro og tryghed fra læreren, så de fornemmer at dette er det væsentlige, gror der her ud fra selvstændighed, fantasi og en stadig voksende lyst til at røre ved og give sig i kast med tingene. Først når denne modenhed er til stede, kan man tillade sig at kultivere og forfine og aldrig på anden måde end i takt med barnets egen udvikling. Det giver ikke store, flotte resultater de første mange år, men det giver et konstant, pulserende liv, som er i virke hele tiden, og som ikke blokerer de mange muligheder, som ethvert barn står med. Som sigter på at åbne så mange kanaler som muligt så fundamentet kan bære, som meget sjældent i småbarnealderen (indtil 10-16 års alderen) går den reflekterende vej, men den medlevende.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på et digt i den forbindelse:

Den hvide mand sagde,
og rynked sin pande:
Vi må hjælpe
de underudviklede lande.
Forundret iagttog
den brune, den gule, den sorte
hin hvide
og smilte en smule.

»Underudviklet«!
Spurgte den brune,
har ikke dit kendskab
til os en lakune?
I retning af menneskelighed
sagde den sorte hvem er underudviklet -ja undskyld jeg spurgte!

Der er heldigvis mange steder i landet, hvor børnenes tarv går foran, ikke bare i ord, men også i gerning. Men for mig at se er der endnu flere steder, hvor der sker alt for mange fejlslag.

Man ser en nybegynderelev med xylofon, tromme eller et hvilket som helst andet instrument. Ja, mange steder i landet har man allerede brugt sin krop til at fornemme rytme, såvel fri rytme som forskellen på kort/ lang, ude på gulvet i mange forskellige variationer i leg og dramatiseren. Har læreren sørget for, at det har været rigt varieret og ikke blandet sig på nogen måde i udførelsen, så har han fået alle på holdet eller i klassen med sig.

Nå, der er måske ingen urytmiske børn, spørger De måske. Nej, selvfølgelig ikke. Lige så vel som man må formode, at hvert menneske har et tikkende hjerte, lige så roligt kan man være over for, at en hvilken som helst elev ejer en sund rytmesans. Om den lige i øjeblikket harmonerer med Deres rytmesans, har jeg ikke sagt noget om, og at den i sjældne tilfælde kan være tilsyneladende fortrængt af fysiske eller psykiske problemer, forekommer også. Men når vi blot giver den tid at finde sig selv, er den der altid - nej, det er ikke Dem, som lærer, der skal »finde« den. De vil måske holde begynderen godt i hånden her i de aller første vigtige skridt ud i rytme? Måske er Deres bevægelser låst i skulder eller liv, måske er Deres form præget af fordomme og metode, og så vil De vise eleven Deres sprog, før det får mulighed for at finde sit eget? Det er måske bedst så tidligt som muligt at indskrænke mulighederne, så ved vi da, hvor vi har eleverne, eller ved vi det så måske netop ikke? De har måske ikke tænkt Dem at lade børnene få kontakt i Deres timer med de tråde, som børnene trækker ud mod dans, pop, jazz osv. (den dans, som de alle ønsker, ikke blot den stiliserede folkedans som kun en gruppe interesserer sig for). De samme motoriske rytmer som man kunne tænke sig ligger i middelalder- og de næste århundreders spillemandsmusik. De motoriske kræfter, som ligger lige for hos ethvert barn, noget der er der i forvejen, ikke noget barnet skal lære. Kræfter der er uhyre lette at få frem og overføre på instrumenter, hvis man går barnets vej, ikke forfiner og kultiverer, ikke øver vold mod tiden og kun optræder som vejleder, når der er brug for det. Altså meget groft sagt - lader være at hælde vor skraldespand af affald i hovedet på eleverne.

