So ein ding..

Af
| DMT Årgang 43 (1968) nr. 03 - side 71-72

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Spor Festival
  • Annonce

    Man skal høre meget

OPINION

SO EIN DING...

To oplevelser ligger til grund for disse betragtninger om båndoptagelser af dansk musik. Lad mig derfor begynde med at referere dem.

Første oplevelse skyldes en forelæsningsrække på Folkeuniversitetet i efteråret 1967. Blandt andre skulle overbibliotekar Sven Lunn tale om dansk orkestermusik i forrige århundrede, og arbejdet med at fremskaffe båndeksemplarer til disse forelæsninger strakte sig over mere end et halvt år.

Indledningsvis forelagde man problemet for musikafdelingen i Danmarks Radio, der omgående var parat til at hjælpe med båndeksempler i det omfang, radioens arkiv og gældende regler muliggjorde dette. Man blev inviteret op på souschefens kontor til gennemgang af båndarkivet, og kontorets indehaver undersøgte imens de gældende regler. Alt tegnede lyst. Radioen har en imponerende samling dansk musik, og de gældende regler åbnede mulighed for at lade båndene kopiere gennem undervisningsministeriets båndcentral.

Desværre kunne båndcentralen af praktiske grunde intet påtage sig ud over skoleradioudsendelser; men kunne Folkeuniversitetet ikke låne båndene direkte?

Fat i musikafdelingen igen. Jo - hvis Radioens sekretariat gav sin tilladelse kunne det nok ordnes - men før man søgte sekretariatet, måtte man hellere sikre sig et forhåndstilsagn fra Fællesrådet for de udøvende kunstnere.

Efter at have konsulteret en juridisk professor og fortrudt, man ikke var startet i god tid, men havde nøjedes med et halvt år til forberedelser, blev Fællesrådet spurgt. Måtte man - inden for fældende regler - citere brudstykker af flg. kompositioner, indspillet af flg. kunstnere jfr. flg. numre i Radioens båndarkiv?

- Naturligvis. I betragtning af den gode sag blev forhåndstilladelse givet og sendt til Radioens sekretariat.

Her var lutter villighed. Grønt lys til musikafdelingen, kopieringen af eksempler blev forceret frem, og båndene forelå dagen før forelæsningen var annonceret til. Takket være »den gode sag« og velvillig bistand af 5 kontorer, 2 jurister, musikafdelingens ledelse, teknikere og med anvendelse af alle til rådighed stående kommunikationskanaler lykkedes det at give Folkeuniversitetets publikum indtryk af Hartmanns og Gades symfonier, Hornemans teatermusik og meget andet godt.

Senere skulle man til Stockholm for at diskutere opførelse af nogle danske værker, hvortil partiturer og (om muligt) båndindspilninger skulle medbringes. Belært af ovenstående og med mindre end en måned til sin rådighed nøjedes man med de indspilninger, som umiddelbart kunne skaffes privat og ankom med 12 partiturer og 3 bånd til STIM's kontor, hvor drøftelserne skulle foregå. I sikker forvisning om, at de andre nok heller ikke havde bånd med til alle værker.

Man tog fejl. Drøftelserne fandt faktisk sted i det båndarkiv, som den svenske komponistforening i fuld overensstemmelse med Sveriges Radio har indrettet. Der var bånd, partiturer og andet godt sammen med et antagelig afspilningsanlæg. Kort sagt mulighed for interesserede, der ville lytte til - eventuelt studere -svensk musik.

So ein Ding müssen wir auch haben!

Dansk komponistforening, DUT, Kunstfonden og andre oplagt implicerede må sammen med Danmarks Radio, Fællesrådet for de udøvende kunstnere og den fornødne juridiske sagkundskab finde frem til en formel, der sikrer almindelige mennesker uden institutionel opbakning mulighed for at høre danske kompositioner på tidspunkter, hvor disse ikke står på radioprogrammet. Samtidig bør der - om muligt -sikres vore forskellige oplysende institutioner og læreanstalter mulighed for at låne eller erhverve kopier af disse værker uden større besvær end det, der er forbundet med personligt at movere sig ind på det pågældende kontor for at hente, respektive indspille et bånd.

For så vidt som det er legitimt og måske endda ønskeligt at beskæftige sig med dansk musik - nutidig eller fortidig, bør det også være muligt at udøve denne beskæftigelse på legalt grundlag. Uden at ulejlige i forvejen travlt optagne personer og institutioner urimeligt og uden at gribe til mere eller mindre halvlegale båndoptagelser af privat oprindelse, hvis anvendelsesmuligheder er hyllet i den højere juras tåger.

Som det er nu, er kendskabet til dansk musik begrænset af det udbud, radioen og grammofonindustrien kan opvise. Nogle vil mene, at dette - kvaliteten af dansk musik taget i betragtning - er mere end rigeligt. Andre finder det tilpas. Men tilbage bliver enkelte, som føler behov for at kunne høre denne musik mere end én gang, og som måske ikke har de fornødne faciliteter og den tilstrækkelige tid til selv at opbygge et arkiv over dansk musik.

De bør - i »den gode sags« interesse - have bedre muligheder for at dyrke deres tilbøjelighed, end tilfældet er nu.

Jens Brincker.