Æstetikkens dårlige rygte

Af
| DMT Årgang 44 (1969) nr. 03 - side 69-72

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Jørgen Pauli Jensen:

ÆSTETIKKENS DÅRLIGE RYGTE

En kommentar til Carl Dahlhaus' musikæstetik (DMT, 1969, 44, s. 2-6)

»Hvor let kunne det ikke være blevet til en masse æstetisk snak, men det må siges: i det store og hele fortabte man sig ikke i ordgyderier, men holdt sig opgaven for øje.«

(Fra DMT, 1967).

»Et træffende eksempel på Oberhangs-maleri — fra det miserable over en kunnet halvadaptation til variationens ottendedels-selvstændighed . . . frembyder nutidens maleri med de mange neo-tachister, neo-cobraister, de forsinkede actions-paintere, automatismens og de abstrakt-expressives epigoner, kort sagt fyldekalks-leverandørerne, avantgarden fra i forgårs. — Betragter man 'informel' som overordnet begreb for de ovennævnte retninger og forstår det som vilje-til-struktur, så udvider maler X det traditionelle 'informel', idet han går udover den absolutte strukturvilje og videre til en optisk strukturanalyse.«

(Fra en anmeldelse).

»Med specialiseringen og differentieringen (af videnskaben) følger et øget behov for kontakter af 'tværvidenskabelig' art . . . Midt i denne eruptive videnskabelige specialisering og integrering findes der imidlertid øer kendetegnede ved isolation og højtravende selvtilstrækkelighed. Til dem hører bl. a. de æstetiske områder.«

(G. Arwidson: Vi behover ny estetisk grundforskning. Tiden, 1965, 3, s. 157 ff).

l Dansk Musiktidsskrifts første nummer i 1969 bringes et kapitel af Carl Dahlhaus' musikæstetik. Dette kapitel fortaber sig ikke 5 »æstetisk snak« eller »ordgyderier«, men er velgørende klar tale uden at vigte sig af uforståelige og vage fremmedord (de fremmedord, der anvendes kan findes i et middelstort leksikon). Alligevel er artiklen - i negativ ment betydning - typisk for store dele af (musik)æstetikken, hvilket skal begrundes nærmere nedenfor.

Men først må det indledningsvis påpeges, at æstetikken har et meget dårligt rygte i store kredse, hvilket er forståeligt bl. a. af følgende grunde:

1. Den er ofte præget af en noget ensidig og mystisk præget tradition, som bl. a. stammer fra tysk spekulativ filosofi fra forrige århundrede.

2. Den gøres ofte til en videnskab udelukkende om kritik og normer - også et levn fra gammel tid. Identificeres dette nu ydermere med visse dagbladskritikker (jfr. ovennævnte citat) levnes der ikke meget skær af videnskabelig holdning.

3. Den synes ikke at kende til den mest elementære videnskabsteori og/eller perceptionspsykologi og/ eller sociologi, men udtaler sig dog frejdigt om disse emner. Normative/vurderende udsagn af enhver art kaldes ofte meget overdrevet for 'teorier' (i stedet for det mere dækkende 'doktriner' eller 'dogmer').

4. En fjerde årsag til æstetikkens tilsyneladende uvidenskabelighed nærmer Carl Dahlhaus sig til ved at skrive følgende: »Æstetik- i ordets rene og ikke nedsættende betydning - er altså omkring 1900 ophørt, og opløst i historie, historiefilosofi, teknologi, eller kunstens psykologi og sociologi.«

Dette, at der indenfor æstetikken er sket en udspaltning i mange discipliner, er noget, som kendetegner alle videnskabsområder. Det er et udtryk for, at vor viden er forøget, men det indebærer den fare, at denne viden falder i stumper og stykker og derved ikke udnyttes. Denne fare er selvfølgelig særlig stor der, hvor videnskabsmanden opfatter sit eget område som det »rigtige« eller »vigtigste« eller måske endog »eneste«. Med den forøgede viden følger, at man ikke kan være polyhistor - det tilhører en svunden tid. Man kunne så håbe, at videnskabsmanden (og andre) så dette i øjnene og ikke udtalte sig med for stor sikkerhed om de områder, han ikke kendte til. Indenfor de æstetiske videnskabsområder kniber det desværre mange gange med at få øjnene op for dette.

