Grammofon

GRAMMOFON

Paul Hindemith, Ludus tonalis. Käbi Laretei, klaver. Philips 835391 LY, stereo-mono.

Den estnisk fødte, svenske pianistinde Käbi Laretei er dybt fortrolig med Hindemiths store samling af fugaer og interludier, hendes kla-veristiske færdighed er beundringsværdig, og i teknisk henseende er foreliggende optagelse prisværdig på alle leder og kanter. Hvordan virker så værket i dag, dette ambitiøse forsøg fra 1942 at skabe et moderne modstykke til Wohltemperiertes Klavier? Naturligvis kan man ikke undgå at lægge mærke til samlingens pastichepræg. Det er ikke blot Bach, der har været Hindemiths forbillede; også fransk senbarok har virket inspirerende, og visse tråde fører tilbage til det 19. århundredes al-bumblatt stil. Der går imidlertid også en direkte linie tilbage til Hindemiths klaverstykker op. 37 fra 1927, og selv om enkelte afsnit af værket kan virke en anelse pedantisk, kan man ikke undgå at blive meget stærkt berørt af Hindemiths rigdom på ideer, hans satstekniske mesterskab og det væld af udtryks-aspekter, der findes sammentrængt i »Ludis tonalis«. Kort sagt: denne plade tegner et overbevisende billede af en stor komponist, fortolket af en kongenial pianist.

Herbert Rosenberg.

Musikkundskab i skolen. Viseform og rondo. Musikhøjskolens Forlag i samarbejde med Deutsche Grammophon Gesellschaft og det pædagogiske forlag Schwann. SLPEM 136308, stereo-mono.

Denne plades 10 eksempler, udvalgt af professor Michael Alt, dækker tredelt viseform og rondoformen. Johann Sebastian Bach er repræsenteret med gavotten fra D-dur ouverturen og finalen af violin-

koncerten i E-dur. Af Mozart indeholder pladen menuetten af blæserserenaden K. 361, Andantinoen af divertimentoet K. 251 og en ganske tvivlsom rekonstruktion af den fragmentarisk overleverede rondo for klaver med orkester K. 386. Beethoven optræder med menuetten fra septetten op. 20, scherzoen og sidste satsen af »Forårssona-ten« og finalen af kvartetten op. 18, nr. 4. Tilbage at nævne er 2. sats af Schuberts sonatine for violin og klaver i D-dur, op. 137, nr. 1 (D. 384).

Pladen er naturligvis fremkommet som et greb i DGGs godtepose, og adskilligt godt er fulgt med op, således Münchener Bach-Orchester under Karl Richter, Wolfgang Schneiderhahns Beethoven- og Schubertfortolkninger, den blændende Philharmoniske Oktett fra Berlin eller de af Eugen Jochum

inspirerende ledede medlemmer af Bayerischer Rundfunks symfoniorkester. Mindre glad er jeg for Salzburger Mozarteums Camerata Aca-demica og dens stive strygertone, og David Oistrakhs forjagede Bach-spil forekommer mig rent ud sagt ringe.

På pladehylsteret finder man Michael Alts nydelige, til dansk oversatte kommentar, der i korthed gør rede for visens og rondoens form-ningsprincipper. Som et sikkert velkomment supplement til pladen har Musikhøjskolens forlag udsendt eksemplerne i partitur (Mozarts problematisk koncertrondo i originalversion). Desuden foreligger der et kommentarhæfte ved den kundskabsrige og pædagogisk erfarne Jens Østergaard, hvis fremstillingsform dog nu og da lader ane, at han har haft travlt.

Herbert Rosenberg.

