Omkring en ny Carl Nielsen - publikation

Emil Telmányi:

OMKRING EN NY

CARL NIELSEN-PUBLIKATION

Den 2. april 1930 fejrede man 125 års dagen for H. C. Andersens fødsel. I hans fødeby, Odense, fik festligholdelsen en særlig glans, idet Odense-fabrikanten Thomas B. Thrige har skænket byen 100.000 kr. til opførelsen af en H. C. Andersen-Mindeha T. Denne skulle indvies ved en festaften den 11. juli, og aftenen efter skulle Odense Teater afholde en festaften, hvis hovedattraktion var et nyt festspil »Amor og Digteren«, skrevet til denne festaften. Forfatteren Sophus Michaelis er født i Odense, og komponisten til musik for festspillet Carl Nielsen er født, omend ikke i selve Odense, men dog på Fyn, altså to fynboer skulle hylde den tredje fynbo.

Ideen til festspillet fik Carl Nielsen selv. l stedet for en kantate, som man havde bedt ham skrive, havde han mere lyst til at skrive en lille opera eller festspil. Men han opgav tanken om en opera, han mente, at man ikke kunne fremføre denne digterskikkelse som Heltetenor! Imellem H. C. Andersens eventyr stoppede han op ved »Den uartige dreng«. Situationen, hvor den uartige dreng skyder pilen i digterens hjerte, kunne dramatisk udnyttes ved at medtage H. C. A.s forelskelse i den svenske nattergal Jenny Lind. Det var det, Sophus Michaelis har benyttet til festspillet. Digteren befinder sig på sin rejse i Berlin, på et hotelværelse, nytårsnat 1845. Han føler sig meget ensom, svøber tæppet om sig, han fryser. Udenfor siler regnen trøstesløst ned, ganske som i eventyret. Amor springer ind med bue og pil og skyder digteren i hjertet. Derefter får han besøg af divaen Jenny Lind og fortæller hende om sin barndom. Flere tableauer illustrerer hans fortælling. Det sidste viser Odense by som hylder sit berømte bysbarn i en apotheose, ligesom i et drømmesyn.

Carl Nielsen dirigerede selv festspillet. Jeg har været til stede ved prøverne, og om aftenen, og »Fyns Tidende« har opfordret mig til at skrive en anmeldelse af musiken, som følger her:

At skrive musik til et festspil er ikke ensbetydende med at skrive et par smukke melodier på nogle vers, som er digtet med det formål, at de skal synges. Et festspil, hvor komponisten nøjes med kun at sætte toner til de få steder, hvor digteren så at sige foreskriver det ved at digte nogle sangbare vers«, vil altid føles som et kun sammenstykket og ikke organisk gennemarbejdet værk. Det vil heller aldrig virke umiddelbart. Opgaven får derimod sin løsning, hvis komponisten - ganske vist udstyret med sans for det dramatiske, får musikken til at give festspillet et ophøjet stemningsmiljø i det hele taget og en uddybelse af de psykologiske situationer i særdeleshed.

Et skuespil taler til vor sjæl gennem vor begrebsverden, men de, som er følsomme over for skuespillets virkemidler, må indrømme, at et skuespil aldrig virker kun gennem begreberne. Et skuespil vil altid overskride dette område og medtage i spillet et eller andet, som hører til musikkens egentlige rige, selv om det måske mange gange sker ubevidst. Tænk blot på de mest elementære musikalske udtryksmidler, en skuespiller bruger, når han hæver eller sænker sin stemme (musikalsk: melodi), når han taler hurtigt eller langsomt i en uendelig variation (musikalsk: tempo eller rytme), når han taler i forskellig styrkegrad (musikalsk: forte eller pianissimo). Til skuespil hører der altså musik, om det så er middelbart eller umiddelbart, bevidst eller ubevidst.

Til et festspil: et skuespil af særlig ophøjet karakter, er musik derimod uundværlig, og komponisten følger den samme vej som skuespilleren, blot at det her sker bevidst. Han udsøger sig i stykket de steder, som kræver musik, og så sætter han enten melodier til versene eller giver en melodramatisk undermaling til ordene, ligesom det nu dikteres af situationen. Hermed hjælper han både digteren til at gøre det digteriske indhold mere indtrængende og fantasifuldt, og tilhørernes sind til at blive mere umiddelbart modtageligt.

