Musik og politik

Af
| DMT Årgang 43 (1968) nr. 05 - side 117-117

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Vil du være medlem af foreningen Seismograf?
  • Annonce

    Concerto Copenhagen

LEDER

MUSIK OG POLITIK

Her skal ikke tales om musikpolitik. Altså den lille korridor-politik om så og så stort et stykke af den til rådighed stående kulturelle lagkage, og til hvem, og hvorfor og med hvilken ret.

Nej, sagen drejer sig om forholdet mellem musik (resp. musikfolk) og så den rigtige politik, sådan noget med Vietnam, samfundsforhold, de Gaulle og så videre.

Som bekendt har kunstnere ved Det kgl. Teater nemlig fundet det påkrævet at gøre et eller andet i anledning af Sovjets og satellitters overfald på Tjekkoslovakiet. Man har fundet det forkert at arbejde kunstnerisk sammen med folk fra okkupations-landene, ligesom man i DUT har næret moralske betænkeligheder ved at lade polakkerne få lov at høre Per Nørgaards IRIS. I skrivende stund er det overhovedet usikkert, om årets ISCM-fest bliver til noget.

Spørgsmålet er, om slige forholdsregler er videre betænksomme. Det er allerede til hudløshed blevet slået fast, at hvis man ikke kan have noget at gøre med russerne osv., så burde man heller ikke have noget at gøre med f. eks. Bernstein, for han er amerikaner, og det er praktisk taget endnu værre. Og Miltiades Caridis, han burde straks boycottes, han er græker, og grækere er det heller ikke så godt med. Kort sagt: man vil uvægerligt ende med en tilfældig, inkonsekvent demonstrations-politik.

Nu kan man sige, at demonstrationerne ikke bliver mindre retfærdige af, at man er inkonsekvent, og at »et sted skal man jo begynde« og så videre. Det kan være ganske rigtigt, der skal ikke rejses tvivl i det hele taget om den gode mening bag disse demonstrationer. Alligevel er der noget der generer ved denne hersens inkonsekvens.

Den står nemlig i skærende kontrast til den konsekvens hvormed undertrykkelse og udbytning foregår i denne verden. Isolerede demonstrationer er ikke bare inkonsekvente, de er også forbandet anakronistiske. Thi vor medviden om de forhold der råder i verden er blevet større, takket være kommunikationsmidlernes effektivitet er vi i dag i højere grad udsat for et totalt, globalt »involvement« end nogen sinde før. l hvert fald er vore muligheder for at fortrænge blevet mindre.

Betyder det, at vi altså skal synke hen i afmagt, bare lade være, ikke tilkendegive vor mening? Er ikke netop kunstnere forpligtet til at holde humanitetens osv fane højt ved enhver given anledning?

Jo, såmænd. Hvis det bare var så indlysende klart med kunstens placering i det hele taget. Dette spørgsmål er heller ikke nyt, ganske vist, alt det her med »engageret« kunst o. l. Men det er nu ikke til at komme udenom, at behovet for omvæltning af de bestående tilstande, som forekommer mere og mere radikalt, uvægerligt må sætte problematikken »kunst/politik« på nye nævnere. Eller i det mindste: må stille musikere og kunstnere overfor en række samvittigheds-spørgsmål, først og fremmest det spørgsmål, hvordan relationerne egentlig er mellem den kunstneriske praksis, de bestående kulturelle institutioner, de står for — og så de bestående tilstande, »systemet«. Svaret er slet ikke givet. Man kan have sine betænkeligheder ved de doktrinære marxister, der uden videre sætter lighedstegn mellem »finkultur«, »borgerlighed«, »undertrykkere«. Man kan også have sine betænkeligheder ved blot at se musik som et smykke i det bestående system, som en art opium, måske endda et middel til at suspendere omvæltningen. Man kan i det hele taget have sine betænkeligheder — de kan være så alvorlige, at der ligesom ikke bliver plads til de nemme, i grunden risikofrie demonstrationer — i kunstens navn.

For hvad man vil gøre som privat-menneske — det er noget andet. Men det var heller ikke det sagen drejede sig om.

Poul Nielsen

PS.: Efter denne leders affattelse er det blevet klart, at DUT er en af de få sektioner i ISCM, som ikke har villet deltage i boycot af ISCM-festen i anledning af Tjekkoslovakiet. Dette er udtryk for en holdning, som ligger i klar overensstemmelse med de i lederen fremsatte principielle synspunkter. Lederens kritiske adresse kan læserne selv føre videre til de sectioner, som har boycottet, herunder de øvrige nordiske landes.