»»Den kan jeg da virkelig udenad««

Tage Nielsen:

»DEN KAN JEG DA VIRKELIG UDENAD«

Langgaards fantastiske musikhjerne

Professor, rektor Tage Nielsen er opvokset i Ribe. Som ung musikstuderende havde han ofte lejlighed til at træffe Rued Langgaard. Han fortæller her spredte erindringsglimt fra sine samtaler med Langgaard.

Første gang jeg så Rued Langgaard må have været i 1940 eller 41 - kort efter at han var kommet til Ribe. Jeg så ham sidde på en bænk på den gamle kirkegård bag ved Gravsgade, og jeg vidste med det samme, hvem han var. For man havde naturligvis snakket meget i byen om den ejendommelige mand, der var blevet ansat som domorganist. Og ejendommelig var han unægtelig, ikke mindst af udseende. Hans' Liszt-agtige fysiognomi med den store krumme næse og det lange grå hår, hans jaketbenklæder og den lange kavajlignende overfrakke vakte opsigt i Ribes gader. Jeg ser endnu hans særlige gangart for mig, når han var på vej fra sit hjem i Gravsgade til domkirken; for hvert skridt løftede han benene på en ganske særlig måde, som om de toppede brosten var glødende.

Nu var det selvfølgelig ikke bare hans udseende og hans person, man fandt ejendommelig, men i byens meget snævre musik-cirkler også den musikalske indstilling, han stod for, og som man først og fremmest stiftede bekendtskab med gennem hans gudstjenestespil. - Som halvvoksen kom jeg jævnligt i en af disse kredse. Dens midtpunkt var seminarieforstander Helge Haar, musikforeningens formand, og hans kone Elisabeth; hun var pianistinde, uddannet på Det kgl. danske Musikkonservatorium af professor Orth, og min iøvrigt fortræffelige klaverlærerinde. I hjemmet hos hr, og fru Haar samledes man nogle gange i vinterens løb og musicerede. Engang ved en sådan lejlighed talte man om Langgaard; — enkeltheder fra denne samtale har jeg glemt, men jeg husker, at daværende biskop C. I. Scharling, som var stærkt musikalsk interesseret, ligesom afbrød al videre diskussion af emnet ved at sige: »Ja, for mig er det nu som om selveste I. P. E. Hartmann sad ved orglet} når Langgaard spiller.«

Selv har jeg ikke nogen særlig klar erindring om Langgaards orgelspil; jeg var ikke ligefrem nogen flittig kirkegænger og hørte ham mest, når jeg ved højtiderne medvirkede i domkirkens kor. Jeg var naturligvis imponeret over hans enestående improvisations-formåen, og jeg husker enkelte af hans mere bizarre indfald, f. eks. dette at indlede et salmeforspil med en uendelig lang tone i pedalet, eller hans rigelige anvendelse af orglets let forstemte klokkespil i julegudstjenesten. - Jeg har kun hørt ham som koncertspiller een gang, jeg tror, det må have været i sommeren 1946, hvor han gav en kirkekoncert med bl. a. sin egen orgeltoccata, César Francks E-dur koral og en orgelsymfoni af, såvidt jeg husker, Louis Vierne på programmet. Koncerten gjorde et stort indtryk på mig, især på grund af Langgaards virtuose udfoldelse.