Nu tilbage til vor lille elev. I det øjeblik barnet griber et instrument, det være sig et nok så tilsyneladende primitivt, tager det tid at overføre sine motoriske bevægelser herpå for begynderen, det tager tid at koordinere hænder, arme og krop med et instrument. Det er ikke tidspunktet at tale om rigtigt eller forkert, der er kun tale om at gå på opdagelse på instrumentet, hvert barn på sin måde, i flok, enkeltvis, nogle stykker sammen i stadig afveksling med forskellige instrumenter, leg, sang og dans. En skønne dag har vores elev et sikkert pulsslag i sin kølle på xylofonen, der er gået uger, måneder eller en sjælden gang år, men resultatet er da også en for barnet helt naturlig motorik, en organisk helhed af krop, lemmer, instrument og rytme som kun fremkommer, når begyndereleven får al den tid, han har brug for. Ind imellem oplever man en polyrytmik mellem et par stykker eller i en gruppe der er så intens, at man aldrig glemmer det indtryk. I den tid, der er gået for vores lille elev, har han hørt mange forskellige klangfarver, såvel hos kammeraterne som ved de forskellige instrumenter. Når læreren ikke blander sig i arbejdet, får gruppen alle farveskalaens nuancer fra de blideste pastelfarver til de mest skrigende kulører, de får alle muligheden for at vælge det, der i øjeblikket passer for den enkeltes temperament og frejdighed. Der er lejlighed til at lytte til en rigt varieret klangverden såvel menneskelig som musikalsk, de to dele er ikke skilt ad, der falder aldrig ros til den blanke præstation, det er noget helt andet, der bliver sat i højsædet. Den, der kommer med små impulser så noget gror, eller den, der måske ikke er direkte voldsom aktiv, men som ved den måde, han sidder på, på øjnenes udtryk og kropsbevægelser viser, at han er med i hver nerve, eller den, der »tør«, skønt han måske er meget kluntet eller stiv. Det er de søgende og nysgerrige børn og de motoriske glade, man satser på, ikke de effektive resultater, som fremkommer fra en lærers kortsynede ambitioner.

Afbryder vi barnet i dets forsøg på at få en organisk helhed mellem sig selv og instrumentet, sætter det spændinger ind i muskler og sind for at opfylde det, man beder det om, sansen for helheden forringes, rytmesansen plejes overfladisk, og det kan tage år at få barnet tilbage til det oprindelige ejede. Engang imellem strejfes man af den tanke, at vi alle har en god bid af ansvaret for det hash- og narkotikamisbrug, der er til stede hos unge i dag. Når de oprindelige kunstneriske livgivende evner kanaliseres på et for tidligt tidspunkt efter den voksnes mønster, eller når det er de effektive blanke resultater, der gælder, kan en trang til at bruge sin fantasi let få skæve udtryk.

Disse små reproduktioner af små færdige satser med indslag af improvisation på bestemte steder som i øjeblikket bliver meget brugt i småbørnsundervisningen en del steder, glemmer helt, at børn har virkelige malerier i sig, mon ikke det var bedre at vente med reproduktionerne, til barnet hviler så sikkert i sig selv, at det kan skelne, hvad der er livgivende. For sjældent ser man de lærere, som virkelig improviserer, dvs. svinger med i den atmosfære, der er i gruppen, giver plads til det ufærdige, det fine, det grove, det kluntede. Det - der kommer på tidspunkter, hvor læreren ikke venter det - er akkurat lige så velkomment, ja, det er ofte det, der giver tingene liv. Ting som børn og voksne skaber i fællesskab, sjældent gjort blankt færdige, kun brugt så længe som gruppen har brug for det, een gang måske 2 min., andre gange måske tre timer, men aldrig længere end hele gruppen er med uden at anstrenge sig. Eller sagt på en anden måde -uden at øve vold på intellektet. Her er råd til medleven, her er råd til at give plads både til sig selv og til de andre, alle udtryk er akcepteret, og der er intet at jage efter. Den elev, der »stritter« på grund af sine egne problemer falder i disse første år til i gruppen før eller senere - ofte senere! Det er blot for sjældent at læreren kan vente, til det sker af sig selv. Han vil gerne »skabe« orden i sit musikalske arbejde og afskærer derved en gruppe børn fra at være med allerede som små. Intet musikalsk »system« kan give næring nok til en flok begyndere ligegyldigt hvor uegennyttigt det end er; først ved at træde tilbage som lærer og lytte først og fremmest ud fra børnene eller de elever man har, får stoffet den aspekt, som giver en flerdimensionel oplevelse, som ikke er blokeret af lærerens mening. Man hører stadig voksne tale om elever, som er urytmiske, umusikalske, med manglende høreevne og manglende fantasi, hvor det i mange tilfælde er læreren, der har skubbet i en gal retning og lukket for eksisterende kanaler. Større børn og unge får prædikatat: de når ikke noget, øver sig ikke. Nej hvorfor i alverden skulle de øve sig, når de er fuldstændig blokerede for muligheder for en frodig, selvstændig udfoldelse med egne emotionelle og kunstneriske kræfter.

