Miscellanea

Af
| Årgang 44 (1969) nr. 05 - side 131-134

MISCELLANEA

THEODOR W. ADORNO 11/9 1903-6/8 1969.

Der kunne godt være noget irriterende ved Th. W. Adorno. Ikke så meget sproget måske, det kan overvindes, ja, er blot en vanesag. Men hans postulat-agtige form, hans ex cathedra-tone, hans åndsaristokratisme og påståelighed. Og så det, at han aldrig var til at »få skovlen« under, hans dialektik var (er) uimodståelig.

Således kunne han virke, når man læste ham umiddelbart, naivt. Men Adorno skal læses med ånd, og hans værdidomme (f. eks. hans domme over Strawinsky) kan ikke udmøntes fra den forfinet dialektiske sammenhæng, hvori de er fremsat. Adornos åndsaristokratisme var heller ikke udtryk for nedladenhed. Thi for Adorno ville det netop være nedladende at give køb m.h.t. åndeligt og kunstnerisk niveau. Er filosofien og kunsten virkelig gået hen og blevet så subtil, at den går hen over hovedet på de fleste, ja, så er det ikke filosoffernes og kunstnernes skyld, og det er heller ikke »flertallets« skyld, det er et symptom på et samfund, der er blevet sygt af arbejdsdeling, fremmedgørelse, fragmentisering. Lægemidlet mod denne sygdom -at »sandheden« er blevet så svært tilgængelig - kan derfor netop ikke blive at slække på de objektive krav, der ligger i sagen selv. Det ville nemlig være at forråde sandheden, at blokere adgangen til den. Th. W. Adorno var derfor på mere direkte vis menneskets ven end de folkelighedsprofeter, som er en pest og en plage i dansk kulturdebat med dens ulyksalige ideologiske tåge-arv fra grundtvigianisme, adels- og folkehøjskole-bevægelse.

Det ser nu omsider ud til, at Adorno, der både var filosof, musiker, kritiker, litterat, sociolog, er ved at vinde indpas i den almene danske kulturdebat. Udgivelser og introduktioner planlægges. Det er musikkens hidtil største chance for at blive virkelig integreret i den almindelige samfunds- og kulturdebat. For Adorno var som musikfilosof noget hidtil uset i musikæstetikkens historie. Kant, Hegel, Nietzsche, Schopenhauer - alle var de geniale filosofiske hjerner, men musikalsk ukyndige, i bedste fald dilettanter. Og omvendt har musikskribenter alle dage vanskeligt magtet en kompetent filosofisk argumentation. Adorno kunne både musik og filosofi, og han forbandt dem i sit forfatterskab på en måde, der har stillet »musikalsk hermeneutik« i et helt nyt lys. Hans musikfilosofi åbner en vej til at få sat problemstillinger musik og samfund ind på relevante spor. Omsider.

Adorno bliver ikke mindre provokerende af den grund. Tværtimod har musiklivet i hans forfatterskab sit i dette århundrede hidtil mest givende provokation. Vi bliver ikke færdige med ham foreløbig, for nu skal vi først til rigtig at gå i gang med Adorno.

Poul Nielsen.

RUSUGE

Den 3., 4. og 5. september afholdtes på Musikvidenskabeligt Institut i København rusmodtagelse og for første gang »rus-uge«. Med et program på tre dage havde ældre studerende ved instituttet tilstræbt en varm velkomst, som skulle erstatte det halve eller hele år, som de fleste gymnasiaster bruger på at blive universitetsstuderende.

Arrangementet begyndte med at professor Schiørring onsdag morgen bød de 55 nye studenter velkommen. Professoren gjorde i korte træk rede for studiets og instituttets historie og nutid, for vores eksistensbetingelser og sørgelige fortid som uønsket logerende rundt omkring i hovedstaden. Efter en kort status oven på instituttets foreløbig sidste (midlertidige) flytning drøftede professoren den nye studieordning af 1968 og imødegik en del af den kritik, som er rettet imod musikstudiet.

