Hit med deres opera, hr. Boulez!

Rolf Liebermann:

HIT MED DERES OPERA, HR. BOULEZ!

I dmt 8 1967 var gengivet nogle uddrag af det opsigtsvækkende interview, som Boulez i efteråret gav det tyske ugeblad »Der Spiegel«. Som det erindres, for Boulez i dette interview ikke blot hårdt frem mod opera-traditionen i det hele taget, men også mod dem, der i hans øjne er denne traditions vogtere. Blandt disse er Hamborgs operachef Rolf Liebermann, som Boulez bl. a. brændemærkede som en af borgerskabets hofnarre. I et interview med Springer-bladet Die Welt gav Liebermann nogen tid efter svar på tiltale, dmt bringer her nogle klip fra dette interview.

SPØRGSMÅL: Pierre Boulez har vakt opsigt, med et Spiegel-interview, i hvilket han ikke blot angriber mange af sine kollegers værker samt disse kolleger selv, men også Dem og den praksis m.h.t. bestilling og opførelse af nye værker, som bruges i Deres operahus, den hamborgske statsopera. Han har i sit angreb ikke lagt fingrene imellem. Hvad siger De til det?

LIEBERMANN: »Vive Boulez libre!« - for at variere lidt over hans statspræsidents udtalelse om det frie Quebec: begge udtalelser kommer dog i grunden ud på ét: - på visse individuelle fejlvurderinger af kendsgerningferne. I tilfældet Boulez er der ligefrem tale om fejlvurdering af monoman art, thi man kan ikke komme uden om at måtte udtyde hans ord således: min, ikke skrevne, opera er den bedste. Et dictum af ufrivillig komik ...

SPØRGSMÅL: Men Boulez står jo ikke alene som komponist. Til hvem havde De - hvis De skulle følge Boulez's teori - måttet henvende Dem, for at afgive kompositions-bestillinger?

LIEBERMANN: Det må De spørge Boulez om. Thi herom siger han beklageligvis ikke noget. Han siger jo ikke: Dette eller hint stykke har Hamborgs Statsopera overset eller af modvilje ikke villet spillet. Han siger kun - omend med andre ord -: alt, hvad man spiller, er udvalgt efter spidsborgerens dårlige smag.

SPØRGSMÅL: Hvordan går De til værks, når De skal afgive en bestilling?

LIEBERMANN: Ganske spontant. Jeg giver bestillinger til komponister overalt i verden, som jeg kender værker af, eller hvis begavelse jeg tror på (...) stilspørgsmål er intet kriterium. Det eneste kriterium er begavelse. Det er ikke en intendants opgave udelukkende at lade sin personlige smag afgøre. Ellers ville teatret snart blive temmelig kedeligt, ja, nærmest skrækkeligt enstonigt. Boulez' beckmesseragtige kriterier er altså et dobbeltslag i den tomme luft.

SPØRGSMÅL: De har imidlertid det tilfælles med Boulez, at De i mange år har været tavs som komponist.

LIEBERMANN: Ja, og dette fælles har måske endog en fælles grund: visse psykologiske hæmninger i forbindelse med at skrive. Og disse er næsten altid de samme. Også Boulez - en genial musiker (hvad jeg aldrig var og aldrig vil blive) - synes i øjeblikket som komponist at befinde sig i en blindgyde og undviger derfor tvangsmæssigt i dirigentvirksomhed.

Det er intet særtilfælde: altid når en musiker kom i kunstneriske vanskeligheder, er han gået over i administrationen, blevet rektor, intendant. Eller dirigent. Det er ikke noget nyt. Blot synes disse vanskeligheder hos Boulez at være særligt dybtstikkende: thi det Oeuvre, som han har fremlagt siden »Marteau sans maître« er så lille, at det slet ikke står i noget rimeligt forhold til hans ry som komponist. Derfor tror jeg heller ikke, at han i overskuelig fremtid vil skrive denne opera, som alene kunne befri den hamborgske statsopera fra det slette rygte, at være et paradis for de musikreaktionære.

Dog, spøg til side: vi befinder os ved lekturen af Boulez' kendelser permanent i irrealitetens sfære. Faren ved disse kendelser (og det er den eneste grund til at gå ind på dem) består imidlertid deri, at de passer godt i krammet for de mennesker, som generelt er mod alt moderne. Thi selv om heller ikke de værker, vi spiller, bliver anset for moderne af Boulez, så føler publikum dem som frygtelig moderne - og sikkert da især Boulez's yndlingspublikum: publikummet i Bayreuth. Thi dette er dog sikkert: de af Boulez til brandstiftelse på operahuse opfordrede rødgardister ville nok først og fremmest nedbrænde Bayreuth, og dermed Boulez' foretrukne virkested.

Drager man konklusionen af Boulez' ytringer, så kommer man til dette resultat: de støtter sig på den fiktion, at der ville have været en anden slags operahus, end der findes; at Boulez og Genet ville have skrevet den opera, som Boulez taler så meget om, og at denne på den anden side ville have sat målestokken for operaen i det 20. århundrede - havde den ikke været tvunget til at forblive uskrevet på grund af intendanternes mangel på smag, det konservative publikum og operahusenes forældede arkitektur.

Et virvar af fiktioner. Det gælder om at få det udryddet og få skrevet den opera. Den hamborgske statsopera ville være stolt over at kunne præsentere den første opera af Pierre Boulez.