Carl Nielsen, som allerede flere gange før har skrevet musik til skuespil, har også denne gang givet os et meget smukt bevis på sin sans for det dramatiskmusikalske. Han har i festspillet »Amor og digteren« med kyndig hånd skabt en udtryksfuld, illuderende og festlig musik.

Ouverturen, som for resten skal anses næsten som en uventet tilgift, idet den er mere, end den almindelige optakt til et festspil plejer at være, synes at give en musikalsk impression af digterens (H. C. Andersens) mangfoldige karaktertræk. Den begynder således med et enkelt lille trommeslag, som udløser en fordringsløs melodi af næsten beskuende, passiv karakter, som dog snart bliver mere kompliceret og noget sær, indtil den efter en dramatisk kulmination giver plads for en mere patetisk båren melodi, længselsfuld, ofte ligefrem hektisk i sin higen - dog ledsaget af en stiv, næsten pedantisk virkende, stikkende figur: en mærkelig, men anskuelig modsætning. Denne periode afsluttes med et skrig af klarinetten, som dog efterhånden beroliges og føres over i et yndigt stykke musik med imiterede motiver. De er brogede, fantasifulde i harmoni, legende i rytmen, et lille eventyrrige, hvor også den længselsfulde melodi, som vi husker fra før, toner frem igen, dog i det lyserøde skær af eventyrrytmen. Der er noget meget fint og yndigt over afslutningen, som betager os ved sin naturstemning. Vi synes næsten at fornemme bækkens rislen, vanddråbernes fald og indånder fyrreskovens duft: vi er sat ind i digterens eventyrverden. Vi lytter spændt til, hvad han fortæller, og lægger næppe mærke til, at eventyret er endt; det hele fortsætter og klinger videre i vort sind.

Den umiddelbare optakt til festspillet er nogle få takter melankolsk musik, som sætter os i den rette stemning: digteren står ensom i vinduet på sit hotelværelse i det fremmede land nytårsaften; vemodigt hører han på regnens piasken og vindens susen. Hans monolog er overstrøet med poesifuld orkester- og kormusik, den sidste bag scenen. Som stærk modsætning hertil virker ved Amors uartige opførsel et stykke heftigt pulserende musik, som giver den dramatiske situation et spændende liv: Amor skyder digteren med en pil. Hornene klinger her vemodigt, og vi hører digteren: »Hvor det gør ondt! Ah, mit hjerte!«

I den følgende scene med den mystiske herre er der ingen musik, men dertil er der heller ingen anledning. Mon Carl Nielsen har været lidt ked af dette? I det mindste har han, så at sige til gengæld, komponeret en ekstra arie til divaen (Jenny Lind) i næste scene. Denne arie, skrevet over en gammel italiensk sonet, er således ligefrem et indlæg i festspillet og giver den svenske nattergal lejlighed til at præsentere sig meget fordelagtigt i sin kendte, charmefulde attitude: syngende ved taffel kl ave ret. Der var en egen pastoralsk stemning over denne arie hvis midterparti er skælmsk, uskyldigt koket og indsmigrende, en ægte »Belcanto-arie«, isprængt lidt koleratur, det, som klædte den svenske nattergal bedst.

Digterens og divaens dialog og digterens fortælling foran vandretæppet bliver ellers flere gange afbrudt med sang eller melodramatisk musikledsagelse. Divaen synger en hymne til »Vor høje Nord«, og når vandretæppet stopper ved fyrreskoven, intonerer hun en lidt melankolsk melodi til pointen »... til evig vandring stemt...«, hvori digteren istemmer: »I mig en rastløs længsel lå!..«, deklameret på en eneste tone, fjernt fra virkeligheden, ganske i drømmesyn. Det hele kulminerer i en festlig apoteose med brusende musik og nogle gloriøse toner fra divaens strube: »Vi søger den ad hver sin sti som evig sang og poesi«, imens vandretæppet giver os det syn, digteren skuer i sin indre verden: hans illuminerede fødeby Odense.

