Bøger

BØGER

SOLIDT SAG-LEKSIKON

Riemann Musik Lexicon. Sach-tei!. Begonnen von Willibald Gurlitt, fortgeführt und herausgegeben von Hans Heinrich Eggebrecht. B. Schott's Söhne, Mainz, 1967. Hellærred DM 148. Halvlæder DM 158. Skønt grundstammen i ethvert musikalsk håndbibliotek 5 dag naturligvis må være MGG, er sagen ikke gjort med det. Det mindre, eller mellemstore musikleksikon er stadig væk af den største nødvendighed, først og fremmest fordi det kan give mere hurtig og koncis besked på mange enkle og kontante spørgsmål, end det er muligt når man vover sig ud i MGG's lange og kringlede redegørelser og uoverskuelige værklister, resp. bibliografiske fortegnelser.

Især gælder dette naturligvis den gruppe leksikonartikler og -stikord som kan sammenfattes under betegnelsen: sag-artikler: Lied, so-natesansform, absolut gehør, fundamentum, rumakustik, viola da gamba, neapolitansk sekt, daseia-notation og hvad hjertet nu ellers kan begære. Som et leksikon med et væld af kontante oplysninger til sådanne sag-stikord har i mange år Apels forbløffende gode »Harvard Dictionary of Music« været til uvurderlig hjælp for alle, der har daglig brucj for musikleksikon-opslag. Apels værk har nu fået et

solidt supplement med tredje bind af nyudgaven af Riemanns musikleksikon.

Denne nyudgave har jo fra starten været lagt således an, at personartiklerne er samlet i to bind for sig, og sagartiklerne i det tredje bind. Sikkert en ud fra et forlægger-synspunkt god idé, fordi den også er praktisk for det købende publikum. For dette bind tre kan jo nemlig erhverves og bruges som et selvstændigt, sluttet opslagsværk.

Det er naturligvis svært over en bank at tage stilling til et leksikons kvalitet, fordi den først røber sig ved daglig brug i en længere periode. Men den måneds tid, jeg har haft værket stående på skrivebordet til konsultation i det daglige giver grund til at nære positive forventninger til bogens kvalitet og slidstyrke. Artiklerne er selvfølgelig skrevet af en lang række fortræffelige fagfolk. Men dette har tilsyneladende ikke anfægtet, at artiklerne er meget ensartede 5 kvalitet og tilskæring. Ganske i modsætning til, hvad der er tilfældet i MGG -og af selvindlysende årsager. En MGG-artikel har jo decideret karakter af en større, samlet og historisk dybtgående redegørelse for emnet. Og det gør sagen mere sårbar for kvalitetssvingninger end når der blot er tale om komprimerede sagartikler.

Komprimeringen af stoffet giver sig i Riemann-leksikon først og fremmest udslag i en stramning af meddelelsen af historiske detaljer Man sammenligne eksempelvis MGG's over 50 sider lange artikel »Lied« med Riemann's 3 siders artikel, der har en mere systematisk, tværgående karakter, som en almen fremstilling af de aspekter, lied-begrebet rummer. Ligeledes er det stof, der findes under stikord for forskellige mindre lande (Dänemark, Belgien, Ungarn m. v.) indskrænket til bibliografiske fortegnelser. De større lande betjenes med en egentlig redegørelse, vi finder artikler om Deutsche Mušik, Französische Musik, Italienische Musik etc. Hvilket der vel ikke kan indvendes noget imod. Selektionen af lande, der betjenes således, er klart motiveret med musikhistorisk væsentlighed. Holland får en artikel »Niederländische Musik«, hvilket balanceres ved artiklerne Burgundische Musik og Franko-flämische Schule, og at Mozart, Haydn, Beethoven behandles under deutsche Musik, mens Oesterreich spises af med en bibliografisk fortegnelse, er i hvert fald ganske overskueligt for læseren.

Glædeligt er det, at muligvis endnu »hede« begreber som Ato-nalität, Serialismus og andet djævelskab får en overordentlig kompetent behandling. Artiklen om atonalitet er således tre etager over de to (!), der står i MGG m.h.t klarhed og objektivitet. Og Rudolf Stephans »Serielle Musik« røber, at forfatteren virkelig har forstået serialismens egentlige perspektiv og ikke nøjes med de gængse bon-

deforklaringer om at tælle til tolv o.s.v.

Så må man tage med, at der i artiklen Nationalhymne står: »Melodien aus Opern und Singspielen sind die N'n in Dänemark (aus J. E. Hartmann, »Die Fischer«, 1778) und in der Tschechoslowakei...« Nina Bang har åbenbart ikke noget stort navn i Tyskland, og det kan da også af kvalitetsgrunde være en fordel at se kongesangen nævnt som vor nationalhymne frem for »Der er...«

Poul Nielsen.