Men lad os kigge igen på, hvad der sker mange steder i landet i den første time begynderen sidder ved sit instrument - xylofonen, stadig for at have et eksempel. Køllen hænger lidt for længe i stavene, når eleven spiller, tonerne kommer upræcist, klangen er ikke, hvad de fleste forstår ved en god klang. Læreren har ingen tidsfornemmelse og bryder ind og retter med det samme. Måske fortalt med ord, måske vist af læreren. Børn er fine imitatorer, og det lykkes hurtigt at efterligne lærerens anslag og klang. Der falder ros, vi er nået et skridt videre. Eller er vi nu det? Eller er det kun tilsyneladende? Lad os se nærmere på eleven, han har fået en besked og udfører den, han hører (endnu) meget fint og sender besked fra hjernen ud i de endnu ikke fintstyrede hænder og fingre og underarme, at de skal styre så sikkert, at lærerens klangfarve kan efterkommes. Nå - vil De måske sige, det er da kun godt, at han kan gøre det. Javel, men der er sket to ting, som De glemmer at tage i betragtning. Eleven har sat en stramning ind i underarmen (somme tider i sindet), han har »taget sig sammen« for at udføre den alt for hurtige besked. Vi har givet ham det første nålestik bort fra hans egen bane. Desuden har vi givet ham vor opfattelse af klang, givet ham og hele holdet een klangfarve, nå ja, et stykke tid efter lærer vi dem at bruge 2 farver - f. og p. - for senere at udbygge det og give dem hele farveskalaen til cresc og decresc. Læreren »forærer« eleverne farverne og giver besked på hvornår de må bruges. Og for mig at høre er det temmelig mange steder pastelfarver. Igen kapper vi rødderne af. Det, børnene ejer, bliver ikke brugt, vi »poder« kultur ind i stedet.

En anden fremgangsmåde, som man ser mange steder, er denne: Læreren klapper f. eks. ottendedele (lavt klap), fjerdedele (dobbelt så højt), halve (dobbelt op igen) og eleverne skal gøre bevægelsen efter. Jeg har set flere lærere, som har med mange børn og unge at gøre, slå som en høg ned på det barn, som fandt sin egen motorik, og ensrette det ind efter lærerens bevægelse. Nøjagtig det samme, som skete i tegning i skolerne for en generation siden. Er det da regning, vi har med at gøre? Er vi ved at ensrette på for mange områder inden for musikkens elementer? Hele og halve toner er absolutte, uanset at vi klipper lidt af eleverne hist og her, når stemmebåndet ikke kan styres helt, ikke mindst inden for alle de blok-fløjtespillende begyndere. Skønhedssansen har vi ganske bestemte meninger om som påduttes børn, rytmesansen har ikke noget med rum og tid hvor kroppen er medium, at gøre, men udmåles i centimeter, evt. med en smuk, yndefuld bøjning af armen (stadig er det ikke underligt, så mange drenge falder fra tidligt). For mig at høre, mangler der en dimension, at se på virker det grotesk.

