Bøger

BØGER

DANSK MUSIK

I serien »Studier i Danmark« har Dansk-Norsk Fond udsendt en bog om dansk musik, der er redigeret i samarbejde med professor Henrik Glahn, og hvor en række eksperter giver en instruktiv indføring i forskellige grene af dansk musikliv. Fremragende beskriver Poul Nielsen danske komponister fra Weyse til Thomas Koppel. At det kan gøres på 25 sider er nok noget af en bedrift - og han har virkelig fået det allermeste med.

Dog har han skammeligt nok glemt sin storebroder Tage og dennes kollega i Esbjerg, Peder Holm. Af komponister, der virkede i Carl Nielsen's skygge, er den begavede Ludolf Nielsen ikke nævnt, men er måske også glemt i dag. Mere mærkeligt forekommer det, at de to eneste reelle alternativer til Carl Nielsen, Louis Glass og Rued Lang-gaard, ikke er omtalt. Disse mindre væsentlige ting forhindrer bestemt ikke, at den overordentlig velskrev-ne artikel er bogens væsentligste bidrag.

Carsten Hatting skriver naturligvis med indsigt om dansk kirkemusik. Han siger mange gode ting og ikke et ord for meget om Dansk kirkesang, og Mogens Wöldike's afgørende betydning for den kirkemusikalske situation i dagens Danmark. Det er også helt i orden, at kirkemusikkredsen nævnes som et på flere måder banebrydende foretagende, men artiklen får alligevel slagside, når man helt overser en generation af kirkelig komponister, repræsenteret ved navne som Raa-sted, Bangert og Emborg, ligesom bare et par eksempler på betydelige danske orgelspillere nok kunne have interesse. Finn Viderø er ganske vist nævnt, men hvad med Georg Fjelrad, Grethe Krogh Chri-

stensen osv. osv. Carsten Hatting tager sig også af dansk orgelbygning, og der bringes karakteristiske dispositioner fra en række orgelbyggere, hvor man savner to firmaer omtalt, nemlig Bruno Christensens og Brdr. Bruhns orgelbyggerier.

Højst utraditionelt skriver Thorkild Knudsen om folkemusik, og til slut giver Harald Krebs en saglig og klar redegørelse af musikuddannelsen i Danmark.

Det lille skrift, der også bringer en vejviser over danske musikinstitutioner ved Sigurd Berg, er tænkt som information i Norge om danske musikforhold. Til dette formål er bogen utvivlsomt nyttig, medens den selvfølgelig ikke kan være af tilsvarende interesse for danske musikere og musikpædagoger.

Poul Børch.

KULTURMUSIKHISTORIE

Hans Hollander: »Die Musik in der Kulturgeschichte des 19. und 20. Jahrhunderts«. 171 p. Arno Volk Verlag, Köln. 1967. Bogen er skrevet på basis af nogle nyligt afholdte forelæsninger, hvilket mærkes på dispositionen. De nogenlunde lige lange kapitler behandler følgende emner: »Substanz und Stil im musikalischen Kunstwerk«, »Fin-de-siècle«, »Impressionismus«, »Futurismus - Dadaismus - Kubismus - Surrealismus«, »Expressionismus«, »Folklorismus und Neoklassizismus«, »Zwölftonmusik und serielle Methode« og til slut »Die Avantgarde«. Desuden er vedføjet en litteraturliste og et afsnit med billedeksempler. Bogens sigte er således en orientering om -ismerne fra ca. 1890 til i dag, og Hollander gør i forordet læseren opmærksom på, at han ønsker at jævnføre stadier af musikkens udvikling med andre kunstarter såsom maleri, poesi og arkitektur. Det understreges passende ydmygt af forfatteren, at der ikke er tale

om noget førstehånds forskerarbejde, men om en subjektiv, ofte intuitiv beskrivelse af de mest væsentlige og markante fænomener. Bogens beskedne rammer tjener som undskyldning herfor.

Trods disse bemærkninger fanges interessen af det opstillede tema; det kunne ja være, at bogen trods det ydmyge forord ville kunne bidrage til løsningen af et til alle tider vanskeligt problem: at klarlægge en metode og en terminologi til sammenlignende æstetiske undersøgelser. Hans Hollander er ifølge bogens omslag uddannet både som musikvidenskabsmand og som kunsthistoriker, og han skulle således være vel udrustet til en sådan opgave. Desværre skuffes man i sine forventninger, for bogen er et rent (omend til tider begavet) journalistisk arbejde, og der gøres ikke noget alvorligt forsøg på at trænge ind i dette kærneproblem. Man kunne tænke sig denne opgave løst i et indledende kapitel, hvor fælleskunstne-riske begreber som f. eks. balance,

symmetri, varighed, rum, klangfarver, dynamik, kontrast, linieføring, kontrapunkt og endelig idé, form og stil kunne have været defineret forholdsvis præcist med henblik på opstilling af fællesnævnere til brug ved de efterfølgende betragtninger over de forskellige kunstnere og deres værker.

