Musikterapi med handicappede børn

Paul Nordoff og Clive Robbins, Philadelphia, USA

MUSIKTERAPI MED HANDICAPPEDE BØRN

Musikterapi kan have en vidtrækkende virkning på de børn, som har et handicap af mental eller emotionel art. Denne påstand dækker erfaringer fra mange grene af børnepatologien og fra næsten alle former for specialundervisning samt hospitals- eller institutionsophold.

Musik er en universel oplevelse i den betydning, at alle kan få del i den. Dens fundamentale elementer: melodi, harmoni og rytme appellerer til og engagerer de psykiske funktioner i os alle. Musikken er også universel i sit budskab. Indholdet af det den udtrykker, kan omfatte alle menneskelige højder og dybder, enhver afskygning af følelser. Den kan lede eller ledsage psyken gennem alle former for indre oplevelser, hvad enten disse er overfladiske og relativt banale eller dybsindige og dybt personlige.

At musikkens kulturarv giver uendeligt mange gaver til ethvert menneske, er almindeligt anerkendt, men for de børn, som vi beskæftiger os med i denne artikel, er de »gaver«, som musikken rummer så vigtige, at de kræver vor særlige opmærksomhed. Fordi disse børn er enten mentalt eller emotionelt handicappede - eller begge dele, som det ofte er tilfældet - er hver enkelt af dem i særlig grad isoleret fra livet. Hyppigt er det handicappede barn ude af stand til at erhverve sig nogen erfaringer om livet. Det kan blive forvirret, fordi det ikke evner at tolke erfaringerne; det kan endog mistolke dem. Det kan have ringe eller ingen tiltro til sine egne sjælelige evner. Dets lydhørhed over for livet kan forkrøbles af frygt eller ængstelse. Det lever måske i en hvirvel af følelser eller omvendt: dets bevidsthedsliv kan være så svagt, at det kun opfatter forvredne brudstykker af tilværelsens realiteter. Musikken kan for sådanne børn blive en verden af sammenhængende oplevelse, som har umiddelbar mening. For det barn, som er intellektuelt skadet, er musikken en oplevelse, der ikke kræver nogen abstrakt tænkning. For det emotionelt umodne barn er musikkens sprog en direkte og konfliktfri oplevelse. Musikken er således både en kommunikationsvej og en oplevelsessfære, gennem hvilken disse børn frigøres fra deres plagsomme svagheder.

I vor nyligt udkomne publikation »Music Therapy for Handicapped Children, Investigations and Experiences« (Rudolf Steiner Publications, Blauvelt, New York) har vi prøvet at vise forskellige måder, hvorpå musikken, klinisk eller pædagogisk anvendt, bliver terapeutisk betydningsfuld for mentalt handicappede eller mentalt syge børn. Som titlen angiver har vi været i stand til at undersøge virkningerne af musik på mange slags børn og har fortalt om vore erfaringer. Næsten ingen af disse var til at forudse. Dybden og intensiteten af børnenes reaktioner, og de retninger, de derefter udviklede sig i, har givet os et nyt syn på musikkens placering i vor kultur.

Gruppeaktiviteter på musikalsk baggrund

Ved at arbejde med retarderede, færdighedsmodtagelige børn har vi fundet ud af, at særlige musikalske gruppe-aktiviteter har en indvirkning på deres liv, som kun få andre kunstarter har magen til. Vi arrangerer disse aktiviteter således, at de giver børnene vide muligheder for deltagelse, en meningsfuld udfordring og et fængslende samspil mellem individ og gruppe. Børnene får stimulerende og værdifulde oplevelser. Derved at deres bevidsthedsliv bliver mere samlet om én ting, bliver deres »koncentrationstid« stadig længere. Selvtilliden vokser med selvudfoldelsen. Den gensidige forståelse mellem børnene og mellem børnene og klasselæreren øges. Brugen af selve talen stimuleres, og adfærdsproblemerne synes at blive færre. Samtidig med at tilværelsen for børnene, og for dem der er sammen med børnene og arbejder med dem både i skolen og hjemme, bliver rigere og mere udviklende. Dette har stort set været virkningen af et intensivt musikterapiprogram ved Philadelphias offentlige skoler med retarderede, færdighedsmodtagelige børn. Børnenes reaktioner og fremskridt var i høj grad individuelle, og den opblomstring af personligheden, der kunne iagttages hos mange af børnene, var opmuntrende og dybt bevægende.