Hermed slutter festspillet, fra hvilket vi medtager en stille fortryllelse. Det lykkedes således komponisten i forening med digteren at levendegøre H. C. Anderens ånd.

(Fyns Tidende, 13. juli 1930).

Festspillet blev ikke genopført senere, men godt tre måneder efter spillede jeg ouverturen og et uddrag af scenemusikken på en af mine kammerorkesterkoncerter, den 20. oktober. Senere bad organist Chr. Geisler, der var formand for »Foreningen N. W. Gades Minde«, Carl Nielsen selv at dirigere musikken til »Amor og Digteren« på foreningens koncert 2. marts 1931, hvilket han sagde ja til.

Naturligvis var det meget begrænset, hvor meget af scene-musikken der kunne bruges ved en koncertopførelse uden scenebilleder. Iblandt dem, der kunne bruges, var et lille stykke, hvor Carl Nielsen skildrer regnens trøstesløse silen, og benytter et lille kammerkor bag scenen, et smukt stemnings-tone-maleri. Selv om der var et korværk på koncertens program, som Chr. Geisler dirigerede, var der vanskeligheder m.h.t. at anvende koret til Carl Nielsens stykke. Han har allerede til min koncert udsat korpartiet for fire horn, for at redde stykket til koncerten.

Imidlertid fik han kort før prøverne et af sine hjerteanfald og måtte renoncere på at dirigere, og han bad mig overvåge prøverne og koncerten.

Bortset fra disse to koncertopførelser, fik musikken ellers lov til at slumre i Carl Nielsens skrivebord og senere på Det kgl. Bibliotek indtil 1965. I anledning af Carl Nielsen-centennariet, ønskede rektor Tage Nielsen på Det jydske Musikkonservatorium at afholde en Carl Nielsen-mindekoncert. Da kom jeg i tanker om »Amor og Digteren« og fik på denne festkoncert placeret både ouverturen og scenemusikken. Men da jeg her havde et udmærket lille kammerkor af sangeleverne, fik jeg ikke brug for »horn-erstatningen«, de sang virkelig nydeligt. Elevorkestret klarede også hæderligt de meget svære stryger-passager i ouverturen. Da musikchef Eckart-Hansen engagerede mig til at akkompagnere Gilbert Jespersen til Carl Nielsens fløjtekoncert på Tivolis Carl Nielsen- festkoncert den 20. maj 1965, fik jeg anbragt ouverturen som koncertens indledning (altså uden scenemusikken).

Denne opførelse gav stødet til, at ouverturen blev optaget i rækken af »Samfundet til Udgivelsen af Dansk Musik«s publikationer. Den foreligger nu trykt, både partitur og stemmer (3. serie no. 186).

Nodetegneren har leveret et meget let læseligt og overskueligt nodebillede med dejlig store nodehoveder og bred spatium. Det er så smukt tegnet, at man tror, det er trykt på gammeldags manér. Det er en fornøjelse både for dirigenten og spillerne at læse disse noder, derfor håber jeg, at dirigenterne lader sig lokke til også at lade værket klinge ud i koncertsalene.

Ved prøverne til den første koncertopførelse ved min kammerorkesterkoncert oktober 1930 (og ikke i februar 1931, som jeg fejlagtigt bemærker i partituret) har Carl Nielsen og jeg diskuteret mere detaillerede og præcise fraserings og dynamiske betegnelser (som var tiltrængt), end dem, der var noteret af Carl Nielsen selv. Når han dirigerede sine egne værker, var han klar over, hvordan han ønskede at de skulle klinge. Men da han altid arbejdede på højtryk, havde han ikke altid tålmodighed og tid til at give detaillerede betegnelser i nodebilledet, der kan vejlede dem, der skal studere værket.

Da »Samfundet« opfordrede mig til at forestå udgivelsen, har jeg bevaret alle komponistens noteringer og sat min revision, der i sin tid med blyant blev indføjet i partituret, i parentes.