Ledsagende bemærkninger til Dahlhaus' artikel

Poul Nielsen:

LEDSAGENDE BEMÆRKNINGER

TIL DAHLHAUS' ARTIKEL

Der skal nok være en del dmt-læsere som finder, at Carl Dahinaus' foranstående essay om musikæstetikkens historiske forudsætninger er en værre gang tysk pølsesnak - i hvert fald indviklet, ufordøjeligt, filosofisk vanskeligt.

Alligevel behøver Dahlhaus' artikel næppe noget forsvar. I sig selv betragtet, af den læser, der gider gøre et lille stykke arbejde med en tekst, er det en lærd og kyndig gennemgang af musikæstetikkens historiske placering, dens miskredit i dette århundrede, og dens historiske og kategoriale afgræsning i den anden ende overfor den tidligere kunstteori: den aristoteliske. I tilknytning hertil en analytisk gennemgang af nogle af de æstetiske grundbegreber, der blev kastet op på dagsordenen, da æstetik etableredes som 'disciplin' ved midten af det 18. årh.: det skønnes metafysik, helhedsbegrebet, smagsdomme etc.

Såvidt så godt. Det er altså en artikel for specielt interesserede, kan man resolvere. Næh, den burde i hvert fald ikke være for 'specielt' interesserede. Den burde være for musikinteresserede.

Musikæstetik er idag — som Dahlhaus påpeger - suspekt. Den anses for virkelighedsfremmed speculation. Taler man om musik idag er det enten i form af tekniske analyser, eller impressionistisk tilfældig kritik. Ved vore universiteter prioriteres musikæstetik nærmest som en slags hjælpe-disciplin på linje med instrumentlære og musiketnologi - underordnet i forhold til hoveddisciplinen musikhistorie. Ved vore konservatorier lærer alle studerende musikteori og musikhistorie, fordi det anses for hørende til almen musikermæssig dannelse; musikæstetik er ikke obligatorisk.

Og det er faktisk mærkeligt, hvis man begynder at tænke lidt over tingene. Man kan selvfølgelig hævde, at musikæstetik til syvende og sidst er et filosofisk anliggende, og derfor hører under faget filosofi. Men det ligner nu en dårlig undskyldning overfor det faktum, at »domme om musik - ja, enhver art musikalsk virke - er båret af æstetiske forudsætninger, som man strengt taget bør gøre sig bevidst« (Dahlhaus). Vist så: bevidst el. ubevidst giver vi alle udtryk for et æstetisk standpunkt gennem vor måde at gerere os med musik på, vore domme om musik. Og musikpædagogens job er ikke bare at lære eleven visse færdigheder, det er faktisk at indgive et musikalsk adfærdsmønster: altså et æstetisk anliggende.

Dette synspunkt kan måske forekomme nogle lidt fremmedartet. Man må imidlertid gøre sig klart, hvad æstetik som disciplin dækker over. I reglen defineres æstetik jo som »læren om det skønne« eller noget i den retning. Det er vidtspændende og uprægnant. Det er bedre at specificere med ord som: kunstteori, kunstfilosofi, kunstens ontologiske, samfundsmæssige, psykologiske placering, kritisk metodik. Det antyder æstetikkens operationsfelt, der atter kan spaltes ud i autonom æstetik (altså primær fremsættelse af æstetiske dogmer og påstande) og æstetikkens historie (undersøgelse af de i tidens løb fremsatte æstetiske påstande og anskuelser), svarende til fagene dogmatik og dogmehistorie inden for teologien.

Slige forklaringer ville være overflødige overfor fxi et litterært publikum. De er det næppe overfor musikfolk. Følger man almindelig musikalsk debat, kritik og argumentation, kan man ikke undgå at blive slået af det ofte meget lave refleksionsniveau, de mange kategori-sammenblandinger og metodiske uklarheder. Det gælder også blandt musikmagistre, der ganske vist ikke pr. definition er klogere end fx. harpenister, men hvis skoling vel måtte indebære en del kritisk metodik og sligt.

At niveauet i en litterær debat er højere betyder forresten heller ikke, at litteraturfolk gennemgående skulle være intellektuelt bedre udrustede end musikfolk. De er muligvis mere trænede i at håndtere sproget - men det er nu heller ikke sagens kerne. Adskillige musikkritikere skriver et udmærket sprog, sagen er, hvad i himlens navn det er de skriver. Løse ender, impressionistiske domme med enkelte analytiske bemærkninger svømmende rundt som vragtømmer - hvis ikke de havner i den modsatte grøft, den teknologiske. Forklaringen er ganske sikkert, at litteraturfolk har en metodisk og æstetisk tradition - musikfolk har ingen. På deres uddannelsessted har de lært teknik (oboteknik, kildekritisk teknik, pædagogisk metodik) og musikhistorie (stilhistorie) og lidt musikteori (et sæt pragmatiske håndværksregler, for at vrænge med Boulez). Men de har ikke stiftet bekendtskab med refleksioner over forudsætningerne for deres kunst, dens mulige 'betydning og 'funktion'. Sligt er som sagt suspekt; kan højest være hobby for særlinge.

Man skal ikke af disse grunde kaste vrag på de uomtvistelige terminologiske fordele, musikfolk i visse henseender har i forhold til litteraturfolk. Den intense beskæftigelse med musikkens formteknik, uden skelen til »semantiske« problemer, har givet musikfolk en force i diskussioner af rent formelle problematikker, som også er blevet bemærket fra litterært hold: mange litterater har ligesom ikke mistet deres formelle mø-dom, bemærkede Hans-Jørgen Nielsen en gang i »Vindrosen«. - På den anden side er musikfolks muligheder for en alment-kulturel omverdensorientering fatalt amputerede. »Som musiker behersker man en speciel problemkreds. Afstikkere til mere eller mindre fremmede idéområder fører let til en fatal dilettantisme«, skriver Jan W. Morthenson i »Nonfigurativ Musik«. Intetsteds bliver dette vel tydeligere end i forbindelse med de debatter om kunstens politiske engagement og integration, som føres p. t. over hele Europa, fra Stockholm til Sicilien. NUTIDA MUSIKs behandling af emnet var præget af adskillig kompetence, foruden en del latterligheder. Stort set var det hæderlige forsøg. Men når man læser Enzensbergers, Karl Markus Michels, Moravias refleksioner omkring kunstens omverdensplacering - ja, bare danske litteraters forsøg, ja, så bliver man som musikmand beskæmmet. Og mundlam.

Grundlaget mangler. Det bør skabes. I en diskussion i De musikstuderendes Forening ved Københavns Universitet i efteråret ordinerede Hansgeorg Lenz to timers filosofikum, obligatorisk hver dag i hele studietiden. Det er nu så voldsomt igen. Intensivering af studiet af musikæstetik og kunstens filosofiske forudsætninger - altså egentlig musik-teoria (»skuen«) - ved universiteternes musikdepartementer og konservatorierne kan sikkert hjælpe en del til at højne refleksions-niveauet blandt musikfolk.