Flemming Weis

Af
| DMT Årgang 43 (1968) nr. 04 - side 107-107

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

FØDSELSDAG

FLEMMING WEIS

Det stod i avisen den 15. april 1968 - og Musikkens Hvem Hvad Hvor bekræfter det, Den blå Bog tør sværge på det, og så må man jo tro det: den dag var det 70 år siden Flemming Weis blev født. I disse hippie-tider, hvor man er et mosefund, når de 25 er passeret, og danefæ når tieren skifter fra to til tre, hvordan skal man da rubricere denne alder, 70 år? Eller snarere: hvordan skal man placere Flemming Weis i forhold til denne alder?

Flemming Weis, som man som ung grønskolling i anmelderfaget kan mødes med, og tale med som var det en jævnaldrende. Hvad enten samtalen nu drejer sig om aftenens koncert og dens musikalske oplevelser, eller det er en lun anekdote som udveksles, synes kontakten at være den samme lette, fortrolige, dog aldrig påtrængende, som når det f. eks. er en tidligere god studiekammerat, man møder. Og atmosfæren er altid lattermild, varm, menneskelig.

Men tilbage til tallene. Flemming Weis har været med i DUT siden 1926, oven i købet som bestyrelsesmedlem. 1926 - det er hedenold. Det var dengang Carl Nielsen levede endnu. Det var før Stockhau-sen var født. Boulez var 1 år gammel. Tid er noget underligt noget, og at få hold på tidsrum er på én gang meget konkret og meget uhåndgribeligt. Hvordan nu f. eks. forestille sig, at Flemming Weis senere kronede sit arbejde for DUT med at være formand i hele 14 år - fra 1942 til 1956. Det lyder som en fabel i en tid, hvor dette at være DUT-formand synes at være en slags værnepligt, som pligttro komponister påtager sig, ét år, to år, for sagens skyld, for samfundets skyld, men måske til skade for egen produktion i musikken.

Det siger noget om Flemming Weis' vidtspændende personlighed, at hans nodepen aldrig har stået stille trods de mange ydre hverv, han har beklædt. Denne eminente lyriker blandt danske komponister har først og sidst altid fundet vej og begrundelse for sin position i dansk musik med - sin musik. Den er som han selv: gjort godt, og gjort af bedste stof, omgængelig, til tider let, men aldrig uden reelle hensigter, direkte i udsagnet, som al kunst er det, der har indre holdning. Og frem for alt er den altid så dansk, som kun en komponist kan gøre den, der har afgangseksamen fra Hochschule der Musik i Leipzig. Åbenhed hører med til beskrivelsen af dette kunstnerfysiognomi. Læserne af Flemming Weis' musikartikler gennem mange år i Nationaltidende, siden i Politiken kan bekræfte dette. Hans produktion vidner herom. Med Femdelt Form og andre værker viste Weis, at han langt fra kunne nøjes med at være passiv tilskuer til den stilistiske nyorientering, som yngre generationer af komponister blev drevet ud i i tiden omkring 1960.

Hvilket også rimer med, at Weis' formandsperiode i DUT vitterlig faldt i en tid, da det var dansk musik, som var Nordens gærings-centrum. Så meget er sket siden af jordrystelser i unge komponist-og musiksind: elektronik og tolv-tone, Stockhausen og Nutida. Tiden før dette står i bevidstheden som den fredfyldte, lidt provinsielle epoke. Værd er det da at erindre, at i Flemming Weis' formands-tid faldt bl. a. verdensmusikfesten i København i 1947. Det var dengang svenskerne drog beskæmmede fra København, beskæmmede over det grødefulde i dansk musik, fremdriften, orienteringen: næverne var knyttet i lommen, dette her skal ikke gentage sig. Det fik det som bekendt heller ikke lov til.

Underligt at sidde her og skrive historie om Fl. W., et nutidigt fænomen. Også bedst at slutte mens legen er god. For Flemming Weis er ikke færdig med at gøre dansk musikhistorie. Efter de mange år på DUT's kommandobro skulle man synes, at retfærd måtte være et fredeligt otium ved nodepapiret. Men Weis har altid overkommet det utrolige, med sine ro og sit overblik: organisttjenesten ved Anna-kirken passes troligt siden 1929. Komponistforeningen har det sidste decennium nydt godt af hans organisatoriske evner. P. t. er han formand. Arbejde også i Samfundet til udgivelse af Dansk Musik, Musikrådet, Kodas Vurderingsråd og hvad véd jeg. Hertil kommer som senest, meget centrale hverv medlemsskab af Kunstfondets tremands-udvalg for tonekunsten. Dansk musikliv har altid lagt beslag på Fl. W. Og han er fortsat uundværlig. DMT saluterer - man er stolt af at kunne tælle Flemming Weis blandt sine æres-abonnenter. Poul Nielsen.

Årgang 43/1968, nr. 04