Lego & kulduren - A machine to live it up with

Hans-Jørgen Nielsen:

LEGO & KULDUREN-

A MACHINE TO LIVE IT UP WITH

Forfatteren Hans-Jørgen Nielsen, dmt's tidligere redaktør, lancerer i denne artikel begrebet »kuldur« om kulturfænomener, der som musikken er blevet isoleret fra andre livsytringer. Og fremfor kulturformidling peger han på arkitekturen som en mulighed for igen at gøre musik-kulduren til musikkultur.

1.

Først en distinktion: »Kultur« og »Kuldur«.

»Kultur« det er bare noget, der er der. Noget man ikke sådan tænker over eller på. Noget man lever. Umiddelbare miljøfunktioner og -fænomener.

Men umiddelbarheden kan af forskellige årsager gå fløjten. Kultur kan blive dét og dét, men ikke dét. Altså noget der er adskilt fra andre livsområder. Noget for sig selv. Ja, noget til en side: »Kuldur«.

Det er præcis det, der er sket med de kulturytringer, de gamle borgerlige kulturer anså for at være de fornemste: Den seriøse litteratur, den seriøse billedkunst, den seriøse musik. Og det er efterhånden også sket med jazz'en. Også den er i de senere år blevet kuldur, hvor den startede som kultur.

Det er endnu ikke sket med beat-musikken. Men det er ved at ske - som et resultat af den eksperimenterende fase, den pt befinder sig i.

Processen har i hvert fald jeg et yderst ambivalent forhold til. På den ene side byder f. eks. den kunstneriske beatmusik mig på mere intense og nuancerede (men ikke af den grund uden videre mere gyldige) oplevelser. På den anden side er dens sociologiske konsekvenser beklagelige.

2.

Når noget bliver kuldur og altså dermed et udskilt livsområde, er et af de vigtigste symptomer konsumeringens og distributionens formalisering i stive former.

Litteratur læser man i bøger. Billeder hører til på gallerier, museer og over sofaen. Musik hører man i koncertsale. Her via massemedier, idet man - hvis man er »dannet« og kuldurel - i det sidste tilfælde opfører sig præcis som i en koncertsal: Sidder musestille.

Det er lidt kedeligt. Overalt samme formelle stivhed, samme specialisering, samme rituelle, men efterhånden tillige udhulede sæt af kunstner- og modtagerattituder. Dér står vi i dag. Og det er det, man kalder »kulturkløften«, selvom den bare er en »kuldur-kløft«.

Hvad man kan gøre? Tjae. Jeg tror ikke på kuldur-formidling, som den sædvanligvis drives. Den er bare et forsøg på at påtvinge mennesker, som lever i en kultur, en eller anden kuldurs vurderinger.

Man kender skemaet: Nu-skal-du-bare-se! Her-hos-mig-har-jeg-nogle-værdier-der-er-mere-værdifulde-end -dine! Når-du-tilegner-dig-dem-bliver-du-et-lykkeligere -og-bedre-menneske!

Dette er naturligvis en forsimpling. Men skemaet lader kuldurformidlingens autoritære træk træde frem sammen med det falske i dens aksiomer: Mozart og alie de andre gutter har ikke gjort et eneste menneske lykkeligere og bedre — som ikke var disponeret for det på forhånd. Og det er alle mennesker nu engang ikke.

Kulturformidling er i modsætning til kuldurformidling ikke noget med at formidle relative værdier. Kulturformidling er snarere at formidle en holdning til værdier. Den holdning, nemlig, at man må stå inde for de værdier, man opfatter som sine - hvadenten de hedder »Stockhausen« eller »Gustav Winckler«.

Det er helt banalt vigtigere at kende sig selv end at halse rundt efter andre menneskers billeder af sig selv.

3.

Har man gjort sig ovenstående klart, vil man også kunne forstå, at hvis musikkulduren igen skal blive til musikkultur, skal det ikke primært ske ved ekspansion, ved propaganda. Det må ske ved et internt arbejde med de musikkuldurelle mønstre, som må omskabes indefra.

