Ausida Musik

Af
| DMT Årgang 44 (1969) nr. 02 - side 46-48

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

AUSIDA MUSIK

BYTTEREGISTRET

Haves: Mange kompositioner. Ønskes: Noget bedre.

L. Thybo. DEMENTI

BT's redaktionsvagt dementerer. Det er ikke et skrivemaskine-viskelæder, Bernhard Lewkowitch har anskaffet sig.

Jan Maegaard har forelæsningsfrihed fra Universitetet, og bruger tiden til at komponere. »Gengangere« kalder han sit nyeste opus, som også foreligger i en mimisk version med titlen »Mummespil«. Partituret er foreløbig indsendt til radioen og DUT. På AM's forespørgsel svarer medlem af radioens bedømmelsesudvalg, Jan Maegaard, at stykket skulle have gode chancer for at blive positivt bedømt og opført i radioen inden længe. Ligeledes på vor forespørgsel oplyser formanden for Statens Kunstfond's musikudvalg, Jan Maegaard, at en ansøgning fra DUT om produktionsstøtte til en opførelse af stykkets mimiske version vil blive behandlet med velvilje. Da vi henvendte os til universitetsadjunkt, mag. art. Jan Maegaard for at høre hvordan det gik med hans disputats om Schönberg, svarede telefonen ikke.

ANNONCE

Grundet pladsmangel sælges en del bøger og noder billigt, bl. a. Schönbergs »Harmonilehre«, Jelinek »Anleitung zur Zwölftonkomposition« (begge bind), Maegaard »Musikalsk modernisme«, Bo Wallner: Vår tids musik i Norden (også den engelske udgave vil til sin tid være til salg), Stockhausen: Texte (komplet), »Die Reihe« (uopskåret). Musikalierne omfatter bl. a. partiturer af Schönberg, Webern, Boulez, Stockhausen, Cage, Gunnar Berg og Per Nørgaard. Alle eksemplarer er ubrugte og i fin stand. Ridderkors eller andre udmærkelser kan evt. indgå i handelen. Henv. H. C. Andersens Boulevard 35, eller på tidsskriftet MUZAK.

Svend Westergaard,

rektor.

Ebbe Knudsen,

pedal.

EN INDSIGELSE

Vi har modtaget:

I DMT's anmeldelse af kormusiksamlingen »M ad ri gal i a« DMT nr. 7-8 1968, nævnes det, at der på visse punkter savnes en orientering fra udgiverne.

Eksempelvis ønskes orientering om de redaktionelle principper for anvendelsen af fortegn i parentes i modsætning til fortegn oven over systemet. Til oplysning for bladets læsere kan anføres, at vi har anvendt den - efter vort skøn - mest logiske fremgangsmåde, nemlig at de af komponisten satte fortegn står foran noderne, men i de tilfælde, hvor vi skønner, at der kan foreligge en fejl, sættes parentes om (kun 3 tilfælde i hele samlingen). Omvendt, hvis vi skønner, at

derfra komponistens hånd mangler fortegn (en højst almindelig forekomst), så sættes disse over systemet. Det er vel også - ret beset -den eneste måde, hvorpå man kan tydeliggøre disse to former for redaktionelle indgreb. Vi antog denne fremgangsmåde for umiddelbart indlysende, og har derfor ikke omtalt det i forordet; men da vi naturligvis ønsker at fjerne al uklarhed, skal vi med fornøjelse indføre en note herom i 2. oplag, som udkommer om kort tid (iøvrigt i en version uden danske oversættelser). Vore principper er imidlertid ganske klare på det punkt.

Det samme er tilfældet med vort valg af brudte taktstreger, - en notationsform, som efter vor opfattelse og erfaring fremmer fornemmelsen for den musikalske linie-

føring, bl. a. derved at melodilinierne ikke afbrydes af taktstreger, men rent grafisk fremstår som et hele. Hvis notationen derved skulle blive uoverskuelig, så skyldes det jo netop manglende sans for den tids musik, og det er dette forhold, som vi håber, at vor notationsform skulle afhjælpe.

Men hensyn til de principper for overbindinger, som benyttes i samlingen, kan det oplyses, at de 7 (syv) steder, hvor to brevisnoder er bundet sammen, er det udelukkende sket for at undgå notation af longanoder midt i satserne, l det kommende oplag vil vi dog driste os til at erstatte disse syv overbindinger med longanoder! (»Hjælpenotationen på side 32 bliver ligeledes ændret 5 overensstemmelse hermed«). Brugen af »små« og »store« takter kan ligeledes motiveres, bl. a. med deklamatoriske hensyn samt originalernes notationsmåde, men det vil føre for vidt at redegøre for her. Derimod skal vi gerne vedgå, at det er os inderligt imod at benytte en praktisk udgave til oplysninger af historisk art, som enhver kan gå hen og slå op i et leksikon, — når det drejer sig om samlingens kendte komponister. For de to ukendte spanske komponisters vedkommende vil en sådan fremgangsmåde dog ikke give synderligt resultat. Vi har i hvert fald intet kunnet finde om dem, - og det behøver vel ikke ligefrem at stå i forordet!

Skulle DMT's læsere have fået det indtryk, at der var en vis redaktionel inkonsekvens at spore i »Madrigalia«, så håber vi hermed at have udryddet de fleste af tvivlsspørgsmålene. Lange kommentarer og historiske data føler vi os dog stadig ikke overbevist om berettigelsen af. l en tidligere DMT-anmeldelse af værker i Con-centus Musicus-serien blev kortfattede oplysninger om komponister og værker da også stemplet som »overflødige«. Der skulle vel ikke herske lidt inkonsekvens indenfor DMT's redaktionelle anmelderprincipper?

Med venlig hilsen

Oliver Rigby Hirsch og

Aksel H. Mathiesen.

Årgang 44/1969, nr. 02