Professoren blev på podiet afløst af studenterrådets formand, musikstuderende Johs. Nymark, som havde sat sig for at formulere de væsentlige indvendinger mod studiet som det fungerer nu. Allerede her nævnte Nymark det, som skulle blive et gennemgående tema for ugen: kravet om en større samfunds- og samtidsorientering af studiet. Som politiker beskæftigede Nymark sig i meget høj grad med studiets sociale orientering. »Universiteternes skoleembedseksamen er ret afgørende for, hvilken musikopfattelse, der bliver givet udtryk for i gymnasiet, og skal man dømme efter gymnasielærernes uddannelse kan hans aktivitet kun blive asocial... Universitetets historisk uddannede kandidater vil gå ud med eksamen efter i en årrække at have trænet ensidigt i et gammelborgerligt musikalsk sprog ... borgerskabets kultur har selvfølgelig værdier, som så mange mennesker som muligt bør have kontakt med. Men når anden musik lukkes ude og afvises som mindre-værdigt, er der lagt op til kulturel klassekamp«. ! ! »Musikstudiets brøde er dets ensidighed.«

Herefter blev russerne efter de nyeste forskrifter kastet ud i gruppediskussioner - af formiddagens oplæg, om erfaringer, om ambitioner, om målsætninger, motiver og meget mere. Ved energisk arbejde af de ældre gruppeledere og de tilstedeværende lærere, lykkedes det vist de fleste steder at få hul på nogle interessante bylder. Det viste sig at kun en lille del af russerne beskæftigede sig med tanken om anvendelsen af deres embedseksamen. På spørgsmål viste det sig (naturligvis?) at kun yderst få sigtede mod gymnasieansættelse -mens mange nærede nogle romantiske forestillinger om »noget ved presse eller radio el. lign.« En væsentlig betænkelighed ved at ende som sanglærer i gymnasiet var, at man ikke ville kunne magte at overskride den kløft, som må være mellem to generationers musikalske smag, vaner og tilbøjelighed. Dette enedes mange dog efterhånden om at betragte som en udfordring - til studiet - og til pædagogen. - Denne eksercits i motivation havde vist overalt en yderst frugtbar virkning samtidig med at den lærte russerne lidt om vores instituts miljø, om forholdet lærere-elever og eleverne indbyrdes.

Spørgsmålene til eftermiddagens panel (5 af instituttets lærere og 5 ældre studerende) drejede meget hurtigt over mod en understregning af studiets ensidighed - med ønsker om timer i f. eks. musiksociologi, musikæstetik, jazzmusik, beatmusik, trivialmusik o.s.v. l diskussionens løb demonstrerede professor Glahn vilje til at indkalde docent Jan Ling fra Gøteborg til gæsteforelæsning over musiksociologiske emner.

Et væsentligt problem var også spørgsmålet om musikstuderendes pædagogiske uddannelse, som er yderst mager. Russerne opfordredes i denne sammenhæng til at deltage i en eller flere af de 5 arbejdsgrupper i undervisningsformer, ny musik, musiksociologi, jazz og beat, strukturhøring, som etableredes i foråret.

Når alle disse ting diskuteres af folk, som står foran de to års før-stedelsstudium, bliver resultatet altid en resignerende konstatering af, at enten boger man som en gal de historisk-teoretiske fag og består sin første del, eller også muntrer man sig med alle disse andre

nødvendige, ikke eksamensrelevan-te ting - og klarer den ikke.

Fyldt til randen med inspiration, motivation, agression, indignation kunne russerne da tage hul på de to sidste dage, hvor diskussionen kørte videre på førstedagens emner.

Et vigtigt resultat af disse diskussioner var den kollektive erkendelse af det samfundsmæssige væsentlige i, at vores studium stadig fornyes og forbedres - og at hver enkelts indsats er nødvendig.

Ved rusfesten fredag aften blev festtalen holdt af Knudåge Riis-ager, som supplerede dagens diskussioner med fremhævelsen af det kunstnerisk medsvingende forhold til musikken som det eneste legitime; - kunstvidenskab er at ligne ved den mand, som skrev doktorafhandling om farverne gul og blå i Tom Kristensens digtning. ! Î !

Finn Gravesen.

GOTTLIEB ARGUS I MARSELISBORG-HALLEN Et dramatisk højdepunkt i Århusfestuge 1969

Vi opsnapper nogle rygter om, hvad der mon skal ske med hanen og kaninen. Under optakten til Århus-festuge: Ung aktivitet, et arrangement med lyd, lys og farver, sidder de indespærrede dyr i hvert sit bur oppe under loftet. De kigger forskræmte ud over den på gulvet dekorativt henslængte hippie-forsamling. Sonate i hvidt, en helstøbt komposition af maleren Erik Gottlieb Argus og komponisten Gunner Møller Pedersen, kan tage sin begyndelse med pianisten Erik Kaitoft ved flyglet og en makker ved båndoptageren.