Og her er, tror jeg, netop de stivnende konsumerings- og distributionsformer, et frugtbart angrebspunkt. Der kan måske gøres noget for at rive musikken løs fra den stærkt formaliserede koncertsals-ramme. Der kan måske etableres mere selvklare umiddelbare, levende, musikalske referencerammer og attituder end de pt fremherskende.

Dut's berømmelige Louisiana-koncert sidste år var et primitivt, mislykket osv forsøg i denne retning. Men altså dog et forsøg på at bryde ud og nå frem til større »fleksibilitet«, »generøsitet«, »frihed«, flere kontaktflader udadtil. Det er netop den slags konnotationer, der er brug for til afløsning af de sædvanlige -»stiv«, »trist«, »kedelig« og hvad folk ellers siger.

De kender lego-klodser? »Enhver der er vokset op med lego-klodser, vil ikke slå sig til tåls med at tilbringe sit liv i fastlåste bygninger,« hævder de engelske arkitekter i den stærkt eksperimenterende Archigram-gruppe. Og det gælder ikke alene huse.

Betragt musikken som en legoklods, der kan manøvreres ind i alverdens sammenhænge. Også på det praktiske plan. Hold op med at bygge specielle koncertlokaler, specielle udstillingslokaler, specielle forlystelseslokaler.

Bland klodserne. Nedbryd specialiseringen og byg det hele sammen i et kuldurens lego-tårn. Så bliver det måske til kultur med tiden. Jeg er ikke sikker, men under alle omstændigheder kan kulduren kun vinde ved det.

4.

Kuldurens lego-tårn: Joan Littlewood, den kendte engelske teaterinstruktør, lavede for nogle år siden et projekt, der gik endog meget langt i den retning. Det er bl. a. beskrevet af den engelske arkitekt Reyner Banham i tidsskriftet Architectural Design (11:65).

Littlewoods fanatiske tro på spontanietet og publikums aktive medvirken fik hende til på forhånd at opgive enhver tanke om en særskilt teaterbygning af den gængse type.

I stedet forestillede hun sig sit kuldurhus som en plads eller en zone, hvor det var muligt at deltage i de mest forskelligartede aktiviteter. Fra græsk-romersk fribrydning til politiske kabaretter. Fra bordtennis til korsang. Fra koncerter til discotèque-dans.

En sådan zone kunne naturligvis have været etableret i form af en lang række separate bygninger svarende til den nuværende adskillelse og specialisering - en slags kuldurens Dyrehavsbakke.

Men under indflydelse af den ovennævnte Archigram-gruppe og i samarbejde med arkitekten Cidric Price, ingeniøren Frank Newby og programmeren Gordon Pask blev det noget helt andet og temmelig fantastisk. I begge ordets betydninger.

Projektet blev i stedet bygget op om et kæmpemæssigt monterings-stillads. Dette stillads, som udgør det egentlige »hus«, er kompakt nok til at kunne indpasses i et tæt bymiljø, men samtidig fleksibelt nok til at kunne rumme et uendeligt antal muligheder for at lave rum til alle tænkelige formål.

Der er heller ikke tale om et almindeligt hus, der kan inddeles på forskellig måde. Nej, løsningen er langt mere radikal.

Stilladset er forsynet med en samling løsdele og værktøj plus et energisystem. Energisystemet bygger på vertikale tårne, der er fulde af maskineri, fra toiletter til elektronisk apparatur. Og de krones af et system af kraner.

Ved hjælp af kranerne og det øvrige energisystem kan man så mobilisere delene fra udlagte depotenheder, gruppere og aktivere dem til ethvert formål for bagefter hurtigt at kunne pille dem ned igen.

5.

Dag for dag kan denne kæmpemæssige maskine kombinere og tilbagetrække sine mobile dele: Vægge, gulve, ramper, gangbaner, styrbare rullende trapper, siddepladser, teaterscener, filmlærreder, lys- og lydsystemer. En kybernetisk kuldurmaskine.

Nogen gange vil maskinen være fyldt til bristepunktet med aktivitet. Andre gange vil kun en begrænset del af den være i funktion.

