Musik og handicappede

Af
| DMT Årgang 44 (1969) nr. 04 - side 106-107

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Pulsar Festival 2020

Annonce

Edition s

Musik og handicappede

Umiddelbart efter påske afholdtes der på Folkebiblioteket i Risskov et kursus af en ret usædvanlig art. Det var de efterhånden verdenskendte pædagoger Poul Nordoff og Clive Robbins, der på initiativ af Statens Institut for Talelidende, Århus, var kommet for at delagtiggøre en gruppe specialpædagoger og musikfolk i det pionerarbejde, de udfører.

Dette arbejde er i store træk udviklingen af en musikterapi, der tager sigte på at hjælpe stærkt handicappede børn. Det er nemlig konstateret, at man ved hjælp af musikken er i stand til at nå børnene fra en side, der ikke tidligere har været benyttet, og som har vist sig at være yderst frugtbar.

De børn, som Poul Nordoff og Clive Robbins beskæftiger sig med, er fysisk eller psykisk handicappede - som oftest multihandicappede - og med en intelligenskvotient under 50, d. v. s. at de er imbecile. At mange af disse børn på musikkens område fremviser stor opfindsomhed og intelligens kan jo kun vække til eftertanke og drage tallenes sandhed i tvivl.

Født i Philadelphia år 1909, kom Poul Nordoff som 14-årig på konservatoriet. Fire år senere blev han optaget på den berømte »Julliard School of Music« i New York, hvor han blev uddannet som pianist og komponist. En planlagt løbebane som koncertpianist blev opgivet til fordel for kompositionsvirksomheden, som han helligede sig de følgende årtier. Af kunstnere, der har opført hans værker, kan nævnes bl. a. Leopold Stokowsky, Eugene Ormandy, Hans Kindler, Marion Anderson og Eugene List.

Nordoffs interesse for arbejdet med handicappede børn blev vakt, da han i 1958 besøgte »Sunfield Children's Home« i England. Her blev det senere så vellykkede samarbejde grundlagt, da han traf pædagogen Clive Robbins. Denne havde i nogle år arbejdet som pædagog inden for forsorgen, og fortrinsvis med utraditionelle pædagogiske eksperimenter. Disse tog fast form efter mødet med Poul Nordoff, og er blevet den nu etablerede musikterapi.

Den 42-årige Clive Robbins er først uddannet som lærer. Efter tre år ved det engelske flyvevåben studerede han kunst ved »Camberwell School of Art« i London. Hans stærke interesse for handicappede børn førte ham til »Sunfield Children's Home«, hvor hans og Poul Nordoffs første forsøg blev gjort. Den terapi, de siden 1959 har udviklet og gjort sig til talsmænd for, bygger først og fremmest på erkendelsen af, at musikken formår at formidle, hvor ordet tit er utilstrækkeligt.

Den kategori af børn, de hovedsagelig underviser, er psykotiske og mongolide. Problemet ved psykotiske børn er deres i mange tilfælde absolutte tillukkethed. De afskærer fuldstændig kontakten med det, der rører sig uden for deres egen verden, og sygner hen. Når man er tilbøjelig til at betegne musikterapien som mirakuløs, hvis den er i stand til (måske efter ugers forløb, måske efter kortere tid) at fremkalde en reaktion, og efterhånden en bredere og mere nuanceret kontakt, er det på baggrund af den tragedie, en fuldt udviklet psykose altid er.

Musikterapien anvendt over for mongolide har andre aspekter. Det viser sig nemlig ofte, at mongolide er særligt egnede til at uddanne musikalsk. Der er en beklagelig tendens til at bedømme disse efter deres begrænsninger, mens man forbliver blind for deres muligheder. Udover at stimulere deres selvbevidsthed og erkendelse giver musikken dem i mange tilfælde impulser til et mere nuanceret følelsesliv og en rigere livsudfoldelse.

I de fem dage kurset i Risskov varede, fik man et levende indtryk af Poul Nordoff og Clive Robbins fremgangsmåde. De havde medbragt filmoptagelser fra nogle af timerne med børnene, og man havde lejlighed til at følge undervisningen over en længere periode. Det gjaldt især de elever, der var egnede til at udfolde sig i et større fællesskab. Man legede små børnelege med Nordoff ved klaveret, og Clive Robbins til at animere børnene og lede sangen. Det var utroligt at iagttage den koncentration, børnene kunne præstere. Særlig hvor magtpåliggende det var for dem at opfylde deres plads i sammenhængen.

Noget af det mest spændende at lytte til ved kurset var dog båndoptagelserne med forskellige faser af den individuelle undervisning. Det må vel siges, at det er her, det væsentlige og det usædvanlige i Poul Nordoff og Clive Robbins musikterapi ligger.

