Hvorfor opera i tv?

Erik Schack:

HVORFOR OPERA I TV?

Chefen for fjernsynsoperaen fremsætter her sin opfattelse af fjernsyns-operaens problematik.

Iagttager man det milieu - foran og bag rampen - som operaen udspiller sig i, findes der argumenter nok for at betegne denne genre som udlevet: i indstuderingsarbejdet, altså på den ene side af rampen, en selvudslettelse, der kan sammenlignes med en frivillig accept af hoveriets vilkår. På den anden side. hos publikum, en nøjsomhed hvad angår forventninger, som gør operagængeren til et på særskilt diæt tilvænnet dyr i teatrets zoologiske have.

TV-operaen ejer ikke noget milieu. Hverken i teaterrummets stemningsgivende atmosfære eller i pausens konfrontation med egen specialviden ctr. hr. Petersens »jeg synes nu alligevel . . .« TV-operaen kvæstes f. eks. mellem en Horisont-udsendelse og et husmoderprogram. Denne, den mest komplicerede af teatrets kunstformer, har i TV tilsyneladende som funktion en information, i modsætning til teatrets kommunikation.

For mange, som arbejder med TV-operaens problematik, er det interessant at forestille sig dette eller hint værk fortalt i en billedform, der formidler et kunstnerisk udsagn, altså en kommunikation. Den kendsgerning, at de drøftede operaer som oftest er komponeret til et andet milieu, er et erkendt og dermed inspirerende sagsforhold. Man kunne altså spørge, om det er legitimt at oversætte en eller anden til en scene komponeret opera til et medium, hvis fornemste udsagn beror på billedrytme med alle de dertil hørende komponenter.

Mine personlige betragtninger skal ikke indeholde noget svar på dette spørgsmål, l almindelighed skal jeg blot henvise til musikkens uomtvistelige vægt i forhold til operaens samlede udtryksværdi og derved pege på et spørgsmål, som man med rette kunne stille til den ene TV-operaproduktion efter den anden: hvorfor skal netop den replik, hvorfor må nødvendigvis den scene synes og ikke bare tales -?

Talløse momenter gør en teateropførelse udholdelig. For blot at nævne nogle få: distancen, indlært fornemmelse af konvention, enkeltpræstationer, anlæg i konceptionen.

Få momenter kan overtale en seer til at se bort fra den tilsyneladende mangel på logik, som den sungne teaterform udviser. Fordi der med billedsidens enorme styrke levnes operaens egenhed, i.e.: musikken, så ringe muligheder for at komme til orde. (Eet godt billede købes gerne for mange partitursider).

Hvad den egentlig for TV producerede opera angår - for så vidt som den i sin tid er komponeret for en scene - melder sig som nævnt spørgsmålet om at oversætte et sådant værk fra et milieu til et andet. Det skulle vel være muligt at sige noget om dette problem, i betragtning af, at Danmarks Radio inden for de sidste ti år har egenproduceret ca. 30 komplette operaer og derunder har suppleret med uddrag, portrætter, transmissioner, reportager o. lign. i et antal af ca. 40 inden for det samme tidsrum.

Tre muligheder - med blandingsformer derimellem som en selvfølge - kan angives for TV-operaens virksomhed: Mulighed: den såkaldt suveræne kunstner udfolder sin personlighed i et musikalsk forløb, som følges op af en loyal og »værktro« billedgengivelse. Den enkelte »kunstner«, også kaldet sangerskuespilleren, alene eller i samspil med sine ensemblekolleger. Mulighed: det dramaturgiske forløb splittes op i en billed-følge, uafhængig og måske ubesværet af den ledsagende (?) musik: fascinerende TV, sangeren umyndiggjort, instruktøren den feudale hersker. Mulighed: Der musiceres inden for en given ramme (måske statisk i klipningen, men levende i billedindhold).

For ikke at ende i misforståelser: hvad der her tales om, er den til TV specielt producerede opera, oprindelig komponeret for en scene. En kendsgerning, som gang på gang provokerer eftertanken, er, at udenlandske radiofonier i denne henseende i de senere år synes at have opgivet en sådan TV-form og udelukkende helliger sig blandingsformer som transmission, »forberedt transmission«, »oversættelse« af en given teateropførelse o. a.

Undtagelser findes naturligvis, men stærkt farvet bliver billedet af bestræbelserne hos det i det sydlige næsten almægtige tyske produktionsselskab, som fastholder Karajans teateropførelser, og hos det »osse ville gerne være mægtige« nordtyske firma, som gengiver hr. Liebermanns repertoire fra Hamborg. Den officielle begrundelse er - bortset fra en økonomisk - at man herved kan vise »Ane i Kjæret« hvad vor tids store opera kan præstere.

På godt og ondt er det en forpligtelse at informere danske seere om operalivets trivsel uden for landets grænser. Værdien af en sådan information (årlig ikke færre end 15 udsendelser af fremmedstof) har foreløbig ikke kunnet måles. Håbet er naturligvis - i takt med TV's almene udvikling som billedtalende medium - at skabe tolerance for TV-operaens mangeartede muligheder.

Der er langt vej igen, før man finder et team, der i TV's egenproduktion tør vise opera, som den virkelig er: et sammenstød af inkongruente udtryksmidler, hvor musik og billede kæmper ligefuldt — og uafgjort - om magten til at fremme et udtryk. Den såkaldt filmiske form, hvori alt fortælles klip og klart med billeder, bliver måske engang vurderet som et velsmagende forsøg på at gøre opera »salonfähig«, selvfølgelig. En verden her og nu tror man at kunne fremstille ved hjælp af billedfortællingens stilistiske tyranni.

Men: som enhver teaterkunstart skulle også TV-operaen kunne fortælle den enkelte seer noget væsentligt om det samfund, han lever i, og dermed om ham selv.

Der er grund til at være bange for, at TV-operaen endnu ikke har skiftet børneskoene ud med dem, som passer til en sådan erkendelse. Man tør ikke indrømme nogen distance til de andre billedskabende kunstarter, man tør ikke indrømme opera i TV den autonomi, som gør genren uafhængig af andre i et stofforhold existerende TV-muligheder.

Tilbage står kun at ønske, at komponister i Danmark vil føle sig fascinerede af de muligheder, som TV-mediet trods sin nærværende og antipoetiske natur kan byde en komponist. Da disse muligheder ikke engang kan udforskes over et tiår, over en halv snes værker, vil imens vi andre arbejde videre med undersøgelsen af, hvorvidt TV-opera i egenproduktion kun har informativ værdi, eller hvorvidt den måske kan nå til et udtryk, der retfærdiggør en kompleks teaterforms eksistens i et billedmedium.

PS: Om TV-operaens sociologiske funktion kunne jeg iøvrigt tænke mig en undersøgelse af en i dette fag kompetent person.