Musikalier

MUSIKALIER

MORSOMT KLAVERVERK

Eigil Hovland har forlengst plassert seg i første rekke av nordiske komponister; han har en betydelig pro-duksjon bag seg, som forteller om både en flittig skriveevne og en kvalitetssans utenom det. vanlige. Han er hvad man kalier »moderne«, skjønt så merkelig-radikal er vel ikke hans musikk. Man det er altså ennå slik i hans hjemland at man avskrekker en rekke mennesker (mer eller mindre toppnavn i insti-tusjoner) hvis man går et stykke for langt utenom alfarveien.

Egil Hovland har nylig fått utgitt i pent og tiltalende utstyr på Norsk Musikforlag, sin »Varianti per due Pianoforte«, et både raffinert og spennende opus. Det er tale om tyve små variasjoner over en tolv-tonerekke, hvor en rekke mer en fikse utnyttelser av de to instrumenter forekommer. Variasjonene kan spilles i den rekkefølge som passer eksekutørerne (de tyve variasjoner er trykt på tyve små ark), også i forkortet form kan de spilles, selv om jeg for min del synes den nummerorden som komponisten kommer med er god nok!

Her forekommer klimpring i strengene og det skal improviseres fra eksekutørenes side osv. Det er uhyre raffinert det hele, og vanske-lighetsgraden er ikke stor.

Det er å håpe at dette opus også kan finne innpass utenfor Norge, kjennskapet til det beste av ny, norsk musikk er ikke så stor at man kan si det ikke bør økes ...

Kjell Bækkelund.

DANSKE MUSIKALIER

Herrn. D. Koppel: Strygekvartet nr. 4 op. 77. (1964). Samfundet til udgivelse af dansk musik. Dan Fog Musikforlag.

Værket afspejler sin autors optagethed af de Schönberginspirerede strømninger i tiden efter 2. verdenskrig, men er alligevel uløseligt forbundet med mellemkrigstidens neoklassicistiske strømninger, hvor musikkens aktive, pulserende rytmik og klart profilerede melodik er fremherskende. Koppel har i det foreliggende værk på overbevisende måde formået at få disse forskelligartede ingredienser til at smelte sammen og danne et stærkt personligt præget hele.

Første sats åbnes med et tema bestående af 4 firtonemotiver, som vandrer fra instrument til instrument således, at første og sidste tone i hvert motiv kæder dem sammen til en tolvtonerække. Stoffet udvikles nu dels gennem kontrast, de tilbagevendende clusteragtige blokeringer af det strømmende rytmiske forløb, og dels ved variation med brug af de klassiske rækkeafledninger kombineret med omstilling af motiverne. Resultatet er blevet en sats af stor stofmæssig koncentration og energimættet udtrykskraft.

l den følgende adagio molto espressivo forlades rækkeprincippet for en stund. 1. violinens smukke melodi føres i stærk modbevægelse til celloen frem til et skarpt disso-nerende sammenstød mellem alle 4 instrumenter, en reminiscens af blokeringen i 1. sats. Satsen gennemføres i et frit kontrapunktisk spil mellem to stemmer på baggrund af ostinate ledsagefigurer. Først i de sidste 7 takter dukker rækken op, men til gengæld 5 alle sine fire former og klarest i 1. violinens non vibrato-gennemspilning af den spejlvendte omvending.

3. sats er en barsk 6/8 scherzo.

Temaet er afledt af rækkens grundform og harmes ud på baggrund af tætte akkorder i de akkompag-nerende stemmer, l en roligere episode undervejs møder vi rækkens spejlvendte omvending i en recitativisk udformning. Denne ide genoptages i 4. sats' Recitativo, som udgør værkets ekspressive tyngdepunkt. Her forstår Koppel at afvinde rækken en rigdom af melodiske aspekter, som fremstår med stor kunstnerisk styrke.

5. sats er en variationssats i 5/8 takt, et resigneret intermezzo med en enkelt opblussen af fordums kraft. Temaet, rækkens grundform, vender stadig tilbage til sin oprindelige pizzicato-præsentation, men ind imellem skyder der sig hele tiden cantabile episoder.

6. og sidste sats bygger på en omvending af hovedtemaet fra 1. sats og udvikles efter samme princip, men satsens karakter er mere vigende, flimrende. Værket munder ud i en tydelig understregning af tonen c, som hele tiden fornemmes som en art tonalt centrum.

Det trykte partitur er overordentlig klart og let læseligt.

Erik Stah!