Særlig hanen synes at ane uråd under Møller Pedersen's ildevarslende klange - med basken og flaksen overgiver den sig til det absurde drama som en tragi-komisk aktør. Et par mandshøje spøgelses-mobiler bevæger sig hen over scenen og udløser et grædefærdigt grin. Gottlieb Argus toner frem i hvidt med gummi-behandskede morderhænder. Enhver, der kender hans bestialske billedstil, kan ikke være i tvivl om hans hensigter - og næppe heller de, der ikke kender hans billeder! Ud af mobilerne brister andre gummihænder; - det tynde maskinpapir og vore dito nerver hænger i laser.

Hér tager et par behjertede blomster-børn spontan del i spillet og befrier dyrene (de er nu i sikkerhed og har det godt!), hvorpå Gottlieb Argus retter an på flyglet til et hedensk nadverbord: - Smør-stegt høne med rødvin!

Måben - men ingen protester!

Med kunstnerisk jernhånd har Gottlieb Argus ført os til græmmelse over vor egen forargelse. Ceremonien, der vel mindre havde med hanen at gøre som med mordet som sådan, slutter med en symbolsk fællesspisning, i hvilken publikum nu atter tager del!

Hvis Gottlieb Argus drages til ansvar for sin kunstnerisk skudsikre og yderst vellykkede forestilling, kan han med rette glæde sig over historien om fjeren, der blev til fem høns!

Teddy Teirup.

! Israel

2 år efter min koncerturne i Israel i 1966, blev jeg atter indbudt af Mr. E. Amiran, the Directing Supervisor of Musical Education and Culture til 3 klaveraftener i henholdsvis Jerusalem, Tel-Aviv og Haifa, foruden en båndoptagelse i Kol Yisrael (Den Israelske Statsradio). Naturligvis tog jeg med stor glæde mod tilbudet og rejsen realiseredes i efterårsferien i år.

Der er jo sket en del i Israel siden min sidste rejse. Landet er blevet væsentlig større. Og ellers?

Jeg synes, det er blevet mere orientalsk, måske lidt snusket og administrationen noget tungere.

Befolkningen er lidt skuffede over at de vestlige magter ikke hjælper dem mere. De siger, at mens Rusland uafladelig pumper våbenhjælp til Ægypten og Syrien så må de selv tigge og bede om at få lov til at købe det dyre krigs-materiel fra Frankrig og Amerika, for at kunne eksistere.

Dette bevirker at der ikke er så mange penge til kulturlivet, som der var før. Israels Filharmoniske Orkester må klare sig selv økonomisk og det betyder igen, at programlægningen må foregå meget forsigtigt. Programmerne består for det meste af Beethoven, Brahms og Mahler symfonier og de fornemste udenlandske kunstnere gentager år efter år deres respektive glansnumre. Generalsekretæren for League of Composers sagde til mig, at denne disposition er lidt af et skråplan. Orkestret gentager 3 gange hver koncert og det er efterhånden ikke længere umulig at få billetter til koncerterne. Nok siger man, at der altid er en del unge mennesker der ikke har hørt disse værker, men det kniber nu at finde 3 gange 3500: så mange kan der nemlig være i Mann-Auditoriet. l den uge jeg var dernede dirigerede Paray Orkestret og programmet var: Liszt: Faust symfoni og Tjajkovkij: b-moll koncert med Mindru Katz, som solist.

Man kan også sagtens få billetter til Tel-Aviv National Opera, årsagen er igen at det drives af privat kapital og direktricen kører udelukkende på de populære italienske og franske operaer, som folk har hørt utallige gange.

Med få ord, også dér mærker man en begyndende kulturkrise.

Komponisterne føler sig heller

ikke på sikker grund, de fleste af dem jeg mødte sagde, at Darm-stadt-skolen duer ikke, de kan ikke komme videre ad den vej og den nye enkelhed er de heller ikke meget for. En stor del af komponisterne er enige om at prøve på at få det nationale frem i deres værker, det betyder dog ikke at de vil bearbejde folkemelodier. Haim Alexander, hvis Soundfigures jeg har spillet her i Danmark sagde: »Jeg kan ikke arbejde med seriel teknik mere, ens individualisme kan ikke komme igennem denne teknik.« Han har forøvrigt været i Darmstadt i den forløbne sommer og var ret skuffet over det kursus han har overværet.