Nodeskrivning i gængs form kan vi vel blive enige om er intellektuelt stof på begyndertrin. De snorlige rækker af noder i begyndernodeskrivehæfter minder lidt vel meget om et regiment. Er der tid til nodeskrivning i de første år, hvor det skabende arbejde fylder ret meget tid ud, er der mange muligheder indenfor billedskrift, tegn, kurver, buer osv. efter hver enkelts behov. Får man sådanne partiturer fra børnene, ser man ind imellem elementer fra alle tiders billedkunst til avantgardistisk nodeskrift. Let at læse for læreren, fordi fantasien kan komme klart til udtryk, hvad den sjældent kan med almindelig nodeskrift, fordi den tekniske kunnen skal være så meget større for at kunne udtrykke sig frit.

Lytter man til begynderblokfløjteundervisningen, hører man mange steder elever, som bliver bedt om at holde halvnoden helt ud. Det kan stemmebåndets muskulatur ikke bære, og barnet sætter en spænding ind et stykke ned og strammer ofte samtidig ind i øvre halvdel af luftrøret. Forbindelsen med bugstøtten er afbrudt, og når det senere (ofte år efter) opdages, begynder et intensivt arbejde med øvelser. Nå ja, eet skridt frem må eleven betale dyrt for. Lader man begynderen holde halvnoden det lille stykke, som stemmebåndet magter og lader resten leve i fantasien, rammer man et sprog, som børnene magter fuldstændig gennemmusikalsk, det danser, og der er intet ødelagt i muskelarbejdet. De mange drenge med mange motoriske kræfter skal kunne komme til at bruge dem fra første dag. Børnehavetrommer, hvor der er fuld bevægelsesfrihed for begge arme, senere måske guitar, hvor der ofte venter et nederlag, hvis de griber blokfløjten.

En ting, der presser sig på: Ønsker vi at have alle børn med i sang- og musikfaget? Det er vel et ja fra alle, og alligevel må man spørge igen? For da må en stor del af det intellektbetonede reflekterende stof bort fra undervisningen de første år, i nogen grad fra al begynderundervisning uanset alder. Først da føler alle sig så veltilpas, at de kan yde selv. Vi må nok også dreje vores øjne og ører væk fra de vante baner, og først og fremmest indleve os i en verden, hvor der ikke er nogen fejl i det eleverne laver, men hvor der kun er tale om hvalpethed, som kan give sig udtryk på utallige måder. Hvor vi aldrig kræver en indsats, men er taknemmelig, når den kommer. Hvad vi får ud af det? Vi får børn og unge, der tør være sig selv uden skal og facon, de har mulighed for selv at vide, hvad de kan og ikke kan, ofte børn og unge med en sund kritisk sans og en udtalt tolerance. De hører stadig med hele kroppen, som de har gjort gennem småbarnsalderen, og musikken er en del i denne helhed, ikke et lag, der er tillært.

Alfred Brendel som pædagog

3-dages kursus for pianister og pædagoger på Det jydske Musikkonservatorium i dagene 26.-28. januar.

Det at opleve Alfred Brendel som pædagog virkede i videste forstand som en vitaminindsprøjtning - ikke blot for de aktive kursusdeltagere - men i høj grad også for de passive tilhørere.

Kursets program var afvekslende tilrettelagt inden for klassisk og romantisk repertoire, som Brendel viste sig at beherske fuldt ud.

Man fik virkelig begrundet, at ethvert forsøg på at genskabe musik, forudsætter en ganske bestemt musikalsk forestilling, som nok enklest nåes ad sangens vej. Brendel sang, før han gik over til en forklaring, som enten var musikalsk uddybende eller af teknisk art. Man mærkede, at værkerne virkelig var hans ejendom, og at de ikke blot var tilegnet som finger/tangent musik. Harmoniske og satstekniske analyser begrundede tilsammen enhver musikalsk bevægelse. Selv på de smukkeste steder behøvede Brendel ikke at have forespillet sine intentioner på klaveret. Hans følsomme ansigt udtrykte klart, hvad han tænkte og hørte.