Min far var i mange år medlem af domkirkens faste kor. Ved jule-, påske- og pinsetid blev koret suppleret op, og via min far blev jeg en af de ekstra korsangere. Gennem flere år var jeg med, til at begynde med ved alle højtiderne, senere i slutningen af 40'erne, da jeg havde påbegyndt mine studier i København, kun ved julegudstjenesten. Her opførte man hvert år efter biskoppens ønske Hartmanns juleliturgi (som Langgaard ikke brød sig om; den er så firkantet, sagde han), og den indledende indstudering foregik i hjemmet i Gravsgade. Han gennemgik her de enkelte stemmer ved klaveret, igen og igen, som når man lærer en skoleklasse en ny sang, - kun de færreste af korets medlemmer havde kendskab til noder. - Det er i grunden patetisk at tænke sig en mand med Langgaards formidable musikalske intelligens og overblik som stemmeindterper. Men jeg husker ham kun som venlig og tålmodig ved disse indledende øvelser. Senere ved de samlede prøver i kirken kunne han godt blive irriteret, når det kneb med at holde rytmen eller intonationen. Og ved selve opførelsen juleeftermiddag blev han undertiden nervøs, hvis han mærkede, at der var slinger i valsen; hans nervøsitet gav sig bl. a. det udslag, at han gav sig til at markere takten ved højlydt at slå taktstokken mod nodepulten - noget, der næsten kunne bringe koret til panik, fordi taktslagene kunne høres over hele kirken. Som den glødende musikalsk interesserede gymnasiast jeg var, kunne jeg selvfølgelig ikke nære mig for at bringe forskellige musikalske emner på bane over for Langgaard, når der efter prøverne blev serveret the og kage for koret. Og det varede ikke længe, før jeg nogenlunde regelmæssigt besøgte hr. og fru Langgaard. Ikke sjældent alene, enkelte gange sammen med mine forældre eller med Håkon Raskmark, seminariets musiklærer, med hvem Langgaard undertiden spillede violinsonater. Fra 1947, hvor jeg flyttede til København, kom jeg der kun i ferierne, og da sommetider sammen med senere kgl. kapelmusikus Erling Kabel, dengang konservatorieelev, og sammen med forskellige af vore ferierende venner fra København, bl. a. pianisten Kjeld Hansen og komponisten Bernhard Lewkovitch.

De lavloftede stuer i Gravsgade dannede et særpræget, gammeldags interiør, smukt møbleret med et gammelt Bechstein-flygel som det centrale møbel. Det var et arvestykke fra faderen, professor Siegfred Langgaard, der havde haft det med hjem fra sine studier hos Franz Liszt. Det fortaltes, at Liszt selv havde været med på Bechstein-fabrikken og havde hjulpet med ved udvælgelsen. Til trods for at det altså i slutningen af 40'erne har været mindst 70 år gammelt, husker jeg det som et ret usædvanligt instrument af en egen sprød klangskønhed. - Som en særlig attraktion var husets spisestue forsynet med gaslysekrone, som den ene gang, hvor jeg mindes at have set den tændt, gav en meget smuk og levende belysning.

De efterfølgende spredte erindringsglimt fra årene 1946-52, kan jeg ikke tidsfæste nærmere m.h.t. rækkefølge, men jeg har bestræbt mig for kun at medtage hændelser, som jeg har en helt klar erindring om, og for ikke at lade min beretning farve af senere vurderinger.

Hvad der især gjorde indtryk på mig, var Langgaards kolossale musikermæssige format, hans utrolige hukommelse og overblik, egenskaber han tit gav prøver på, når han satte sig til flyglet for at illustrere sine musikalske anskuelser. - Han gengav uden tøven de mest komplicerede partiturer på klaveret, jeg husker således at have hørt ham spille uddrag af Liszts Dante-symfoni og Faust-symfoni, hvor det beredte mig visse vanskeligheder at følge med som bladvender.

Engang spillede han det meste af 1. sats af Schumanns g-mol sonate, og da jeg spurgte ham, om jeg måtte se noderne, sagde han: »Dem har jeg ikke.« Jeg blev lidt overrasket og bemærkede vantro, at han jo lige havde spillet sonaten, hvortil han - nærmest lidt irriteret og som det var den naturligste sag af verden sagde: »Min mor spillede den så tit da jeg var barn, så den kan jeg da virkelig udenad!«. - Hans nodesamling var iøvrigt ret begrænset. Når han spillede med Håkon Raskmark, foregik det efter Raskmarks noder eller efter noder lånt på biblioteket. Jeg tror aldrig han øvede sig, men alligevel klarede han med forbløffende sikkerhed de vanskeligste klaverstemmer; f. eks. husker jeg at have hørt de to første satser af César Francks sonate og et par satser af Schumanns d-mol sonate foruden Langgaards egen 4. violinsonate.