Svend Westergaard: Pezzo concertante per orchestra op. 27

Warnys Musikforlag Værket er disponeret som en en-satset sonate med indledende allegrodel, scherzo, lentoafsnit og afsluttende allegro. Som i sine øvrige værker befinder Westergaard sig også her på et klart tonalt grundlag, i dette tilfælde en d-tonalitet med stærkt fremhævelse af den frygiske sekund es-d.

Den indledende allegro kan godt virke lidt Hakon Børresen-pompøs med hornenes frembæren af hovedtemaet på baggrund af strygerne. Så er der mere bid i de messingpassager, der fører frem til kulminationen før den pastorale episode, l denne sidste hæfter man sig ved den smukke klarinetsolo på baggrund af strygernes klangligt differentierede liniespil. Elegant, men måske lidt tam i udtrykket, er den følgende scherzodel, som gennem en ny kulmination fører frem til stykkets emotionelle tyngdepunkt: den lille kon-certerende kadence, hvor især hornet påkalder opmærksomheden med den sarte intonation af stykkets nøglemotiv.

En repriseagtig overledning munder ud i en række markante blæserakkorder, som med eftertryk markerer den lille sekund d-es og dermed forbereder afslutningen. Med al sin dygtighed i udformningen af en velklingende orkestersats synes Westergaard her at have været lovlig bundet af sit materiale. Mest direkte taler han til os i de lavmælte, rent lyriske episoder.

Mangfoldiggørelsen af det håndskrevne partitur er foretaget med omhu, men nægtes kan det ikke, at der findes en del uklare steder i den skrevne nodetekst.

Erik Stahl

DANSK KLAVERKONCERT PÅ TRYK

Leif Thybo: Klaverkoncert (Samfundet 3. Serie nr. 177)

Det er ikke altfor mange klaverkoncerter, der har set dagens lys i de senere år i dansk musik. Man mindes endnu Rovsing Olsens stort anlagte koncert, der uropførtes ved en torsdagskoncert for år tilbage, og i begyndelsen af dette decenium holdt den norske pianist Kjell Bæk-kelund Thybos klaverkoncert over dåben. Værket er komponeret 61-62 og foreligger nu i et smukt tryk i Samfundets serie. Komponisten har her villet skabe et virkeligt kon-certerende værk i den store stil, hvor såvel det stort besatte symfoniorkester som solisten drages i ilden, l en ekspressiv Pesante-ind-ledning lægger solostemmen gennem dristige arabesker op til hovedsatsen, en Allegro i 6/8 takt Det rytmisk-motoriske vekselspil mellem solist og orkester er her det

dominerende. En overvejende tostemmig klaversats med markerede rytmiske accenter afbrydes som f. eks. kort før takt 95 af mere melodisk førte episoder. Satsens højdepunkt på takt 120 understreges gennem den rytmiske duel mellem klaverets bastoner og pauken. Det næste store sted indtræder ved klaverets tilbagevenden til introduktionstanken nu her udvidet og virtuost udbygget som en kadenza. Alt i alt må denne sats betragtes som værkets betydeligste, l mellemsatsen med betegnelsen elegia synes det klangligt »vegeterende« at være det dominerende udtryk. En piu mosso mellemdel indfører et mere motorisk betonet »drive« gennem solostemmens oktavpassager. 3. sats, ALLEGRO domineres igen af det rytmisk fremaddrivende og påvirkning fra Strawinsky er umiskendelig. Solostemmen er dog ganske raffineret udnyttet med brillante passager, hvor instrumentets samtlige registre tages i brug. Thybos klaverkoncert må betegnes som et vægtigt bidrag til den danske koncertlitteratur. Der er gjort virkningsfuld brug af allehånde pianisti-ske passager med og uden dobbeltgreb, og den vanskelige sats kræver en virkelig stærk mand ved klaviaturet. Koncerten er ganske naturligt tilegnet den interpret, der ur-opførte den i 1964, nemlig Kjell Bækkelund. Det hed bl. a. 5 Dirck-inck-Holmfelds anmendelse i Ekstrabladet: »Klaverstemmen er virtuos som to Tjajkovskij-koncerter sammen«.

Bengt Johnsson

VÆRKER AF GOEHR

Alexander Goehr: Violin Concerto. Op. 13 (for Manoug Pa-rikian) Ed. Schott. Orkesterbesætning: 2,2,2,2+C.F.—4,2,2--Batt. (3), Timp— VI solo — Archi. Varighed: Ca. 25 min. Koncerten har 2 satser: l, en ret kort førstesats i langsomt tempo, fjerdedel lig skiftevis 76 og 63. II, en længere hurtig sats, Allegro Moderato fjerdedel lig 120.

