En kontrapunktisk bule

Svend Nielsen:

EN KONTRAPUNKTISK BULE

Bulen er en kammeropera som er ude på DUT's operatourné her i foråret. Bestillingen lød på højst fire sangere og fire instrumentalister. Efterhånden blev tournéens anden komponist Jens Wilhelm Pedersen og jeg enige om besætningen: fløjte, kontrabas, guitar og slagtøj, altså et ensemble der repræsenterede de forskellige instrumentgrupper: blæsere, strygere, akkordinstrumenter og slagtøj, samt var så alsidigt som muligt i registerfordelingen. Det var frit, om nogle af disse instrumenter skulle forstærkes elektrisk.

Med hensyn til emnet havde jeg mine stærke tvivl. Et var dog sikkert: det skulle ikke ligne nogen af de operaer af Henning Christiansen eller Mogens Winkel Holm, som blev spillet på DUT's operatourné året før. Det skulle være noget helt andet.

Det der for mig at se var typisk for de to nævnte operaer, var den enorme grad af symboliseren, af abstraktion, blot på hver sin måde. Hvad er da det modsatte af abstrakt? ... Sædvanligvis konkret. Hvad betyder da »konkret« i forbindelse med opera?

Er det bare et misbrugt modeord?

Er det konkrete i en opera således som i den konkrete digtning, en associationsfri benyttelse af selve midlerne, en leg med ord eller toner der ikke »betyder noget« i sig selv, men bare danner en indbyrdes sammenhæng mere eller mindre latent? Ud fra denne beskrivelse er det jo netop det der sker i den »koncertsalsmusik« der ikke betyder, udtrykker noget andet end sig selv. Det konkrete i musikken er altså det som foregår i musikken, det formmæssige, tonernes latente sammenhæng, selve musikkens sprog, som jo ellers siges at være så abstrakt.

Er det konkrete i en opera, som i dramaet, en associationsrig benyttelse af midler, der får en bestemt mening, idet sammenhængen kanaliseres i en bestemt retning? For at udtrykke det ligetil: er det konkrete i en opera simpelthen ordene, handlingen? Ikke det
musikalske i ordene, men deres betydning? Hvis man virkelig oplever et kunstværk, lever sig ind i dets specielle atmosfære, »glemmer tid og sted«, bliver kunstværket konkret for én, man analyserer ikke, man oplever bare. Det vil sige at noget man forestiller sig bliver konkret for én. I en opera er f. eks. kulisser ikke bare kulisser, men de er lige så meget det de forestiller i sammenhængen: associationer er konkrete, selv om de siges at være så abstrakte.

Nå, væk med de pseudofilosofiske abstraktioner, til det konkrete: Bulen er et forsøg på at forbinde de to forskellige former for konkretion som er skildret her, i et kontrapunktisk forløb, som to selvstændige faktorer, og ikke som i en normal opera hvor de kører samtidigt og hvor den ene som regel er underordnet, støtter den anden.

Med disse to faktorer, ren musik og rent drama, som yderpunkter danner de øvrige numre en slags overgang mere eller mindre umærkelig.

Teksten som danner handlingsgrundlaget er en novelle »Bulen« fra samlingen »Eftersøgningen« af Peter Seeberg. Den udmærker sig ved at være en koncentreret naturalistisk situation, og - hvad der i dette tilfælde gjorde den særlig egnet til libretto - den består næsten udelukkende af direkte tale og korte regibemærkninger. Novellen kunne næsten direkte skrives ned i partituret.

I det følgende vises en oversigt som brugtes ved udformningen af operaen:

KONCERT

1. OUVERTURE

Musik: instrumental. - Grundinterval: oktav.
Tekst: ingen.
Aktion: musikerne kommer ind på scenen efterhånden, derpå alten.

2. ARIE

Musik: alt og instrumenter, svævende karakter, uden markante træk.
Grundinterval: kvint.
Tekst: alten synger med lukket mund.
Aktion: ingen - (til slut: sopran og baryton kommer ind).

3. TERZET

Musik: først kun sangere, efterhånden plus instrumenter, således at alle er samlede til sidst. Interval: stor terts. Begyndende ostinato, her med forskellig hastighed for hver stemme.
Aktion: ingen.

MIME

4. OSTINATO

Musik: guitaren fører an, støttet af ansatser i sopran og kontrabas. Interval: stor tekst. Tekst: konsonanter.
Aktion: i løbet af satsen udfører barytonen én uendelig langsom bevægelse, uden mening.

5. PANTOMIME

Musik: monoton tonegentagelse, lilletrommen støtter barytonens bevægelser, a la cirkus. Interval: stor sekund.
Tekst: uforståelige barnelyde (kons. 4- vokal).
Aktion: barytonens bevægelse fra ostinato-afsnittet gentages hurtigere og hurtigere med tiltagende mening: fluefangst.

6. INTERMEZZO

Musik: ostinato, stærkt crescendo der udløses i tamtamslag og grotesk falsetråb.
Interval: stor septim.
Tekst: sopranen lægger op til barytonens udråb: for første gang en forståelig ytring: »Syv, syv i ét slag.«
Aktion: realistisk bevægelse: fluefangst, yderligere anskueliggjort ved brug af fluesmækker.
Aktion bliver til handling, barytonen bliver til Locke.

OPERA

7. ROMANCE

Musik: parafrase over »Igennem bøgeskoven«, hvis små sekunder er udvidet til cluster-teknik. Tilsløring af sanglinien som er gjort halvt vokal (alt), halvt instrumental (fløjte).
Interval: lille sekund.
Tekst: splittes herfra op på to planer:
a) et sangligt i alten, endnu kun delvist forståeligt som enkeltstående ord uden sammenhæng.
b) en for hvert nummer tiltagende taleagtig teknik, her dog endnu almindelig sang hos de to agerende (Locke og Trutti). Teksten er resten af stykket normal.
Handling: sopranen deltager nu som Trutti.