Carl Dahlhaus viser sig ikke helt som nogen undtagelse herfra. Så snart han går over i perceptionspsykologi, kommer han med nogle enestående forkerte påstande. Hvor ville det have forbedret hans -ellers tiltalende - kapitel meget, om han havde kontaktet en psykolog eller kommet med en bemærkning om, at han nu kom ind på områder, hvor han ikke havde sagkundskab! Han skriver f. eks. følgende: »Baumgarten kaldte den bevidsthedsakt, der samler enkeltindtryk til en helhedsforestilling (d.v.s. en bevidsthedsakt han til forskel fra gestaltpsykologien opfattede som en handling, ikke som den blotte reception af noget givet) for »sammenligning«.« Dette, der her skydes den gestaltpsykologiske perceptionsteori i skoene (perception = reception af noget givet), kan næppe være mere forkert. Den gestaltpsykologiske perceptionsteori kan tværtimod ses som én stor protest mod det forældede synspunkt, at perception (herunder musikperception) skulle være en passiv regi-streringsproces i analogi med et fotografiapparat. Det betones gang på gang, at perception er en aktiv, skabende handling, og dette demonstreres med et væld af eksperimenter. Det oplevede bestemmes både af ydre påvirkning (f. eks. musik) og af aktiv »indre forarbejdning« af disse påvirkninger (man kunne tale om ydre og indre »oplevelsesbetingende faktorer«). Ved at percipere skaber vi en verden; vi modtager ikke noget fuldt færdigt.

Også på et andet punkt må man opponere mod Dahlhaus, nemlig når han skriver følgende: »Begreber som 'forløbsgestalf, 'tidsgestalt, som vil underkaste det successive gestalt-teoremet(?), er hidtil hverken logisk eller experimentelt tilfredsstillende blevet bestemt eller begrundet.« Det er ikke godt at vide, hvad Dahlhaus mener med »logisk . . . bestemt eller begrundet.« Men tilsyneladende forstår han ikke, at forskning over såkaldt 'successivgestaltning' (f. eks. rytmeperception) ikke er forskning i logik, men er empirisk forskning (tager sit udgangspunkt i det umiddelbart sanseligt anskuelige - det perceptuelle - hvorfra der opbygges eksperimenter, hypoteser og teorier; dette har været kaldt en æstetik »von unten« til forskel fra den ældre spekulative æstetik, der startede »oppefra« med doktriner eller dogmer), l forbifarten kan nævnes, at netop forskning i rytmefænomener forlængst har vist sig at være et frugtbart mødested for bl. a. musikvidenskabsmænd og eksperimentalpsykologer. Denne forskning er særlig langt fremme i Frankrig og i Skandinavien, hvor et forskerteam omkring prof. Ingmar Bengtsson i Uppsala nu i flere år har arbejdet med rytme og rytmeperception. Dette forskerteam er tværvidenskabeligt (musikvidenskabsmænd, eksperimentalpsykologer, akustikere, musiketnologer og litteraturteoretikere) og delvis inter-nordisk (mange svenskere og to danskere). På denne måde er der ydet meget værdifulde bidrag til såvel musikvidenskab som til psykologi. Det vil desværre føre for vidt, at omtale denne forskning nærmere her.

Det kan selvfølgelig ikke bebrejdes Dahlhaus, at han formodentlig ikke kender denne franske eller skandinaviske forskning (det er der mange i Skandinavien og Frankrig, der heller ikke gør); men man synes, at han stod sig ved at være lidt mindre rigoristisk, når han kom ind på videnskabsområder, hvor han ikke er sagkyndig.