The Music of Arnold Schoen-berg. Vol. VIII. Von heute auf morgen, op. 32.*) Erika Schmidt, Heather Harper (sopr.), Herb. Schachtschneider (tenor), Der-rik Olsen (bas). The Royal Philh. Orch. De profundis, op. 50 B; Modemer Psalm, op. 50 C.*) The Festival Singers of Toronto, CBC Symph. Orch. Six Pieces for Male Chorus, op. 35. Chicago Symph. Orch. Eleven Choral Canons*). The Gregg Smith Singers. Concerto for Cello and Orchestra (after Monn)*). Laurence Lesser, Columbia Symph. Orch. Dir.: Robert Craft. CBS M2S 780 (stereo). *) Første gang på plade. »Von heute auf morgen« fra 1928 er en komisk opera, Schönbergs eneste. En satire over »moderne« mennesker, der hylder det ny, kun fordi det er nyt, og med særlig adresse til samtiden, da Schönberg oplevede at blive accepteret og hyldet af folk, hvis hyldest forekom ham mistænkelig. Han har gennemført den vittighed at kompone-

re operaen om den ægteskabelige kærlighed, der triumferer over de løse forbindelser, i strengeste tolv-tonesats. De fire solister deltager med orkestret i en intrikat polyfoni, der ikke umiddelbart associerer til komisk opera; dog mangler det ikke på subtile hentydninger til den stil, man ellers ville forvente. I det hele taget er det en såre underfundig kommentar til genren. Teksten, der stammer fra hans hustru (pseudonym: Max Blonda), er vel ikke ganske vellykket, men i hvert fald veloplagt. Robert Craft har fattet den mere åbenlyse del af humoren; det mere dobbeltbundede synes ikke at have vakt hans opmærksomhed. Vi får en kontant gengivelse med dygtige sangere og et velspillende orkester - og må så stille os tilfreds med det indtil videre.

En ganske anden facet af Schönbergs rige, men for mange så ubegribelige humor møder vi i cellokoncerten fra 1932. »Efter Monn« står der. Det er wienerkomponisten M. G. Monn (1717-50), der er tale om. Men det siger for lidt. Originaltitlen har: »Koncert for violoncel og orkester (efter Matthias Georg Monns cembalokoncert, komp. 1746) frit omformet af Arnold Schönberg«. Det er altså nok en transskription, men »in freier Umgestaltung«. Forlaget er en komposition, som Schönberg havde beskæftiget sig med allerede 1911-12, da han udarbejdede nogle generalbasstemmer for »Denkmäler der Tonkunst in Österreich«. Den følges i det store og hele, men med betragtelig udvidelser. Antallet af takter i de tre satser er hos Monn: 84, 48 og 159, hos Schönberg: 97, 70 og 217. Også harmonikken er stærkt udvidet, de lange sekvensrækker er borte, og solostemmen er af en halsbrækkende virtuositet (tilegnet Casals, der vist iøvrigt aldrig har spillet den). Koncerten er festlig, fordi Schönberg i sin gendigtning går ind på Monns upretentiøse musik og samtidig oversætter den til sin egen højst raffinerede udtryksart. Instrumentationen er lysende og skarp som en pennetegning, rig på nuancer, rytmen er eklatant og de mange kadancesteder som skåret ud i staniol. Og oveni hele dette århundredets måske vanskeligste cellostemme. Det er både gedigent og morsomt, udtryk for en særdeles kvalificeret humor. Udførelsen er vellykket, selvom det ikke er Casals, der spiller.

Korstykkerne hører også til det mindre kendte. »Modemer Psalm« er egentlig kun et begyndelsesfrag-ment, som ikke rigtig kan give en forestilling om, hvordan det stort anlagte stykke ville have lydt, hvis det var blevet skrevet. Interessant er det dog, fordi det er komponistens sidste tanke. A cappella koret De profundis til den hebraiske tekst kendes fra en opførelse ved torsdagskoncert her for to år siden. Det findes i en indspilning med Gregg Smith Singers på Everest, der fuldt står på højde med Toronto korets præstation, ja vel endda overgår den i såvel tidsmæssig afvikling som vokal udfoldelse; men optageteknisk er gengivelsen her