8. SECCO RECITATIV

Musik: akkorder i guitar og vibrafon.
Interval: lille septim.
Tekst: kun de agerendes parlando.
Handling: Locke fanger stadig fluer, støttet af akkordslagene.

9. BEAT-SONG

Musik: swingende »realistisk« musik, dog med skæv harmonik.
Interval: lille terts.
Tekst: engelsk oversættelse af »Igennem bøgeskoven« samt handlingens tekst i sprechgesang.
Handling: alten deltager delvis som radio- eller TV-stjerne (elektrisk forstærket) som Locke og Trutti hører på.

SKUESPIL

10. MELODRAMA

Musik: a la solo i jazz-stil, tromme og kontrabas.
Interval: lille sekst.
Tekst: kun de agerendes »krukkede, passionerede« tale.
Handling: træt af fluefangst.

11. SCHLAGER

Musik: kun baggrundsmusik, som pop ud af en radio i et køkken.
Interval: kvart, her som sekvens, der først lyder skævt fordi den kører igennem hele kvintcirklen som mekanisk sekvens, senere som rigtig schlager i tonal sekvens.
Tekst: schlagermelodiens tekst er »Igennem bøgeskoven« som nu synges normalt igennem. Trutti og Locke taler almindeligt.
Aktion: musikerne forlader scenen efterhånden. Handlingen: Trutti og Locke sidder ved bordet med radio/TV gående i baggrunden.

12. DRAMA

Musik: ingen - (bortset fra »sinustone« ud af radio, fløjte på båndsløjfe).
Interval: prim. Handling: i slutningen af dialogen forlader Locke scenen for at gå ud og smadre bilen. Trutti følger efter. Det sidste foregår uden for scenen a la fading.

Det endelige resultat blev jo nok noget abstrakt? ikke sandt?

Kursus i det 20. århundredes klavermusik

I slutningen af marts var Det fynske Musikkonservatorium vært for et fire dages kursus i det 20. århundredes klavermusik med pianistinden Marie-Françoise Bucquet - i lighed med et kursus, der ved tidligere lejlighed var afholdt ved Det jydske Musikkonservatorium. Der mødte godt en snes studerende og lærere fra konservatorierne i Esbjerg, Aalborg og Århus, der sammen med de studerende og lærere fra Odense udgjorde en talrig forsamling, dels af tilhørere, dels af aktivt medvirkende.

En række forud opgivne stykker var indstuderet, på et imponerende højt niveau, og udførelsen, opfattelserne af dem blev så kritiseret og diskuteret af fru Bucquet, både ud fra praktisk tekniske og musikalsk kunstneriske synspunkter, og altid umådeligt inspirerende.

Marie-Françoise Bucquet, fransk født, engelsk ved giftermål og mest boende i USA, er en af de klaver-kunstnere, der konsekvent vier sin tid og sit talent til at fordybe sig i og fortolke dette århundredes klavermusik. Hun giver sig i øvrigt ikke af med undervisning, har kun holdt nogle enkelte forelæsninger ved et par amerikanske universiteter; måske var det netop denne mangel på rutine, der gav hendes kursus i Odense den friskhed og den fordomsfrie veloplagthed, som fra hende bredte sig til alle de deltagende.

Fru Bucquet tilhører kredsen omkring Boulez. Hun betragter den retning, der repræsenteres af Schönberg og Webern som modernismens afgørende »klassikere«, men behersker i øvrigt et stort og alsidigt orienteret repertoire. Ved kurset blev gennemgået værker af Schönberg, Webern, Bartok, Satie, Messiaen, Stockhausen og Ib Nørholm. Som afslutning gav Marie-Françoise Bucquet en glimrende klaveraften i Odense rådhus, med værker af Schönberg, Webern, Stockhausen, Satie, Berio og Liszt (Weinen, Klagen-variationer), det sidste åbenbart for at vise Liszt som bedstefar eller onkel til modernismen.

Sådanne kurser er ganske særlig nyttige. Naturligvis er det prisværdigt med både gæsteforelæsere over, og klaveraftener med ny musik på konservatorierne, og man er taknemlig for analyser af Weberns spejlvendte rækker. Men det er nu noget ganske andet at høre en begavet og erfaren kunstners hjælpende og medskabende kritik af et konkret værk, i en mer eller mindre ufærdig udførelse, at opleve hvordan gåderne løses og musiken får mening og liv.

For den klaverspillende — både for eleven og for den der med mer eller mindre ret kalder sig lærer - er det praksis, der er problemet. Hvordan skal man konkret gribe en nyindstudering an, gælder hævdvundne principper overfor de nye problemer, eller må man revidere sine kære øvevaner? Hvordan finde tid til i et rimeligt omfang at tilegne sig kendskab til og lidt færdighed i den nye musik, med al den klassisk-romantiske ballast, der samtidig skal tilgodeses indenfor en begrænset studietid, og som næppe kan undværes, så sandt som den historiske klaverlitteratur er identisk med instrumentets guldalder, med de klanglige og tekniske erobringer.

Man må vel kunne rationalisere. Det gælder en bevidst og økonomisk tilrettelæggelse af studiet, ikke alene studieplanen for den direkte klaverundervisning, men også en koordinering med andre fag, vel først og fremmest teori (analyse) og musikhistorie.

Ole Willumsen