De første trin er for at kontakte barnet og finde frem til de områder, der særlig vinder genklang. Her er pianistens evne til at fornemme barnets øjeblikkelige situation og sindsstemning af altafgørende betydning. Det er hensigten umærkeligt at bringe det i centrum af en skabelsesproces, og på denne måde gradvis nedbryde hæmningerne. Alene at spore blot en smule frigørelse og aktivitet er i sig selv et stort fremskridt, da de børn der arbejdes med, som regel er børn, der fra anden side er opgivet.

I den fireårige Philips tilfælde var de første musikterapitimer vanskeliggjort ved, at han gemte sig. Han var anset for at være svært åndeligt tilbagestående og autistisk, og han var meget sky.

I begyndelsen forløb undervisningen som en gemmeleg, hvor Poul Nordoff udnyttede situationen til at improvisere en lille sang med spørgsmålet: »Hvor er Philip«? Dette blev gentaget nogle gange, indtil Philip kom til syne, hvorpå Nordoff øjeblikkelig sang: »Der er han!« Lidt efter lidt udviklede legen sig, og da Philip var blevet den bevidst, var kontakten etableret. Efterhånden begyndte han at interessere sig for klaverspillet, og inden længe tog han del i det ved at slå med begge håndfladerne i klaverets diskant. Hans rytmiske puls var i starten meget hurtig og krampagtig.

Ind imellem at lave små sange om Philip der spillede, improviserede Nordoff i rytmer, der dels fulgte ham, og dels prøvede at få ham ud af det rytmiske mønster, som hans isolation begrænsede.

Hans interesse for trommespillet blev snart vakt, og de frydeskrig, der undslap ham, når han tog del i sammenspillet, havde altid relation til de tonearter, der blev spillet i. Inden længe kom hans rytmiske puls mere under kontrol, og han blev lydhør over for forandringer i grundrytmen. Gennem en længere periode var det nødvendigt, for overhovedet at komme i kontakt med Philip, at vende tilbage til gemmelegen fra den første time, men gradvis blev legen mindre betydningsfuld til fordel for den musikalske udvikling, han var i.

Han fik musikterapi ca. 15 min. om ugen, og efter 24 måneder var han i stand til at tage del i gruppeaktiviteter. Samtidig gjorde han store fremskridt i brugen af sproget.

Der foreligger nogle publikationer af børnesange og -lege, som er udarbejdet af Poul Nordoff og Clive Robbins på grundlag af de impulser, samværet med børnene har givet dem. Legene er små eventyr, der skal opføres af en større gruppe, og hvor hvert barn får tildelt en bestemt rolle. Det kan være et instrument, der skal spilles, eller en sang der skal synges.

De såkaldte »playsongs« er sange, der er opstået i fællesskab med børnene, improvisationer, der efterhånden har taget fast form, og som har udgangspunkt i enkle begreber som for eksempel børnenes navne, ugedagene eller vejret.

At Poul Nordoff slår til lyd for en nyvurdering af begrebet børnesange fremgår tydeligt af de foreliggende udgivelser. Han siger selv, at fejlen ved hovedparten af de eksisterende børnesange er, at de er komponerede for børnene og ikke til dem. Børn interesserer sig nu engang mest for ting, hvor de selv er midtpunktet. Det er en alvorlig fejltagelse at tro, at børn kun fatter simple akkordforbindelser og enkle melodiske bevægelser. De elsker i virkeligheden dissonanser og mærkelige spring, og sidder jo slet ikke med begge ben i dur-molsystemet, som vi voksne.

I Poul Nordoff og Clive Robbins sange er der overalt en god balance mellem tekst og melodi og de fint udarbejdede akkompagnementer. Under deres instruktion fik man en klar fornemmelse af, hvordan sangene kan bruges. De er ikke blot fremragende pædagoger, men også i besiddelse af en menneskelig varme og finfølelse, som ikke blot afspejler sig i deres forhold til de mennesker, de omgås, men først og fremmest i forholdet til børnene.

Det arbejde de udfører kan ikke påskønnes nok, og det er at håbe, at de landvindinger, der allerede er gjort på musikterapiens område, kun er begyndelsen.

Sagt af en skoleleder om Paul Nordoff og Clive Robbins arbejde: »l det meste af vores aktivitet omringer vi barnet, og arbejder fra periferien. I deres musik er de i stand til at få hold på egoet, og bringe det i direkte aktivitet indenfor det svækkede eller forstyrrede følelsesliv«.

Birgit og Erik Kaltoft

Årgang 44/1969, nr. 04