Nogle af komponisterne er af den mening at hvis man kun arbejder nationalt, bliver man isoleret og det er en ting, som en israeler virkelig er bange for. De trænger til nye impulser, fordi de ikke er åndeligt beslægtet med deres naboer. Derfor er de måske så åbne for ukendte værker.

For 2 år siden engagerede de mig til at spille Boulez: 2. klaversonate, i år, til at spille Barraqué: Sonate pour Piano og naturligvis ny dansk klavermusik. De kunne vældig godt lide de danske værker og til trods for at min kontrakt med Kol Ysrael kun lød på Per Nørgårds 4 Fragmenter og Barra-qués Sonate, altså kun 4 minutters dansk musik, blev det til 45 minutters indspilning af dansk klavermusik, idet de tog hele det danske program fra min koncert i Jerusalem hvor den danske afdeling bestod af:

Henning Christiansen: af Modeller Nils H. Petersen: Bufast Per Nørgård: Sonate in one movement

- : 9 Studier

- : Grooving

Begejstringen var stor for Nørgårds værker, så stor at de nu meget gerne vil prøve på at få Babel opført i Israel.

Elisabeth Klein,

DANSKE UROPFØRELSER 1968

NIELS VIGGO BENTZON: Explosions. For to klaverer. Odd-Fellow Palæet 13. marts. Duet for bratsch og orgel, op. 237. Odense Set. Knuds kirke 9. september.

Klaverkvintet. Radio 14. juli. Mini-symfoni, op. 231. Askov Højskole 1. august.

Toccata, aria og fuga. Op. 233. For orgel. Vor Frelsers kirke 18. august.

GUNNAR BERG: Random. For cello og slagtøj. Århus 15. september.

ERLING D. BJERNO: Via dolorosa.

Et kalkmaleri. Oratorium for drengekor og orgel. Tekst af Knud Seibæk. Op. 85. Messias-kirken 4. april.

AXEL BORUP-JØRGENSEN: Schlussstück. For 16 stemmer og instrumentalensemble. Tekst af Rainer Maria Rilke. Odd-Fellow Palæet 3. december. Pocket oratorium. For bl. kor, slagtøj, klaver og cembalo. Odd-Fellow Palæet 8. december.

OLE BUCK: Sommertrio. For fløjte, guitar og cello. Odd-Fellow Palæet 3. december.

BERNHARD CHRISTENSEN: Toccata. For orgel. Domkirken 27. maj.

HENNING CHRISTIANSEN: Dejligt vejr i dag, n'est pas, Ibsen? Kammeropera. Odd-Fellow Palæet 19. april.

Eurasienstab. Op. 39. For orgel og samtidige aktioner. Nikolaj kirkesal 10. maj.

Ein Engel ging vorbei. For klarinetkvintet. Op. 38. Nikolaj kirkesal 10. maj.

M. DAVIDOVSKY: Synchronismus. For cello og lydbånd. Århus 15. september.

PELLE GUDMUNDSEN-HOLM-GREEN: Symfoni 1965. Radio 11. januar.

Udstillingsbilleder. For klaver. Odd-Fellow Palæet 3. december.

MOGENS WINKEL HOLM: Sonate for 4 operasangere. Kammeropera. Odd-Fellow Palæet 19. april.

Sonate I. For blæserkvintet. Op. 25. Nikolaj kirkesal 19. maj.

VAGN HOLMBOE: Trio for fløjte, cello og klaver. Odd-Fellow Palæet 13. januar.

Zeit. Tekst af Renata Pandula. For strygekvartet og mezzosopran. Odd-Fellow Palæet 15. januar.

Beatus vir (Ps. l, 1-3). Motet for blandet kor a cappella. Domkirken 27. maj.

Symfoni nr. 9. Radio 19. december.

FINN HØFFDING: Giordano Bruno.

Tekst af Piet Hein. For baryton, mandskor og orkester. Universitetets festsal 8. december.

KNUD HØGENHAVEN: Musik til balletten Kalkbilleder af Nini Theilade. Det kgl. Teater 21. december.

JØRGEN JERSILD: Pezzo Elegico.

For harpe solo. Søllerød kro 27. maj.

Musik til balletten Fiskefänge af Ivo Cramer. Hälsingborg 15. oktober.

ERIK JØRGENSEN: Figur i tid. For

cello og slagtøj. Århus 15. september.