Overskriften til det første kapitel (»Substanz und Stil ...«) kunne meget vel få læseren til at vente sig noget i den retning. Men det bliver ikke rigtig til andet end en bestandig kredsen uden om de centrale spørgsmål eller omvendt: konklusioner ud fra uholdbare præmisser. Hollander gør sig bestemt heller ikke opgaven let ved at angribe sagen der, hvor den er mest uoverskuelig. Der tales f. eks. meget om kunstværkets »Innen und Aussen«, »Idee und Gestalt«, »Wollen und Vollbringen« o. s. v. uden at der bringes kontante oplysninger om, hvad der menes med disse begreber. Desuden glider denne i sig selv interessante undersøgelse alt for hurtigt over i et forholdsvis banalt referat af udviklingen fra Beethoven til Wagner, ganske på linie med fremgangsmåden i de efterfølgende kapitler. Når således de elementære faglige krav ikke er tilstrækkeligt tilgodeset af forfatteren, har man her forklaringen på, at de tværgående kunstneriske forbindelser, der utvivlsomt eksisterer, i de følgende kapitler skrues sammen på en sådan måde, der virker tilfældig. Bag en smuk sproglig facade afsløres derfor meget som blot postuleret eller i det mindste dunkelt. Hertil kommer, at det er til skade for erkendelsen af de måske rigtige betragtninger, at kun tre af de 27 billedeksempler er kolorerede, og at der i øvrigt ikke er et eneste eksempel på arkitektur.

Har man imidlertid afskrevet kravet om metodisk og definitorisk klarhed, må det indrømmes, at der bydes på inciterende læsning. Stoffet er jo i sig selv overordentligt spændende, og Hollander skriver ud fra et forhold til værkerne, der er præget af modenhed og personlig erfaring. Det gælder afsnittet om »Fin-de-siècle«, hvor kunsten placeres i filosofisk, moralsk og social sammenhæng, og hvor Hollander således får et solidt greb om periodens idemæssige baggrund. Noget tilsvarende kan siges om de følgende kapitler frem til behandlingen af Wiener-skolen og Avantgarden. Hollander kommer her helt skævt ind på Schönberg og dodekaphonien, som han åbenbart har svært ved at attakere på kvalificeret måde. Han opstiller forældede synspunkter, modsiger endog sig selv. Om Schönbergs forhold til rækken hedder det f. eks. p. 99: »Für ihn war die Reihe selbst etwas Künstleriches Bedeutsames, ein Tongebilde, das sich ihm aus einem primär erfundenen musikalischen Gedanken herauskristallisierte« og p. 109: »... Schönberg, bei dem die Reihe im allgemeinem kein melodisches Eigenleben besitzt«.

Hvad angår perioden efter anden verdenskrig (»Die Avantgarde«), gøres der en del ud af Stock-hausen, til dels også af Boulez, men der fortælles for lidt om John Cage og Ligeti og slet intet om Kagel eller den polske gruppe. Man savner her en klar oversigts-mæssig udredning af stoffet, og der er for få ajour-føringer med de andre kunstgrene, herunder især de sceniske. Disse mangier er særligt mærkbare, når man tager den aktuelle situation i betragtning. Der gøres jo i dag talrige forsøg på at opnå fælleskunstneriske resultater.

Sammenfattende kan man efter læsningen af bogen sige, at man nok ærgrer sig over dens åbenlyse mangler, men at man på den anden side nødigt ville have undværet bekendtskabet med den, fordi den på en trods alt inspirerende måde beskæftiger sig med et vigtigt og alt for sjældent behandlet stofområde.

Mogens Helmer Petersen

BARTÓK SOM MUSIKETNOLOG

Béla Bartók: Rumanian Folk Music, 1-3. Edited by Benjamin Suchoff. The Hague 1967. U$ 47,50.

På Martinus Nijhoffs forlag i Haag er kommet et værk, som alle, der interesserer sig for folkemusik i almindelighed og specielt for folkemusikken på Balkanhalvøen, må fryde sig over. Det er Béla Bar-tóks RUMANIAN FOLK MUSIC, en posthum udgave af hans storslåede arbejde om rumænsk folkemusik, et formidabelt trebindsværk i serien THE BARTÓK ARCHIVES STUDIES IN MUSICOLOGY, indeholdende 1115 inatrumentalmelo-dier og 1440 vokale melodier med 1335 tilhørende tekster.

