Berwald og Gade som status-symboler

Niels Martin Jensen:

BERWALD OG GADE SOM STATUS-SYMBOLER

Sidste år kunne vi i Danmark fejre et jubilæum for en af dansk musiks store skikkelser, nemlig 150-året for Niels W. Gades fødsel. Som det allerede gennem radio og aviser vil være mange bekendt, kan svenskerne i år ære deres store nationaíromantiske komponist Franz Berwald i 100-året for hans død. Og det tør siges, at svensk musikliv i enestående grad benytter tiden omkring dette jubilæum til at gøre godt igen, hvad der efter manges mening har været forsømt imod denne komponist, ikke alene mens han levede, men også i lange perioder fra hans død og op til vore dage. Og man kan ikke lade være med at drage sammenligninger mellem disse statusopgørelser inden for nutidigt dansk og svensk musikliv, der angår forvaltningen af vægtigt arvegods fra forrige århundredes tradition. Thi lige så forskelligt som disse to samtidige komponisters levnedsløb og kunstnerbaner formede sig, lige så forskelligt synes i øjeblikket deres position at være i deres respektive landes musikalske miljø.

Gade blev berømt og vandt sig en central position i europæisk musikliv allerede med sine første orkesterværker, og hans udenlandsophold i 1840'erne blev den aldrig fortsatte begyndelse til en strålende international karriere som dirigent for et af Europas berømteste orkestre - Gewandhausorkestret i Leipzig -som han stod i spidsen for sammen med vennen Mendelssohn, indtil han i 1848 frivilligt afbrød denne europæiske løbebane for så til gengæld til sin død at beklæde de højeste poster inden for dansk musikliv og skabe en grundfæstet musikkultur î sit hjemland, der i rigeligt mål nød godt både af hans evner og det renommé, han til sin død bevarede i europæisk musiklivs toneangivende kredse.

Berwald, derimod, søgte ved gentagne ophold i udlandet forgæves en international position, og i hans fødeland gik det ham ikke bedre, ja endog så dårligt, at han i flere perioder måtte lægge musikken helt på hylden og kaste sig over andre gøremål for at kunne eksistere. Først mod slutningen af sit liv opnåede han som lærer î komposition ved det kgl. svenske musikkonservatorium den kunstneriske anerkendelse, han hidtil forgæves havde søgt.

Det er de kendsgerninger, der skabte disse to vidt forskellige kunstnerbaner. For Berwalds vedkommende fortsatte rehabiliteringen en periode efter hans død; de følgende generationer af svenske komponister fordybede sig i denne mærkelige enspænders ejendommelige tonesprog, og i årene efter århundredskiftet kunne man også i svenske koncertsale opleve en Berwald-renaissance med opførelser af hans hidtil sjældent spillede instrumentalmusik. Men i de følgende årtier dalede interessen atter, og det er erkendelsen af denne delvis uindfriede gældspost til en stor national komponist, som er drivkraften i det imponerende arbejde, der i disse år fra svensk side gøres for at rejse Berwald et værdigt eftermæle - både nationalt og internationalt. Og bagved alt dette ligger naturligvis overbevisningen om, at hans musik er så væsentlig, at den ikke fortjener et livløst gravmonument, men skal gøres praktisk tilgængelig for det størst mulige forum.

Hovedresultatet er en komplet udgave af hans værker, til hvis gennemførelse man med støtte fra den svenske stat og Sveriges Radio har allieret sig med et af Europas førende musikforlag for at kunne skaffe udgaven den videst mulige udbredelse. Indtil nu foreligger tre af ialt 25 planlagte bind, nemlig hans strygekvartetter, »Sinfonie singulière« og nu senest operaen »Drottningen av Golconda«, der med præcision udkom til uropførelsen på Operaen i Stockholm på Berwalds dødsdag den 3. april, en begivenhed der også herhjemme er blevet udførligt omtalt. Allerede nu kan det fastslås, at svensk musikforskning med denne udgivelse har skabt en monumentudgave, hvortil der endnu ikke findes sidestykke i de andre nordiske lande, og som hvad såvel editionsteknik som typografisk og øvrigt bogteknisk tilrettelægning befinder sig på højeste internationale niveau.

En koncentreret planlægning og arbejdsindsats omkring selve jubilæumsåret og -dagen har endvidere resulteret ikke alene i den omtaltet uropførelse af et af Berwalds musikdramatiske værker, men også i en række gennemtænkte arrangementer af Berwald-koncerter i Sveriges Radio og andre koncertinstitutioner - bl. a. en række tournéprogrammer med hans kammermusik udarbejdet af Rikskonserterna -, et inter-pretationskursus i hans musik, en række grammofonindspilninger af hans værker og endelig i dagene efter jubilæet afholdelsen af en konference i Stockholm over emnet »Berwald og hans tid« med Sveriges Radio som vært. Det er min deltagelse i denne konference, der er den direkte årsag til disse overvejelser om en side af den aktuelle musikalske aktivitet i Danmark og Sverige.

Til kongressen var foruden svenske Berwald-specialister indbudt musikforskere fra de øvrige nordiske lande og desuden fra Tyskland og England for at man i fællesskab kunne drøfte ikke blot Berwalds værk, hans instrumentalstil, orkesterteknik og hans stilling som musikdramatiker, men også den baggrund, som musikalske og kulturelle strømninger i udlandet dannede for hans musik. Udbyttet blev således gensidigt, thi ikke alene blev der herigennem kastet nyt lys over Berwalds produktion, men udenlandske forskere fik også gennem disse informationer og drøftelser suppleret billedet af europæisk musikliv i de betydningsfulde år omkring midten af forrige århundrede gennem et uddybet kendskab til en betydelig svensk komponist fra denne tid.

