Krapps sidste bånd

OPERA

KARL AAGE RASMUSSEN: KRAPPS SIDSTE BÅND.

En opera-fantasi over Samuel Becketts skuespil, på dansk ved Jørgen Andersen og Chr. Ludvigsen, komponeret 1966-68. Uropført i Aarhus Katedralskoles festsal 1. nov. 1968.

Valget af Becketts skuespil som forlæg for en opera er ingen dårlig idé. Især må to ting have interesseret komponisten den stærke koncentration om det akustiske, der bliver følgen af Krapps hyppige båndafspilninger (i sig selv en dramatisk oplagt materialisering af hukommelsen), og muligheden for ved hjælp af en collageagtig klippeteknik at skabe en musikalsk parallel til de reminiscensagtige fragmenter af tanker og minder, der dukker op i Krapps hjerne.

Becketts skuespil regnes jo normalt for absurd, men forekommer i sin stærke ekspressivitet og sin søgen efter det centrale i tilværelsen som en sidste udløber af romantikken på samme måde som Schönberg. Hvilket forhold kan en 21-årig komponist have til denne historie om bevidsthedens gradvise udslukken og dermed følgende velgørende mørklægning af livets meningsløshed og elendighed hos en gammel mand?

Tilsyneladende ikke et umiddelbart sympatiforhold, hvor komponisten bruger digterens ord til at udtrykke sine ideer. Først og fremmest er der nok tale om en anerkendelse af tekstens rent artistiske kvalitet, som er af aldeles afgørende betydning for en operas succes eller fald. Desuden - efter komponistens udsagn - en direkte antipati over for skuespillets patetiske holdning.

Dette dels neutrale, dels direkte negative forhold til Beckett er dog næppe hele sandheden. Karl Aage Rasmussen synes nemlig i sin bearbejdelse at have taget sit udgangspunkt i en side hos Beckett, hvor han ligesom modsiger den store, enkle tragedie, som er skuespillets hovedlinie, nemlig i de små konkrete træk: åbning og lukning af skuffer, bananspisning, lyden af flasker, der trækkes op, de detaljerede naturalistiske scene- og kostume-anvisninger o.s.v., altsammen ting, der bidrager til en »ent-fremdung« fra tragedien i stedet for en medfølende identifikation.

På to måder har Karl Aage Rasmussen arbejdet videre udfra disse antydninger hos Beckett: i instruktion og regi, hvor bl. a. en række på sin vis alt for konkrete rekvisitter på scenen bidrager ti! en vis forstyrrelse af den patetiske grundstemning, og i musikken, der dels er selvstændig, konstruktiv, nemlig i ouverturen og et par orkestermellemspil, dels rent ledsagende med ret korte udbrud, i stort omfang uden eentydig koordinering af de forskellige instrumentgrupper.

I nogle tilfælde lader denne ledsagemusik til at være en art materialisering af Krapps minder, men som regel er dens forhold til teksten af samme karakter som skuespillets naturalistiske detaljer: den hverken modsiger tragedien - eller rettere: den hverken modsiger eller bekræfter Krapps følelser, men ved at modarbejde den konventionelle medfølende tragediestemning udstiller den tekst og handling og tvinger derved publikum til ikke at føle, men iagttage.

Musikken har således først og fremmest en rent ledsagende karakter, men der findes dog også steder, specielt i de orkestrale mellemspil, hvor den besidder en betydelig såvel klanglig som stoflig egenværdi. Der findes nogle tilbagevendende motiver og passager, øjensynlig i en vis sammenhæng med mere eller mindre bestemte minder eller sindstilstande hos Krapp (et enkelt Tom Lehrer-citat har tydeligt en sådan funktion), og også de »stemningsfulde« klange fra det opretstående klaver bag i salen synes at have en vis, måske indirekte forbindelse med Krapps sjæleliv, l benyttelsen af sangstemmen lægger man især mærke til, at den hovedsagelig bruges til tale og talesang, mens den egentlige (operaagtige) sang reserveres til en »minde«-funktion på linie med andre »klicheer«.

Krapps fremstiller, barytonen Niels Hemmer Pihl, der var den eneste rollehavende, havde gjort en stor og gennemarbejdet indsats både mimisk og stemmelig og nåede et solidt og hæderværdigt resultat, men formåede naturligt nok ikke helt overbevisende at overvinde det handicap at være alt for ung til rallen. Hvad det skuespilmæssige angår, kunne der måske være nået lidt bedre resultater ad instruktionens vej, men sangligt er det en fysisk umulighed at få en ung, lys og kraftig stemme til at illudere som en gammel. Det mærkedes især i de vendinger, hvor stemmen skulle svigte, og naturligvis i båndindspilningerne fra de forskellige livsafsnit.

Det Jyske Musikkonservatoriums studieorkester spillede solidt under Henrik Sachsenskjold, effektivt kombineret med de andre instrumentalgrupper, formodentlig ledet af komponisten.

Gunnar Colding-Jørgensen.