En sidste kommentar: Dahlhaus skriver følgende: »Det taler for sig selv, at termen 'Aesthetica' først blev præget 1750 ... Strengt taget findes der ikke nogen antik eller middelalderlig 'æstetik' ...« Her synes en vis ordmagi at være ved at gøre sig gældende: ordet æstetik fremkommer først 1750, men dermed er jo ikke sagt, at man ikke tidligere har beskæftiget sig med de samme sagforhold. Tværtimod kan man hos f. eks. Aristoteles og mange andre filosoffer, psykologer, kunstpædagoger, sociologer, musikere m. fl. finde de samme emner behandlet som hos Baumgarten i 1750, men under andre betegnelser end 'æstetik'«. Med Baumgarten overgås i afgørende grad til perceptionsfilosofi og perceptionspsykologi, selvom perception regnes for »nedre erkendelse«. Det er en lang vej, der skal tilbagelægges selv i æstetik, før man tillader »sanselige glæder«. Dette gælder ikke mindst musikæstetik, hvor der er e,n gammel -stadig levende - tradition for talmystik. Musik kan -især efter Baumgarten - også i filosofisk æstetik og musikpsykologi have noget med auditiv perception at gøre (hvilket næppe ville have overrasket nogen musiker fra de foregående (eller nuværende) århundreder). Dette videreføres bl. a. af gestaltpsykologerne.

Det foregående har været en lidt trist opremsen af de letforståelige grunde til (musik)æstetikkens dårlige rygte. Hvordan hjælpe (musik)æstetikken videre frem? Man kunne droppe ordet 'æstetik' og i stedet for tale om f. eks. musikkens historie, musikkens håndværks-

lære, musikkens filosofi, musikkens psykologi, musikkens sociologi, musikkens etnologi, musikkens fysik (= akustik). Dette ville have den enorme fordel, at der explicit angives, hvilket videnskabeligt metodeområde, der sigtes til. Det er dog nok for radikalt et forslag til at vinde gehør mange steder.

Når det nu er sådan, at æstetikken efterhånden er udspaltet i mange discipliner, som angår adskillige videnskabelige metodeområder og at én person ikke kan forventes at beherske disse, så kan man herudfra konkludere: (musik)æstetikken kan nu kun føres videre frem gennem et tværvidenskabeligt samarbejde. Et sådant samarbejde findes allerede flere steder i udlandet især i U.S.A., England og Sverige samt så småt begyndende i Norge, Ungarn og andre lande. Det erkendes flere og flere steder, at det er utilfredsstillende, at man indenfor kunstvidenskaberne fortrinsvis uddannes i historisk teknik og så ligefrem tvinges til at optræde som dilettant på så mange andre videnskabsområder (dette er ikke ment som et angreb på nogen form for kunsthistorie, men nok på kunstvidenskabernes ensidighed).

l slutningen af Poul Nielsens »Ledsagende bemærkninger til Dahlhaus' artikel« står følgende: »l en diskussion i De musikstuderendes Forening ved Københavns Universitet i efteråret ordinerede Hansgeorg Lenz to timers filosofikum, obligatorisk hver dag i hele studietiden.« Dette kan undertegnede tilslutte sig i princippet. Musikstuderende (og andre kunststuderende) skal selvfølgelig ikke være filosoffer, psykologer, sociologer, akustikere eller etnologer; men de burde orienteres så godt i disse områder, at de var helt klare over, hvor deres kompetence hørte op, og hvornår de skulle kontakte personer fra tilgrænsende videnskabsområder, hvis de ville videre med givne æstetiske emner. Orientering om kunstpædagogik og kunstformidling ville heller ikke være

urelevant. Kunstteoretikere af enhver art står meget ofte i en formidlingssituation. Hvis man er af den anskuelse, at kunst (herunder musik) skal udbredes til større kredse, er det ikke nok med at kunne tale til en lille speciel inderkreds. Derved medvirker man til fortsat at reservere kunsten til de få.

Videnskaber spaltes stadig mere ud i særområder; men den gamle drøm om en sammenhængende en-hedsvidenskab lever videre. Skulle man skabe en (musik«æstetisk enhedsvidenskab i dag, kan det kun gøres ved at personer fra forskellige forskningsområder mødes i gensidig respekt for hinandens fag; men her begynder måske allerede vanskelighederne?

Årgang 44/1969, nr. 03