Beundringsværdig var den måde, hvorpå Brendel kunne få sine elever til at opleve det musikalske stof. Uden at gøre indgreb i den personlige musikalske spillestil satte han virkelig noget i sving. Han åbnede de udøvendes sanser for spændinger og afspændinger, således at der uden kopiering pludselig var noget indlevet og oplevet, hvor der før overvejende var manuel tilegnelse.

Brendels udsagn, at hvad man tænker, kan man få frem på sit instrument, kan jo betvivles for så vidt angår de tekniske forudsætninger. Men den blotte tilstedeværelse af en så inspirerende musiker som Alfred Brendel kan faktisk fremkalde resultater, som når den øverste grænse af det øjeblikkelige tekniske standpunkt.

En foredragsform, der forfægtedes ivrigt, var en ganske bestemt formning af accentuerede højdepunkter. Der forekom ikke een hård accent - ikke een accent i »gammeldags« forstand, idet det dynamiske højdepunkt var forskudt i forhold til det arkitektoniske højdepunkt, således at den kraftigste tone ikke var selve højdepunktet, men tonen umiddelbart før. Via ny klang fik højdetonen sin »betoning«, der understøttedes af en minimal agogisk forsinkelse. Brendel kaldte fænomenet »melodische Akzente«. Den opnåede virkning var meget fascinerende, måske tenderende det raffinerede. Det kunne jo gå hen og blive en vane. -

Det var vidunderligt belærende og oplevelsesrige timer, Alfred Brendel gav os. Han er en stor musiker og en stærkt engageret pædagog.

Musikpædagogisk Forening bringes en hjertelig tak for gennemførelsen af kurset, som uden tvivl hos flere - elever såvel som lærere - har befordret erkendelsen af, at den så omdiskuterede holdundervisning udmærket kan have sm berettigelse.

Inger Johanne Jensen.

Arbeitskreis für Haus- und Jugendmusik, Kassel

indbyder igen i år til musikstævner, og årsprogrammet for 1968 annoncerer over 100 foranstaltninger. Der indbydes til kor-, orkester- og kammermusikuger, til synge- og spilleuger for unge, til kurser for musikpædagoger, for korledere og for rytmikpædagoger, og til kurser i guitar- og blokfløjtespil.

Stævnerne, der sædvanligvis varer en uges tid hver, finder sted i smukke landskabelige omgivelser i Tyskland, Østrig, Schweiz, Frankrig, England, Holland, Italien, Sverige, Finland samt Danmark.

Årsprogrammet, som indeholder alle enkeltheder om stævnerne, fås ved henvendelse til Musikpædagogisk Forening.

OM MPFs TIVOLI-KONCERT TIL SEPTEMBER

Søndag den 15. september skal der være Mp F-elevkoncert i Tivolis koncertsal.

Medlemmer, der ønsker at tilmelde elever til denne koncert, bedes inden 15. april til Mp Fs kontor meddele elevens navn og alder, opgavens fuldstændige titel og varighed. Solopræstationer bør ikke vare over 5 minutter.

De tilmeldte elever tilsiges til en censur i april.

Medlemmer fra provinsen, som gerne vil sende elever til koncerten, kan indsende en god båndindspilning af de indstillede elevers til koncerten anmeldte præstationer. Vi skal anmode om, at båndindspilningen sker på hastigheden 71/2!' = 19 cm pr. sek. Båndet returneres efter aflytningen.

Det er vigtigt for koncerten, at programmet er så afvekslende og så godt som muligt. Mp Fs medlemmer opfordres derfor til at tilmelde deres dygtige elever, både børnene og de unge, både begyndere og de mere erfarne, både strygerne, blæserne, sangerne og klaverspillerne.

Årgang 43/1968, nr. 02