De resultater i færdighed, man venter sig af retarderede, færdighedsmodtagelige børn i skolemusikundervisningen, er efter vor erfaring altfor beskedne. De fleste af disse børn har god musikalsk forståelse; hos mange er den overraskende viderekommen. Musikterapien er afhængig af, at denne musikalske forståelse bliver udnyttet fuldt ud og inddrager hele barnet i en koncentreret aktivitet.

De musikalske aktiviteter for retarderede, undervisningsmodtagelige børn må være endnu mere videregående. Kravene til dem og deres slutresultater bør svare til deres bedre evner. Tendensen i arbejdet er forskelligt, for almindeligvis deltager de retarderede, undervisningsmodtagelige børn i langt højere grad i det normale liv, end de færdighedsmodtagelige. Dog er de sjældent i stand til at være glade og tilfredse, men lever i en indre og ydre konflikt. I et forsøgsprojekt med retarderede, undervisningsmodtagelige børn fra den fattige del af Philadelphia opdagede vi, at musikterapi kunne befri disse børn fra frustreringer og spændinger, som gør deres liv til en plage. Vi så forbedringer i deres holdning og adfærd i klasser ved hjælp af musikterapi, der resulterede i en stigning i adskillige børns evne til at lære. Sky og fjendtlige børn blev med god virkning bragt ind i en gruppe. Endnu mere vidtrækkende og mindre ventelig var ændringerne i deres omgangsform uden for skolen.

Næsten alle børn syntes at udvikle en ny opfattelse af selvet (self-image) ved at deltage i arbejdet i gruppen. Dette næredes direkte af den art af emotionelle oplevelser, de havde fået. Udviklingen styredes af at arbejdet havde været formålsfuldt og fik glans i glæden over resultaterne. En sådan udvikling kan ikke nås ved blot at »udsætte« børnene for musik. De må bringes ind i den, involveres i den, blive en del af den gennem sang eller spil. Der skal også være en høj kunstnerisk standard i det materiale der bruges. Ikke blot af æstetiske grunde, men fordi den emotionelle og psyko-moralske virkning af sådanne værker er meget større. Der er for disse børn skrevet meget få musikstykker, som giver den rigtige virkning i den rigtige dybde, og som dog ligger inden for deres musikalske evner. Der må komponeres særlige arbejder, og de må forelægges børnene med overbevisning og fasthed, så mulige vanskeligheder derved overvindes.

Den gunstige virkning af et musikterapiprogram for retarderede, færdighedsmodtagelige og retarderede, undervisningsmodtagelige børn stiger i uhyre grad, når klasselæreren har en realistisk forståelse af den rolle, som musikterapi kan spille i børnenes liv. Derved sikrer man sig, at børnenes begejstring akcepteres af læreren, at deres interesse støttes, og at deres oplevelser og resultater i musikterapi anerkendes og værdsættes. Der dannes et positivt samspil mellem musikterapiprogrammet og det daglige skolearbejde i klassen, hvor den udvikling, der bibringes børnene det ene sted overføres til det praktiske liv og omgangsformen det andet sted. Den derved opnåede forbedrede adfærd hos den enkelte har igen virkning på musiktimerne og forøger den uforbeholdenhed og tillid, hvormed børnene går ind for sagen. Når denne form for »god cirkel« er tilstede skabes der ro og glæde hos børnene.

