Tivilikoncerten

Af
| DMT Årgang 43 (1968) nr. 06 - side 170-171

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

TIVOLl KONCERTEN

En violin-overraskelse

Siden »Propagandaugen for den levende musik« gik ind - fordi den helt enkelt havde opfyldt sin mission - har Tivoli-koncerten på sæsonens sidste søndag været de statsprøvede musikpædagogers vigtigste kontaktflade til offentligheden. Men på grund af den enorme succes med Tivolis egne »familie-koncerter« i den forløbne sommer, var den på sin vis i år kommet i en ret kritisk konkurrence-position. Man forstår derfor godt, at programmet for en stor del var baseret på medvirken af prøvede kræfter som blokfløjtespilleren Micala Sambleben, pianisten Niels Holger Petersen, fløjtenisten Kjeld Neiiendam, der i større eller mindre grad er på vej til at blive »halvprofessionelle«. Og naturligvis er de også gode »blikfang«, når det gælder om at vise, hvad man kan nå, når man tager undervisning i musik. Men alligevel skulle publikum dog vel helst have fornemmelsen af, at det kun er de pågældende, der er nået frem til en vis tribune-modenhed. Faktisk havde man gerne oplevet en del flere uprøvede børn og unge i eftermiddagens løb. Men inden for den nævnte kategori noterede man sig i øvrigt en klarinetspiller Anni Hansen med muligheder, sopranen Ingeborg Westerholz med de forholdsvis sjældne »lette« og luftige subrette-koloraturer inden for passende rækkevidde. En solid solistoverraskelse var imidlertid violinpigen Gay Konglev. Hun er vist det nærmeste, man i mange år har været ved et violinvidunderbarn herhjemme. Det strøg og den klangfornemmelse, hun udstyrede Oscar Riedings »Concertino all' ungarese« med var simpelthen imponerende for en pige, der vel næppe er ti år.

(Aktuelt d. 16.9.68)

H. V.

Elever og solister

Der gives god musikundervisning i Danmark. Det fastslår man hvert år, når Dansk Musikpædagogisk Forening på Tivolis sidste søndageftermiddag giver elevopvisning i koncertsalen. Tidligere tiders elevkoncerter, hvor forskrækkede og hæmmede elever afleverede nogle tilfældige, ofte meget ligegyldige numre, som de havde terpet med i et helt eller et halvt år, hører heldigvis historien til. Nu hørte vi en række børn og unge, der frimodigt og dygtigt musicerede for os og som var glade for at musicere. Det var også godt at se, at klaverets eneherredømme nu synes brudt. Vi hørte den nok 11-årige Micala Sambleben med mor ved spinettet helt roligt og med overbevisende rigtig frasering blæse en sonate af Telemann på sin blokfløjte, og vi hørte en hel blæserkvintet spille Carl Nielsen. Vi mødte vores unge ven fra andre lejligheder, Poul Rosenbaum, demonstrere sit klavertalent, og han havde to helt ypperlige kolleger, Niels Holger Petersen og Finn Kirstein, der med stor teknisk dygtighed og præcis fornemmelse for den robuste stil spillede en firhændig sonate af Poulenc. Men helt uimodståelig var nu frøken Gay Konglev, der nok lige er kommet i skole. Med storesøster Anne ved klaveret strøg hun sin violin på rigtig sigøjnervis, med smeld i tonen, med rytmisk lunefuldhed og en forbløffende rigtig musikalsk diktion. En meget lille, men en helt rigtig violinspiller.

(Land og Folk d. 17.9.68) Walter Zacharias.

Irmgard Seefried kursus

Som daglig tilhører ved Irmgard Seefried's 6-dages kursus her i København - har jeg stor lyst til at takke Dansk Musikpædagogisk Forening - Danmarks Radio og Wilh. Hansens musikforlag, fordi de fik dette arrangement i stand.

Det er min overbevisning, at kurset var af stor pædagogisk betydning. Den fine kunstneriske og menneskelige vejledning de 8 unge sangere fik i de 4 timers arbejdsprogram, var meget berigende.

I al kunst, i al tonedannelse og videreført i det daglige liv kan ingen vel ønske sig bedre mål at stræbe mod end dem, Irmgard Seefried bad de unge holde sig for øje: renhed, sandhed og menneskelighed.

Selv viste hun i de mange forskelligartede opgaver, der blev gennemgåede, fine inspirerende exempler for eleverne ud fra sit livs store kunstneriske erfaring.

Med humør og utrættelig vitalitet arbejdede hun med de unge sangere og gav scenisk, sangteknisk og sproglig vejledning i så stor udstrækning de 4 daglige timer tillod.

Da jeg var ung og i Paris indstuderede mit debutparti »Carmen« hos den fine gamle mimiker ved opéra comique Georges Waque, havde han en sætning stående over sin lille scene rue Cité Pigalle, hvor vi elever efter bedste evne stred med vore roller: »sans la pensée - le geste est inutile«.

Det var dejligt at høre denne enkle sandhed gentaget af Irmgard Seefried.

Til slut et ønske: At kurset måtte blive gentaget næste år.

Else Brems.

Irmgard Seefried omgivet af sine 8 Mozart-sangere.

Fra venstre: Marja Holopainen, Finland, Vesla Tveten, Norge, Martti Miettinen, Finland, Ulla Vikbladh, Sverige, Tor Fagerland, Norge, Irmgard Seefried, Annelise Vestby Madsen, Danmark, Claes-Håkan Ahnsjö, Sverige og Tove Hyldgaard, Danmark.

Årgang 43/1968, nr. 06