LEIF KAYSER: Suite i 7 satser. For

orgel. Frederikskirken (Marmorkirken) 6. juni.

Templum Domini. For baryton og orgel . Vor Frelsers kirke. 18. august.

HERMAN D. KOPPEL: Requiem. For solostemmer, kor og orkester. Op. 78. Til bibelske tekster. Radio 7. maj.

Søvngængerscenen af operaen Macbeth. Radio 2. december.

THOMAS KOPPEL: Musik til Troi-lus og Cressida af Shakespeare. Det kgl. Teater 12. marts. Impressions Lyriques. For slagtøj. Kikolaj kirkesal 19. maj,

RUED LANGGAARD: Koncert i én sats for violin og orkester. Radio 29. juli.

Symfoni nr. 11 »Ixion«. Radio 29. juli.

C. A. LERCHE: 2. sats af sonate for violin og klaver. Lerchenborg slot 21. august.

BENT LORENTZEN: Music theatre for three. For sopran, cello og slagtøj. Århus 15. september.

TAGE MORTENSEN: Gak under Jesu kors at stå. Tekst af Thomas Kingo. Kantate for soli, lige stemmer og instrumenter. Radio 13. april.

JOHN NIELSEN: Strygekvartet nr.

5. Op. 43. Carl Nielsen-skolen, Nørre Lyndelse 23. maj. Bagateller. Op. 41. For tuba og strygere. Tivolis koncertsal 12. september.

PER NØRGÅRD: Grooving. For klaver. Louisiana 6. april. Nye Babel. For soli, kor og orkester. Falkoner Centret 20. maj. Intrada. For orkester. Til Kirkernes Fællesråd. Generalforsamling i Uppsala. 4. juli. Luna. Fire faser for orkester. Radio 5. september. Musik til »Stumspil« af Samuel Becket. Radio TV 10. september.

IB NØRHOLM: Efter Ikaros. Suite for orkester. Op. 40. Radio 6. maj.

Stilleliv. Op. 44. 5 sange for sopran, guitar og slagtøj. Tekst af Poul Borum. Nikolaj kirkesal 19. maj.

POUL ROVSING OLSEN: Arabesk. For fløjte, klarinet, harpe, guitar, violin og slagtøj. Charlottenborg 20. maj.

Et russisk bal. For orkester. Århus 21. maj.

JENS WILHELM PEDERSEN: Musik til komedien »Må jeg lege med« af Marcel Achard. Radio TV 16. juni.

NILS HOLGER PETERSEN: Bufast. For klaver. Louisiana 6. april.

TOM PREHN: Om dagen skinner solen i Sahara. For jazzgruppe. Nikolaj kirkesal 19. maj.

KARL AAGE RASMUSSEN: Når jeg var lykkelig, skrev jeg ingen sange. Seks lyriske improvisationer til tekster efter anonyme zi-geunerviser. For baryton og guitar. Charlottenborg 20. maj. Symfoni for unge elskende. Århus, februar.

Krapps sidste bånd. Operafantasi over Samuel Beckett ved Jørgen Andersen og Chr. Ludvigsen. Århus 6. november.

FINN SAVERY: Kantate til indvielsen af det nye amtsgymnasium i Viby ved Århus. Tekst af Finn Methling. 6. november.

SVEND S. SCHULTZ: Eva. Musikalsk kirkespil. Tekst af Mogens Balslev. For 3 soli, 2 talestemmer, kor, kammerorkester og orgel. Domkirken 8. april.

SVEND ERIK TANGGAARD: Koncert for 14 blæsere 2 kontrabasser og slagtøj. Radio 15. juli. Ouverture til »Sange ved Øresund«. For orkester. Radio 15. juli.

Ouverturekammersymfoni i tre satser. Radio 15. juli.

KNUD VAD THOMSEN: Musik til eventyrspillet »Kongeriget Stilleland« af Zdenek Sverák. Radio 14. juni.

LEIF THYBO: Hommage a Benjamin Britten. For f løj te kvartet. Glyptoteket 25. maj. Dialog. For soli, kor og instrumenter. Domkirken 27. maj. Liber organi. For orgel. Skovs-hoved kirke 7. oktober.

YNGVE JAN TREDE: Toccata og Ricercare. For orgel. Musikkonservatoriet 30. maj.

SVEND ERIK WERNER: Moduler. For 14 blæsere og slagtøj. Radio 18. august.

Blæserkvintet. Jubilus. Palermo 29. december.