Orkestersatsen er i både l og II kammermusikalsk. Stilen er udpræget melodisk, men oftest korte fraser i stadigt skiftende sammenstillinger af de forskellige instrumenter. Der er tale om en typisk »vid-demelodik«, (dvs. de melodiske fraser overstiger i løbet af få toner stadig oktaven). Soloviolinen stiller betydelige tekniske krav og bliver i koncertens forløb mere og mere virtuost anlagt.

Selv om den musikalske stil på visse måder kan virke sært »uhåndgribelig« er der ingen tvivl om, at der er tale om en fra komponistens hånd virkningsfuld musik, og det kammermusikalske satsbillede er særdeles velvalgt her i forbindelse med det koncerterende soloinstrument.

Alexander Goehr: Three Pieces for Piano Op. 18 (for John Ogdon). Ed. Schott.

Stykkerne stiller anselige krav til

pianisten, ikke mindst hvad behandling af dynamik og rytmik angår, men de virker anbefalelsesværdige at opføre, al deres, efter min opfattelse, problematiskhed taget i betragtning. Der er nærmest tale om en pankromatisk stil, men typisk er det, at samklangene disponeres i mixturer af tonale akkorder f. eks. trekangene D dur og as moll. -Den musikalske gestik minder mig mange steder om Messiaens klaverstil, med gentagne akkordisk holdte fraser med nye indskud imellem, ligesom der er mindelser i det sam-klangsmæssige og rytmiske, især i l's begyndelse, - slutningen af l er tostemmig melodisk.

II holder sig i teknik tæt til l. Både l og II er korte satser (2 nodesider) med tempo henholdsvis Largamente og Andante. Ill er en længere sats i 14 afsnit (nummereret af komponisten) i skiftende hurtige og langsomme tempi. Formmæssigt er den nærmest en blanding af »rondo« og »variations-form«. Foruden det akkordiske element gør der sig her også en fragmentarisk melodik gældende.

Stykkerne har en vis etydeagtig karakter, men også musikalsk levende kvaliteter - de er ud fra flere forskellige synspunkter anbefalelsesværdige.

Timme Ørvad.

NYE ORGEL-TING

Joseph Ahrens: Verwandlungen 111 für Orgel (Ed. Schott 5768). Heino Schubert: Magnificat (E. S. 5529).

Walter Kraft: Fantasia Dies irae (E.S. 5829).

Skal man udtale sig ex cathedra om nye orgelværker, burde man først indstudere dem og spille dem offentligt for at konstatere virkningen både på sig selv og sit publikum. Når man ikke gør det, skyldes det vel først og fremmest den mennesket naturligt iboende dovenskab, men ofte måske også en fornem-

melse af, at det ikke er ulejligheden værd.

Nu først Joseph Ahrens, som bag sig har en meget stor produktion af koralbearbejdelser i alle former, stilen overvejende neo-barok. l sine Verwandlungen III (de to første dele af værket er ikke kommet til anmelderens kundskab) har han kastet alle traditionens bånd af sig, men til gengæld iført sig et nyt, ikke mindre stramt seletøj: et tolv-tonetema bliver i seks afsnit behandlet efter alle kunstens regler, og som skrevet står i forordet »i recordatio sammenfattes hele værkets temamateriale.« Desværre synes det, som Ahrens har gjort sig mere moderne end han egner sig til at være. Og det kunne selvfølgelig være meget sjovt at efterspore temaets forvandlinger og kombinationer med forskelligt farvede blyanter, men tilhøreren vil ikke fatte meget og trods forsøg på at lave rytmiske raffinementer er værkets faktur for ensformig til at en umiddelbar interesse kan vækkes.

De to andre: Heino Schubert (det må være ufordelagtig for en komponist at bære det navn) samt den kendte og på mange områder meget virksomme Kirchenmusikdirektor Walter Kraft holder sig stort set til tyvernes og tredivernes tyske orgelstil, kun krydret med skrappere Dissonanser, medens det vel er Messiaen, som er skyld i de franske spillefigurer, der huserer rundt omkring hos Schubert. Om dem begge, ja, om alle tre komponister gælder det, at det tekniske niveau er højt og krævende (hvilket vi nok kan misunde tyskerne), men tilsyneladende er de mere producerende end egentligt skabende. Deres berettigelse kan man så finde i den kendsgerning, at det egentligt skabende kun gror frem på den jordbund, der er gødet af flittige producenter.

Men nej - jeg påtager mig alligevel ikke ulejligheden. Derimod skal jeg villigt beundre den, som gør det.

Richard Sennels.