Det kan være tankevækkende på baggrund af denne imponerende indsats fra svensk side for at yde en af de store skikkelser i musiklivet fuld retfærdighed at drage parallellen til den tilsvarende begivenhed i dansk musikliv sidste år. Der blev og bliver fortsat spillet en del af Gades musik, der gjordes nogle grammofonindspilninger af et fåtal af hans værker, og der udkom enkelte af hans kompositioner i praktisk tilgængelige ny-udgaver, men således f. eks., at et enkelt værk udsendtes samtidigt af to forskellige forlag, mens langt den største del af hans musik, dvs. næsten al hans kammermusik, klavermusik og hans symfoniske musik, endnu er utilgængelig for moderne praksis.

Nu kan en sådan sammenligning mellem disse to komponisters position i dag måske synes for isoleret og lidet sigende. Naturligvis må en væsentlig grund til det påpegede misforhold mellem bestræbelserne i Danmark og Sverige inden for et afgrænset musikalsk område søges i de langt større pengemidler, der bliver ydet til sådanne projekter i svensk kulturliv fra offentlige institutioner, heriblandt Sveriges Radio. Men det er ikke hele forklaringen, og her får disse to komponisters position i dag et videre perspektiv. Et arbejde af en sådan karakter som det svenske kan kun komme i stand gennem en effektiv koordination af de respektive arbejdsinsatser, gennem fælles planlægning og gennem et udstrakt samarbejde mellem alle de kredse, hvis medvirken er nødvendig eller blot gavnlig for arbejdets gennemførelse. Og her synes der at være en følelig mangel, når det gælder danske forhold. I et lille land er der ikke tilstrækkelig med økonomiske midler eller energireserver til en opspaltning i mange isolerede interessesfærer, det være sig af kommerciel, praktisk eller videnskabelig art, hvor arbejdet udføres uden indbyrdes kontakt når der står så meget tilbage at gøre - og det er jo sagen, når det gælder dansk musik. Det gælder ikke alene enkelte komponister som f. eks. Gade. Kan hænde, at mange vil synes, at i hvert fald Gades samlede produktion ikke ville egne sig til nyudgivelse, og at både han og vi ville være bedre tjent med et udvalg af hans værker. Hertil er dog at sige, at mens denne indvending ud fra et praktisk-fremførelsesmæssigt synspunkt kan forekomme rigtig, er det nødvendigt rent forskningsmæssigt, at der gives mulighed for at studere en kunstners produktion in toto, ikke alene for at nå til den fulde erkendelse af hans individuelle stil og derigennem til den rette forståelse for og tolkning også af hans bedste værker, men tillige fordi der først hermed er skabt basis for det samlede nuancerede overblik over en hel periodes kunstneriske mønster, der jo skabes ved detaljernes sammenføjning. Dette er også et væsentligt argument for f. eks. samlede, tekstkritiske udgaver af forfatteres værker, således som de gennem en lang årrække er fremkommet herhjemme, men hvortil der savnes sidestykker, når det gælder dansk musik, men lad os så antage, at man ikke i første række skal sigte efter samlede udgaver af enkelte komponisters værker. Men også på andre måder kan en forsvarlig og dækkende afhjælpning af behovet for primært musikalsk kildemateriale til belysning af dansk musiks udvikling afhjælpes. For nu at blive ved det 19. århundredes musik kunne man således tænke sig genremæssigt anlagte serier indeholdende det værdifuldeste inden for symfonisk musik, kammermusik, klavermusik osv. - perioden var også andet en romancer. Muligt var det også, at sådanne detaljeret udarbejdede projekter, der i høj grad måtte bygge på et praktisk-videnskabeligt samarbejde og hvortil der bl. a. ville kræves forlagenes støtte og medvirken, havde større chancer for at vinde gehør hos de bevilgende myndigheder.

Og det er ikke kun inden for den musikvidenskabelige disciplin og her igen inden for udgiverarbejdet, at et sådan teamwork er nødvendigt. De humanistiske faggrupper som helhed har i høj grad brug for gruppearbejder inden for de enkelte forskningsområder til gennemførelse af påkrævede projekter, således som det længe har været brugt inden for andre videnskabs-grene. Inden for musikforskningen ville det måske herigennem blive muligt at få udarbejdet det grundlæggende værk, som dansk musik endnu mangler: en gennemarbejdet fremstilling af den danske musiks historie, byggede på specialisters behandling af de enkelte afsnit og på en grundig registrering af kildematerialet.

Hvad angår udgivelsen af dansk musik findes der i øjeblikket to institutioner, der varetager dette arbejde, nemlig Dansk Selskab for Musikforskning og Selskabet til Udgivelse af dansk Musik. Men disse to foretagender har hver deres sigte med deres publikationer, arbejder hovedsageligt uafhængig af hinanden og med vidt forskellige økonomiske tilskud. Man kunne ønske, at det ville blive muligt på en langt mere effektiv måde at koordinere denne vigtige forudsætning for beskæftigelsen med vor musikalske tradition, således at både udgivelsen af ny og gammel musik blev ledet eet sted fra og at der herigennem også kunne gøres samlet front for at opnå de uomgængelige økonomiske tilskud.

Men hvorfra da de nødvendige penge til alt dette? Vil nytten af disse arbejder stå mål med udgifterne? Med disse spørgsmål er man i betænkelig nærhed af den altid standende debat om de humanistiske videnskabers plads i samfundsstrukturen, og man fristes til at parere med en frase, der dog ikke er uden betydelig slagkraft: det koster at ville smykke sig med titlen »en kulturnation«.