Plader

PLADER

The Music of Arnold Schoen-berg, vol. VII

Tema med variationer, op. 43 B; Eugene Ormandy, The Philadelphia Orchestra

Ode to Napoleon Buonaparte, op. 41; John Horton, The Juil-uard Quartet, Glenn Gould Variationer over et recitativ f. orgel, op. 40; Marilyn Mason Strygetrio, op. 45; Medl. af The Juilliard Quartet Fantasi f. violin og klaver, op. 47; Israel Baker, Glenn Gould CBS M2S 767, stereo. 2 plader. Sjældent hørte værker fra Schönbergs senere år, 1941-49, findes i dette album. Det mærkeligste og mest storladne er strygetrioen fra 1946, der siges at afspejle en oplevelse på dødens tærskel, Schönberg havde kort forinden, da han efter lægeudsagn var død i teknisk henseende, men blev genoplivet ved en adrenalinindsprøjtning i hjertet. Den anekdote kunne vi have undværet, for musikken udtrykker uendelig meget mere end den mest dramatiske sygehistorie. Denne musik bringer uvægerlig mit nervesystem i yderste alarmberedskab; den rummer afgrunde og højder, der synes at overskride menneskelige dimensioner. Det er en musik, der på forhånd spotter enhver kommentar. Den gamle, længst udgåede indspilning med Koldof-sky trioen har fået en værdig afløser på denne plade med Robert Mann, Raphael Hillyer og Claus Adam, der - med al deres virtuositet i behold - spiller væsentlig mere nuanceret og indlevet, end man ellers er vant til fra Juilliard-hold.

Oden til Napoleon for recitation og klaverkvintet har også længe været ude af katalogerne. Det er et hårdt og bittert værk skrevet under krigen til Byrons snertende hånske tekst. Meningen er let at forstå: Napoleon = Hitler, Washington = Roosevelt. På den vist-

nok eneste tidligere indspi Jning med Leibowitz udføres recitationen mod partiturets forskrift, men med komponistens tilladelse af en kvinde, Ellen Adler. Her citeres teksten af John Horton, som huskes fra »A Survivor from Warsaw« i 1. album. Det er en omhyggelig og kompetent fremførelse, og den har patos; men den spydspidse spot, som både tekst og musik eksponerer, fandt dog et mere adækvat udtryk i Ellen Adlers ironisk modulerede dildion, end tilfældet er med Hortons tilforladelige barytonklang. -Violinfantasien, den mere menneskelige efterklang af strygetrioen, er kendt herhjemme gennem gentagne fremførelser af Niels Nielsen - uden klaver. Da han i sin tid spurgte mig, om det var tilladeligt at spille den som et solostykke for violin, svarede jeg ja. Det er jeg siden blevet bebrejdet fra kompetent hold; men jeg står fast på mit. Værket blev konciperet og skrevet for soloviolin, og al dets musik ligger i den stemme. Siden blev klaverledsagelsen føjettil; men den gør ikke i nogen måde violinstemmen rangen stridig. Dog, det normale må naturligvis være, at man spiller stykket, som det står, med klaverakkompagnement, og det har man også gjort på alle hidtidige indspilninger: Koldofsky/Steuer-mann (udgået), Hyman Bress/Rei-ner (Folkways FM 3354) og Petr Messiereur/Kazderková (Supraphon SV 8318). Den nye indspilning overgår dem alle i såvel musikalsk udtrykskraft som instrumental beherskelse. - G moll variationerne op. 43 er skrevet for harmoniorkester og burde først og fremmest være bragt i denne version. Symfoniorkesterversionen kom til siden, og dens klang er tydeligt nok ikke in-tenderet i musikken. Udførelsen med Ormandy udsendtes første gang for nogen tid siden på en anden CBS plade (MS 7041) samme musik af Berg og Webern. Ormandy har åbenbart end ikke fattet et gran af den humor, musikken rummer. Hvordan skulle han også det? Hans kendskab til Schönbergs musik har hidtil ikke vist tegn på at være af nævneværdigt omfang. Der skulle nødig forekomme flere fejldispositioner af denne slags i de kommende albums af herværende serie.

Det opførelsesmæssige mest problematiske værk er orgelvariationerne. Marilyn Mason har tidligere indspillet det for Esoteric (ES 507) - i intet tilfælde nævnes orglet -og det findes i en radikalt anderledes lydende optagelse med Gerd Zacher for Wergo (60013) på et Karl Schuke orgel fra 1692 i Lutherkirken, Hamburg-Wellings-büttel. Den trykte udgave (H. W. Gray, New York) gengiver uheldigvis ikke Schönbergs original, men organisten Carl Weinrichs formodninger om, hvordan stykket bør spiller på mammutorglet ved Princeton University. Schönberg misbilligede den fortolkning. Det eneste, vi har, er altså en udgave, om hvilken vi ved, at den ikke gengiver Schönbergs intention. En frodig grobund for mange slags tolkninger. Zachers indspilning har den af Schönberg fordrede klarhed, men byder på et festfyrværkeri af klangfarver, som han næppe ville have gouteret. Marilyn Masons tidligere indspilning er med et mildt udtryk plumret; den nye betegner en væsentlig forbedring i klarhed, men ikke i dynamisk nuancering. Hun udviser en fabelagtig finger-og fodfærdighed og holder sig i øvrigt tæt ved den af Schönberg forudsete spilletid på 13-14 minut-;ter regnet efter metronomangivel-*serne (Zacher bruger 22!). Men netop disse skulle man nok ikke tage alt for bogstaveligt. Dels er Schönberg i almindelighed tilbøjelig til at sætte sine tempi i overkanten - han kalder dem selv tem-ppmæssige idealtilstande, som aldrig må opnås på bekostning af klarheden -, dels har han med sine tempi ikke kalkuleret med den meget lange efterklang, der er i de fleste kirkerum; en udførelse af denne kompakt kontrapunktiske

sats efter de givne tempoforskrifter forudsætter minimal efterklang i stil med et hørespilstudie, - og det er der ikke tale om på nogen af de eksisterende indspilninger, l kirkerummets akustik er Zachers 22 minutter derfor faktisk en rigtigere spilletid. Jeg kan i denne forbindelse ikke undlade at minde om Grethe Krogh Christensens udførelse ved en torsdagskoncert 5 februar i år. Den havde i modsætning til alle andre udførelser, jeg har hørt, flere dyder end mangler.

Jan Maegaard