MUSIK AF BACH-SØNNER

Wilhelm Friedmann Bach: Sin-fonia i d-mol, udgivet af Bernhard Pauler. Edition Eulenburg.

Denne lille sinfonia består af en langsom indledning for strygere og to fløjter og en 4-stemmig fuga for strygere alene. For så vidt er den altså komponeret som en fransk ouverture, men heller ikke længere. De to koncerterende fløjter spiller rolige sekvenser over en gående bas i en sats, der minder påfaldende om bassethornenes indledning til (det langt senere komponerede) Recordare fra Mozarts Requiem. Fugatemaet er af typen med nedadgående formindsket septimspring - igen i analogi med Requiem, omend temaet er meget almindeligt forekommende - men den polyfone sats er ellers snarere påvirket af J. S. Bach, faderen og læreren.

Værket har muligvis været brugt som ouverture til en fødselsdags-kantate til Frederik den Store (Fr. Blume synes ganske vist i art. W. Fr. Bach i MGG at pege på en anden sinfonia til denne lejlighed). Det er ukompliceret og meget anvendeligt; forlaget udsender samtlige orkesterstemmer. Udgaven er klar og tydelig; kun i fugaens t. 15 er overstemmen kommet lidt ud af trit med de andre stemmer. En petitesse, der ikke skal begrænse min anbefaling.

Carl Philipp Emanuel Bach:

Koncert i A-dur for fløjte eller violoncel eller cembalo (klaver) og strygeorkester, udgivet af Hans Maria Kneihs. Edition Eulenburg.

Ph. Em. Bach komponerede ca. 50 cembalokoncerter, af hvilke i hvert fald 6 ifølge Wotquenne's katalog foreligger i versioner med fløjte, obo eller violoncel som soloinstrument. Den her udgivne A-dur koncert hører til dem, der eksisterer i hele tre skikkelser, nemlig som cembalo-, fløjte og cello-koncert

(Wotquenne nr. 29, 168 og 172 resp.). Kun cello-koncerten har tidligere været trykt, men i en så stærkt bearbejdet udgave, at Hans Maria Kneihs ikke viger tilbage for i sit forord at hævde, at dette er den første fuldstændige udgave af koncerten i alle tre versioner. Det er tilmed en udgave, der vidner om en omhyggelig editionsteknik. Dels i forordet og dels i den på tysk meddelte revisionsberetning får man besked om udgavens afvigelser fra kilderne, d.v.s. de håndskrevne stemmer i Bruxelles-konservatoriets bibliotek. Oplysningerne ser pålidelige ud, rettelserne virker rimelige. Kun et par detaljer er glippet: general bascifferet i t. 67 i første sats er ikke som angivet i forordet rettet ind efter nyere tids praksis, og »1. H.« i bemærkningen til t. 129 i 1. sats er sikkert en trykfejl for l. H. (link - venstre - Hånd).

Hvilken af versionerne, der er den originale, og hvilke, der er bearbejdelser, kan næppe afgøres. Ifølge Wotquenne stammer de alle fra 1753. Orkestersatsen er stort set den samme i de tre koncerter, men divergenserne er dog så mange, at det ikke har været ganske uproblematisk at skulle skrive dem sammen i ét partitur. Denne opgave er behændigt løst. En enkelt gennemlæsning af forordet giver læseren fuld klarhed over betydningen af de nødvendige hjælpetegn, og selv den partiturmæssigt vanskeligste passage i tredje sats, hvor de tre versioner har forskellige taktantal, præsenterer sig tydeligt med en hensigtsmæssig taktnummerering og fordeling af partiturforløbet på siderne. Hvad der især overrasker ved sammenligningen mellem værkerne, er forskellen imellem solostemmerne. Inden for de grænser, sam fællesskabet om akkompagnementet sætter, føjer do sig i vid udstrækning efter soloinstrumentets karakter. Måske tydeligst i førstesatsens episoder, hvor man enkelte steder næsten kan tro, at man har en concerto grosso for sig.

Den eneste væsentlige indven-

ding, der kan rettes mod udgaven, er at noderne er tegnet og ikke stukket. For selv om de er nydeligt tegnet, er de langt fra at være så læselige, som de var i Eulenburg-partiturets »gamle dage«. En udgave af denne art og på dette videnskabelige plan havde fortjent, at satsen var blevet stukket, selv om den så også var blevet et par kroner dyrere.

Koncerterne stiller ikke så store krav til instrumental færdighed. De er velegnede for gode amatørensembler. Solo- og orkesterstemmer er samtidig udgivet i Praeclassica-serien. Måtte de blive spillet flittigt - musikken fortjener det.

Carsten E. Hatting.