Og man kan, hvis det bliver aktuelt og i god overensstemmelse med den kybernetiske grundidé, lade publikum selv styre omfanget efter dets egne behov ved hjælp af et system af trykknapper.

Desværre er projektet endnu ikke realiseret. Men realiseres det, betyder det en helt ny foranderlighed i det hidtil så træge kuldurmønster. Det rummer modsat de eksisterende kuldurinstitutioner (fra Palæet til Louisiana) intet monumentalt eksteriør. Og det samme gælder interiørerne.

Her står ingen heroisk silhuet som et (grav)monument over ophavsmændene og deres høje tanker om den høje kuldur.

Er maskinen et monument over noget, er det bl. a. over arkitekturens, kulturens, civilisationens tavse hjælpere: De teknologiske tjenere, der holder liv i de fleste bygninger, uden at høste nogen tak for det og her er udnyttet til vores formål. Det eneste, der hele tiden er synligt, er selve serviceelementerne, som de tilfældige arkitektoniske former klistrer sig på.

Et »forlystelsesetablissement« kalder Joan Little-wood selv dette lego-tårn. Og også de aktiviteter, der indgår i det, kan sammenlignes med legoklodser. Græsk-romersk fribrydning er én klods, musik en anden.

På denne måde bliver det arkitektoniske udtryk samtidig til et sagligt monument over en ny drøm om en verden, hvor kulduren ikke mere er isoleret fra kulturen. En verden, hvor alt er i samme plan og hvor hver enkelt i generøs frihed kan programmere sin verden på tværs af specialiseringens og fragmentariseringens kløfter.

A machine to live it up with!

6.

D. H. Lawrence: »Kunst for min skyld«.

NY KONCERTFORM - NYE KONCERTBYGNINGER

Jörn Janssen: Projekt til et studiekompleks for Elektrooptik og Elektroakustik.

Følgende udnyttelsesmuligheder ligger til grund:

Planlæggelse af kompositioner - produktion af kompositioner - oplagring af kompositioner - opførelse af kompositioner.

Akustisk: Tale, sang, instrumentalistik, elektroakustik.

Optisk: Mimik, dans, instrumentalistik, elektrooptik.

Indretning til de nævnte formål overtager i den aktuelle situation den rolle, som de nu udlevede teater-, opera- og koncerthuse havde; under dette synspunkt bortfalder for os hine vanlige dekorative bestræbelser, som resulterer i Totem-monumenter og foregøgler repræsentation dér, hvor sagen ikke mere er noget i sig selv, ikke mere repræsenterer noget. - Indretningen står da i relation til de i dag herskende kommunikationskanaler: radiofoni, radiovision, cinematografi. Den opfylder såvel sociologiske som pædagogiske funktioner og hører som følge heraf med som bestanddel i enhver større planlægning af uddannelses-centre og beboelseskvarterer.

De nutidige tekniske reproduktions-muligheder tillader, at man forlader tidligere tiders økonomisk nødvendige store forsamlingssale og nøjes med lokaler, der kan tage op til 200 mennesker.

Program og tegnforklaring.

1) Parkeringsplads. 2) Trappe, hydraulisk lift. 7) Lydrum. 10) WC. 14) Elektroakustisk produktionsstudio. 15) Elektrooptisk do. 19) Køkken. 20) Udleveringsdisk. 21) Kantine. 22) Hovedindgang. 28) Store sal. 29) Podium. 30) Galleri. 31) Ophængt objekt (f.eks. pro-jektionslærred). 32) Akustisk forhæng. 33) Operatørrum til elektrooptiske og elektroakustiske projektorer. 35) Bygningsakustisk isolering. 36) Ydervæg. 37) Stolemagasin og oplagringsrum for apparatur.

(Tegningen kun en del af større projekt. Tegnforklaring derfor kun medtaget, for så vidt den har relevans for pågældende tegning).

Copyright 1960 Universal Edition. Die Reihe VII.

Gengives med venlig tilladelse af Universal Edition.