Bartóks kærlighed til den rumænske folkemusik kan spores tilbage til 1904, da han besøgte en landsby i Transsylvanien, der dengang hørte til Ungarn. Siden fulgte gentagne besøg, hvorunder han foretog en omfattende indsamling af folkemusik fra rumænske landsbyer i Ungarn. Dette indsamlingsarbejde varede fra 1908 indtil første verdenskrig og resulterede blandt andet i bøgerne med folkesange fra Bi hor-området, Cântece popolare romanesti din Comitatul Bihor, Bukarest 1913, fra Maramures, Volksmusik der Rumänen von Maramures, München 1923, og vinter-solhvervssangene, Melodien der rumänischen Kolinde, Wien 1935.

I sit forord til RUMANIAN FOLK MUSIC gør Victor Bator, lederen af The Bartók Archives, rede for Bartóks kamp for at få udgivet sine manuskripter. Arbejdet med folkemusikken var blevet en livsbetingelse for ham. Hans inderlige, ligefrem lidenskabelige tilknytning til det er bemærkelsesværdig, når man tager i betragtning, at han samtidig var komponist og udøvende musiker, og at det etnomusiko-logiske arbejde bestemt ikke var nogen økonomisk fordel for ham, tværtimod. Bartók lagde stor vægt på at præsentere sit folkemusik-materiale så fyldigt som muligt

med tilhørende tekster og gode oversættelser, men økonomiske indskrænkninger tvang ham undertiden til at lade et arbejde udgive i en mindre tilfredsstillende form, som f. eks. Colinde-samlingen, der kun bragte melodierne, men udelod tekstdelen.

Bartók påbegyndte sit manuskript til RUMANIAN FOLK MUSIC i 1933 og afsluttede det i marts 1945, få måneder før sin død. Han overlod værket til Columbia University's Special Library med henblik på udgivelse, når mulighed gaves. Endeligt initiativ til dets udgivelse tog Victor Bator i 1951 og fik i 1955 dr. Benjamin Suchoff til at påtage sig redaktionen af manuskriptet. Teksterne er oversat til engelsk af Eugene C. Teodorescu og skulle honorere de krav, som Bartók stillede om overholdelse af originaltekstens metrum.

Med dette værk fremlægger Bartók et stort materiale af rumænsk folkemusik fra de områder, der tidligere hørte til Ungarn. Første bind, Instrumental Melodies, indeholder dansemelodier, sange med instrumentalledsagelse, bryllups-musik, alpehornmusik og dens imitationer på andre instrumenter -alt sammen i en notation, der efter Bartóks sædvane medtager et maksimum af detaljer uden at miste sin overskuelighed. Der er givet en beskrivelse af de instrumenter, der anvendes i de pågældende områder: violin, fløjte, langfløjte, dobbeltfløjte, fløjte uden fingerhuller, sækkepibe, alpehorn, jødeharpe og enkelte slaginstrumenter, og til nogle af dansene er koreografien givet.

Andet bind, Vocal Melodies, in-deholder ikke-ceremonielle melodier, klagesange, bryllupssange, høstsange, regnsange og vintersolhvervsange (Colinde). Hele denne melodisamling, der iøvrigt inkluderer Bihor-melodierne fra 1913, er grupperet efter genrer og videre-inddelt efter musikalsk struktur med en signatur øverst på hver side - et princip, der gør det overmåde let at orientere sig i samlingen. Bartóks grundighed i beskrivelsen af de musikalske karaktertræk og dialekter i de forskellige egne og af udførelsespraksis med enkeltheder som f. eks. afbrydelse af ord og stavelser, kluklyde, sangerens fornemmelse for tonehøjde etc. kender vi igen fra hans Serbo-Croatian Folk Songs (New York 1951).

De rumænske tekster i tredje bind, Texts, er lige som melodierne offset-reproduktioner af Bartóks eget manuskript. Teksterne er opført i to spalter på bogens venstresider, mens Teodorescus kommenterede engelske oversættelser står på højresiderne, så man hele tiden

kan sammenholde originalen med oversættelsen. Bartók har foretaget en meget omhyggelig inddeling efter indhold og motiver, så varianterne samles gruppevis. Der er interessante afsnit om versopbyg-ningen og om teksterne som udtryk for bondesamfundets følelser og karakter.

Dr. Suchoff giver i sine forord til hvert enkelt bind detaljerede oplysninger om Bartóks manuskripter, hans rettelser og tilføjelser. Værket er særdeles vel tilrettelagt, og detfrembyder et værdifuldt studiegrundlag for den, der vil sætte sig ind i rumænsk folkemusik og etnomusikologisk systematik.

Birthe Trærup.