Skal det kaldes opera?

OPERA

Vagn Jensen:

SKAL DET KALDES OPERA?

Det kgl. Teater har i denne sæson premiere på to danske operaer af henholdsvis Ole Schmidt og Herman D. Koppel. Schmidts opera, »Udstilling«, er skrevet i samarbejde med Klaus Rifbjerg og Jesper Jensen.

OPERA (lat værk(er), pluralis af opus) er efter older-mandens lexikon betegnelsen for et scenisk værk, der fremføres sunget med instrumentalledsagelse.

Meget rummeligere kan det vel ikke siges, hvis definitionen skal kunne indkredse hele den musikhistoriske udvikling fra det første europæiske drama in mu-sica omkring år 1600 og til det sidste moderne musikteater.

Det seneste på dansk grund er den forestående opførelse på Det kgl. Teater af triumviratet Ole Schmidt, Klaus Rifbjerg og Jesper Jensen's »Udstilling«. Skal det kaldes opera?

Mange komponister har båret på drømmen om et musikdramatisk værk uden nogen sinde at få realiseret forestillingen. Ofte er tanken blevet opgivet simpelt hen af mangel på en libretto. »Udstilling« er fra første færd ejendommelig ved at være forfatternes idé.

-Ja helt nøjagtig var det Jespers, siger Klaus Rifbjerg.

-Og jeg var klar over, at det, som det her drejede sig om, det var noget, som måtte realiseres på en helt anden måde, end hvad vi hidtil har lavet. Når vi har skullet have musik til vores stykker, så har vi direkte kunnet sige til en komponist: værsgod, her er en vise, den skal ligge sådan og sådan.

-1 revykomedierne vil der tillige mange gange være tale om ganske bestemte skuespillere, det kan begrænse komponistens spillerum endnu videre end inden for den klassiske vaudeville. Sådan noget er der slet ikke tale om her. Man kan sige, det er et eksperiment, dette at to forfattere simpelthen vil skrive netop en opera.

-Og det har netop været en vidunderlig udfordring, tillægger Ole Schmidt. Det har været et helt fantastisk teamwork.

-Men hvordan skriver to forfattere egentlig en tekst

sammen, træffer man aftale om at dele dialog og vers...

... næ, man arbejder simpelthen sammen, diskuterer ideerne undervejs, viser hinanden udkast og kritiserer og retter og inspirerer på den måde modparten. Mange gange, hvor vi har lavet noget sammen, har vi i det endelige resultat ikke kunnet sige præcist, hvem der har skrevet hvad.

- Og i andre tilfælde, hvor der har været tale om en rent praktisk fordeling, har det vist sig, at andre har gættet galt, når de har villet placere et enkelt navn på bestemte indslag ...

Om »Udstilling« kan man ganske bestemt sige, at musikken er Oles, men faktisk er den også meget vanskelig at give noget relevant indtryk af, selv om orkesterpartituret naturligvis siger adskilligt mere end klaverudtoget. Men sagen er den, at der i høj grad er tale om spilleanvisninger, selv hvor notationen er ganske traditionel. Selvfølgelig står de musikalske udtryk ganske fast, men sammenhængen med det, der sker på scenen er i hvert fald søgt så nær, at man også er nær ved at sige, operaen først eksisterer, mens den bliver opført. Lizzie Rodes mis en scene, der udarbejdes i intimt fællesskab med værkets ophavsmand, er ikke mindre afgørende for realisationen end en tylvt solister, et orkester af strygere, blik, harpe og klaver samt en trio janitsjarer.

Uden som moralitet at træde det Brechtske musikteater over tæerne synes der at være tale om en række tilstande,( der arbejder op mod en kulmination, men som derefter lukker sin egen kredsen om det menneskelige panoptikon, hvor gæsterne selv udgør de udstillede genstande.

Her skal blot nævnes eksempler på gennemgående karakteriserende scenerier. Operaen åbnes af familien, far og mor, dreng og pige, der altid skal ud at gå om søndagen. I næste scene aner man, det er indledning til en suite af udstillingsbilleder, da en mimiker i et komisk nummer anstrenger sig for at rulle den røde løber ud, mens et større publikum indfinder sig til kulturministerens tale:

... i en verden fuld af ufred,

kunsten har bud til os alle,

kunsten lærer os at leve,

og i vor tid, hvor maskinerne

snart vil gøre alt arbejde ...

fritiden, fritiden bliver det store problem.

Vi må have råd til et menneskeligt samfund,

kunsten og kunstnerne have gode kår.

Men vi må have kunsten ud til folket.

Vi, der er samlet her, ved hvor værdifuld kunsten er.

... o.s.v.

Efter et lyrisk-erotisk intermezzo med et ungt par breder utilfredsheden sig hos publikum, det er svindel for skatteborgernes penge, l en ny scene med familien gejles faderen op af pressen til at stille sig selv op som det sunde menneske i modsætning til det sygelige humbug, men han besvimer under moderens bebrejdelse: jeg vidste jo, du ikke ku T klare det og børnenes: Far, åh lille far, du må ikke dø, du har lovet os en is.

Lægen blandt gæsterne, rummet får nu auditorie-karakter, undersøger patienten, der naturligvis har allehånde fejler, men i et nyt billede vågner han rask op, og endelig til slut er familien intakt igen i de fælles interesser, der holder den sammen!

Adskillige andre rammende satirer er indfattet i det brogede scenen. Der er læreren på pligteksekursion med sin klasse, damen, der vil fotograferes til avisen, negeren, der i ekstase vil forbrødres med de hvide i et jordisk paradis.

Altså et særdeles broget aftenspil.

Ikke let at holde fast.

Ikke til at værdimåle gennem de enkelte komponenter, men med spændende muligheder i kompositionen som helhed.

DUT gør opmærksom på, at værker til ISCM festivalen 1970 i Basel skal indleveres til DUT inden 1. november 1969.