Kulturpolitik

LEDER

KULTURPOLITIK

Udsendelsen af ministeriet for kulturelle anliggenders kulturpolitiske redegørelse er en vigtig begivenhed i en situation, hvor samfundets økonomiske og tekniske muligheder er blevet så store, at det er blevet både muligt og nødvendigt at prioritere og planlægge dets udviklings retninger.

I al beskedenhed og indenfor vort afgrænsede felt vil DMT gerne yde sit bidrag til klargørelsen af kunst-politikkens mål og midler, og vi har derfor bedt Danmarks eneste stadskomponist, Jørgen Plaetner i Holstebro, om at redegøre for sit virke i det usædvanlige embede, som Holstebro har taget initiativet til at få oprettet.

Som så mange andre af byens aktiviteter er oprettelsen af denne stilling en ting, man bør være særdeles opmærksom på, og det havde ikke været urimeligt, om stadskomponistens betænkning havde fundet plads i ministeriets publikation, så meget mere som den i mange tilfælde viser en klarere og mere nøgtern opfattelse af kunstpolitikkens muligheder end den officielle redegørelse.

Når ministeriets betænkning således i forordet advarer imod, at begrebet kultur begrænses til, hvad der har med kunst at gøre, er det sikkert en smuk og velmenende indstilling, der ligger bag. Men når nu kulturhistoriske og kulturpolitiske tænkere i det meste af århundredet har doceret, at »kultur er vaner«, burde den offentlige debat være nået til at kunne holde begreberne kultur og kunst ude fra hinanden. En befolknings kultur er ganske enkelt dens vaner, dens særlige livsform, mens kunst er en aktivitet med
æstetisk sigte. At æstetiske aktiviteter også er en side af en befolknings opførsel, er en anden sag. I den forbindelse bør det også gentages, at ingen af begreberne har noget kvalitetsindhold. En befolknings vaner er dens kultur, hvadenten man finder dem tiltalende eller ej, og et stykke musik er kunst, ligegyldigt hvor mange (eller hvor få) der kan lide stykket.

Disse betegnelser kunne i og for sig være ligegyldige, hvis den usikkerhed, der præger brugen af dem, ikke gik igen i betænkningen i det hele taget, således i brugen af nøgleordet: støtte.

Som Jørgen Plaetner indvender: har man nogensinde hørt tale om støtte til hovedvej A4, til forsvaret eller til en ny lufthavn? Her hedder det investeringer og driftsudgifter til et projekt, man anser for ønskeligt. Men når talen er om kunst og det umulige begreb kultur, omtales udgifterne nærmest som socialhjælp. Så var der mere mening i det gamle højres afvisning af nedlæggelsen af det kongelige teater, da venstre omkring århundredskiftet løb storm imod denne unødvendige udgiftspost: man ønskede at have et teater.

Denne salve skal ikke forstås som en afvisning af ministeriets betænkning, tværtimod må man glæde sig over det store fremskridt, der er sket fra tidligere tiders henholdende og passive politik. Men det vil uden tvivl være nødvendigt at indstille sig på, at kunst m. m. ikke er noget man »støtter«, men noget man ønsker og investerer i.

Jørgen Plaetners artikel om stadskomponistens virke er netop en beretning om det første, eksperimenterende stadium i en udvikling, hvor en bys, en egns eller et lands befolkning ønsker og investerer i en kultur- og kunstpolitik.

Gunnar Colding-Jørgensen.