Relationsløshed og isolation

Af
| DMT Årgang 44 (1969) nr. 01 - side 1-1

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

LEDER

RELATIONSLØSHED OG ISOLATION

Der går fra hvert musikalsk værk en række relationer, der rummer problemer, man sjældent er opmærksom på. Et af de væsentligste er det — som Carl Dahlhaus og Poul Nielsen gør opmærksom på — at tilhøreren og den udøvende aldrig er neutrale, men møder værket med en ganske bestemt æstetisk forudforståelse, og at alle værker klinger ind i en sådan forud-forståelses-sammenhæng. I skolens undervisning i musik-forståelse aftegner problemet sig tydeligst: En undervisning i dele af vor egen tids musik kan strengt taget kun lykkes, om læreren i sin undervisning knytter til ved elevernes æstetiske forudsætninger. Når disse problemer ofte overses, er det vel fordi vi i vor daglige omgang med værkerne håndterer dem som om de eksisterede i sig selv, på trods af at værk kun er til, når en person forholder sig til det.

Men værkerne er jo også skrevet ud af en bestemt sammenhæng. Bag værkerne og i dem er der en personlighed, som har et ganske bestemt musikalsk-eksistentielt udgangspunkt. Og netop for forståelsen af værkerne kan det være af værdi at indkredse disse forudsætninger. Amerikaneren Charles Ives er et eksempel på en komponist, hos hvem man kan øjne en sådan forbindelse.

Alt dette betyder ikke at musikken skal være andet end det, den er. Men blot at den er skrevet af mennesker og beregnet på at skulle høres og udføres af mennesker.

Drejes problemstillingen en smule kommer en ny, men beslægtet til syne. Nemlig den, at musikken i det almindelige kulturliv stort set er isoleret. Der er intet, der virker ind på den og den får ikke lov at virke ind på noget. Og det er en skam. Der er således i Pelle Gudmundsen - Holmgreens artikel om film og musik flere eksempler på, hvilken fornyelse af filmkunsten det ville betyde, om den lærte af musikken. Der ville uden tvivl komme lige så spændende ting ud af et møde mellem musikken og de andre kunstarter.

I vor egen tid er der flere eksempler på, at musikken er ved at bryde ud af isolationen: Beat-musikken, de forskellige hybrid-former og de yngre svenske komponisters interesse for engageret musik. Om det sidste så er en farbar vej kan diskuteres. Værkerne bliver jo ikke mere vedkommende af at det hævdes at de er det. Musikken i den store klassiske tradition kan være mere livsnær, end den musik, der er ledsaget af noter om at den handler om tilværelsen.

Herhjemme er tendensen til relationsløshed og isolation sikkert blevet forstærket af en misforstået Carl Nielsen-æstetiks tale om musikkens stumhed. Men at musikken er stum er jo ikke det samme som at den er u-men-neskelig. At musikken er abstrakt er ikke det samme som at den er ligegyldig tidsfordriv.

Jørgen I. Jensen.

Årgang 44/1969, nr. 01