den overlegne, l mandskorsangene præsenterer Chicago koret sig som et ensemble i verdensformat; i deres udførelse kan de vel næppe måle sig med John Alldis korets (på E. M. l.) i elegance, men fuldt ud i præcision og vokal karakteristik. De 11 kanons er plukket af den samling på 30, som Josef Rufer udgav i 1963. De er ikke i første række skrevet med opførelse for øje, men er mest af alt et hemmeligt kodesprog ti! kommunikation blandt fagfolk, og de viser, at intet af den klassiske polyfonis problemer var Schönberg fremmed. Det frapperende er, at de lyder så eminent godt i de dygtige Gregg Smith sangeres udførelse. De allermest indviklede klinger allerbedst. Hvem skulle have troet det?

Jan Maegaard.

KRZYSZTOF PENDERECKI: Dies irae, oratorium; Polymor-phia f. 48 str.; De natura sono-

ris f. ork. - Stefan i a Woyto-wicz (sopr.), Wieslaw Ochman (tenor), Bernard Ladysz (bas). Krakow Philh. kor og ork. Dir.: Henryk Czyž. Philips 839701 LY (stereo).

Af de tre kompositioner er Poly-morphia (1961) den ældste - og desværre også den bedste; og så er dette værk endda kun den svagere efterslæt af Anaklasis (1959 -60). Den eneste novitet i forhold til forgængeren er egentlig slutningen på en C dur treklang, og den er overtaget fra et mellemliggende værk, Psalmus. Uden for denne sammenhæng står et andet mellemliggende værk, Tren, der velsagtens stadig suverænt repræsenterer det kunstneriske højdepunkt i Pendereckis orkestrale skaben. Siden er øllet blevet alt tyndere, om-end Kanon for strygere og tonebånd og sonaten for cello og orkester er meget elegante og høreværdige. Med De natura sonoris (1966) nåedes et foreløbigt ekstrem af selvtilstrækkelighed og arrogance, som åbenbart siden er overgået af capriccioen for violin og or-

kester. De natura er en ferm og tætpakket ophobning af orkestrale effekter, til hvis undskyldning tjener, at titlen sådan set heller ikke lover mere. l øvrigt kan stykket være dikteret af ønsket om ikke at stå tilbage for de helt unge polske komponister, der synes at have materialepræsentation som eneste punkt på programmet. Penderecki er dem langt overlegen. Javel, men om han så næste gang kunne finde på noget at bruge sin orkestervirtuositet til, ville det være glædeligt.

Oratoriet skal være en slags requiem for ofrene fra gaskamrene i Auschwitz, mærkeligt formummet i tekstvalget, og teksten næsten ganske formummet i musikkens klang-hylle. Kompositionen står i vokalværkernes række som efterslætten af Lukas passionen. Men mens denne har en klar og velkendt tekst, som det trods forskellig iblanding ikke lykkes at plumre, således at musikkens gestus selv i de tekstligt mere mørklagte partier er ud-tryksmæssigt dækket ind, så er teksten i Dies irae både så apokryf og så undertrykt, at musikkens gestus næsten ganske er henvist til at stå for egen regning. Så meget voldsommere gestikuleres der, og des meningsløsere forefalder de store fagter. Når man en sjælden gang, i soloerne for sopran og bas, opfatter den til latin oversatte tekst, undres man over deklamationens akavethed. Indtrykket er her som over for de senere orkesterstykker; ved første overhøring lyder det vældig flot (måske endda gribende, fordi man tænker på de stakkels mennesker i koncentrationslejren), ved anden overhøring fatter man mistanke, og den tredje er slet ikke til at bære. Det ord, der bedst karakteriserer musikkens forhold til dens dystre anledning, kan jeg ikke skrive.

Ulførelserne under ledelse af Henryk Czyž, der også uropførte Lukas passionen, er klangligt elegante og nuancerede, og sangsolisternes præstationer af første klasse.

Jan Maegaard.