Individuel musikterapi

Børn hvis udvikling er stærkt retarderet eller forkrøb-let af organiske skader eller alvorlige sjælelige forstyrrelser kan ofte få særlig stor hjælp af individuel musikterapi. Under denne form for terapi behandles hvert barn for sig. Ved klaver- eller sangimprovisation prøver terapeuten at fremkalde en spontan reaktion hos barnet. Barnets reaktion kan være vokal eller rytmisk ved brug af en tromme. Den hurtighed, hvormed terapeuten tilpasser sin improvisation til karakteren af barnets reaktion, svarer det og indgiver det musikalsk mening, er afgørende for behandlingsforløbet. På dette indledende tidspunkt af kontakten begynder det reagerende barn at fortælle noget om sig selv og sin sygdom. Improvisationens bevægelighed og nære kliniske fokus udpeger da graden af og afslører arten af barnets musikalsk-psykologiske modtagelighed. Meget af et barns sjælelige struktur er involveret i dets musikalsk-psykologiske modtagelighed for denne form for musikalsk udforskning. Relativt hurtigt hos nogle børn, langsommere hos andre giver sygelige, funktionelle forstyrrelser sig musikalsk udtryk. Men også indenfor dette musikalske billede af symptomatologien er der tydeligt visse indikationer på det enkelte barns muligheder, som det selv er ude af stand til at frigøre, og derved at erkende som iboende dele af dets personlighed. Konflikten eller forstyrrelserne, som dette musikalske billede viser, er modtagelige for musikalske udvikling ved engageret af barnets ego-funktion gennem musikalske aktiviteter. Musikalsk improvisation rummer nøglen til denne proces.

Arten af det enkelte barns arbejde bliver helt dets eget, og ligeledes både forløbet og indholdet af timerne. Den musik, som er improviseret for barnet, bliver kernen i den oplevelse, det får i samarbejde med terapeuten. Musikkens stemninger og udvikling genspejler og bevarer, stimulerer og intensiverer barnets egne stemninger og udvikling. Det er klart, at det musikpsykologiske indhold af individuel musikterapi vil variere meget fra barn til barn. For det ene barn kan timens indhold blive højtideligt, for det andet fuld af lethed og morskab. Det ene barns musik kan være en medition over ømhed, mens musikken for et andet kan være dissonantisk og udtrykke konflikt og smerte. Men hvad end arten af barnets reaktion måtte være, går det almindelige terapiprogram videre, idet den musik, der i de følgende lektioner improviseres af terapeuten støtter barnet i opdagelsen af dets muligheder, leder det og følger det, mens det udvik1er disse muligheder, opbygger dem og glæder sig over dem. Der gives i bogen mange beskrivelser af denne type musikterapi, sammen med et forsøg på at beskrive og katalogisere de forskelligartede reaktioner.

Der må stilles store krav til denne form for musikterapi, for at den kan nå ind til det lille og helt sky barn. Men netop fordi musikterapien under disse omstændigheder må være så blid og forsigtig bliver både dens metode og undersøgelserne af dens processer så søgende. Et projekt som forfatterne også er optaget af, »musikterapiprojektet for psykotisk-autistiske børn under syv år« (et projekt som gennemføres på Pennsylvanias Universitets børnepsykiatriske afdeling), er nu på sit fjerde år. Denne forskning er nu koncentreret om et studium af seulvudfoldelsens karakter og af problemerne i forbindelse med selvudfoldelsens stimulering gennem musikterapi.

Forfatterne er klar over vanskelighederne ved at forsøge at beskrive de musikalske oplevelser i ord; kun musikken selv kan meddele meningen med oplevelsen af den. For det omfatter meget mere end auditive stimuli, rytme, melodi, associationer etc. Hvad den udtrykker vækkes til live, mens den bevæger sig frem i tid. Vor oplevelse, når vi lever sammen med den, defineres ved gentagelsen af dens strukturelle elementer. Vor sindsstemning skifter med dens sindsstemning, dens tempo. Vore følelser bliver farvet af og fanget af de vekslende spændinger i dens harmonier. Når vi lever i en melodis bevægelser bliver vi identificeret med den, som børn gør det, når de synger den. Det er af denne overensstemmelse mellem musikkens kunst og mennesket, at musikterapi i dens sandeste betydning opstår.

Oversat af Betty Schmidt

Se også Birgit og Erik Kaitofts artikel side 106.