Hans klaverspil var temmelig usædvanligt, præget af et meget udtalt rubato, af rigelig pedalanvendelse og af et undertiden næsten hysterisk espressivo.

Engang fremførte han ved klaveret et uddrag af i hvert fald ti minutters varighed af Gades korværk »Der Strom«. Det foregik ved at han både spillede, sang og forklarede: her kommer tenorerne, nu sopranerne, og her er det strygerne o.s.v. Da han brød af, sagde han: »De må undskylde, at jeg ikke kan huske teksten, men jeg har aldrig hørt værket, og det er mindst fyrretyve år siden jeg sidst har set det partitur.«

Han levede meget isoleret, så kun meget få mennesker, og jeg mindes blot en enkelt gang at have set ham ved en af musikforeningens koncerter. Det var en koncert, som Thomas Jensen og Aarhus Byorkester gav i Katedralskolens gymnastiksal, og hvor to satser af Langgaards 9. symfoni, »Dronning Dagmar«-symfonien stod på programmet. Men han var en flittig radiolytter og fulgte godt med i både danske og udenlandske programmer. Jeg husker at han engang i radioen havde hørt Schumanns sjældent fremførte violinkoncert to gange med kort tids mellemrum, hvorefter han præsterede det kunststykke at spille det meste af 1. sats udenad på klaveret.

Langgaard komponerede flittigt gennem alle sine år i Ribe; det foregik mest meget tidligt om morgenen. Jeg er i besiddelse af originalmanuskriptet til hans 4. violinsonate; heraf fremgår det, at 1. og 2. sats er komponeret mellem den 18-27. februar 1949, og så står der endvidere på titelbladet: »III og IV sats komponeret og renskrevet kl. 3-7 morgen den 29/9-49 Ribe«. - Jeg husker, at jeg en aften så et nodeblad ligge på hans skrivebord, det var en blyantsskitse til en strygekvartet. Og som begynderkomponist med en særdeles mangelfuld kompositionsteknisk kunnen, imponerede det mig kolossalt at se, hvorledes hele ned» skriften var foregået lynhurtigt og uden mindste tøven over snart et, snart to eller tre systemer. At man kunne opnå en sådan overlegenhed i formuleringen af musikalske tanker, forekom mig dengang næsten utroligt.

Jeg havde naturligvis mange samtaler med Langgaard om musikalske emner, d.v.s. som regel var det mere enetaler, hvor jeg forsynede ham med de nødvendige stikord. Hans anskuelser var nemlig så ensidige og så fastlåsede, at en egentlig diskussion knap var mulig. - Hans musikalske univers var begrænset af navnene Schumann, Mendelssohn og Gade; hvad der lå uden for denne meget snævre periode, som han anså for musikhistoriens absolutte højdepunkt, interesserede ham kun i ringe grad, og det samme gjaldt alt, hvad der lå uden for den musikalske æstetik, som disse komponister repræsenterer. Brahms f. eks. fandt han tør, »hans musik stinker af øl og cigarer,« sagde han engang. Iøvrigt var hans yndlingsudtryk om musik, han ikke kunne lide: »kedelig«. Beethoven f. eks. betegnede han som kedelig, eller han kunne sige: »Frescobaldi og Bach spillede jeg meget som ung, men hvor er de dog kedelige.« -Han kunne også bruge stærke udtryk, navnlig naturligvis om Carl Nielsen og hans musik, som han anså for katastrofen i dansk musikliv. - »Den musik ejer jo ingen skønhed, ingen ånd; den minder mig kun om kostald,« var en typisk ytring.

- Sidste gang jeg så Rued Langgaard var i sommeren 1952 på Ribe Amtssygehus. Han var næsten uigenkendelig, mager lå han der i den hvide seng som en stor slunken fugl, og jeg tror ikke han genkendte mig. - Få dage efter var han død. - Hans enke fortalte mig senere, at hans tanker til det sidste havde drejet sig om musik - om hans mange sene, uopførte værker og om værker, som endnu ventede på at blive skrevet.