To manifester

TO MANIFESTER

MUSIKSOCIOLOGISK MANIFEST

pkt. 1. Har musikken i dag en social funktion?

Det er ikke en social funktion at udfylde de tiloversblevne rubrikker i koncert- eller radioprogrammerne eller at undervise fattige børn. Det er heller ikke samfundsnyttigt at forsyne musikere med kompositioner, selv om de eventuelt skulle være arbejdsløse.

pkt. 2. Bevis at musikken har en nyttevirkning!

Kan man ikke det, er musikken bare en nydel-seskunst i slægt med rygning og kaffedrikning. - »Et behov« beviser ingenting, da det kan være kunstigt.

pkt. 3. Diskuter ikke de formelle sager!

For det er de reelle forhold i musikken, det drejer sig om. Dette gælder ikke bare komponister, men i endnu højere grad programlæggere (som har det største ansvar!), konserva-toriedirektører, musikere, musikpædagoger, musikforskere og kritikere.

pkt. 4. Er musik et aggressionsmiddel?

Ligesom fuglenes' sang, der tjener til at markere et magtområde. Ligger der ikke andet bag en musikers virke end det »at vise sig«, så lad os få musiklivet afskaffet straks.

pkt. 5. Hvad vil musikmissionærerne?

Hvorfor vil musikpædagoger og andre troende udbrede musikken til alle mennesker? For at gøre deres eget interesseområde så stort som muligt? Ved de mon hvad de gør, når de laver folkelig musik, når der i forvejen findes udmærket folkemusik.

pkt. 6. Nogle tror, at en ting eksistensberettiges af blot at være ny, andre tror at bare de skriver som folk og/eller musikere vil have det (eller endnu værre, som dommerkomiteerne vil have det) så er musikken derigennem berettiget. Men hvad VIL de allesammen egentlig med musikken?

Simpel musik:

Et område hvor alle musikfolk er totalt uvidende: Rytmik for sindslidende. (Nogle vil sikkert tænke, at musikmissionen sandelig er vidt forgrenet, men det er ikke tilfældet.) Det viser sig, at musik i adskillige

tilfælde er det sidste menneskelige kontaktmiddel efter at sprog-, krops- og den visuelle kontakt er ophørt. (Musikforskningen ved sikkert heller ikke i dette tilfælde hvorfor). Denne musikform er så simpel at ingen »rigt nuancerede« veletablerede musiksnobber vil kendes ved den.

Upåagtet musik:

Andre minoritetsgrupper har også sin musik (børns rytmik). Nogle mener at man hermed kan gøre menneskene til bedre samfundsborgere. Det tror jeg også. Opdrages man bogligt med anstrøg af gymnastisk militærdisciplin, biver man en uharmonisk samfundsborger. Finder der ikke i ens opvækst en rig fantasiud-fodelse sted gennem leg, rytmik og sang, bliver man en åndelig invalid.

Man er derimod ikke åndelig invalid, fordi man ikke tiltales af kunstmusikken.

Kunstmusikelskere er på den anden side ofte åndelige invalider.

Etableret musik:

Hvad skal den seriøst indstillede få ud af musikken?

Rekreation, - eller

Samfundstilpasning, - eller

En ny måde at høre lyde på (hvad skal man forresten med det?) Nej!

Han skal opleve noget af styrke, noget der er så kraftigt, at det provokerer hans syn på tilværelsen. Han skal OPLEVE noget for derigennem MÅSKE at få øjnene op for samfundets forhold. Musikeren (komponisten, udøveren, kritikeren, programmanden har til opgave at udtrykke sig så DIREKTE og KONTANT, at en stor samfundsgruppe kan GRIBES af det.

Musik skal være FARLIG og UROVÆKKENDE, ellers er den blot et nydelsesmiddel, som kan undværes.

Bent Lorentzen

MUSIK-MODMANIFEST

pkt. 1. Musikken har i dag en social funktion, bl. a.

den sociale funktion at brødføde en masse

mennesker, som samfundet har uddannet til at

frembringe musik, pkt. 2. Musik er en totalt nytteløs beskæftigelse. Som

kaffedrikning, spisning af frikadeller, homofil

elskov, udenrigspolitisk debat i folketinget o. a.

struktureringer af tom tid. Men musik behager

øret. pkt. 3. Det er nødvendigt at diskutere de formelle

sager i musikken. F. eks. Dagsordensforslag ved generalforsamlingerne i Dansk Komponistforening, Dansk Musikpædagogisk forening, Dansk Solistforbund, Dansk Tonekunstnerforening. Uden de formelle ting fungerer tingene ikke. Heller ikke musik. Eller f. eks. en symfoni.

pkt. 4. Aggressioner er en af menneskets fundamentale impulser. Hvis musikerens virke går ud på »at vise sig« er det derfor meget vigtigt at bevare dette hans virke, da musikalske aggressioner er mere uskadelige end f. eks. røveriske overfald, misbrug af mindreårige m. v.

pkt. 5. Hvis musikalsk virke kan defineres som afløb for aggressioner, er det vigtigt, at musikmissionærer sendes ud for at opdrage så mange mennesker som muligt til denne form for ag-gressionsafløb.

pkt. 6. Nogle tror, at en ting blot eksistensberettiges af at være nyttig. Hvis nogen kunne definere hvad der er nyttigt, ville vi måske endelig få svar på hvad vi egentlig VIL med alle vores aktiviteter. Jvf. pkt. 2.

Stor musik

Et område, hvor psykiatere og nervelæger er temmelig uvidende: Bach-fugaer, hvori genspejles en højere kosmisk orden: musica mundana, musica hu-mana, uhørlig musik, som ufuldkomment resoneres 5 musica instrumentalis. Kun ufuldkomment - men impulsen er guddommelig.

Påagtet musik

Visse minoritetsgrupper har også deres musik (musikfolks rytmik). De kan f. eks. sidde i en koncertsal med Bernstein og Beethoven og 10.000 mennesker og alligevel få noget ud af musikken, på deres egen upåagtede måde.

Man er ikke åndelig invalid, fordi man ikke tiltales af det og det.

Hvis man tiltales af en ting, er man ikke ofte åndelig invalid.

Politisk musik

findes ikke.

Musikeren har ikke til opgave at udtrykke sig så direkte og kontant, at en stor samfundsgruppe kan GRIBES af det.

Derimod har politikeren til opgave i klar, logisk, velargumenteret form at oplyse så store samfundsgrupper som muligt om, at hans1 synspunkter er rigtige, og at man derfor må indrette samfundet efter de og de retningslinjer.

Derimod har den revolutionære til opgave med klar, uselvisk, ren og fast handling at revolutionere samfundet. Dette vedkommer ikke musik, da musik er UFARLIG og ROFREMKALDENDE og derfor ligeså godt kan undværes som frikadeller, whisky, udenrigspolitiske debatter i folketinget og utallige andre menneskelige aktiviteter.

Poul Nielsen